Læsetid: 4 min.

Nordisk orkesterfest med Simon Rattle

Den engelske verdensdirigent modtog i lørdags Léonie Sonnings Musikpris, og sjældent har denne hædersbevisning forekommet at lande på et mere rigtigt sted. Rattle takkede ved at dirigere Det Kongelige Kapel op i den europæiske elite
Chefdirigent Michael Schønwandt overrækker Léonie Sonnings Musikpris til 58-årige Simon Rattle. Han kvitterede ved at dirigere Det Kongelige Kapel op i den europæiske Elite.

Hasse Ferrold

4. februar 2013

I november sidste år var Simon Rattle i København med sit orkester, Berliner Filharmonikerne. Aftenen blev en blændende opvisning i teknisk perfektion og sublim klangkunst, på et niveau, som vi kun kan drømme om på disse kanter. Alene på den baggrund var forventningerne himmelhøje, da Rattle stod foran Det Kongelige Kapel ved lørdagens koncert. For samme orkester er tidligere i den grad blevet hevet op ved hårrødderne i forbindelse med uddelingen af Léonie Sonnings Musikpris, i 1965 med Leonard Bernstein og i 1985 med Pierre Boulez. Ville det ske igen? Jo, det gjorde det absolut.

I prisoverrækkelsestalen fremhævede Michael Schønwandt det væsentlige ved Rattles betydning for det klassiske musikliv: hans grundlæggende omfortolkning af maestroens lederrolle og hans engagement i de mennesker og det samfund, der omgiver ham. Det har været gunstigt for Rattle at vokse op i England, hvor man, som han selv siger, spiller al slags musik, fordommene desangående er færre her end andre steder.Derfor dirigerer han i dag så at sige alt fra Rameau og Bach til det, der blev komponeret færdigt i morges.

Man kunne også beskrive Rattle som en heldig blanding af de to andre nævnte pristagere, den dionysiske Bernstein og den apollinske Boulez. Og koncerten i lørdags viste os med al tydelighed, hvor betvingende denne afbalancerede karisma slår igennem. I den organisk lavaflydende Sibelius, i den fragile korthusagtige Abrahamsen og i den uudslukkelige Nielsen.

Nordisk broderskab

På fredagens pressemøde med Rattle blev det hurtigt klart, hvis man ikke vidste det i forvejen, at man her står over for en usædvanlig begavet musiker med ret specielle kommunikative talenter. Humor og selvironi springer i øjnene, ligeså det totale fravær af bullshit, senere også åbenhed og ydmyghed. Et blik på programmet bekræfter disse egenskaber. Hvem i alverden i samme luftlag ville selv bede om at dirigere Carl Nielsen og Hans Abrahamsen ved en sådan priskoncert? Og arbejde så hårdt og dedikeret på et godt resultat med et helt fremmed orkester, være i sving med prøver morgen, middag og aften? Svaret er naturligvis, at manden brænder for musikken, også for det værk, han først nu har lært at kende som i tilfældet Abrahamsen.

Simon Rattle hævede flere gange, at der eksisterer en slags broderskab mellem hans baggrund og os nordboere, han kommer fra Liverpool, vi har en fælles mentalitet, mener han. Og derfor følte han sig også hjemme i København, da han i 1970’erne dirigerede Sjællands Symfoniorkester flere gange. Han faldt for disse bloody, crazy Danes, deres barske måde at gå til musikken på, selv om det måske i særlig grad var orkestrets enestående ungarske koncertmester, Anton Kontra, han faldt for.

I dag er det yderst sjældent, at Rattle dirigerer et nyt orkester, kalenderen er fyldt op i Berlin, Wien og London, men når det nu er sket med Det Kongelige Kapel, tøver han ikke med at udtrykke sin glæde over »this magnificent orchestra«. Sandt at sige fremtryllede den 58-årige englænder ting frem i kapellet, som vi længe har anet i dvaletilstand, en klangskønhed og en spillekultur som ikke ligger så frygtelig langt fra et andet operaorkesters, Wienerfilharmonikerne.

Opslugende Sibelius

Koncertens to næsten samtidige symfonier er epokegørende på hver deres måde, men fælles for dem er det ubrudte forløb og sikke et indlysende og alligevel sjældent programvalg at lade dem stå back to back. I sin tid lærte Rattle sin Sibelius hos den store finske dirigent Paavo Berglund, ligesom Det Kongelige Kapel gennemgik en tilsvarende manuduktion i 1990’erne, da Berglund var chef for orkestret.

Man kunne bilde sig ind at mærke dette fælles fodslag lørdag aften. Det gjaldt den olympiske opstigning i Sibelius’ 7. Symfoni, de søgende og ekspanderende klangmasser på vejen gennem det uhyre koncentrerede forløb, centreret omkring C-dur-skalaen som symbol på det måske snart evigt tabte. Opslugende var det sandt for dyden at høre Rattle fremmane disse urklange og voldsomme spændinger mellem motiver og tonale flader.

Orkestret var reduceret til en lille strygerbesætning i Abrahamsens Dobbeltkoncert fra 2011, og det var sært at tænke på, at netop denne musik kunne være toner, der udgår fra Olympens himmelhvælv. Så krystallinsk, så lyst vibrerende, så gennemsigtigt, så rytmisk forfinet meddelte koncerten sig.

Tyske Carolin Widman og vores egen Tanja Zapolski var begge eminente protagonister i dette fascinerende glasperlespil, forstået som et legende koncentrat af klangens spektrum, melodiens emotionelle kraft og rytmens uudslukkelige livsmønstre. Det lyder utrolig enkelt, sagde Rattle i fredags, men at spille det er vanvittig svært.

Da han i 1979 skulle præsentere sig i en audition for Birmingham Symfoniorkester som dets måske næste chefdirigent, valgte han Carl Nielsens 4. Symfoni. Han fik jobbet, også derfor betyder denne symfoni noget særligt for ham, så naturligvis skulle den være med i priskoncerten. Og hvilken gave for os at høre det uudslukkelige med nye synsvinkler. Mange detaljer vil man huske, men det var et vedvarende indtryk, at Rattle lod Carl Nielsen tale, han satte ikke musikken i scene eller voldtog den eller påførte den manerer. Hans magnetiske tilstedeværelse i øjne og bevægelser inspirerede musikerne til at bidrage med summen af deres erfaringer med symfonien, til en uforglemmelig præstation på alle niveauer. Ganske særligt bevægende i symfoniens indre satskomplekser, i træblæsernes fabelagtigt musicerede allegretto og i strygernes intenst gennemførte tostemmige forløb i adagioen.

Festen sluttede i samme toneart som den begyndte: C-dur. Med en slavisk dans af Dvoák, sydende, overgivent, forførende og furiøst. Tak for det, Simon, men glem os nu ikke. Du har fået et nyt orkester her i København.

 

Léonie Sonnings Musikpris 2013.Carolin Widman (violin) og Tanja Zapolski (klaver).Det Kongelige Kapel. Dirigent: Simon Rattle. Koncerthuset den 2. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu