Min gamle ven Paradise kører nu på niende sæson på TV3. En gammel ven, fordi der er tale om en vane – jeg ser Paradise fordi jeg ser Paradise. Den fortrolighed, der opstår udelukkende på grund af tid. Da jeg var yngre, da mine bryster så anderledes ud, da jeg stadig ikke havde nogen erfaring med, at folk man elsker kan dø, der så jeg også Paradise.
Det har altid kedet mig, men det har føljetonens besnærende kraft, jeg kender mig selv på, at jeg dagen inden, forrige år på samme tid, foretog det samme, og kender forskel: Forrige år samme tid, da jeg foretog mig præcis det samme – lå i min seng, så Paradise – var verden en anden.
Og jeg er kommet til at elske, på uforpligtigende afstand, nogle af de deltagere, der har været med gennem tiden. Regitze, Sheila-Maria, Diana, Nick, Jeanette, Jacob. Jeg følger dem. Jeg læser artikler om, hvad de har lavet siden. Det sårer mig, hvis de pludselig siger noget, som er uforsonligt.
Besynderligt og spændende
Denne sæson begyndte med besøg af Paris Hilton. Deltagerne var overraskede. Som seer, var man forberedt. Man havde vidst længe, hvis man havde set reklamespots, at det ville ske, og i begyndelsen af første udsendelse så man så Paris Hilton ankomme til Mexico i privatfly. På den måde var man forude for deltagernes benovelse, instrueret i – med sin merviden – rigtigt at more sig, når bøvedrengene, fjogehovederne, begyndte at klovne, blev røde i bærret.
Paris Hiltons optræden var besynderlig og spændende. Hun flirtede ligesom meget maskinelt ud i det blå, henvendt til ingen. Hendes toneleje var uden variation, ordene kom fra et fladt sted. Bagerst i munden. Hun fik ellers ikke anledning til at sige meget.
Da Paris i slutningen af første uge, rejser hjem til L.A., er det de to deltagere Martin og Stolle, der fylder mest i dramaturgien. Intriger og suspense har dem som omdrejningspunkt og ofte igangsættere.
Man får indtryk af to narcissister. Stolle begræder i et væk sin egen situation, så skal han ha’ skældud af alle mulige jaloux kvinder, han orker det ikke, siger han, så får han dårlig samvittighed og ynker også sig selv over, at han nu oveni skal døje med dårlig samvittighed.
Martin holder spontane taler, han rejser sig fra bordet og forventer tavshed af de øvrige tilstedeværende, der keder sig over hans patroniserende råd som: Husk nu, at det her, det er once in a lifetime. Han stod for et af sæsonens foreløbig mest akavede øjeblikke, da han, efter at have vundet en duel på stemmer, tårevældet holdt tale for sig selv og blandt andet sagde: Jeg er fandeme et godt menneske.
Heftig kærlighed
Imellem de to opstår der heftig kærlighed. De kan ikke få sagt det nok: hvor meget de hver især er hinandens. My man! De taler med hinanden om en forestillet fremtid uden hinanden: ved ikke, hvad de skulle gøre, det ville blive meningsløst. De udvikler imellem sig et særsprog, omdøber forskellige ting, at have sex overgår for eksempel til at hedde: ’at kakke’. De kalder sig ’Nøddepatruljen’. De bekræfter hinanden i, at situationen er unik: Jeg har fandeme aldrig haft det så sjovt, aldrig kommet til at holde af nogen så hurtigt. De tager ens speedoes på og står sammen foran spejlet. De high-fiver og griner. De snakker om at kakke. Da det forleden skete, at Stolle fik kakket – han havde i et par dage forsøgt at overtale Nathja: »Kan jeg ikke bare lige få den hurtigt ind« – så løb han lige i armene på Martin. Vi lykkedes! High-five. På et tidspunkt skriver de en liste over Nøddepatruljens mål og ønsker. Det højeste mål er at have sex samtidig, mens de kan se hinanden.
Og på Martins sidste aften på hotellet – han har lidt nederlag ved parceremonien og er blevet sendt hjem, men har fået lov at blive en enkelt overnatning – der opnår de deres mål. Med to kvinder som påskud får de opfyldt drømmen om at have sex mens de kan se hinanden.
Dagen efter, da Martin har forladt hotellet, svømmer Stolle om aftenen alene ud for enden af poolen, han græder, taler til sig selv og til Martin:
»Jeg tror aldrig, jeg har savnet noget sådan før.«
»men helt seriøst Martin«
»du fylder alt i mit hjerte«
En deltager, jeg håber, kommer langt i år, er Anna. Det kan også meget vel ske, foreløbig har hun vist evner for det, som ofte gør, at man kommer langt i Paradise Hotel, at være analytisk og kalkuleret uden at skilte med, at man er det, uden at ville have intelligens-pointene bagefter. Det var på hendes foranledning, at hendes egen partner Martin røg hjem. Hun var blandt andet træt af, at han ikke gad inddrage hende i strategiske overvejelser. Hun ville ha’ ham ud, og det kom han ved hendes og Camillas indsats.
Jeg spejler mig i hende, ikke på grund af det – jeg ville have haft intelligens-pointene – jeg ved ikke, hvorfor jeg spejler mig i hende. I første uge viste det sig, at hun ofte, når hun bliver nervøs, svarer det modsatte af, hvad hun mener. Adspurgt om, hvem der er den lækreste af drengene, peger hun på Stolle for i interviewet, der følger, mens hun fniser at sige: Han er den grimmeste, jeg gik i panik.
Asta Olivia Nordenhof er forfatter
Paradise Hotel, TV3, mandag-torsdag kl.22. Ugens afsnit genudsendes lørdag kl. 00.40-03.40
