Nyhed
Læsetid: 8 min.

Livet, der leves, og loven der bestemmer hvordan

Tre dokumentarfilm med fokus på konflikten mellem Israel og Palæstina viser, hvordan israelsk militær med loven i hånden har vægtet den israelske sikkerhed højere end menneskerettigheder. Information har sammen med en jødisk kvinde og en dansk-israelsk mand set to af filmene for at høre deres vurdering af, hvordan filmene skildrer konflikten
Den Oscar-nominerede ’5 Broken Cameras’ følger palæstinensiske Emad Burnat, der filmer sin hverdag i den lille palæstinensiske landsby Bil’in på Vestbredden og de israelske bosættelser, der hele tiden kommer nærmere. Burnats lille søn, Gibreel ser det hele og prøver at danne sig sin egen forståelse af, hvad der sker omkring ham.

5 Broken Cameras

Kultur
28. februar 2013

De kunne ikke være mere forskellige, som de sidder der i stuen. Hele 39 centimeter og 47 år er der imellem dem – en generation. Den 156 centimeter høje dokumentarfilminstruktør Katia Forbert Petersen har røde og hvide striber i sit hår og orange glas i sine briller og sidder med hænderne foldet bag nakken, mens 17-årige Noam Lahav, der går i gymnasiet sidder i sin hættetrøje og bider negle.

På skærmen foran dem kører arkivbilleder fra tiden efter Seksdageskrigen i 1967 blandet med interview med de militærdommere, der i sin tid implementerede den lovgivning, der stadig er gældende den dag i dag. Filmen er Ra’anan Alexandrowicz’s The Law in These Parts fra 2011.Filmen gennemgår, hvordan man både i udformningen og håndhævelsen af lovgivningen i de besatte områder har vægtet hensynet til israelsk sikkerhed højere end hensynet til menneskerettigheder og med en henvisning til en gammel osmannisk lov har retfærdiggjort bosættelserne og tvangsfjernelse af palæstinensere. Den viser samtidig, hvor stor en indflydelse det har haft på det liv, der siden er blevet levet i disse områder.

Katia giver sig i stolen: »Det er jo lidt en måde for regeringen at vaske hænder på. De grundlæggende menneskerettigheder bliver ikke overholdt, fordi der gælder andre regler for en militærdomstol. Samtidig peger den på et alment problem: Én ting er lov, noget andet er, hvordan den bliver udført i praksis,« siger hun og holder en lille tænkepause. »Hvis vi ser på budskabet i filmen, så er det jo springet mellem den skrevne lov og så den måde, den bliver håndhævet på. Filmen viser jo den tvivl, der også er hos dommerne, en erkendelse af, at man ikke har løst problemet.«

Vold og demokrati

Noam sidder lidt og tænker, før han byder ind. For selv om den 86 minutter lange film gør et nummer ud af at dokumentere og forklare, synes han stadig, at den israelske instruktør mangler at forklare baggrunden for Seksdageskrigen.

»Det er jo en kritik af det israelske militærs magt og de menneskerettigheder, man overtræder. Men hvorfor har man haft brug for den her millitærdomstol? Det folder han mindre godt ud. Han forklarer ikke det kaos, det kommer ud af. Så jeg synes måske, den lidt tager det palæstinensiske perspektiv,« siger Noam Lahav.

– Men køber I hans pointe om, at mange af de problemer, man slås med i dag, skyldes lovgivningen fra dengang?

»Det er en skamplet, at de her militærdomstole har kunne fortsætte i 45 år,« siger Katia Forbert Petersen.

»Han efterlyser vel en modernisering af lovene, men måske har militæret også gjort, at demokratiet kunne overleve,« siger Noam Lahav.

»Det tror jeg ikke på … ,« siger Katia Forbert Petersen.

»Man må vel sige, at militæret har skabt en stabilitet, som var nødvendig for, at et demokrati skulle kunne udvikle sig,« siger Noam Lahav og ser spørgende på Katia.

»Jeg ved ikke. Ariel Sharon var jo først general og blev så premierminister, så … Nej, jeg har svært ved at se, hvordan vold og våben skulle skabe demokrati,« siger hun.

Tættere kommer de det ikke nu. Der bliver spist småkager og drukket kaffe. Næste film er Emad Burnat og Guy Davidis 5 Broken Cameras fra 2012, som var nomineret til en af dette års Oscars. Filmen følger palæstinensiske Emad Burnat, der filmer sin hverdag i den lille palæstinensiske landsby Bil’in på Vestbredden og landsbyens fredelige modstand mod de israelske bosættelser, der hele tiden kommer nærmere. Den begynder i 2005, hvor Burnats fjerde søn, Gibreel, bliver født og fortsætter fem år og fem kameraer frem. Noam sidder uroligt i stolen. »Hvorfor skal børnene med til en demonstration, hvor der bliver skudt med gummikugler og kastet tåregas?« udbryder han.

De ser videre. Scenerne gentager sig i ét væk. Vrede palæstinensere over for det israelske militær. Unge palæstinensiske drenge, der bliver hentet midt om natten af det israelske militær, vold fra bosætterne, og palæstinensere, der bliver slået ihjel af israelske kugler. Unge Gibreel ser det hele og prøver at danne sig sin egen forståelse af, hvad der sker omkring ham, mens hans far argumenterer for, at han bliver nødt til at vise sin søn livets skrøbelighed.

Da filmen er slut, er det igen Katia, der først tager bladet fra munden.

»The Law in These Parts var jo meget iscenesat, det her er jo virkelighed. Filmene handler om det samme, men det her er jo de livsvilkår, som lovgivningen skaber. Hvordan det, der startede som et forsvar for Israel, er blevet til et angreb på noget andet i den historiske mølle. Uløseligt og ulykkeligt.«

Noam er ikke helt tilfreds: »Jo, det her er konsekvenserne, men behandlet meget overfladisk og dramatisk.«

»Det er jo dramatisk!« siger Katia Forbert Petersen.

»Ja, det er indiskutabelt forfærdelige levevilkår, som ingen fortjener. Det er ikke det. Men filmen spiller alligevel på nogle virkemidler, som når man ser børn, der lider, angreb med tåregas og gummikugler. Det giver et ensidigt indtryk, hvor vi ikke nødvendigvis forstår, men nærmere føler, hvad der sker,« siger Noam Lahav.

En evighedsmaskine

En ting, de to kan blive enige om, er, at det er et meget endimensionelt billede, vi i begge film bliver præsenteret for. Det er den samme tilgang, til den samme problemstilling med den samme type kilder, der igen og igen dukker op. Om det så er de dommere, der har ført loven ud i livet, eller de palæstinensere, der lever under den. Hvorvidt det er et problem, er en anden snak.

»Der er selvfølgelig en pointe i, at det er historien, der hele tiden gentager sig, og nu vokser Emads børn op i den samme urimelige situation, som han gjorde. Men det går lidt i sløjfe og bliver for langt,« siger Katia Forbert Petersen.

»Der er for mange gentagelser. Og det foregår for meget på et niveau. Når de står og råber ad grænsevagter, der bare parerer ordrer, så bliver det lidt for nemt,« siger Noam Lahav.

»Hvis det var Anden Verdenskrig, var palæstinenserne jøderne bag muren og israelerne de ’fucking’ nazier, der står og råber ad dem. Sådan er den lidt skruet sammen,« siger Katia Forbert Petersen.

– Så filmene ligner måske hinanden via deres insisteren på i ét væk at fremsætte den samme pointe?

»Ja. Men de komplemetterer sådan set hinanden godt, fordi de fra hver deres indgangsvinkel belyser samme problemstilling,« siger Noam.

»Og så er der masser af hjerte bag begge film. De viser os bare kun et udsnit af virkeligheden. Men hvor 5 Broken Cameras er meget menneskelig – Emad filmer for at overleve – så påpeger The Law in These Parts måske nogle mere strukturelle ting, der ikke burde ske i et demokrati,« siger Katia.

Personligt

Et sidste spørgsmål er, om Katia og Noam føler, at de har en personlig relation til problemstillingen. Er denne her konflikt i virkeligheden noget, man kan koble til dem ud fra deres baggrund? For Katia er svaret nej. Hun er faktisk slet ikke vild med at blive sat i en sofa som jøde, da hendes jødiske identitet blev hende påduttet af den antisemitisme, der blomstrede frem i 1968 i Polen. Det på trods af at hun ikke hverken før eller efter rigtigt har taget den til sig.

»’Hvad er en jøde?’ Det kan jeg huske, jeg spurgte min far om, da vi begyndte at blive forfulgt. For mig er konflikten altså ikke personlig. Det er en stammekrig i Mellemøsten. En krig om territorier med religion som bagtæppe,« siger Katia Forbert Petersen.

For Noam, der er født i Israel, er det en del tættere på. Først og fremmest geografisk, han har flere gange været de steder, man ser i 5 Broken Cameras, og har familie, der har været udstationeret i Gaza. Alligevel oplever også han en distance til filmene.

»Jeg er så vant til anklagerne om, at ’I har taget vores land’ osv. Så jeg har nok distanceret mig. Jeg er heller ikke typen, der siger ’vi’, når der bliver taget en beslutning i Israel,« siger Noam Lahav.

»Denne her konflikt er jo så gammel, og vi har set det hele før,« supplerer Katia.

– Men er det så bare lige meget med sådan nogle film?

»Nej, de åbner jo en skuffe, som vi måske ikke har lyst til at se ned i. Og man kunne jo også se på de dommere i The Law in These Parts, at de ikke var lykkelige. Måske lige så ulykkelige som Emad. Det er jo to virkeligheder. Den ene var i starten af konflikten, den anden er lige nu. Men det er vigtigt at forstå, at de hører sammen,« siger hun.

»Det jeg kan være bange for med 5 Broken Cameras er, at den vækker opsigt på en forkert måde. At når man ser livet som ’offer’ på Vestbredden med gummikugler flyvende om ørene, så udstiller det bare Israel. En så stærk og dramatisk film, der kun viser en side af en sag, kan næsten kun give én reaktion. Hvad vil den egentlig bidrage med?« siger Lahav.

Han bider sig i neglen og fortsætter: »Ikke at jeg siger, at folk skal holde med Israel, eller at det i det hele taget skal handle om at vælge side. Det skal handle om forståelse. Og ser man 5 Broken Cameras, er jeg ikke sikker på, at det er det, den bidrager til.«

»Ja, den spiller på sensationen – det livsfarlige – kuglerne, der kommer mod de små børn. Men det er ikke nødvendigvis forkert; for bare det, at du bliver tvunget til at forholde dig og får lyst til at vide mere, er positivt. I en tid, hvor meget er så overfladisk, har vi brug for film, der formår at suge dig ind i virkeligheden og forlanger, at du engagerer dig. Det synes jeg, begge film gør,« siger Katia Forbert Petersen.’The Gatekeepers’ (’Det hemmelige Israel’) bliver vist den 5. marts på DR2. ’5 Broken Cameras’ (5 ødelagte kameraer) vises den 12. marts på DR2. Mens ’The Law in These Parts’ bliver først vist til efteråret på DR2.

’5 Broken Cameras’ kan ses i Cinemateket fra fredag den 1. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her