Interview
Læsetid: 5 min.

Morten Grunwald: »Jeg vil gerne spille Becketts partitur«

Morten Grunwalds temperament var mere til Beckett end til Shakespeare. Som 78-årig dyrkede han fortsat Becketts livsbekræftende sortsyn. Vi talte med ham i anledningen af den skamroste opsætning af ’Mens vi venter på Godot’
Kultur
23. februar 2013
’I nogle øjeblikke under forestillingerne har jeg kunnet mærke, at der opstod de øjeblikke, hvor publikum og det, der foregik på scenen, blev til én organisme. Det er det lykkeligste, man kan opleve på teatret,’ siger Morten Grunwald.

Tine Sletting

»Beckett er en stor realist,« siger Morten Grunwald. Hans stemme dræver, men samtidig er den sakseskarp. Når Grunwald siger ordet ’realist’, så mener han lige akkurat ’realist’. Her hjælper ingen kære Benny.

»Det er vigtigt, at alle personerne hos Beckett taler autentisk,« siger han om figurerne i Mens vi venter på Godot. »At de taler, som man gør i virkeligheden. Derfor har vi arbejdet meget med netop at få renheden frem i skuespillernes tale. Vi har dyrket ægtheden og realismen. Jesper Lohmann har arbejdet meget med at rense sit sprog, så han ikke bare lød som en frisk fyr fra nordvest …«

»Der er ikke én overflødig regibemærkning hos Beckett,« konstaterer Morten Grunwald stolt med sine kraftfulde vokaler, da vi sætter os i det imposante bestyrelseslokale på Østre Gasværk Teater. Han har indvilget i at tale om det nu 61-årige absurde teaterstykke, der stadig sætter sindene i kog og begejstring – og som har skaffet ham de flotteste kritikerroser.

Teaterplakater på bagvæggen vidner om Grunwalds brag af en idé om at omdanne gasværket til teater. Men Grunwald foretrækker at tale om Beckett, for han vil tale om det vigtigste i »den ventetid, der nu er tilbage«, som han smilende udtrykker det. Og så understreger han elegant, at han fylder 79 år næste gang.

’Mens vi venter på Godot’

Absurd drama af Samuel Beckett fra 1952. Stykket handler om to mænd, der venter på en vis Godot – ved en vej med en sten og et træ og med månen, der går op og ned. I ventetiden kommer en herre med en tjener forbi og går igen. De to mænd overvejer at hænge sig i træet, men lader være – fordi de venter på Godot. Men Godot kommer aldrig …

Becketts stykket er blevet udlagt på alverdens måder, både som et desillusionsstykke efter Anden Verdenskrig, men også som et håbefuldt stykke om menneskets iboende overleverkraft. Det er blevet kaldt både tragisk og komisk. Stykkets komplekse replikfletning og rå realisme virker langt foran sin tid.

Nøglen til Beckett

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg har fået sådan et nært forhold til Beckett. Det har jeg ikke fået til Shakespeare, selv om det jo var ham, der gav menneskene et sprog,« lyder det undrende. »Becketts sprog ligger bare nærmere mit temperament.«

Grunwald har tilsyneladende umiddelbart haft nøglen til Becketts livsbekræftende sortsyn, men også til hans grænseløse følsomhed.

»Jeg elsker den dramaturgiske konstruktion i Mens vi venter på Godot. Jeg synes, stykket er et mesterværk,« siger han og lader fingrene klø i det supertrimmede skæg på hagen.

»Jeg så stykket første gang i 1957, samme dag som jeg gik til optagelse på skuespillerskolen. Det var på Riddersalen, og Jørgen Ryg spillede Lucky (stykkets tavse tjener, red.). Han spillede ham som et sygt tilfælde, der led af afasi – en nedsmeltet hjerne,« fortæller han.

Selv har han fået skuespilleren Søren Bang Jensen til at optræde som Lucky i helt formummet krop med en stor hat foran ansigtet og langt fugleskræmselhår. Eller som Grunwald forklarer det: »Han har virkelig fundet sin helt egen Lucky. Næsten uden bevægelser – og så pludselig med en vild dans.«

»Meget ligger i de fire karakterer,« forklarer han. »Stykket handler om to pseudo-couples, altså to umage par. Og til denne opsætning har jeg været heldig at få fire brandmusikalske spillere. Og så er der en vidunderlig forskel mellem Jesper Asholt som den lille gnavpot og Jesper Lohmann som den høje, poetiske, der hele tiden bevarer uskylden og håbet om frelse. Det er sådan noget, vi har arbejdet meget med dramaturgisk. Asholt er skeptikeren, mens Lohmann er optimisten, der også er en tvivler. Stig Rossen er herren, og Søren Bang Jessen er tjeneren. Det er nogle arketyper, simpelthen.«

Morten Grunwald er tilfreds. »Alle fire drenge fik fat i deres karakter. Og de har holdt fast i den.«

– På scenen optræder Jesper Lohmann hele tiden i bevægelse, helt skæv og asymmetrisk i kroppen, mens Jesper Asholt sidder firkantet og urokkelig på sin sten. Hvordan har du fundet det kropssprog?

Beckett er som Bach

»Jamen, den ene figur tilhører ’klippen’, og den anden tilhører ’træet’. Det siger Beckett også,« forklarer Grunwald overbærende om sin koreografi.

Alligevel er Grunwalds instruktørrolle mest af alt dirigentens.

»Jeg overværede engang en masterclass, hvor den store cellist Rostropovich forklarede nogle unge supertalenter, hvordan man spiller Bach. ’I skal trænge ind i partituret, så I virkelig forstår, hvad komponisten har ønsket med sin musik,’ sagde Rostropovich. Jeg vil gerne spille Becketts partitur,« siger Grunwald.

Oversættelsen ligger ham meget på sinde· »Klaus Rifbjergs oversættelse er pragtfuld,« siger han. Og så citerer han spontant: »Der sker ikke noget. Ingen kommer, ingen går. Det er røvsygt.«

»Det er Klaus, når han er allerbedst,« griner han over sit røde halstørklæde.

Beckett har stillet krav til at scenografien skal indeholde en sten, et træ og en måne. Alligevel har Grunwald set flere opsætninger, hvor der slet ikke var noget træ eller sten – eller nogen måne:

»Jeg kan godt forstå, at unge instruktører har lyst til at finde kreativiteten i dem selv. Det er typisk for tidens instruktører. De tænker: ’Hvad kan jeg bruge denne her tekst til? Ikke: Hvordan kan jeg levendegøre denne her tekst?’ Men jeg vil altså gerne bare følge Beckett. Også med træet – dette nøgne, bladløse træ, som man ikke helt ved om er gået ud, men som altså har fået blade i anden akt. Vores scenograf Birgitte Mellentin har lavet et fint træ. Det er perfekt i proportionerne til, at man faktisk ville kunne hænge sig i det, hverken for stort eller for småt. Hendes træ er det bedste Godot-træ, jeg har set.«

– Hvordan er det for dig at se din egen forestilling efter premieren?

»Jeg har set den tre-fire gange nu. Der er altid nogle nuancer, der kan justeres … Men i nogle øjeblikke under forestillingerne har jeg kunnet mærke, at der opstod de øjeblikke, hvor publikum og det, der foregik på scenen, blev til én organisme. Det er det lykkeligste, man kan opleve på teatret.«

Han er rastløs nu. Han har ladet sig interviewe og gået fotocatwalk under kuplen i gasværket. Nu skal han gense sin forestilling om nogle timer og måske justere nogle nuancer:

»Selv om forestillingen spiller lang tid, så skal den bevare sit sommerfuglestøv.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her