Læsetid: 2 min.

Ib Michael afslører: Jeg har Tourettes!

To år efter, at forfatteren med det iltre temperament, Ib Michael, lovede Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl tæsk, kommer nu forklaringen
18. februar 2013

»Jeg lover dig tørre tæsk, når jeg kommer hjem, og jeg mener det i så konkret forstand, at du burde politianmelde mig.«

Med de ord fra forfatteren Ib Michael til anmelder Lars Bukdahl nåede en årelang konflikt sit foreløbige højdepunkt i 2011. Truslerne trak store overskrifter i dagbladene og blev mødt med lige dele forargelse og forundring – og Kritikerlauget overvejede både politianmeldelse og boykot af forfatterens bøger.

For nylig, knap to år efter den store kontrovers, offentliggjorde Forlaget Gyldendal på sin Twitter-profil et rejsebrev fra Ib Michael, som giver en alternativ forklaring på hændelserne. I en skrivelse på fem sider, som Ib Michael kalder Min miserable vinter, forklarer han, hvordan han – fra sit vinterly i en hytte i Koralsandbugten i Thailand – ser på sit forhold til de danske anmeldere.

Forfatteren fraskriver sig gennem en lille magisk fortælling ansvaret for sine voldsomme udtalelser. Han skriver, at et nyt symptom kan tilføjes til »hans i forvejen grasserende sindssygdom«. Nemlig diagnosen Tourettes syndrom, som, han mener, er årsagen til hans sprogbrug.

»Syndromet gør, at du lider af en tvangsneurotisk trang til shit-talk, det kan være temmelig generende for dine omgivelser. F.eks. kan jeg ikke se en bodybuildet, to meter høj og farligt tatoveret russer uden at rejse mig, knytte næverne og love ham tæv, fordi han er så grobrian-grim og dum«, skriver Ib Michael i teksten.

Tørre tæsk – nu til alle

For at rette op på skaden har Ib Michael nu efter eget udsagn søgt lægehjælp hos den lokale ’doktor Thit’ i Thailand, hvis medicinske behandling tilsyneladende allerede har haft en effekt. De første piller slog forfatteren omkuld.

»Jeg lå med næsen nede i tastaturet, og da jeg vågnede flere timer senere, havde jeg fyldt hele harddisken med z’er fra den tast, jeg havde ramt med min gynter. Den var i mellemtiden vokset til en størrelse, man ellers kun kender fra Weekendavisens lyrikanmelder. Chok. Jeg lignede ham fuldstændigt, min fjende nr. 1!«

Den nye indsigt i sin egen helbredstilstand og den specielle thailandske medicin har gjort Ib Michael svært tilfreds. Fra nu af kan han bare slå på sig selv, når han bliver irriteret på Lars Bukdahl.

På behagelig afstand fra kolde Danmark og kritiske anmeldere slutter Ib Michael sit brev:

»Jeg elsker anmeldere og den danske vinter (de er selvfølgelig heller ikke lige rundt om hjørnet, det må jeg indrømme.) Jeg bliver herude et par måneder endnu, frem til forårsjævndøgnet – men så kommer jeg fanme også hjem, og så er der tørre tæsk til alle, det kan jeg lige love jer for«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simon Olmo Larsen
  • Steen Sohn
  • Erik Jensen
Simon Olmo Larsen, Steen Sohn og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu