Læsetid: 7 min.

Når den bekymrede borger skyder med skarpt

Den politiske thriller ’Skytten’ fra de terrorramte 1970’ere er blevet genindspillet. Men har den voldelige politiske aktivisme ændret sig i de senere årtier? Og hvad siger fiktionens skildringer af terror om virkelighedens terror?
’Tidsånden i dag er langt mere kompleks og gråzonefyldt. Og demokratiet er sat mere på prøve, end det var i 70’erne,’ siger Åke Sandgren, manuskriptforfatter til  ’Skytten’ anno 2013, dar har Kim Bodnia i rollen som skytte. Filmen er en  genindspilning af ’Skytten’ fra 1977, der havde Jens Okking i rollen, som den bekymrede borger. Foto: Nordisk Film

’Tidsånden i dag er langt mere kompleks og gråzonefyldt. Og demokratiet er sat mere på prøve, end det var i 70’erne,’ siger Åke Sandgren, manuskriptforfatter til ’Skytten’ anno 2013, dar har Kim Bodnia i rollen som skytte. Filmen er en genindspilning af ’Skytten’ fra 1977, der havde Jens Okking i rollen, som den bekymrede borger. Foto: Nordisk Film

28. februar 2013

En mand bakker ud af sin indkørsel på en dansk villavej. Et øjeblik senere er to bildæk og et sidespejl skudt i stykker. Bilens nu skrækslagne ejer er en mand med stor indflydelse på den nationale miljøpolitik. Gerningsmanden er en stærkt bekymret samfundsborger, som for enhver pris vil råbe omverden op, og som er overbevist om, at et debatindlæg ikke er nok. Derfor slår han sit budskab fast ved bogstaveligt talt at skyde med skarpt mod magthaverne.

Scenen stammer fra Annette K. Olesens biografaktuelle genindspilning af Skytten. Originalversionen fra 1977 var den første politiske thriller i dansk filmhistorie, og kom i en tid, hvor flykapringer og andre former for voldelige aktioner jævnligt skabte overskrifter. Dengang var dramaets afsæt modstanden mod atomkraft, mens det i den nye version er klimakampen og olieboringer på Grønland, der så at sige trigger filmens titelfigur.

Manden bag manuskriptet til 2013-udgaven af Skytten er 57-årige Åke Sandgren. Som ung gik Sandgren selv på barrikaderne mod kapitalismen, og han genkalder sig en romantisering af oprøret, som han ikke kan få øje på i dag:

»I 1970’erne blev ’den onde kapitalisme’ angrebet på en emblematisk måde. Vi forestillede os de her små, fede mænd, som kørte i store biler og gramsede på deres sekretærer. Der var et følelsesmæssigt engagement og en romantisk dimension med Che Guevara og så videre. I tilbageblik finder jeg det ret unuanceret,« siger Åke Sandgren.

Bibelske konsekvenser

»Tidsånden i dag er langt mere kompleks og gråzonefyldt. Og demokratiet er sat mere på prøve, end det var dengang. Vi oplever jo nærmest en krise, der har form som en lagkage, altså flere kriser oven på hinanden. Finanskrisen og klimakrisen sætter politikerne i en slags dobbeltagentrolle, fordi de hele tiden må agere både fra et nationalt og et globalt perspektiv. Det knytter også an til, at det er nemt nok at være miljøven, så længe det ikke går ud over velfærden. Og denne dobbelthed er ret godt stof for en historiefortæller,« siger Åke Sandgren.

»Året før Skytten lavede den svenske filminstruktør Bo Widerberg Manden på taget, der handler om noget af det samme. De er begge film, der sætter spørgsmålstegn ved samfundets evne til at stoppe galninge, der plaffer løs fra hustagene. Men det er en anden og mere abstrakt frygt, der fylder os i dag. Følelsen af afmagt er større. Nogle mennesker frygter, at klimaforandringerne kan få nærmest bibelske konsekvenser, at vores børns fremtid er i fare. Så det stod klart for os som filmmagere, at det var det emne, der var det mest interessante.«

Journalist og forfatter Leif Davidsen har et ganske særligt minde om Skytten fra 1977, som han så i forbindelse med en dansk filmuge i det sovjetiske Ukraine i 1980. Der var dog tale om en temmelig frit oversat version, for via en voice-over var plot og budskab blevet ændret: »Nu handlede filmen pludselig om en frustreret dansk samfundsborger, der modsatte sig ikke atomkraft, som Sovjetunionen gik ind for, men atomraketter. Kritikkens mål var altså NATO’s aggressivitet og sabelraslen, som borgeren frygtede, kunne føre til atomkrig. Det får jo en til at tænke på den gamle talemåde ’den ene mands frihedskæmper er den anden mands terrorist’,« siger Leif Davidsen om denne ideologisk betingede justering af værket og tilføjer:

»Derudover ændrer opfattelser sig med tiden: At Arafat og PLO tog gidsler og sprængte fly i luften, var jo ikke det, man primært forbandt dem med nogle år senere.«

Forfatter til bøgerne om Blekingegadebanden Peter Øvig Knudsen peger på en forskel i tilskuerens opfattelse af de to versioner af Skytten: »I 1977 havde Danmark ikke mistet sin terroruskyld, og som jeg husker det, fik jeg en vis forståelse for Jens Okkings hovedperson, da jeg så Skytten. Men efter Blekingegadebanden og Anders Breivik kan man umuligt se filmen med de samme øjne,« siger han.

Han mener, at der eksisterer en fundamental lighed mellem terror dengang og nu: »De kræfter, der opererer i mennesket i forbindelse med den form for hellig ild, er de samme. Evnen til at se verden som sort-hvid og, så at sige, stille sig selv på de hvides side, er grundlæggende – hvad enten vi taler religiøs eller politisk terror. Det er, som jeg ser det, forudsætningen for at kunne gribe til voldelige metoder, at man først har lavet denne opdeling i sit hoved. Og så beslutter, at man har ret til at bruge alle tænkelige midler i kampen mod de sorte.«

Peter Øvig Knudsen mener ikke, at udgangspunktet for voldelige handlinger nødvendigvis er sygt:

»Det begynder ofte med en sund retfærdighedsfølelse i et ungt menneskes sind. Ungdomsoprøret startede, da en masse unge mennesker sluttede sig sammen og sagde: ’Der er fandeme noget galt i denne her verden.’ Jeg kunne forestille mig, at det i dag er sværere at finde en ’klub’ at melde sig ind i for denne type, altså en større, kollektiv bevægelse. Så er der nogle, der havner i de mere sekteriske organisationer, som eksempelvis den autonome venstrefløj. Men de fylder jo meget lidt i det store samfundsbillede, og derfor kunne jeg forestille mig, at nogle finder det svært at få omsat deres retfærdige harme til handlinger i dag.«

Det sidste råb

Leif Davidsen ser både forskelle og ligheder mellem 1970’ernes antikapitalistiske terror og islamistisk terror af nyere dato:

»I begge tilfælde lægger man så at sige bønnebogen og trækker sværdet, når man konstaterer, at man er for langt fra hinanden til, at man kan blive enige. Men dengang var holdningen blandt nogle herhjemme, at vold var et legitimt middel til at bevæge samfundet i en revolutionær retning. Strategien var, at volden skulle bruges til at skræmme magthaverne, så de ville vise deres sande ansigt. Nogle troede rent faktisk, at et så fredeligt og konservativt land som Danmark kunne ændres så fundamentalt.«

»I dag er der den markante forskel, at nogle terrorister tænker i martyrium og er villige til at dø for deres sag,« siger Davidsen og drager en parrallel til et land, han har beskæftiget sig indgående med: »Før Vladimir Putin kom til magten i Rusland, så man ikke selvmordsterrorisme som eksempelvis den, De Sorte Enker (tjetjensk terrororganisation bestående af kvinder, red.) står for.«

»I mit forsøg på at forstå, hvad der driver den slags mennesker, hvorfor de vælger, som de gør, plejer jeg at stille det sådan her op: Hvad er det sidste, selvmordsterroristerne råber på? Er det på deres mor, er det på Allah, eller er det på noget helt tredje?«

At forsøge at få indblik i ekstreme tankegange, ser Leif Davidsen som en del af sit arbejde. Han understreger, at, han mener, at det aldrig kan forsvares at bruge våben frem for argumenter: »Hvis du ikke kan vinde diskussionen ved at holde dig inden for demokratiets spilleregler, må du bare erkende dit nederlag.«

Leif Davidsen kan dog komme i tanker om et eksempel fra et ikke-demokratisk samfund, hvor han har en vis forståelse for væbnet modstandskamp:

»Den baskiske løsrivelsesorganisation ETA kæmpede i begyndelsen mod Francos diktatur. Det var først i det demokratiske Spanien, hvor en ny generation kom til, at de blev terrorister. I Baskerlandet måtte de ikke tale deres eget sprog eller udgive deres egne aviser og blev desuden tortureret på det frygteligste i fængslerne. Uden at jeg skal sidde her og moralsk sanktionere drab, så gik de efter undertrykkerne, eksempelvis civilgardens og sikkerhedspolitiets folk. Deres aktioner ramte altså ikke blindt.«

Fra vandalisme til terrorisme

Også Åke Sandgren påpeger de mange gråzoner, der eksisterer: »Man må virkelig holde hovedet koldt, når det kommer til at kalde andre mennesker ’terrorister’ – selv om det selvfølgelig i mange tilfælde er berettiget. Civil ulydelighed er jo en demokratisk rettighed, så længe du ikke går over grænsen. I USA kunne man tage et eksempel som Daniel McGowan, der satte ild til skovrydningsmaskiner, fordi han var bekymret for økobalancen. Han blev siden dømt for terrorisme, fordi andre mennesker kunne være kommet til skade under aktionerne.«

I den opdaterede version af Skytten spiller aktivisme og meningsdeling på internettet ikke overraskende også en rolle, og Leif Davidsen vurderer, at nettets skyggesider måske også har en mere positiv funktion: »Rasende folk får formentlig nemmere afløb for deres frustration i dag, hvor man for eksempel kan oprette en Facebook-gruppe, hvis der er noget, man er utilfreds med. Det er naturligvis ikke altid nok, men det afholder måske nogle af dem, der befinder sig i et mentalt grænseland fra at gå videre til mere ekstreme metoder.«

»Samtidig kan det friste svage sjæle, at det i dag er nemmere at komme i kontakt med ekstreme tankegange, hvor man i gamle dage måtte være det, der i rockerkredse kaldes en ’hangaround’, altså fysisk til stede i miljøet,« siger Leif Davidsen og tilføjer: »Nutidens terroraktioner fremstår også mere spektakulære, fordi de lynhurtigt spredes viralt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Hvem er frihedskæmpere og hvem er terrorister, kun historien kan afgøre det.
Men sikkert er det, at statens og dermed magthavernes tolerence er indskrænket betydeligt i forhold til hvornår noget er terrorisme, selv civil ulydighed kvalificerer efterhånden. Vi kommer alle samme til at sidde i rum 101, hvis det bliver sådan ved.

Jacob Knudsen, Jette Abildgaard og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar
Hasse Gårde-Askmose

Når "man" tænker på, hvor mange milliarder, milliarder celler vi som individ indeholder og hvor mange milliarder celler hjernen på os såkaldte Homo Sapiens rummer, er det egentlig fantastisk, at det ikke sker flere kortslutninger, end der gør.

Mads Kjærgård

"At forsøge at få indblik i ekstreme tankegange, ser Leif Davidsen som en del af sit arbejde. Han understreger, at, han mener, at det aldrig kan forsvares at bruge våben frem for argumenter: »Hvis du ikke kan vinde diskussionen ved at holde dig inden for demokratiets spilleregler, må du bare erkende dit nederlag.«

Gudskelov er der andre der har haft anden mening, der er grænser for hvilke beslutninger et flertal kan tage: Kan et flertal fx. tage den beslutning om at udrydde et mindretal? Skal man så bare prøve at vinde diskussionen? En anden ting er jo at du kan ikke vinde en diskussion, hvis modparten ikke vil høre på dine argumenter meget a pro pos vor nuværende regering! Eller hvis regeringen også meget a pro pos, skjuler baggrunden for beslutningene! Jeg vile vove at påstå, at der på denne jord ikke eksisterer et sådant ideelt demokrati, som Leif Davidson går ud fra. Jo jo det "bedre arguments argumentation" men det er bare ikke det, der vinder!

Karsten Aaen, Jacob Knudsen og Troels H. Poulsen anbefalede denne kommentar

Jeg undrer mig over at grundig og erfaren herre som Peter Øvig Knudsen mener at "i 1977 havde Danmark ikke mistet sin terroruskyld". Bare i 1977 var der syv bombeattentater i København under parolen Leve Fascismen, og dørene blev skruet af byens mange telefonbokse af skræk for lureminerne.

Og Leif Davidsen "understreger, at, han mener, at det aldrig kan forsvares at bruge våben frem for argumenter". I strid modsætning til dette udsagn har han tidligere vist sig som en varm tilhænger af danske angrebskrige. En meget normal senimperialistisk tankegang.

Men derudover lyder filmens ide da interessant, selvom det åbenbart ikke er lykkedes at gøre en god film ud af ideen.

Anders Reinholdt, Karsten Aaen, Niels Engelsted, Bo Carlsen, Troels H. Poulsen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Troels H. Poulsen

Mads Kjærgård: "Hvem er frihedskæmpere og hvem er terrorister, kun historien kan afgøre det."
D.v.s. sejherren har altid ret, men der findes også anerkendte definitioner på terrorisme.

FN definerer terrorisme således:
“which would make it clear that any action constitutes terrorism if it is intended to cause death or serious bodily harm to civilians and non-combatants, with the purpose of intimidating a population or compelling a Government or international organization to do or abstain from doing an act.”
http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=13599&Cr=terror&Cr1=#.US-3O...

De største terroraktioner (efter denne definition) i verdenshistorien var atombomberne på Hiroshima og Nagasaki, som skulle få den japanske regering til at kapitulere for at redde amerikanske soldaters liv (det er den officielle amerikanske forklaring på terrorangrebene).
9/11 var et meget mindre terrorangreb sammenlignet med de ovennævnte to, men med en utrolig skamløs perfiditet brugte man betegnelsen "ground zero", hvilket oprindeligt betegnede atombombernes sprængningspunkt, til at betegne det sted, hvor de to faldefærdige og dårligt konstruerede bygninger i New York ramlede sammen. På den måde lykkedes det at udviske de ægte ground zero'er fra den kollektive erindring. Et yderst intelligent PR-trick, men djævelsk manipulation, når man ser det fra en etisk synsvinkel.

Troels H. Poulsen

Tom Paamand
Tak for linket til Leif Davidsens forvrøvlede artikel. Allerede i 2007 var kommentarerne mere begavede end artiklerne.

Sjovt, at tilhængerne af angrebskrigene bliver ved med at se NATO som spaniensfrivillige og taleban som Franco.

Jeg tror nu snarere, at Operation Enduring Freedom er Operation Barbarossa, taleban er stalinistiske partisaner, og vi er frikorps Danmark.

Ved nærmere eftertanke er Afghanistankrigen Gallerkrigen, Obama er Cæsar, Nordalliancen er hæduerne, og taleban er de sidste durkdrevne og uovervindelige gallere, der holder stand mod besættelsestropperne. Hvem vi så er, ved jeg ikke, men sammenligningerne giver lige meget mening alle sammen.

Måske kan man også sammenligne med Napoleonskrigene.

Lasse Kold og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne kommentar
morten hansen

Der kan sige ufatteligt meget vrøvl om terrorisme, og 99% af det nærmer sig aldrig begrebets kerne: at terror er samfundsbevarende set ud fra magtens synspunkt i et samfund, der bygger på frygt og ikke på tillid.

Jamen-jamen, vil nogle straks spørge, bygger demokratiet ikke på tillid til politikere? Gu' gør det ej, så ordentlig efter, sluk for fjernsynet og gør dit hjemmearbejde !

Det bygger på, at du er bange for din nabo, bange for økonomien, bange for at miste dit arbejde, bange for dem, der har skæg og turban, bange for dine børns fremtid, bange for at blive syg, bange for kineserne, bange for din alderdom, bange for at dø, bange for ditten og bange for datten. DERFOR overgiver du frivilligt din beslutningsevne, din suverænitet, din fremtid og dit liv til magtens institutioner, politikerne og bankvæsenet og alle dets gerninger.

Og skulle der indfinde sig en tilstand af fred og tillid, kan du være sikker på, at magten iscenesætter noget, du kan være bange for. Der findes INTET som en terrorhandling, der kan give magten vind i sejlende. Og hvis du vil vide, hvem der begik en terrorhandling via stråmænd og håndlangere, så skal du ALTID spørge: hvem har haft gavn af dette? Først når du har svaret på dette spørgsmål, kan du vide noget om terrorismens væsen. Og først her kan du begynde at identificere terroristen. Du kan passende starte med at spørge, hvem der profiterede af 9/11 og hvad der deraf fulgte.

Den viser sig i 99% tilfælde at stamme fra en statsmagt og de institutioner der styrer disse stater. Det drejer sig primært om 1 transatlantisk, 2 europæiske, 1 mellemøstlig og 1 arabisk statsmagt. Disse lande er de egentlige 'slyngelstater', den egentlige 'ondskabens akse'. Men det var ikke lige dem, George Bush i sin tid nævnte, før amerikanerne 'ikke-erklærede' krig mod dem (de smadrede dem bare).

Terrorisme er et påskud. Terrorister findes sjovt nok lige pludselig og uden varsel alle de steder, hvor terrorstaterne har tænkt sig at intervenere, sætte sig på et lands ressourcer, anlægge en permanent militærbase. Terrorisme er en del af en argumentation (en krig) vendt mod egne befolkninger. Terrorstaterne ved, at uden deres befolkningers stiltiende, mundlamme accept, kan interventioner, krige, overfald og udplyndringer sanktioneret af staterne aldrig finde sted.

Denne statsterrorisme bliver aldrig nævnt i vore medier. Vi er en del af den. Vi er medansvarlige. Medier og politikere er tavse. Folk er tavse. Ofrene er ikke tavse, men vi hører dem aldrig, fordi deres råb bliver kvalt i tavshed.

Læg derfor mærke til, hvad der sker nu. Start med at studere terrorstat no. one: USA. Her bliver den amerikanske BORGER nu udråbt til at være den paranoide statsmagts værste fjende og derfor permanent øverst på listen over terrormistænkte.

Jeg vil vove et forsøg på en grundregel for sporing af terrorister. Den stat eller magtinstitution, der mener sig i stand til at udpege terrorisme, der konstant hyler op om terrorisme, og som profiterer på tilstedeværelsen af terrorisme og folks permanente angst for samme, ER terroristen.

Det man siger, er man selv.