Læsetid: 7 min.

Mumi lever i et naivt og dystert univers

Mumitroldene er kendt i Danmark som nuttede, uskyldige figurer fra tedåser, sengetøj og tøjdyr, men finnerne fortæller, at Tove Janssons originale fortællinger faktisk er en fantastisk afspejling af verden, som den er: skøn, ukompliceret, uhyggelig og forgængelig. Information er taget til Mumiland
I Mumitroldenes univers handler konflikterne ofte om identitet, forholdet mellem forældre og børn og mødet med det fremmede og ukendte.Illustration Tove Jansson fra bogen ’Mumitroldene og tilværelsens gåde’. Tegning: Tove Jansson

I Mumitroldenes univers handler konflikterne ofte om identitet, forholdet mellem forældre og børn og mødet med det fremmede og ukendte.
Illustration Tove Jansson fra bogen ’Mumitroldene og tilværelsens gåde’. Tegning: Tove Jansson

8. februar 2013

Vi kender mumitrolden som en sød figur, der bor i den farverige og trygge Mumidal. Et underligt, elskeligt troldevæsen uden ansigt, men med brede øjne og en flodhesteagtig mule.

Vi kender den fra nuttede tekopper i pæne hjem, trendy tatoveringer hos ironiske hipstere og som bamser på børneværelser. Og ikke mindst kender vi den fra den animerede tv-version fra 90’erne, som er naiv og harmonisk, og fra stop-motion-versionen fra 70’erne, som i sin tone er mørk og uhyggelig.

Men den originale mumitrold fra Tove Janssons romaner er i Danmark relativt ukendt, og Information er taget ind i det finske land for at finde ud af, hvem den ægte mumitrold er.

Den første bog om mumitroldene kom i 1945, og Jansson har fortalt, at krigen gav hende lyst til at skrive et uskyldigt og naivt univers frem. Under det naive og uskyldige lurer den dystre undertone: Verden er kompleks og fuld af farer, men det gør den ikke mindre spændende.

To timers kørsel nord for Helsinki ligger Nordens største indlandsby, Tampere. En finsk provinsby af ret almindelig karakter med et ret almindeligt kunstmuseum, som alligevel er verdensberømt. Det skyldes kælderetagen, ’Mumidalen’.

»Mumitrolden er en meget elsket figur rundt­omkring i verden, og folk kommer for at se, hvor det hele begyndte. De oprindelige kunstværker tiltrækker mange mumi-venner,« siger museets kurator, Elina Bonelius. Hun forklarer, at der er 30-40.000 besøgende om året. »Et pænt tal efter finske forhold,« tilføjer hun.

’Mumidalen’ i Tampere er ikke specielt stor, men den rummer Janssons første skitser af Mumidalen og de mange karakterer – samt figurer fra stop motion-filmatiseringerne, herunder det ægte mumihus, som er et to-tre meter højt ’dukkehus’ komplet udstyret med omhyggeligt udførte miniaturemøbler: sofaer, husgeråd, globuser – alting.

Museet i Tampere er verdens eneste Mumimuseum – og det huser den største samling af Tove Janssons kunstværker.

Også for voksne

Finner har det med Mumitroldene, lidt ligesom danskere har det med H.C. Andersen. Ud over museet i Tampere er der en mumi-forlystelsespark, og i lufthavne og på tankstationer kan man købe krus og håndklæder med de små trolde. Der er en mønt med mumi-motiver, og visse flyvemaskiner fra Finair er dekoreret med figurerne.

»Mumi er en del af den finske identitet,« siger den 79-årige forhenværende botanikprofessor Urho Mäkirinta, som i dag besøger museet med sin kone, Eeva Mäkirinta. Parret bor i nærheden af Tampere, og de er på museet et par gange om året. De er ikke vant til at tale engelsk, så de formulerer sig langsomt og med omhu.

»Vi kan godt lide mumier,« siger den sølvhårede finne, som suppleres af sin kone:

»Og vores børn og børnebørn kan lide dem. Alle børn i Finland ser Mumitroldene

Eeva Mäkirinta fortæller, at hun selv var 20 år, da hun fik sin første mumi-bog, og at hun blev draget af universet med det samme. Hun holder af at dele sin fascination med yngre familiemedlemmer ved at læse højt for dem. Jeg spørger, om børnene ikke blive skræmt.

»Nej, de er da ikke uhyggelige,« siger hun. »De viser verden, som den er. Skøn, ukompliceret, farlige og forgængelig.«

Hendes mand tager over: »Tove Jansson har også lavet en tegneseriestribe med mumitrolde. Den bliver trykt i aviserne – selv i dag. Sådan har det været i 40 år.«

Jeg spørger Eeva, om hendes veninder aldrig har set skævt til hende, når hun har siddet og læst i en mumibog.

»Nej, nej da. Mumitroldene er også for voksne,« griner hun. »Urho og jeg har adskillige hyldemeter med videoer og bøger. Det er der da ikke noget underligt i.«

Viser det fremmede og ukendte

Mumitroldene er ikke mennesker, men repræsentanter for mennesker. De har arketypiske træk; nogle er børn, andre er voksne. Deres interne relationer virker menneskelige, når de udspiller sig i Tove Janssons fantastiske univers, forbliver de distancerede. Det siger Anna Karlskov Skyggebjerg, lektor ved Center for Børnelitteratur på Aarhus Universitet.

»På den måde bliver de her arketyper genkendelige på tværs af tid, og de bliver ved med at fascinere. Universets konflikter – som ofte handler om identitet, forholdet mellem forældre og børn, mødet med det fremmede og ukendte – er typiske, men alligevel med afstand til virkeligheden.«

Tove Janssons værker skiller sig især ud fra anden børnelitteratur ved de unikke tegninger, men også ved natur- og menneskeskildringerne, pointerer lektoren. Troldene opfører sig som mennesker, men er i naturen og i naturens vold.

»Selvfølgelig kan man pege på, at de ligner nogle karakterer, vi kender fra folkeeventyrene og anden fantastisk litteratur, men de har deres eget ganske særlige sprog,« siger hun.

På universiteter i både Finland og andre dele af Norden og Asien bliver Tove Janssons værker udsat for analyse og fortolkning, og da hun levede, udtrykte hun gerne skepsis over for denne akademisering:

»Jeg har da læst dem (de videnskabelige arbejder om Mumitroldene, red.). Hvis de dog bare kunne lade mig være i fred. Grav i mine bøger, når jeg er borte,« har forfatteren engang udtalt i et interview.

I dag er hun borte, og måske er det derfor, det først er nu, at bogen Mumitroldene og tilværelsens gåde kommet. Det er en »filosofisk opdagelsesrejse ind i Mumidalen«, og forfatteren Jukka Laajarinne forsøger med eksistentialismens tænkere – Kierkegaard, Sarte, Camus, Heidegger og de Beauvoir – at fortolke Mumidalens figurer Mumifar, Filifjonken, Lille My, Murren og alle de andre. I en pædagogisk tone, men ikke desto mindre med autoritet, analyseres katastrofer såvel som eventyr fra Mumidalen med referencer til filosoffernes værker, og Laajarinne præsenterer på den måde en ganske anden indgang til Janssons univers.

Mere børnevenlig med tiden

Adaptionerne af børnebøgerne til stop motion-dukkefilm og animerede tegnefilm har betydet et sket et skred.  

»I de adapterede versioner gøres mumitroldene til noget sødt, men i de originale fortællinger er meget mere på spil. Her tages livtag med det onde, det ukendte og det farlige,« siger Anna Karlskov Skyggebjerg med henvisning til de originale fortællinger med stregtegningerne i sort-hvid.

Mange danskere kender mumiuniverset fra tegnefilmene, der blev vist på tv i 1990’erne, og ifølge Anna Karlskov Skyggebjerg er det en ret almindeligt inden for børnelitteratur, at noget først udkommer til én målgruppe og siden »synker nedad«.

»I dag læser vi ikke de originale fortællinger. Folk kender mumitroldene fra film og merchandise, så det er ikke de originale versioner, der er sunket ned i målgrupper – det er adaptionerne.«

Det samme gør sig for eksempel gældende med brødrene Grimms eventyr. Det fortalte litterat og forsker ved Københavns Universitet Knud Wentzel i sidste uge i Information. Han ærgrer sig over, at eventyr i dag betragtes som noget, der kun henvender sig til børn:

»Disneys Snehvide er for eksempel tilpasset moderne borgerbørn, hvor det skal være så ufarligt som muligt. Man har renset ud i det grumme, i incesteventyrene, i de barske detaljer og de seksuelle antydninger og så videre. (...) For eksempel er der ikke mange versioner af Askepot, hvor søstrene ender med at få øjnene hakket ud. Men det gør de jo faktisk. Eventyrene er tilpasset sådan en sødsuppeforestilling om børn. Det er i sig selv meget kedeligt – også for børnene,« sagde forskeren.

Et sikkert sted at blive bange

På museet i Tampere er den finske sygeplejerske Niina Jokinen på lørdagsudflugt med sin 6-årige datter.

»Jeg elsker mumitrolde, men jeg synes også, de er uhyggelige. Om natten har jeg haft mareridt om Murren,« fortæller pigen med sin mor som kyndig oversætter. Murren er en dyster, uformelig skikkelse, som dræber alt, hvad hun rører ved. Hun er iskold, og mumitroldene kæmper i bøgerne for at tø hende op.

Pigens mor, Niina Jokinen, taler – ligesom det ældre ægtepar, vi mødte tidligere – om mumitroldene som en del af den finske bevidsthed. Og om, at hendes datters frygt er »sund«.

»Murren er et ensomt væsen, og mange børn har ondt af hende. Nogle børn er virkelig bange for hende, men hun afspejler dybe følelser, og pointen er, at vi alle har disse følelser, og at vi skal kæmpe for at få dem ud af mørket,« siger hun.

Mumidalen har – fortæller hun – altid været en del af hendes liv, og hun mener, at Tove Jansson bør være pligtlæsning for børn i alle aldre. I alle lande, tilføjer hun, da jeg fortæller hende, at de færreste danskere har læst Janssons bøger.

Kuratoren Elina Bonelius mener heller ikke, bøgerne er for uhyggelige til børn, selv om hovedparten af museets gæster for tiden er yngre voksne.

»Det er rigtigt, at historierne har deres mørke sider. Eller jeg vil hellere sige: De kaster lys over ting, der er mørke hos mange mennesker. Som er i skygge, og som venter på at blive frigjort. Men mumihistorierne er en behagelig måde at møde sine skygger på. Nogle gange er børn bange for dem. Især Murren, men Mumidalen er et godt sted at blive bange og føle sig sikker på samme tid,« siger hun.

Bøgerne var et hit i Storbritannien i 1950’erne og siden i Asien, men i Danmark har universet aldrig rigtig slået rod. I 2009 udkom de tre første romaner om mumitroldene på forlaget Carlsen sammen med to af Tove Janssons billedbøger samt første bind i en samlet udgivelse af dagstriberne, som hun tegnede i otte år, og som i Danmark blev bragt i Politiken i 1950’erne.

Når det handler om børnelitteratur er en tendens til, at danskerne foretrækker danske forfatterskaber end oversatte universer, og derudover, peger Anna Karlskov Skyggebjerg på, at mange har et bedre forhold til de ’medierede og tilpassede’ udgaver.

»Vi ser helst den adapterede udgave, og det er måske en lidt akavet vej ind i universet. I hvert fald hvis man vil have det fulde udbytte – og hvis man vil opleve andet end søde småbørnshistorier.«

Der er for nylig blevet bevilget 100.000 euro til produktionen af en ny animationsfilm, som baserer sig på de oprindelige avisstriber, og biografpremieren forventes at blive i forbindelse med Tove Janssons 100-års-jubilæum næste år.

Indtil da burde det være muligt at få læst op på de originale romaner. Eller læse op af dem.

Serie

En anderledes nabo

Finland er en del af Norden, men et samfund meget forskelligt fra det danske. Folk går med skydevåben. Der er ro i klasserne i folkeskolen. Der bygges stadigt flere atomkraftværker, og på dansegulvene er tango obligatorisk. Information er taget nord på for at undersøge den finske kultur.

Seneste artikler

  • Den fjerne finske atomfrygt

    5. marts 2013
    Finland er lige nu i færd med at opføre landets femte atomkraftværk og har yderligere to værker på tegnebrættet. Befolkningen er ikke bange for atomkraftværkerne i dens eget land, men er skeptisk over for resten af verdens atomkraftværker. Mennesket har en forbløffende evne til at tilpasse sig truende forhold, vurderer professor i psykotraumatologi
  • »Respekten er altafgørende for, at vi har en god skole«

    9. februar 2013
    Der er fuldstændig ro i klasseværelset på Haga Lågstadieskola i Helsinki. Alle elever følger opmærksomt med, og klasselæreren kan uforstyrret gennemføre historietimen. Den finske skoles succes handler om respekt for lærerne. Både fra børn, forældre og samfund
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
  • Simon Olmo Larsen
Bill Atkins og Simon Olmo Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Dantzer-sørensen

Nu må jeg be'
Mumiuniverset har været en vigtig værktøj at forstå verden siden jeg fik læst højt fra den først danske udgave af de "rigtige" mumibøger, der kom på dansk i 1970. Beskrivelsen af hvordan Hemuls verden bryder sammen da hans frimærkesamling er komplet og rummer alle frimærker (og fejltryk) i hele verden, er en fantastisk beskrivelse af en eksitentiel krise.

Morten P. Nielsen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Markus Hornum-Stenz, Philip B. Johnsen, Dana Hansen, Morten Østergaard og Erik Højer anbefalede denne kommentar

Nu må jeg be' ditto!
Mumiromanerne har været tilgængelige på dansk siden 1950'erne. Mine lasede udgaver, som har fulgt mig trofast fra børnereol og frem, er de oplag der udkom i 1970'erne. Påstanden om at Mumiuniverset aldrig har slået rod i Danmark er helt ude i hampen.

Morten P. Nielsen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Markus Hornum-Stenz, Dana Hansen og Morten Østergaard anbefalede denne kommentar

Som barn fik jeg læst højt at den fantastiske billedbog fra mumi-universet, "Hvad sker der så?", der lige var udkommet. Haddifnatter er nogle værre nogen! Og ærgrede mig over ham af kammeraterne, hvis forældre havde den fine "Hvem skal trøste Knytten?". Alle Tove Janssons bøger udkom i Danmark få år efter hun skrev dem, og de er ganske rigtigt både skræmmende og sørgelige på hyggelig vis.

Jeg læste på et tidspunkt hele hendes forfatterskab igennem på orginalsproget, inklusive tegneserier og biografier. Det finske nationalbibliotek udlånte det venligst, og jeg brugte en vinterstid på at læse og genlæse finurlighederne. Og hun er jo en fantastisk billedkunstner oven i.

Mine børn fik dem også, og blev lige så stærkt optagede af dem. Specielt kan den sidste bog om mumierne "Sent i november" anbefales - men tegneserierne rummer også små perler af visdom, jeg fortsat går og citerer fra.

Markus Hornum-Stenz

Mumitroldene er en hjørnesten i en Nordisk kulturkanon.
Tove Jansson er på højde med H.C. Andersen og Astrid Lindgren og børnebogslitteratur i den vægtklasse er om noget Nordens litterære gave til omverdenen, det er jo i barndommen mange af de vigtigste tankemønstre dannes