Nyhed
Læsetid: 3 min.

Katolske præster, overvægtige teenagere og en smuk dansk debut

Berlinalens hovedkonkurrence er i gang, og der bliver lagt ud med kontroversielle emner. Og så har festivalen budt på en fornem debut fra den danske instruktør Daniel Joseph Borgman
Kultur
11. februar 2013

Det er en verden, hvor børn og unge kalder hinanden »bøsse« og »jøde«, hvor landsbyens evnesvage dreng bliver mobbet groft, og hvor man stadig beder bordbøn over den billige saftevand.

Berlinalens hovedkonkurrence åbnede stærkt med den polske instruktør Malgoska Szumowskas film W Imie ... (på engelsk In the Name of) om den katolske præst Adam. I en trøstesløs landsby opretter han et center for områdets 17-18-årige drenge og må snart erkende, at han er forelsket i den følsomme Lukasz. Andrzej Chyra er fremragende som den sårbare og maskuline Adam, men et par unge, kvindelige polske journalister var efter filmen langtfra begejstrede. De sagde til Information, at filmen var for lang. Den næstsidste scene, hvor Adam langt om længe giver efter for sin forelskelse i den unge Lukasz og elsker med ham, og slutscenen hvor man ser, at Lukasz selv er blevet optaget på præsteseminaret, kunne vi efter deres mening have undværet.

Szumowska ved godt, at filmen kommer til at provokere den konservative katolske herskende klasse i Polen, men for hende er det en film om ensomhed.

»Der findes næppe en mere ensom mand end denne præst,« sagde hun på pressemødet.

Selv om filmen falder lige ned i en heftig debat i Polen om homoseksualitet og cølibat, og polske præster forlader den katolske kirke, vil hun ikke have, at den tages til indtægt for ideologi eller politik.

»Men mange præster vil nok kunne genkende sig selv i den. Selv om de selvfølgelig ikke må sige det i Polen,« sagde hun.

Forbudte følelser

Et andet stærkt konkurrencebidrag er østrigske Ulrich Seidls Paradis: Håb, der er tredje del af en trilogi, hvoraf de to første blev vist i 2012 på festivalerne i henholdsvis Cannes og Venedig.

Også her er ensomhed og forbudte følelser i centrum. Den overvægtige 13-årige Melanie bliver sendt på diætcamp. Alene ordet. Her oplever hun sin første intense forelskelse i den følelsesmæssigt forkvaklede læge i 50’erne, der skal checke børnenes vægt og taljemål. Han har intet navn, men spilles klamt og medlidenhedsvækkende af Joseph Lorenz.

Som med de to andre film i trilogien, Kærlighed og Tro, skal man ikke lade sig forlokke af titlen. Alt fremstilles skånselsløst direkte, nærmest brutalt, men ikke uden humor. Således er den selv ret kvabsede diktatoriske gymnastiklærer og den radmagre diætist i babyrosa joggingdragt grotesk oplivende elementer for tilskueren. De overvægtige børn bevarer trods modgang både livsmod og -appetit som filmens eneste sunde mennesker.

Et barn i knibe

Om et barn i knibe handler også danske Daniel Joseph Borgmans debutfilm The Weight of Elephants, der er filmet på New Zealand, hvor Borgman er vokset op. Det er en fremragende og poetisk film om børn, der er onde ved hinanden, og om voksne, der er onde ved børn. Den handler om drengen Adrians skrøbelighed, og om hvordan han gennem venskabet med en intens og jævnaldrende nabopige finder sin egen styrke. Filmen er produceret med dansk støtte.

Det er konkurrencebidraget The Necessary Death of Charlie Countryman ikke, skønt Mads Mikkelsen spiller med. Som skurk. Det amerikanske filmblad Variety kalder filmen »dybt unødvendig«, og Mads Mikkelsen kaldes kun »den ellers vidunderlige«. Hvilket dog ikke forhindrede en ældre distingveret italiensk herre, filmprofessor og -skribent med bopæl i Paris, der sad ved siden af Information ved pressevisningen, i at udbryde, da Mikkelsen tonede frem i andet billede:

»Der er han. Han er bellissimo!«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her