Læsetid: 6 min.

’Vi vil gerne signalere tydeligt, at konkurrencen kun er for sjov’

Det er svært at passe på børn og deres uskyld, når deres fritidshobby pludseligt bliver en sag for hele Danmark. Information snusede rundt bag kulissen til sidste weekends MGP i Herning for at se, hvad de voksne gør for at støtte de begejstrede små i en kæmpekonkurrence, som DR tidligere har haft meget svært ved at styre
’Når jeg fået make-up på og har lavet håret, føler jeg mig som en pind, for så kan jeg slet ikke bevæge mig,’ lød det fra Klara på 12 år, der er danser i Sofia & The Sugarcubes

’Når jeg fået make-up på og har lavet håret, føler jeg mig som en pind, for så kan jeg slet ikke bevæge mig,’ lød det fra Klara på 12 år, der er danser i Sofia & The Sugarcubes

11. februar 2013

»Husk, nu kan I ikke komme på toilettet, indtil vi er kommet ind til Boxen!« råber en DR-medarbejder ned gennem en bus fyldt med små MGP-deltagere.

»Okaaay,« lyder det morgentrætte kor tilbage, og en stemme bagi pipper: »Så må vi klemme ballerne sammen!« Så fnises der og hvines, og så sætter bussen i gang fra Hernings midtby mod multiarenaen på heden. Udenfor, bag børnesvedsduggede ruder, vinker rørstrømske forældre farvel i morgenkulden foran Hotel Scandic. Når de ser deres sønner og døtre igen i aften, står de på en scene foran en million seere og dobbelt så mange publikummer som til de voksnes show weekenden forinden.

Det kan være svært at passe på børn, når deres musikhobby pludseligt bliver en sag for hele Danmark – eller verden. Danske talentshows med børn og unge er fyldt med efterhistorier om konsekvenserne af pludselig, og forkert, opmærksomhed. Og DR har også haft sit at kæmpe med, når det kommer til deres satsning, MGP, der i sine 13 år har haft galopperende vokseværk. Det første danske MGP i 2000 blev to år efter suppleret med et nordisk. Året efter startede den gigantiske europæiske Junior Eurovision Song Contest. Den trak de nordiske lande sig siden ud af:

»Jeg havde ikke nogen forventninger om at starte noget, der kunne blive et monster. Men det er Junior MGP blevet – også for DR,« udtalte fhv. chef for børne- og ungdomsafdelingen i Danmarks Radio Preben Vridstoft i 2006. Den nuværende MGP-redaktør, Rasmus Ladefoged, kalder i dag den internationale version af børneshowet for en »karaoke-konkurrence for børn i upassende tøj«.

Det er stik imod de principper, som MGP i dag sætter højest. I 2010 holdt DR pause fra MGP for at opfinde konceptet på ny. Nu modtager vinderen ikke længere en pladekontrakt, men et specialdesignet coachingforløb.

Og efter at Ekstra Bladet i 2003 afslørede, at der stod professionelle bagmænd bag mange af børnenes sange, står DR nu selv for at registrere børnene hos Coda. »MGP er ik’ bare noget, man ser på tv,« lyder sloganet og påminder om børnenes store flid og forarbejde på workshops med Coda Skolekontakt og De Danske Musikskoler.

Fællesskabssignal

Anne-Sofie Timm Meltvedt har de seneste mange år har været en af MGP’s ’børnepassere’.

»Det er blevet massivt større, helt vildt. Efter at det blev kædet sammen med det voksne MGP, er der sket en synergieffekt, og så er det rykket seks niveauer op. Men nu har DR så også fået den succes, de havde håbet på,« fortæller hun fra sædet forrest i bussen, hvor hun har udsyn med de pludrende små.

Hendes negle er malet i en regnbue af MGP-farver. En dansepige fra Julie & The Jets komplimenterer hendes pink MGP-øreringe.

»Der er mere koordinering at se til nu, men børn er børn. Når de ser de mange sæder, siger de ’wooooow!’ Men uanset om de optræder for 200 eller 10.000 mennesker, så giver de den gas.«

Senere samme aften har de små børn i bussen fået højt hår og smarte kostumer og kamerasminke på. De skal synge om pinligt ungdommelige voksne med »håndværkerrøv«, om at danse, mens man er ung (»før kroppen bli’r tung«), om at have følelser (»mange følelser«), om stor venindekærlighed og om at skrive sin første autograf i Jesperhus Junglecafé. Og selv om MGP-universet virket trygt og børnet, forstår Meltvedt sagtens ængsteligheden hos de vinkende forældre, der gennem de tre dages optakt er blevet holdt på afstand:

»Vores erfaring er bare, at børn bliver mere sensitive, når deres forældre er omkring dem. Og det gør, at ungerne ikke bliver en ordentlig del af det fællesskab, som MGP i så høj grad er.«

Det er en værdi, som MGP-redaktør Rasmus Ladefoged også understreger:

»Vi vil med al tydelighed signalere, at denne konkurrence kun er for sjov, og at det ikke handler ret meget om at vinde, men om at få en oplevelse for livet,« fortæller han over en kop kaffe i Boxen.

Sloganet, »Det er bare noget, vi leger«, var han med til at lave i 2008, og han forklarer, hvorfor der så overhovedet skal kåres en vinder:

»Det er en grandprix-tradition. Som udgangspunkt er det noget fjol at lave en konkurrence ud af musik, men det fungerer dramaturgisk enormt godt. Vi vil også gerne lave programmer, som mere handler om musik, men hvis vi vil have det store brag af en børnefest, så skal man have et lokomotiv, der er så stort og flot, at det kan måle sig med X Factor og det voksne MGP, som børnene også ser. Det skal være et show på børnenes præmisser, men med samme production value.«

Rene tider

En journalist har fortalt, at han for 10 år siden dækkede børnenes MGP som rigeligt kæk ungdomsreporter. Efter showet gik han frit rundt blandt konkurrencens små syngedrenge og spurgte dem, om ikke man blev en rigtig »fissekarl« af at være med i MGP. Drengene havde svaret, hvad de nu kunne svare: Med et fnis og med et »njeeej«.

Det scenarie er utænkeligt i dag. Hele dagen er der en pressemedarbejder to meter bag Informations udsendte. Foran døren til presselokalet står et stort brød af en sikkerhedsvagt, der sørger for at journalisterne med gule armbånd ikke pludseligt »stikker af og løber frit rundt«, som han siger.

I DR’s vogne uden for chatter deltagerne på skift med de danske fans, der har fulgt dem. I 2005 lukkede MGP’s elektroniske gæstebog, efter at to MGP-piger på 14 år var blevet kaldt »små fisser, der burde skyde sig selv«, Nu sidder der en DR-medarbejder og godkender hvert spørgsmål: »Hvad er din livret?«, »Du synger super godt. Hvordan skrev du din sang?«

Sætte grænser

Om morgenen gør trioen Sofia & The Sugarcubes sig klar på hotelværelset. »Jeg var meget genert, da jeg var yngre, men så begyndte jeg at gå til scenekunst, og så forsvandt det meste af min sceneskræk. Og efter det her er den sikkert helt væk,« siger Sofia.

Danseren Klaras mor, Nanna Gregersen, er folkeskolelærer og tryg ved DR’s håndtering af børnene. Men derhjemme har hun også været nødt til at lære sin datter, hvad »starfucker« betyder. For der er både gode og dårlige ting ved den opmærksomhed, som pigerne pludselig har fået. Og det kan være svært at vide, hvor stort et show man vil tillade sine børn at deltage i.

»Som forælder har vi en anden indsigt, end man har som 12-årig. Vi kan tænke i konsekvenser og få øje på eventualiteter, som ikke er positive,« siger hun og kigger på de tre piger, der har fået et grineflip over en pose Haribo.

»Samtidigt står man med en 12-årig, som hopper op og ned, fordi hun har fået denne her fuldstændig unikke mulighed, som hun vil huske resten af sit liv. Og så skal man være en hård nyser for at sige, at det må hun ikke. Man har noget etik, som kommer i karambolage med alle de følelser, man har for sit barn.«

To timer

Efter en lang dag i makeuppen, hos stylisten og stemmetræneren, til lydprøver og peptalks og med ventetid i »VIP«-området, hvor de yngste fniser over noget frækt i et Vi Unge-blad, starter MGP 2013 kl. 20.00. Tre måneders workshops og hård og sjov træning kulminerer i løbet af to lynhurtige timer.

Værterne, Szhirley og Jacob Riising, har lavet en sjov tissepausesang. Pauseklovnen Ole Thestrup råber, så spyttet står ham om munden. Børnene synger deres sange. De fem 9-10-årige piger fra JoLi hopper fra deltagerområdet op og ned i deres tylskørter som en flok glade røde kyllinger.

Så er de tre finalister udvalgt og synger igen.

Så vinder den kernesunde »syngende landmand«, Kristian. Så er der fyrværkeri, ekstra nummer og alle deltagere på scenen. Slut.

En pressefotograf kommer fem minutter senere styrtende ind i presselokalet for at sende »vinderbilledet« afsted til redaktionen i København. »Kæft, han er sød,« siger han. Folk flokkes smilende om hans computerskærm, hvor 12-årige Kristian står i silende konfettiregn med tårer springende ud af øjnene. Få minutter senere er han blevet ført ind i presselokalet, omgivet af fotografer.

Nu er han bleg og stille. Munden bævrer. Smilet er forsvundet. En radiojournalist fra P4 forsøger at få ham til at sige et eller andet: »Hvad står resten af aftenen så på?« Fotograferne sænker deres kameraer, der er ikke noget vindershot i dét ansigt. En DR-medarbejder løber hen til familien, der står og venter i den anden ende af presselokalet: »Skynd jer herhen, jeres søn har brug for jer …«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kenneth Sebastian Mølholt
Kenneth Sebastian Mølholt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ville skrive en kommentar til denne gode, levende artikel, fortælle, hvor godt jeg synes det er, at Katrine Hornstrup Yde - med sin respekt for radio, fjernsyn, nu også børn - og voksne, der kerer sig om børn, musik osv., at denne journalist med sit store nuancerede talent (åben, velskrivende) - er kommet til Information.

Har ofte fundet koblingen mellem Inf. og meget af hvad jeg hører i radioen naturlig, men jeg har ikke fundet denne kobling særlig meget i avisen selv. Tror, det blot ville være frugtbart, om der blev refereret mere til radioens udsendelser i Inf. (hvor omvendt radioen, DR, jo næsten daglig refererer til den nødvendige avis). Her taler jeg om diverse såkaldte historier, nyheder, typisk Orienterings-stof og dokumentarer.

En særlig dimension tilfører Katrine Hornstrup Yde, når hun går under huden på medierne - eller når hun som her viser forgrund og baggrund - og engagement - omkring det enkelte produkt. Det fremkalder åbenhed, debat, stimulans, alt det gode.

NÅ. Jeg indledte med at "Jeg ville skrive en kommentar...". Jeg sad nemlig med dagens avis, men kunne absolut ikke - via søgning på netavisen ("MGP", "Yde") - finde denne her artikel. Der må være noget galt, enten med arkivet eller med mig. Det har jeg brugt al tiden til at skrive til support@information.dk om.

Til aller aller sidst fandt jeg frem til dette sted i netavisen (under "Dagens avis"). Der er 0 kommentarer, og det kan jeg - efter denne jagt - godt forstå. Artikelen er gemt for de fleste. Tror jeg. Den slags bliver nok fixet af support@information.dk. Arkivet og netsiderne i det hele taget er jo fremragende. Men jeg kan se, hvorfor der kan være praktiske grunde til, at en super artikel som denne har 0 kommentarer, mens breaking news fra ved middagstid, "Paven trækker sig", en udmærket lille sag, der snart vil runge i alle medier, allerede i løbet af et par timer har 16 kommentarer.