Læsetid: 5 min.

Filmskaberne, der løb stærkt og stillede skarpt

Milos Forman er en af mange europæiske overlevere, der rykkede i eksil i Hollywood, men samtidig ofte revsede USA i deres film
Milos Forman (bagerst tv.), der i 1976 vandt en Oscar for Gøgereden – og her ses sammen med en række andre Oscarvindere – er en af mange europæiske instruktører, som har foldet talentet ud i Hollywood. Foto: Miracle Film

Milos Forman (bagerst tv.), der i 1976 vandt en Oscar for Gøgereden – og her ses sammen med en række andre Oscarvindere – er en af mange europæiske instruktører, som har foldet talentet ud i Hollywood. Foto: Miracle Film

7. februar 2013

Der er mange måder at forlade sit hjemland på, og Milos Formans var blandt de mere brutale: Da Warszawapagt-landene i sommeren 1968 satte en militær stopper for selvstændighedstiltagene kendt som ”Foråret i Prag”, var den unge tjekkiske filmmager i Paris for at forberede sin første amerikanske film. I stedet for at vende tilbage, valgte han at flytte til USA og fortsætte karrieren der.

I dag er Forman 80 år og pensioneret fra filmgerningen, men hans dramatiske livshistorie rulles nu ud i portrætfilmen Milos Forman: What Doesn’t Kill You... Enden på den sætning er som bekendt ”...makes you stronger”, og Forman er kun en af mange europæiske overlevere, der har foldet talentet ud i Hollywood. Tit med kontroversielle resultater, fordi deres skildring af emner som justits og kønsroller kunne lige langt fra den man så i visse mainstreamfilm af indfødte instruktører.

Faktisk er en lang række af amerikanske filmklassikere lavet af flygtninge og indvandrere. Manden bag den ærkeamerikanske western Sheriffen (1952), der af mange ses som en allegori over senator McCarthys heksejagt på formodede kommunister, er eksempelvis østrigskfødte Fred Zinnemann.

Ikke mindst Tyskland og det daværende Østrig-Ungarn har været storleverandører af talenter, som i mange tilfælde har været kritiske overfor amerikanske samfundsforhold. Som Gene Phillips skriver i bogen Exiles in Hollywood: ”Fremmede instruktører, netop fordi de ikke er indfødte, er nogle gange i stand til at kaste et falkeblik på den form for afslørende detaljer, som amerikanske instruktører overser eller tager for givet.”

Fri sex, fri tale

I tilfældet Milos Forman er den mest iøjnefaldende film Folket mod Larry Flint (1996), hvis omdrejningspunkt er ytringsfrihed – et tema, en mand med Formans fortid utvivlsomt har stærke følelser omkring. I det dramatiske klimaks, som udspiller sig i USA’s Højesteret, bliver det slået fast, at ytringsfriheden er ukrænkelig. Også når man bruger den til vulgære formål, som nu filmens hovedperson, pornokongen Larry Flint.

I forbindelse med filmens premiere udtalte Forman til Chicago Tribune:

”Jeg har prøvet at bo i et samfund, hvor de, der råbte på censur, vandt. Jeg ved, hvilken ødelæggende virkning, det har på livet – ikke bare for kunstnere, men for alle. Der findes ikke noget mere trist og brutalt end totalitære systemer. Og den slags begynder altid uskyldigt med at regeringen lover at rense gaderne for pornografi.”

Formans mest kendte film er dramaet Gøgereden fra 1975, der har klare tematiske overlap med Folket mod Larry Flint. Galeanstalten, hvor hovedparten af filmen udspiller sig, kan ses som et mikrokosmos af USA, og den rebelske hovedpersons kamp mod plejerne som individets kamp for at leve et liv uden indblanding fra en magtfuld institution af den ene eller anden art.

Også Formans musicalfilmatisering Hair (1979) handler om amerikanske samfundsforhold, ikke mindst kløften mellem hippiebevægelsen og Vietnam-krigens tilhængere.

Alt på spil

De mange kontroversielle værker er også opsigtsvækkende, fordi det ville give mening, hvis instruktørerne havde lusket udenom de ømme ligtorne i taknemmelighed overfor den nation, der tog imod dem – eller ligefrem smed dem en hårdt tiltrængt redningskrans. I bogen Home, Exile, Homeland skriver Thomas Elsaesser, at nogle af indvandrerinstruktørerne besad et ”dobbelt perspektiv”, og at ”beundring og et hyperkritisk blik kæmpede om overtaget.”.

Østrigsk-jødiske Billy Wilder udtalte da også om sin nye chance i Amerika: ”Det var ikke sådan, at jeg sagde til mig selv: ’Hvis det her ikke fungerer, kan jeg tage tilbage til Østrig eller Tyskland’. Enten kæmpede og overlevede jeg her, eller også måtte jeg tilbage og ende i Auschwitz’ ovne ligesom hovedparten af min familie.”

Det afholdt dog ikke Wilder fra at afprøve grænserne for, hvad man kunne beskæftige sig med på et amerikansk biograflærred. Hans drama The Lost Weekend (1945) var den første større amerikanske film om alkoholisme og stadig en af alle tiders mest kendte film om det emne. Ti år senere greb østrig-ungarske Otto Preminger i The Man With the Golden Arm fat om et beslægtet tema. Filmen nævnes ofte som en, for sin tid, bemærkelsesværdig rå skildring af narkoafhængighed – og havde endda entertainercharmøren Frank Sinatra i junkierollen. Senere lavede Preminger retssalsdramaet Anatomy of a Murder, der både indeholdt bramfri dialog og udtrykte skepsis overfor det amerikanske retssystem.

Byen uden samvittighed

 

Milos Formans jævnaldrende kollega Roman Polanski kom til USA under mere fredelige omstændigheder end Forman. Men begge tilbragte de deres ungdom bag jerntæppet, og begge mistede de deres mor i nazisternes udryddelseslejre.

Polsk-jødiske Polanskis måske bedste film, Chinatown fra 1974, har også en amerikansk signatur, da den vanskeligt kunne have udspillet sig andre steder end netop Los Angeles. Krimiintrigen har at gøre med tyveri af det for ørkenstorbyen så livsnødvendige vand, og i baggrunden lurer forestillingen om Los Angeles som en by uden fortid, men masser af gyldne fremtidsmuligheder for skruppelløse entreprenører. En amerikansk succeshistorie, bare i mareridtsagtig udgave.

Flere af de klassiske film noirs fra 1940’erne og 1950’erne er ligeledes lavet af jødiske instruktører, hvoraf nogle var flygtet fra nazisterne, mens andre var flyttet til Hollywood før udryddelserne tog fart. Der er en klar forbindelse mellem denne ubehagelige oplevelse og noir-filmenes faste setting: En dunkel, kynisk og farefuld verden, hvor paranoia sjældent er ubegrundet.

Det gælder blandt andet Billy Wilders Kvinden uden samvittighed (1944), Edgar G. Ulmers Detour (1945) og Robert Siodmaks Hemingway-filmatisering The Killers (1946), som Time Out Film Guide kalder ”et prima eksempel på efterkrigstidspessimisme og fatalisme.” 

I bogen Driven to Darkness påpeger Vincent Brook da også, at netop noir-filmene var det perfekte match for instruktører med just en sådan baggrund. Han skriver også, at filmenes kritik af det daværende USA gik på ”manglen på kultur, ureflekteret materialisme og en ny form for barbarisme.”

Alligevel er det bemærkelsesværdigt at se film med den form for brod på samme tid, hvor amerikanske værdier blev hyldet i Hollywoods krigsfilm, blandt andet for at styrke moralen hos virkelighedens soldater.

Spirende kvindekamp

Også tyske Fritz Lang instruerede et par noir-klassikere. Hans første amerikanske værk, Fury (1936), bar ganske vist præg af indblanding fra filmselskabet MGM, men rummer stadig en berømt skildring af en selvjustitspøbel, der hungrer efter at klynge et medmenneske op. Hvilket uundgåeligt leder tanken hen på faktiske lynchninger.

Mere fredsommeligt gik det for sig hos landsmanden Ernst Lubitsch (1892-1947), der dog også hørte til gruppen af europæiske jøder, som skubbede til grænsen for, hvad man kunne vise og sige på amerikansk film. Blot på en generelt mere munter måde end folk som Wilder og Preminger.

Lubitschs vovede komedier er gået over i filmhistorien som en sofistikeret fuckfinger til småborgerlige standarder. I bogen A Divided World skriver Nick Smedley, at Lubitsch især beskæftigede sig med kvinders rolle i det amerikanske samfund, og at instruktøren ”udgjorde en opsigtsvækkende modpol til den fjendtlige indstilling overfor kvindefrigørelse, som prægede det meste af det øvrige Hollywood.”

En nulevende og mindre mainstreamorienteret tysk-amerikansk skikkelse er Werner Herzog, som har boet i USA siden 1995. Men allerede i 1976 drejede Herzog Stroszek, en tragikomisk immigranthistorie, hvori vi møder en bankmand, som med skudsikker og umiskendelig amerikansk jovialitet lader de tyske hovedpersoner vide, at deres fallit er nært forestående.   

Således er såvel satire som sortsyn gennem tiden taget i brug, når uforfærdede filmfolk rettede skytset mod deres nye hjemland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen ingvard nielsen

Kulturen har det måske som dyr i fangenskab, den har svært ved at pare sig, i selv samme fangenskab.

Et forsigtigt bud; noget tyder på at totalitære regimer ikke er befordrende for kulturudvikling, noget tyder på at kulturensretning, ikke er befordrende for kulturudvikling.

Den kulturelite og enevældige kulturstatus som Europa havde, før den totalitære og kulturbegrænsende periode (2 verdenskrig), som Europa undergik synes aldrig at være vendt tilbage.