Læsetid: 7 min.

Den gennemsigtige mand

Det alt for tidligt afdøde hippieikon Hans Vinding og hans gruppe Hyldemors ene album fra 1978, ’Glem det hele’, er endelig blevet genudsendt. Vor korrespondent udi det bevidsthedsudvidende ser lidt tilbage på en tid, hvor alting var så anderledes, og hvor rigtig mange havde deres snabeltyrkersko på
Musikeren, sangeren, digteren, maleren og hippieikonet Hans Vinding døde i 1999 som 51-årig. Men som primus motor i bandet Hyldemor var han en af den tids store danske rockpoeter. For nylig er gruppens eneste album, ’Glem det hele’, blevet genudgivet.

Musikeren, sangeren, digteren, maleren og hippieikonet Hans Vinding døde i 1999 som 51-årig. Men som primus motor i bandet Hyldemor var han en af den tids store danske rockpoeter. For nylig er gruppens eneste album, ’Glem det hele’, blevet genudgivet.

Torben Huss

22. februar 2013

Nogle gange, når jeg sad og røg i vinduet der på min fjerde sal, så jeg ham komme gående nede på gaden. Han var et sært fugleskræmsel af en mand, og det var ikke altid til at afgøre, om han var fuld eller ej. Men indimellem tog det ham imponerende lang tid at nå fra købmanden på hjørnet og hen til det lille galleri, hvor han udstillede sine billeder og tegninger op gennem de der mærkelige venteværelseagtige 1990’ere, hvor vi boede i gaden.

Han zigzaggede på den særeste måde og lavede en gang imellem en skæv lille piruet, hvis da ikke han måtte tage sig et hvil på en trappesten. Og jeg, der elskede at sidde i min vindueskarm og betragte livet nede på gaden (og at ryge!), fulgte intenst hans bestræbelser på at nå frem, for der var vel højst et par hundrede meter. Af en eller anden grund havde jeg også det fejlagtige indtryk, at han havde været junkie engang, for det er sket, at en sådan har byttet sprøjten ud med flasken. Altså, han havde det der look, som gamle junkier indimellem får, afpillet, skrøbelig. Ja, ’gennemsigtig’ er nok ordet, jeg leder efter. Der tog jeg så fejl, viste det sig. Men alkoholiker, det var han blevet. Også i dén grad!

Mødte jeg ham på gaden, sagde jeg altid: »Davs, Hans«, og han sagde så »davs« til mig.

Jeg havde ofte trang til at lægge en beskyttende arm om ham. Hvad jeg nu aldrig ville have vovet, han var dog en voksen mand og, hvad jeg end gik og bildte mig ind, sikkert glimrende i stand til at tage vare på sig selv.

Lidt af en legende tilmed. Han anede næppe, hvem jeg var, og selv om jeg havde lyst til at fortælle ham om mine besøg på Nivågård i årene omkring 1970, hvortil jeg som 13-14-årig knægt sammen med Bruno og Ulrik var cyklet fra forstaden Kokkedal, hvor vi var begyndt at ryge både det ene og det andet, kunne jeg aldrig rigtig finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt uden at virke anmassende. Men altså, hvor meget det dengang betød for mig, sådan at møde en flok vaskeægte hardcore hippier i fri dressur (mikromakromad! Bare tæer! LSD! Fri sex! Brune ris! Og chillummer på stribe) i en modtagelig alder, og hvor mærkeligt og magisk det var at få lov at stå og lytte til Furekåben (for det kaldte de sig) jamme. Alle kunne i princippet være med (engang rakte en af hippiepigerne mig en tamburin, så jeg har vel jammet med Furekåben, yay!), og der syntes ikke at være en egentlig retning i musikken. Og dog, den sære afpillede skikkelse med det indfaldne fugleansigt, som de kaldte Hans, og som så indadvendt stenet tærskede løs på sin guitar, brød med jævne mellemrum ud i sang, så man måtte sig forbarme, og den rettede de andre sig så nogenlunde ind efter. I et miljø uden alfahanner var han dog en slags boss!

En evig jamsession

Men ellers blot en jamsession uden begyndelse og ende, som Dansk Folkemindesamling valgte at indspille en bid af og udgive som lp’en Prinsesseværelset (1970), et af hippieepokens særeste artefakter overhovedet. En plade af den type, der nok vil få de fleste såkaldte ’musikalske’ mennesker til at stejle, for ud over at den er rimelig harskt optaget, er det vitterligt lyden af syv megastenede (LSD, tror jeg) individer, som i den grad bare trykker den af.

Instrumenterne (guitarer, cello, fløjter og alle hånde eksotisk slagtøj) kan ikke påstås at stemme, overgangene følger intet mønster, og kun det, at manden, de kaldte Hans, indimellem og uden varsel bryder ud i sang, får lortet til at hænge sammen. Der er ’kun’ tre numre på pladen, men hvilke! »Den gule filthatmand«, »Kom, lad os dulme vores nerver lidt« og »Lædersexdress«. Ikke – jeg gentager: ikke – for folk med sarte nerver eller på udkig efter lidt anonymt lydtapet til at skabe en stemning, no sir!

Det er musik, der befinder sig uden for kategori, og som først efter mange afspilninger giver mening. For så vidt musik overhovedet forventes at give en sådan.

Men anede han ikke, hvem jeg var, vidste jeg skam udmærket, hvem denne Hans Vinding var. Ud over at være billedkunstner var han en af hippieepokens store sangskrivere (læs: poeter!), og efter det værste sus fra punkkrigene havde lagt sig, var det tid til den revisionisme, der med jævne mellemrum blæser gennem kunsten og giver os mulighed for at anlægge nyt syn på sagerne. Skifte position for derved at komme videre. Frem og tilbage.

Personligt var det tid til at genopdage den psykedeliske musik, min musikopfattelse i sin tid var blevet formet af, men som op gennem de vidunderligt forbandede 80’ere var et absolut no-no, idet den stod på først postpunk i sørgeflor og sidenhen flagrende indierock i lange baner, garneret med lidt lækker pop, for nu at tage de værste abstinenser. Så da jeg en solrig 90’erdag fandt skiven Glem det hele med Hans Vindings gamle band, Hyldemor, (som jeg engang faktisk havde oplevet live ude på Staden, hvor det nu mest handlede om at score en lækker hippiepige, jeg arbejdede sammen med, selv om jeg da endte med at danse lige så vildt som alle de andre), hos en af de marskandisere i gaden, der langsomt var ved at fortrænges af mere trendy foretagender, købte jeg den. På stedet og for fem kroner! Lidt for sjov, men også med en bagtanke om en dag måske at vise denne Hans Vinding den og muligvis ligefrem få den signeret.

Blandt de ypperste

Jeg aner ikke, hvad jeg forventede, da jeg satte den på, men belært af dyrekøbte erfaringer med Prinsesseværelset (en plade, der i sin tid bare aldrig var udlånt fra Hørsholm Musikbibliotek!) sikkert sådan noget lidt ubehjælpsom hippiemusik.

Det kunne jeg så godt skyde en hvid pil efter, for Hyldemor bestod af et hold både erfarne og skrappe musikere, der alle som én sluttede op om Hans Vinding, fast besluttede på at formidle hans format som såvel sanger som (især) rockdigter til resten af verden.

Hvilket må siges at lykkes. Ud over måske Eik Skaløe er der nemlig ikke andre, der så flot og formfuldendt (og med et herligt strejf af dyrekøbt naivitet) sådan formåede at omsætte hippiernes såvel verdenssyn som dyrekøbte erfaringer til ord. Ligesom hos Skaløe var inspirationen fra Bob Dylan til at tage og føle på, men fik samtidig et helt både personligt og lokalt præg. Som ordmand hører Vinding til blandt de ypperste, vi har haft, og det er på høje tid, han får sin plads på parnasset.

Desværre for Hans og Hyldemor og Glem det hele var interessen for vaskeægte hippiemusik i bund, da pladen udsendtes i 1978. Ikke helt, måske, hvordan ellers forklare Bifrosts gennembrud samme år, men tiderne skifter, baby, og der fandt samtidig et vagtskifte sted. Ude i kulissen stod de små punks (inklusive yours truly) og ventede på deres tid i månens blege skær, og fanden tage mig om vi gad lytte til en flok bedagede hippier synge »Glem det hele – for du er altid her lige nu«, som det zenbuddhistisk hedder på titelnummeret, der burde have været et hit (Vinding fik dog samme år indirekte et sådant via Lone Kellermanns version af hans »Spring ud«), men i stedet gik direkte i glemmebogen sammen med resten af den fornemme lp.

’Glem det hele. Husk det nu’

Hvilken skam. Fra første gang jeg hørte pladens 10 sange, var jeg på. Ikke mindst nummeret »Den gennemsigtige mand« gjorde dybt, dybt indtryk, og ve den stakkel, som i den periode aflagde mig besøg, for så kom der Hyldemor på grammofonen. Var det ikke også i 90’erne, alt pludselig blev kult?

Hvorom alting er, i vores fireværelses var Hyldemor den ondelyneme kult! Indimellem mødte man så én eller anden, der havde set lyset, og et bizart broderskab opstod.

I 1999 døde Hans Vinding så, 51 år gammel, nedbrudt af den alkoholisme, der i stigende grad havde gjort ham uarbejdsdygtig og givet ham epilepsi. I nærværende dagblad skrev Erik Thygesen en rigtig fin nekrolog. Og døde så i øvrigt trist nok selv kort tid efter.

Og i starten af nullerne udsendte en kreds af Vindings venner to knaldgode live-cd’er med Hyldemor: Live 79/81 (2000) og Hyldemor Vol. 2 (2003) for ligesom at holde ilden ved lige. Men det var måske for tidligt. Det er det så ikke mere.

I de mellemliggende år var selve hovedværket, lp’en Glem det hele, blevet både sjældnere og dyrere og omtaltes efterhånden mest med ærefrygt.

Indtil nu, hvor ildsjælen, impresarioen og eks-christianitten Peter Sørensen har taget initiativ til dens genudgivelse på cd og i samme åndedrag har fået Sony Music til at sætte alle sejl til. I fornemt deluxe-udstyr, remasteret og med et flot lille hæfte, fyldt med fotos og en herligt informativ tekst af Hans Vinding-kenderen Torben Holleufer. Juleaften i februar.

Det lyder ubegribeligt godt, og man får tilmed et lille bonusnummer i form af »Min bedste ven«. Halleluja.

Så lad da digteren Hans Vinding få det sidste ord:

»Og lysene tændes, og nu er det ved at blive rigtig koldt/ Oppe på slottet er der sådan en rigtig vinterfest/ Flere og flere dukker op af sneen langt mod vest/ Trompeten gjalder, og folket jubler/ Og her kommer den allersidste gæst …«

Tak for ordene, Hans. Som der stod på plakaten til Hyldemors koncerter: »Glem det hele. Husk det nu«.

 

Hyldemor: Glem det hele (inklusive bonusspor) (Columbia/Sony Music). Er udkommetSe eventuelt www.hansvinding.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Birger Hauptmann
Birger Hauptmann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birger Hauptmann

Kære Klaus Lynggaard

Det er præcis sådan en artikel, en genudgivelse af Hans Vindings og Hyldemors musik fortjener. Ikke fordi man skal bruge erindringen for at lukke denne musik op - om det er nødvendigt kan jeg faktisk ikke vide - men fordi det at have oplevet Hans Vinding, uanset hvilket band han ellers havde med, er en af den slags oplevelser, der mere end nogen anden (jeg har aldrig oplevet Eik Skaløe) stadig kan få en til at undres over, hvad pokker det var der skete dengang. Altså indbegrebet af hippie-musikken. Det mest raffinerede og det spontane hånd i hånd. Musik skabt i og for at skabe nærvær.
Jeg hørte ham ude på DTU først i 70'erne til en af de gigantiske musikarrangementer, hvor han og Furekåben, tror jeg, var placeret i afdelingen for mere stille musik - og hvor det allermest pæne og det allermest flippede publikum mødtes. De pæne på pæne stole og ved nydelige borde, flipperne på gulvet og med flydende grænser til scenen. Dér kom han så ind og fortalte en lang, lang historie om sit job som ene mand på en stor fuldautomatiseret fabrik, hvor han måske allerede efter første dag var overflødig. Og det var faktisk ikke til at vide om han var en tilfældig flipper, der lige så chancen for at erobre scenen for at komme af med sin syrede måske pointeløse historie, der gik hen over hovedet på de fleste. Men så begyndte han at synge - sangen om den gule filtmand. Om musikkerne havde nået at stemme instrumenter eller om han bare begyndte, var heller ikke til at vide. For musikken var, præcis som Lynggård beskriver, som nogle musikere, der heldigvis engang imellem mirakuløst og så ufatteligt smukt mødtes i den samme melodi. Og jeg ved ikke om erindringen snyder mig, men jeg hører ham slutte med at synge: "mand kan du ikke se du er lige så gennemsigtig som jeg...."

Birger Hauptmann