Læsetid: 7 min.

Jeg har forelsket mig i en genre, der deler vandene

På trods af konsekvente hug fra anmelderne for at lefle for laveste, platteste og mest bøvede fællesnævner strømmer hundredtusindvis af danskere i biografen for at se folkekomedien ’Alle for to’. Alligevel får Rasmus Heide ikke sjælefred, før han formår at lave en film, der både får den brede befolkning og anmelderstanden til at hulke af grin
Jeg sad med krydsede fingre og hjertet helt oppe i halsen, da anmeldelserne kom – og det var da en kæmpe mavepuster, da jeg kunne se, at de slet ikke var med på den. Ikke mindst fordi jeg var sikker på, at jeg havde ramt plet denne her gang, siger Rasmus Heide, instruktør af ’Alle for to’.

Sigrid Nygaard

14. februar 2013

Få uger efter premieren på komedien Alle for én i februar 2011, modtog instruktøren Rasmus Heide en mail. Det var fra Bodil i Sønderjylland, der i årevis havde haft en strikkeklub for kvinder over 60 år. Hende og strikkeklubben havde købt billetter til premieren, og hun ville bare fortælle den unge instruktør, at de aldrig før i strikkeklubben havde grinet så meget, som den vinteraften i den lokale biograf. Og nu skulle de ind og se filmen for anden gang.

»Hun kunne ikke engang forklare, hvorfor de synes, den var så sjov. Men den rørte åbenbart et eller andet i damerne fra strikkeklubben, som de bare ville have mere af. Og det er jo dét, komedien kan,« siger Rasmus Heide, da Information møder ham på en cafe på Christianshavn få dage efter premieren på hans nyeste film Alle for to – opfølgeren til kæmpesuccesen Alle for én.

Og man kan roligt kalde det en succes: Over 400.000 danskere købte forrige år billet til etteren, og da toeren for nyligt fik premiere tiltrak den over 100.000 biografgængere – alene i løbet af den første weekend.

»Jeg er tilsyneladende så heldig at dele humor med rigtig mange mennesker, og jeg er meget taknemmelig for, at mine film bliver så godt modtaget i den brede befolkning. Men jeg er jo ikke blind. Jeg kan godt se, at det ikke er alle, der synes, de er lige sjove. Jeg forestiller mig da heller ikke, at Informations læsere ligefrem valfarter i biografen for at se mine film. Ja, ikke engang min egen kæreste er specielt stor fan af den slags film, jeg laver,« siger Rasmus Heide.

Men den hårde medfart har ikke udelukkende været en ulempe. Faktisk har de dårlige anmeldelser givet filmen usædvanlig stor omtale i medierne.

»Der lefles helt uambitiøst for platteste fællesnævner,« skrev eksempelvis Informations filmanmelder Katrine Yde, mens Berlingskes Jacob Wendt Jensen kritiserede filmen for at være en »halvslap og uambitiøs film«.

Anmeldelserne, som dermed stod i stærk kontrast til det overvældende billetsalg efter premiereweekenden, fik efterfølgende filmens producent Ronnie Fridthjof og filmens medforfatter, komikeren Mick Øgendahl, til i flere medier at kritisere anmelderstanden for at være ude af trit med den folkelige virkelighed. Fridthjof efterlyste særlige ’folkelige’ anmeldere til film som Rasmus Heides, og Mick Øgendahl klandrede i P1-programmet Filmland de danske anmeldere for ’kulturfascistoidt’ smagsdommeri a la Hitlers propaganda i Nazityskland.

Komedien samler folk

Men spørger man instruktøren Rasmus Heide selv, er diskussionen kørt helt af sporet. For man kan selvfølgelig ikke blot pege fingre af anmelderne, mener han. Den kritiske modtagelse falder først og fremmest tilbage på ham selv:

»Meget kan man sige om mine film, men uambitiøse er de ikke. Jeg har skyhøje ambitioner med mine komedier, og de kan tydeligvis noget, der rammer rigtig mange mennesker,« siger Rasmus Heide.

»Men når anmelderne og andre tilsyneladende tænder sådan af på mine film, må det jo være, fordi der er gået noget galt i min kommunikation. Jeg har stor respekt for anmeldernes faglighed og deres store filmhistoriske viden. Jeg må jo bare konstatere, at jeg heller ikke denne gang har formået at ramme lige netop dem, og det er da dødærgerligt,« forklarer Rasmus Heide.

Ikke mindst fordi komedien ifølge Heide kan gøre noget ved folk, som ingen anden genre formår. Noget, som vi har brug for i samfundet i dag:

»Et godt drama, som dem vi ser fra store instruktører som Thomas Vinterberg, Nikolaj Arcel eller Per Fly, de kan virkelig sætte gang i både følelser og store tanker, hvilket er fantastisk. Men den der helt særlige fællesskabsoplevelse, der opstår, når man slår sig på lårene og vitterlig græder af grin sammen med en hel sal af mennesker, du aldrig har mødt før, den er altså uvurderlig,« siger Rasmus Heide.

Netop fordi der i dag er så mange kulturelle tilbud at vælge mellem, savner han de store, brede fællesoplevelser.

»For 15 år siden, kunne man spørge sine venner: Så du fjernsyn i går? Og hvis de sagde ja, vidste du allerede nøjagtig, hvad de havde set, for du havde set det samme, og så var man jo allerede fælles om oplevelsen. Det kan du ikke i dag. Der er 50 kanaler at vælge imellem for slet ikke at nævne Facebook eller YouTube, hvor du kan zappe rundt, som du ønsker,« siger Rasmus Heide.

»Der er så mange ting i dag, der sender os i hver vores retning og isolerer os. Så hvis jeg kan lave en film, der favner så bredt, at den rammer nogle mennesker, der ellers er milevidt fra hinanden, hvad enten det er socialt, fagligt eller politisk, så er det en kæmpesucces for mig.«

Vil også nå anmelderne

Derfor er det heller ikke ligegyldigt for Rasmus Heide, om anmelderne forstår eller holder af hans film. For jo bredere hans komedier favner, desto større bliver den fællesskabsoplevelse, han forsøger at skabe.

»Jeg gider ikke sidde her og sige, at det er ligegyldigt for mig, hvad anmelderne synes. Jeg sad med krydsede fingre og hjertet helt oppe i halsen, da anmeldelserne kom – og det var da en kæmpe mavepuster, da jeg kunne se, at de slet ikke var med på den. Ikke mindst fordi jeg var sikker på, at jeg havde ramt plet denne her gang.«

– Du troede, at filmen ville blive godt modtaget?

»Ja, det troede jeg virkelig. Jeg læser altid anmeldelserne meget grundigt, og hver gang forsøger jeg at tage kritikken til mig og faktisk prøve at ændre på de ting, jeg får hug for,« forklarer Rasmus Heide.

Det var blandt andet også derfor, at han og Mick Øgendahl til Alle for to fik Anders Thomas Jensen på som medforfatter, så han kunne hjælpe med dramaturgien, karakterudviklingen og dialogen.

»Selvfølgelig var det ikke bare for at få gode anmeldelser, men for hver film, jeg laver, vil jeg gøre det endnu bedre end sidst. Og jeg stiller mig ikke tilfreds, før jeg laver en film, der formår at ramme både det brede publikum, anmelderne og da også gerne sådan nogle som Informations læsere. Jeg kommer til at bruge et helt liv på at finde den helt rigtige balance.«

’Det er ikke sjovt’

Selv om han ikke er enig med producenten Ronnie Fridthjof i, at der skal være særlige ’folkelige’ anmeldere, der tager sig af komediegenren, studser han dog over, at flere anmeldere har konstateret, at filmen ganske enkelt ikke er sjov.

»Når man siger, at ’den ikke er sjov’, så mener man vel i virkeligheden ’jeg synes ikke, den er sjov’. For der findes jo lige så mange forskellige former for humor, som der er biografsæder i en biograf,« siger Rasmus Heide og tager sin smartphone op af lommen og logger ind på hjemmesiden Kino.dk.

»Se bare her,« siger han og kører ned over det seneste døgns anmeldelser på hjemmesiden, hvor helt almindelige biografgængerne har været inde og give filmen karakter – langt de fleste med en uforbeholden begejstring.

»Når for eksempel Helle Sihm fra Dagbladenes Bureau siger, at min film er ’umorsom’, så tager jeg det enormt alvorligt. For det vil jeg jo gerne imødekomme med min næste film! Men man kan ikke bare konstatere, at noget er sjovt eller usjovt, for hvad så med alle de mange mennesker, som oprigtigt morede sig? Tog de bare fejl?«

I ugerne op til premieren tog Rasmus Heide, Ronnie Fridthjof og Mick Øgendahl på en større Danmarksturné, hvor de introducerede filmen i 80 biografer ved 115 specialvisninger rundt om i landet. Her havde Rasmus Heide mulighed for at se publikums reaktioner med egne øjne.

»Jeg anerkender, at jeg har forelsket mig i en genre, der deler vandene. Men at sidde der bagerst i biografen og opleve dét øjeblik, hvor 500 mennesker første gang kaster hovedet bagover af grin på nøjagtig samme tid, og man mærker den der kæmpe forløsning, alle oplever i fællesskab – lige præcis dét øjeblik er grunden til, at jeg bliver ved med at lave film.«

På grund af Alle for én-filmenes røverplot og klodsede mandetrio er de flere gange blevet sammenlignet med Olsen Banden-filmene – dog en ’ujævn’, ’usjov’ og ’fesen’ version af de danske klassikere, som det har lydt i flere af anmeldelserne. Men spørger man Rasmus Heide, siger sammenligningen netop noget om anmelderstandens holdning til de folkelige komedier: »Man glemmer, at langt de fleste af Olsen Banden-filmene jo fik prygl af anmelderne, da de kom ud i sin tid. Allerede dengang var det tydeligt, at filmene ramte noget i tiden, som gjorde dem meget populære i den brede befolkning, men det var jo først i retrospekt, at de fik den anerkendelse og status, som de har i dag. Folkekomedien har tydeligvis altid delt vandene, og det er da mit ydmyge håb, at også mine film en dag om mange år kan ses med lidt andre øjne. Indtil da må jeg jo bare prøve at gøre det bedre og bedre for hver film – og så skal det nok lykkes en dag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu har jeg ikke ser filmen (endnu....da....), men jeg har set næsten hele Blinkende Lygter med en klasse af (unge) automekanikere. Og den er altså bare super; Blinkende Lygter altså. Og den fil, Blinkende Lygter, fik da vist også dårlige anmeldelser...

Grunden til at anmelderlene ikke bryder sig om filmen er vel bl.a. denne her:
de finder filmens plot usammenhængende, der er for løse gags, som ikke er forbundet med filmens handling, og de er alt, alt for platte......og drengerøvsagtige......The New ladism of the Nineties er færdig i England/GB/USA......hvornår mon den bliver færdig i Danmark...

Mht. Olsen Bande filmene, så er de førstge 3-4 eller fem film i denne serie altså ikke noget at skrive hjem om; først med Olsen Banden ser Rødt fra 1976 eller 1977 får disse film deres egentlige udtryk. Og i Olsen Banden filmene er der altså ikke noget med lefle for den laveste fællesnævner.....for at følge med i disse film, skal publikum altså også tænke en smule selv....

Ift. anmeldelserne kan jeg forstå at der er bræk, sex, snot, prutter mv. i filmen - og det alt, alt for meget. Og nej, det er ikke sjovt i længden at bruge disse virkemidler til at slå en pointe eller to fast.....

Rasmus Heide synes ikke at lavet en folkekomedie, snarere en farce, eller en screwball-komedie a la 1930ernes film med Katryn Hepburn og Cary Grant. Danske instruktører synes nemlig at misforstå at komedien ikke er en farce, men netop en komedie; forskellen er at i farcen er humøren useriøs og bare til for sjov, i komedien er der altid en (bag)tanke med humoren ------ og den bruges ofte til at sige noget vigtigt, f.eks. om forholdet mellem mænd og kvinder. En sådan folkekomedie mener jeg den danske film, Noget i Luften, er udtryk for. Den er sjov, men humoren går aldrig over i det platte, og humoren bruges til at sige noget om forholdet mellem mænd og kvinder. Farcen er, eller kamn være, en række usammenhængende gags som ikke hænger sammen....

Farce kan dog også være far-lig som i dario fo's politiske farcer, eksempelvis Tigrene.

olivier goulin

Traileren var rigeligt for mig til at konstatere, at den danske anmelderstand trods alt er deres opgave voksen.

At en meget stor del af den danske befolkning så er uenige med anmelderne er der ikke noget underligt i. Sådan vil det ofte være med de folkelige film. Folks krav til film er generelt ikke så høje, og til komedier er der reelt kun eet krav: de skal være sjove, koste hvad det vil, var jeg ved at sige.

Men filmene kan ofte ikke bære, hverken kunstnerisk eller håndværksmæssigt. Og det er vel det, anmelderne skal tage stilling til. De er jo en slags 'professionelt' publikum - trænet i at se film. Det er også en kompetence.

Olsen-Banden er ikke nogen god sammenligning. Det var noget af det bedste indenfor sin genre, i hvertfald for nogens vedkommende. De var bestemt ikke alle lige gode. Men både instruktør og skuespillere var af en helt anden kaliber. Erik Balling er nok en af de bedste instruktører af folkelige komedier, vi har haft i 'nyere' tid - og skuespilspræstationerne var eminente.

Den nye trend med stand-uppere, der går til filmen, er for det meste ynkelig og pinlig. De kan slet ikke præstere hæderligt skuespil. Det bliver præcis som - standup comedy, når det er værst: hurtige usammenhængende leveringer, og ofte alt for hurtigt, sjusket, plat og vulgært.

Generelt er jeg temmelig forbløffet over den påståede store success og bevågenhed dansk film nyder i disse år. De trailere jeg ser på nettet engang imellem (jeg går aldrig i biografen) vidner ikke om nogen høj kvalitet. Tværtimod synes jeg, det går ned af bakke med skuespilskunsten. Man kan dårligt nok forstå, hvad nogen af dem siger - så dårlig er diktionen blevet. Men det er vel i autencitetens navn?

Jeg så dog 'En kongelig affære' på flyet for nyligt - og den synes jeg faktisk, de var sluppet ganske heldigt fra.

/O

Dennis Laursen

Nu plejer film-anmelderskaren jo at foretrække obskure Lars Trier film, samt film, hvor instruktøren kun har gjort sin opgave halvt (såsom åbne slutninger), frem for film som Alle for to.
Min erfaring er, i store træk, at jo dårligere anmelderne syntes en film er, desdo bedre syntes jeg, at den er.

Anders Sørensen

Karsten Aaen, Blinkende Lygter fik tværtimod fremragende anmeldelser. Hvorfor? Fordi det er en god film. Og så behøver man sådan set ikke motivforske mere eller fundere nærmere over, hvorfor mon anmelderne ikke kan lide det ene og kan lide det andet. Anmeldere kan lide gode film, punktum. Om det så er den ene genre eller den anden, betyder sædvanligvis mindre. Og grunden til, at Alle for To får så dårlige anmeldelser, er den helt simple, at det er en gang elendig lort lavet af idioter for idioter. Idioter er der mange af, så naturligvis kan man trække folk i biografen. Og bagefter kan de så forsikre sig selv og hinanden om, at de elitære anmeldere jo alligevel ikke kan lide andet end Von Trier og franske film fra midten af sidste århundrede. Det har naturligvis intet med virkeligheden at gøre, men det er meget bekvemt at bilde sig selv ind, så man slipper for at se sin egen dårlige smag og generelle kunstneriske mindrebemidlethed i øjnene.

@Anders Sørensen

Det var noget af det mest usympatiske og snobbede jeg længe har læst.
Kunne du finde på at omtale andre mennesker ude i virkeligheden sådanne, eller er det kun op Internettet?

Jeg synes altid det er en meget interessant diskussion med en film der åbenlyst deler vandende så meget. At afstanden mellem anmelderne og forbrugerne er så enorm, er da spændende. Man kunne argumentere for, at de måske ikke alle skriver til de, forbrugere de burde skrive til. Måske ikke alle film skal vurderes som kunst?

Anders Sørensen

Jacob Kejser, alle film bliver ikke vurderet som kunst. Anmeldere er generelt ganske gode til at vurdere en film på dens egne præmisser. Hvad mange ikke er i stand til at fatte, eller ikke vil fatte, er, at en film som Alle for To, bliver sablet ned, TIL TRODS for at den vurderes på egne præmisser, som uforpligtende fjollekomedie. Den sables ned, fordi det er lort, ikke fordi anmelderne forventer eller forlanger deres livs filmoplevelse eller misforstår deres rolle som anmeldere.

Der er talrige eksempler på anmelderroste publikumssucceser, også inden for kategorien uforpligtende underholdning, og det er ganske enkelt ikke holdbart at mene, at når en film i førnævnte kategori sables ned, så skyldes det alle mulige andre forhold end lige præcis det mest oplagte: At filmen er elendig.

Og nej, naturligvis ville jeg ikke kalde folk idioter ude i virkeligheden. Idioter er så nærtagende.

Jeg er måske ikke den bedste til at skrive her i og med, at jeg ikke har set nogle af filmene, og jeg er ret sikker på jeg på ingen måde vil bryde mig om dem.

Efter alt at dømme, er der en kløft mellem rigtigt mange mennesker og de anmeldere der skulle skrive til dem. Det her er ikke første gang det sker, og så vidt jeg kan se og høre, er der rigtigt mange mennesker, der mener de her film er fantastiske.
Jeg vil på ingen måde over i den anden grøft, hvor alle skulle mene, den var fantastisk, men der burde da være et marked for anmeldere, der kunne henvende sig til dem der henrykkes over de her Heide (osv.) film? Uden de skulle læse, at de var idioter.

De fleste mennesker der bliver talt ned til på den der måde er nærtagende... Go figure.

Majbritt Nielsen

Jeg må så indrømme jeg har set begge to. Og jeg er ret imponeret over den eller de hjerner der har brygget den tekst sammen. Hvordan hulen for man lige ordet enhjørning til at være en en-øjet hest. En såkaldt en-øjning. Og ordsproget - Hvad kommer let, går let. Bliver lavet om til - Hvad kommer nemt, gør livet nemt.
Iøvrigt så klare Mick Øgendal sin rolle helt eminent.

Så tager jeg ikke det så tungt med at dette ikke er en film der snobber op til et eller andet fise-fornemt niveau.

Den er lavet for at underholde og så kan man jo tage ind og se en kunsterisk tungere film en anden dag.
„Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!“ – Piet Hein

Anders Sørensen

Jacob Kejser, der findes masser af muligheder for folk, der kan lide "den slags film", for, at de kan blive bekræftet i, at de er gode nok. Filmene. Og dem selv. Der er masser af fora på nettet, og der er brugeranmeldelser i hobe. Jeg synes ikke, det kan pålægges anmeldere at rette sig ind efter, hvad en vis procentdel af befolkningen måtte mene. I så fald er der ikke længere tale om ærlige anmeldelser lavet af mennesker, der har eller må formodes at have en eller anden form for forstand på film, men om en leflen.

Og lur mig, om ikke de fleste af dem, der elsker Alle for To, i bund og grund har det helt fint med at være i opposition til anmelderne. Derved skaber de sig deres filmiske identitet, som andre, eksempelvis, kan skabe sig en politisk identitet ved at være i opposition til regeringen eller det bestående samfund/den herskende klasse.

It's all good.