Nyhed
Læsetid: 8 min.

Film udforsker finanskrisens konsekvenser

Det er nemt at lade sig lokke til at opgive drømme og idealer, for almindelige mennesker verden over står i en svær økonomisk situation oven på finanskrisen. Men der findes også dem, der holder stand. Dem finder man både i hovedkonkurrencefilm og independent-film på årets Berlinale
Hvad gør den økonomiske krise ved mennesket, spørger flere film på årets Berlinale. Fotos fra ’Promised Land’, ’Gut Renovation’ og ’Dolgaya schastlivaya zhizn’
Kultur
14. februar 2013

Hvordan ser der egentlig ud, derude i afkrogene af finanskrisen? Derude hvor der ikke er bare et minimum af et sikkerhedsnet til at afbøde faldet. Hvad sker der med miljøhensyn, moral, fællesskab og borgerengagement, når krisen kradser?

Det beskæftiger flere film på dette års Berlinale sig med. Heriblandt to af filmene i hovedkonkurrencen, som er meget forskellige og udspiller sig i hver sin ende af verden.

Den russiske film Dolgaya schastlivaya zhizn (på engelsk A Long and Happy Life) er skrevet og instrueret af Boris Khlebnikov og optaget i Murmansk i det nordlige Rusland, mens den amerikanske film Promised Land er optaget i det vestlige Pennsylvania.

Det er Matt Damon, der har skrevet manuskriptet og produceret Promised Land sammen med John Krasinski, og de spiller begge med i filmen. Matt Damon har hovedrollen, som Steve Butler, der efter alt at dømme har en større karriere foran sig i et stort energiselskab. Sammen med sin kollega Sue (skønt spillet af Frances McDormand) skal han forsøge at overtale landmændene i en mindre by til at sælge deres jord til sit firma, der vil udvinde hidtil tilgængelig naturgas fra deres jord ved hjælp af den såkaldte ’fracking’-metode, hvor man pumper en blanding af vand, sand og kemikalier ned i skiferlagene for at udvinde gassen. Metoden er blandt andet mistænkt for at være skyld i jordskælv, og flere af kemikalierne, der anvendes, er giftige. Byens borgmester forsøger til at begynde med at være miljøvenlig og ubestikkelig, en taktik, som Steve dog snart får skudt i sænk. Selv om den fire år gamle finanskrise har ramt landbruget hårdt, lader byens indbyggere sig alligevel ikke så nemt overbevise. Med den ældre ingeniør Frank (Hal Holbrook) i spidsen stiller de sig på bagbenene over for projektet, og Steve må kæmpe hårdt for hvert eneste tilsagn.

Som en af bønderne siger, da Steve dukker op på hans gård: »Vi ved begge to, at I kun er her, fordi vi er fattige. Men du får ikke, hvad du er kommet efter. Og jeg bryder mig heller ikke om, at du er her og forsøger.«

Da den charmerende Dustin (Krasinski), der kan synge som Bruce Springsteen og charmere Steves hjerterdame, dukker op fra en miljøorganisation, begynder Steves argumenter for alvor at falde fra hinanden.

Betydningen af penge

På pressemødet ved Berlinalen er Matt Damon i god form. Veltalende og veloplagt fortæller han, at Krasinski og han ville lave en film om Amerika.

»Hvor er vi nu? Hvordan træffer vi vores store beslutninger? Tænker vi på fællesskabet? Og hvad gør udsigten til mange penge ved dynamikken i sådan en lille by?« siger Matt Damon.

Først senere fandt de på, at temaet skulle være beskyttelse af naturen.

»Vi synes begge vældig godt om filmen Local Hero (skotsk film fra 1983 om en texaner, der opkøber land og en havbugt ved en landsby for et olieraffinaderi, red.). Så begyndte vi at researche på ’fracking’,« siger Damon, som fortæller, hvordan amerikanerne er stærkt polariserede i forhold til ’fracking’. Nogle sagde, at de endelig ikke måtte kritisere filmen, for det havde reddet deres økonomi. Andre sagde, at det virkelig er forfærdeligt.

»Vi har talt med alle sider. Vi spurgte for eksempel en mand, der havde solgt sin jord, om han var urolig for, at hans vand blev forurenet. Han svarede. ’Hvem bekymrer sig om det? Med det de betaler mig, kan jeg køre mit vand hjem på en lastvogn’,« fortæller Damon.

Folk er på røven derude. Landbruget går dårligt, og landmændene er på mange måder desperate. De har brug for pengene. Som Steve siger til en gruppe landmænd: »Byen er alligevel ved at dø.«

Krasinski tilføjer, at folk er stærkt presset på deres økonomi. Ifølge ham kommer en af filmens nøglebemærkninger fra Steves kollega Sue, der som en slags undskyldning for det, hun laver, siger: »Min søn er i skide Houston med sin skidedumme far.«

»Hun ser sit job udelukkende som et job. Hun er fraskilt og vil give sin søn, der bor hos hendes eksmand, de bedste muligheder. Det kan folk forholde sig til. Også selv om hun måske i virkeligheden gør noget, som hun ikke kan stå inde for,« siger Krasinski.

Det er filmens instruktør Gus Van Sant enig i: »Steve er en antihelt, en sælger. Han tror på at sælge, men måske ikke helt på det, han sælger,« siger instruktøren.

For Krasinski er det et vigtigt aspekt, at fællesskabet i byen får lov til at stemme om beslutningen.

»Energiselskaberne vil helst have det op på myndighedsniveau, så almindelige mennesker holdes uden for indflydelse. Men folk i USA i dag vil være med til at beslutte, hvad der skal ske i deres baghave eller ved siden af deres børns skole. Det er et hedt emne i USA i øjeblikket. De vil ikke lade sig tromle af en guvernør,« siger Krasinski.

Damon supplerer: »Den essentielle scene udspiller sig i slutningen af filmen i forsamlingshuset, hvor Steve er kommet på bedre tanker. Filmen handler om borgerengagement,« siger Damon.

Når økonomien ikke fungerer

Det russiske konkurrencebidrag A Long and Happy Life handler om den unge landmand Alexander ’Sascha’ Sergeevich (spillet med stoisk ro af Alexander Yatsenko). Han har en gård, der ligger smukt med udsigt over floden, og som han bliver tilbudt at afhænde til myndighederne – hvad køberen vil med den, får vi aldrig rigtig at vide.

Umiddelbart er han fristet. Han siger til sin kæreste, der er iført sine stiletstøvler, når hun besøger ham, og helst vil have, at de køber en lejlighed i en stor by, at gården alligevel ikke kan løbe rundt. At han vil tage pengene og »komme ad helvede til langt væk«.

Men hans arbejdere modsætter sig det, for hvad skal de så lave? »Opgiv os ikke, Sascha!«, og det gør Sascha så ikke. Ikke alle landarbejderne er loyale over for Sascha i længden, og i den relativt korte film får vi en del dramatiske begivenheder, der kulminerer med, at Sascha griber til selvtægt over for to embedsmænd og en politimand.

Instruktøren Boris Khlebnikov siger, at titlen godt kan fortolkes ironisk.

»For dette liv er hverken langt eller lykkeligt. Men det havde det måske kunnet være? Eller måske har Sascha til sidst taget et stort skridt fremad, og måske bliver det netop hans lykke?,« siger Khlebnikov, der understreger, at hans film ikke er en kommentar til det postsovjetiske samfund, men at der overalt i øjeblikket hersker en tendens til at tro, at man kan købe alt for penge.

»Især hvor økonomien ikke fungerer. Men min film er ikke en politisk film. Den er en social film. En film om en personlig historie. Jeg vil ikke sige, at alle ville reagere som Sascha i en lignende situation. Men ofte er det sådan, at når et helt almindeligt menneske ikke finder retfærdighed nogen steder, så kan det pludselig blive forbryder. Egentlig er det umuligt stadig at være landmand. Folk vil hellere til byen,« siger han.

Khlebnikov fortæller, at det er med overlæg, at vi ikke får at vide, hvad køberen vil med dette jord. »Det er ikke vigtigt. I øjeblikket køber folk land op i Rusland, fordi de håber, at de engang i fremtiden kan tjene på det. Måske skal der lægges en vej i nærheden, måske vil de bare videresælge det dyrt. Der er mange muligheder,« siger han.

Den økonomiske boligboble

En helt anden film med en anden vinkel på efterdønningerne af finanskrisen er dokumentarfilmen Gut Renovation af den amerikanske instruktør Su Friedrich. Her er vi midt i New York, nærmere bestemt i Williamsburg, Brooklyn, hvor ofrene ikke er bønder, men storbymennesker, der ikke længere har råd til at bo, hvor de har boet længe. Her lejede Su Friedrich og hendes kæreste sig et loft i 1989. Dengang var det et arbejderkvarter med mange polakker, italienere og hispanics, her kunne de to kunstnere bo og arbejde og samtidig have overblik over deres økonomi.

Men i 2005 begynder investorerne som følge af den økonomiske boble at dukke op. New Yorks borgmester Bloomberg og hans folk er ikke længere interesseret i områdets fabrikker, håndværkere og mange kunstnere. Su, som snart føler sit hjem truet, begynder at filme og registrere, hvor og hvor mange af de skønne gamle murstensbygninger fra begyndelsen af 1900-tallet, der bliver revet ned. Og hvad der i stedet lemfældigt bliver smækket op af dyre lejlighedskomplekser med parfumerede navne, hvor ordene Jardin og Belle ofte indgår.

»De nægter at se, at her var velfungerende industri overalt. For den var tungere end det, de ønskede sig,« kommenterer Friedrich.

Snart går det samme vej for de handlende som for bønderne. Snart lukker bageren. Snart lukker violinbyggeren. Snart lukker slagteren, der har ligget der siden 1969 og blot lakonisk bemærker: »De nye beboere har ikke brug for en slagter. De ved ikke, hvordan man laver mad.«

Friedrichs egne kommentarer, der dels forekommer som speka, dels er skrevet hen over billederne, er ubetalelige. Som for eksempel, da hun i endeløse optagelser af kvarterets nye smarte beboere lader dem defilere forbi med deres designerhunde, blandt hvilke racen Fransk Bulldog kommer ind på en førsteplads. Eller scenen, hvor hun råber fra sit vindue efter en gruppe glatbarberede typer i sorte overfrakker: »Velkommen til kvarteret, som I er ved at ødelægge!« »Hav en god dag,« råber de tilbage, og Su råber indigneret: »Ja, I får det helt sikkert, for I tjener alle pengene.« Kun for at slutte sekvensen af med den selvironiske skrevne bemærkning: »Hvor typisk! Jeg gør mig selv til grin, og de er pisseligeglade.«

I mange andre storbyer kæmper man med samme udvikling. Berlin har for eksempel på mange måder fået en tiltrængt renovering efter Murens fald, men visse steder er den ikke foretaget særlig nænsomt eller med omtanke for de hidtidige beboeres skæbne. I det nye moderejsemål Istanbul, hvor der rives ned og bygges, som havde man fanden i hælene, fortrænges socialt belastede grupper som kurdere, romaer og afrikanere ud i periferien. En af Friedrichs venner foreslog hende at kalde filmen »Jeg hader rige mennesker!« Den almindelige storbylejer ville uden tvivl have stemt for den titel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her