Nyhed
Læsetid: 3 min.

Leif Blædel er død

Journalisten, forfatteren og kritikeren prægede i 39 år denne avis’ spalter
Kultur
28. februar 2013
Leif Blædel blev 90 år. Billedet her er fra 2002. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Leif Blædel blev 90 år. Billedet her er fra 2002. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Folk, der sympatiserer med kulturradikalismen, må se i øjnene, at en af de sidste ægte kulturradikale af den generation, der med rette kan kalde sig noget sådant, forsvandt tirsdag. Med Leif Blædels død efter kort tids sygdom har det danske samfund desuden mistet en betydelig journalist og kritiker. En rastløst flittig publicist rodfæstet i borgerlig ordentlighed og redelighed, i troen på det saglige og oplysningens betydning, bevidst om de grundlæggende faglige værdier, som var Blædels brændstof og hans forudsætning for radikalismen og lidenskaben for arbejdet. Leif Blædel søgte i sin på én gang klassiske og banebrydende journalistik bestandigt bagom det dogmatiske, bagom overtroen, flommen og flosklerne, afdækkede bortforklaringer, fornægtede vrøvl og afslørede det forløjede. Han skelede aldrig til persons anseelse, eller om han var bekendt af de folk, mod hvem han mente udboring og kritik var fornødent. Han mente, hvad han skrev, han skrev, hvad han mente, og han mente meget.

Cavling’en sendt retur

I 39 år fra 1947-86 prægede Leif Blædel dette blads spalter. Signaturen bl var på linje med Outzes lille o pejlemærke for læserne. Her stod på print, om man var enig eller ej, altid noget, der var værd at læse, det uafviseligt væsentlige; om det var lederen, hvor skribenten knivskarpt gik i kødet på kritisable forhold i retssystem og magtens korridorer, om det skete under pseudonymet Jean de France i de dengang nyskabende vin- og madanmeldelser; eller i den store journalistiske afsløring som til tider blev iværksat med skæg og blå briller. Eller med årene i Blædels specialitet: kritik af radio og tv. Her nåede han vidt med sin enkle og indlysende journalistisk empiriske metode, hvor han beskrev, hvad der blev vist og sagt og af disse præcise iagttagelser drog sine kritiske og polemiske slutninger. Blædels faste spalte var hhv. beundret, frygtet og afskyet, men læst.

Fjender fik Blædel, ikke at forglemme i Ekstra Bladet, hvis menneskeforfølgelse han foragtede og bekæmpede med næb og kløer. Da en EB-journalist i 1982 fik Cavling-prisen for en kampagne, Blædel mildt sagt ikke mente stod distancen, sendte han i protest sin egen Cavling-statuette retur. Den havde han fået 10 år før for sin kildekritiske metode, og så var prisen jo pludselig meningsløs.

Leif Blædel, der var en venlig, hjælpsom og blufærdig mand, havde ikke sine kritiske evner fra fremmede. Hans far Nic. Blædel, den markante udenrigsredaktør på Berlingske Tidende i 1930’erne, skrev bogen Forbrydelse og Dumhed i modigt opgør med Nazityskland og blev efter tysk pres fjernet.

PH-prisen

Blædel var livet langt bevidst om ytringsmulighedernes skrøbelighed, men gav i øvrigt ikke noget for det enøjede og fanatiske i trykkefrihedsselskaber og andre dogmatiske forsamlinger.

Hvor Blædel hver gang trak i harnisk var over for politikeres og kriminaljournalisters nemme populisme i følsomme sager. Blædel protesterede, når pressehetzen satte ind mod eksempelvis pædofile, hvilket mere end én gang indbragte ham tilnavn af Rasmus Modsat. Det tog han i sin kamp mod justitsmordet som en udmærkelse.

Leif Blædel blev berettiget tildelt PH-prisen i 1969. Ikke fordi PH var den unge Blædels ven og mentor, men engagementet og kravet om kvalitet i tingene førte ham naturligt til at efterfølge PH som redaktør 1967-72 af forbrugerbladet Tænk.

I 1986 kom det til et brud med Information. Blædel gik siden til Weekendavisen, hvor han skrev frem til sin død. Foruden det journalistiske blev det også til bøger. I En Jæger gik at smage (1983) fortalte Blædel bl.a. hvordan han ville modbevise, at rævekød skulle være uspiseligt. Han gik derfor som jæger selv ud og skød en ræv, marinerede og stegte den. Det kostede flere flasker dyr spiritus at dølle smagen af rævepis. Det karakteristiske ved Blædels gemyt var, at han prøvede én ræv til for at være helt sikker.

To dage før Blædels død, døde også hans hustru gennem 60 år, skuespilleren Annegrethe Nissen. Parret efterlader sig datteren, forfatteren Sara Blædel.

Leif Blædel blev 90 år.

Hans betydning og inspiration for dansk kritisk journalistik er uvurderlig.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et journalistisk fyrtårn er slukket.

Må han blive husket.

Leif Blædels bog Vadstrupgårdsagen:JUSTITSMORD, udkom 19. okt. 1999, 72 s, 98 kr, Tiderne skifter. - om pædofilisagen mod en mandlig pædagog.
Blædel var den første (14 år før filmen "Jagten") der stod frem i protest mod børns løgnehistorier og psykologer,der fortalte, at børn lyver ikke.
Som vanlig mod alle ods.
>>>Æret være Leif Blædels minde<<<<

Robert Ørsted-Jensen

Af og til kunne man godt ønske sig at livet - ikke mindst det akltive arbejdsliv - var lidt længere for visse mennesker - Blædel er en sådan

Hans tid som redaktør på Tænk var fuldt på højde med PHs. Et stort forbillede i al sin genstridighed.

Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Et af hans skønneste udtryk fra tiden som radio- og TV-anmelder på Information var 'lammehaledikkende mikrofonholdere' om skvattede journalister, der ikke evnede at stille interview-ofret kritiske spørgsmål.
Husk også hans opgør med glistrupismen: 'Z det blev virkelighed'.

Anders Reinholdt, Bo Carlsen, Karsten Aaen, n n og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Synes nu nok at Metz går lige lovlig let hen over Blædels brud med Inf., og hvad årsagen var. Nemlig, at Blædel syntes at Inf var ved at blive for rød.

Jeg læste ham af og til i Weekendavisen, i den periode omkring Muresn fald, og
det var ikke nogen fornøjelse, at se at Blædel havde bevæget sig over i højre side af skalaen.

Noget af det sidste jeg læste af Blædel var hans angreb på Erik Clausen fordi denne havde omtalt en kendt rocker i særdeles bramfrie vendinger. Blædel var fortørnet over at Clausen sagde tingene som de var, og det måtte Clausen skam ikke - det truede Hr. Rockerens retssikkerhed og alm agtelse eller hvad det nu var Blædel kaldte det.

Jeg har skam ikke noget imod Rasmus Modsat-typer, men hvis de bare ender i det sædvanlige højrefløjsbrok, så kan det sq være ligemeget, og er i hvert fald ikke noget der fortjener den hyldest som ovenstående er udtryk for.

Skal det her være normen, så gruer jeg da for, hvad der kan stå om Claes Kastholm og Las Hedegård den dag de stiller træskoen.

Claes Opkast og Lars Hedetur har aldrig ofret en sympatisør for sandheden.

Lars Villumsen

I sandhed en rigtig journalist var Hr. Blædel.

Ikke mange af kongerigets reporterer i dette og forrige århundrede nærmer sig hans eminente niveau indenfor kritisk journalistik - Nils Ufer dog som en magnifik undtagelse.

Synd, at branchen ikke kan tiltrække "Rasmus Modsatter" mere - Konsensus er nu vigtigere end uenighed og den årlige MUS-samtale med journalisten afgør næste års løncheck.

Selv holdt jeg Politiken i mere end 25 år, men til sidst gav jeg op - jeg kunne ikke holde enigheden og fraværet af uenigheden ud - jeg så for mig en jublende skare af high-five klappende journalister samlet på ét sted.

At Leif Blædel rykkede politisk mod højre efterhånden som alderen og livets visdom skred frem er blot at konstatere, ingen med virkelig livserfaring og -viden går mod venstre.

Jeg vil savne den herre og håber på at den kvalmende, ulidelige, politiske korrekthed snart må ophøre, så den næste Blædel eller Ufer en dag ser morgenluften og tør ånde og eksistere!

Hvem tør i dag - ingen tør!

>>ingen med virkelig livserfaring og -viden går mod venstre.<<

:en ulidelig konvention, som ikke burde skæmme denne tråd.

Lars Villumsen

Ivan,

Det er jo bare en påstand fra min side - køl ned!

I øvrigt tror jeg da ikke, at jeg skæmmer Leif Blædels eftermæle med den vurdering.

Gør jeg, så undskylder jeg mange gange - det var ikke min mening at undsige Leif Blædel og hans personlighed samt hans unikke faglige dygtighed.

Men ved det efterhånden godt - ti, med mindre du er i selskab med "de enige".

Leif Blædel var dygtig til at afsløre mikrofonholderiet og plattenslageriet i medierne.
Sådan en journalist kunne Information godt have brug for - også i sin helt egen verden.