Interview
Læsetid: 4 min.

’Opera handler om at gøre det intellektuelle fysisk’

De hårde anmeldelser var ikke det, den danske succesinstruktør Kasper Holten havde drømt om i forbindelse med sin debut på Royal Opera House i London i mandags. Men han er alligevel stolt af sin forestilling
Kultur
9. februar 2013
’Hvordan har han patent på at vide, hvad Tjajkovskij og Pusjkin ville med deres musik og tekst? Det tilkommer hverken ham eller mig at vide, hvad de ville have gjort i dag,’ siger Kasper Holten med adresse til The Telegraphs anmelder.

Sofie Amalie Klougart

En demonstration af, hvordan en intelligent instruktør kan ødelægge en af de bedste operaer, der findes,« skriver The Guardian og giver Holtens instruktørdebut på Royal Opera House, hvor han også er operachef, to stjerner. »Det er Holtens Eugene Onegin og ikke Tjajkovskijs,« skriver The Telegraphs anmelder og sniger sig op på tre stjerner. The Independent giver også tre stjerner og skriver, at »dobbeltgængerne genindtræder i sidste duet, hvor de unødigt bogstaveliggør dét, som musikken fint kan sige selv«, mens nærværende avis har kaldt forestillingen »snarere tragisk dårlig end tragisk ulykkelig«, og flere rapporterer om buh-tilråb til Holten på premieredagen.

Vi ringer til Kasper Holten i London for at få hans reaktioner på de dårlige anmeldelser, men han lader til at tage det hele med munter ro:

»Hvis man som instruktør ikke kan holde til at blive buhet af, så skal man ikke rejse ud i den store verden. Det har jeg prøvet før. Det er selvfølgelig sagt lidt krukket, men nogle gange tager man det næsten som et adelsmærke, at man ikke har været alt for konventionel.«

At give musikken krop

Det greb, som anmelderne i særdeleshed har haft svært ved at se værdi i, er at Kasper Holten har valgt at lade de to elskende hovedroller have fysiske dobbeltgængere i form af skuespillere, der skal være yngre versioner af dem selv.

Ordene i den russiske opera Eugene Onegin, der første gang blev opført i 1879 i Moskva, er fra en roman af den russiske forfatter Alexandr Pusjkin. Det er en fortælling om den meget unge kvinde Tatjana og manden Onegin, som bliver forelskede, men som ikke får hinanden, fordi den unge mand ikke indser, at hun er hans livs kærlighed, før det er for sent. De voksne karakterer synger til deres yngre selv og prøver retrospektivt at forhindre fortidens fejl. Lidt lige som Kræftens Bekæmpelses kampagne mod solariebadning, hvor voksne taler bedrevidende til deres tidligere selv: »Kære 15-årige mig.«

Kasper Holten har i stedet for blot at lade Tatjana og Onegin tale til sig selv givet dem dobbeltgængere i form af to yngre skuespillere, som mimer og danser, mens de voksne karakterer synger. Et greb, som anmelderne har fundet patetisk og kritiseret i grove vendinger.

For Kasper Holten har det handlet om at gøre fortællingen fysisk og dermed levende, og han har prøvet at anskueliggøre den melankoli, han finder paradoksal, fordi operaen handler om at være helt ung og opleve kærligheden for første gang:

»Jeg syntes, at det gav bedst mening med de fysiske dobbeltgængere. Det tilfører for mig et fantastisk ekstra lag, at Tatjana ser sig selv skrive brevet og dermed både oplever det hele for første gang, men også gennemfiltreret af den melankoli, hun må leve med.«

Kasper Holten accepterer, at dobbeltgængergrebet har splittet folk, men mener ikke, at han kunne have gjort det anderledes, og han siger, at han er stolt af opsætningen. Han mener, at opera handler om at gøre ting fysiske, så man ikke kun forholder sig intellektuelt til fortællingen og musikken, og han mener, at netop dét er med til at gøre operaen tilgængelig for ikke-operavante mennesker:

»Det giver musikken krop,« siger han.

Ikke for anmeldernes skyld

The Telegraphs anmelder, Rupert Christiansen, skriver, at opsætningen er for meget Kasper Holtens og for lidt Tjajkovskijs og Pusjkins. Til det svarer Holten:

»Hvordan har han patent på at vide, hvad Tjajkovskij og Pusjkin ville med deres tekst og musik? Det tilkommer hverken ham eller mig at vide, hvad de ville have gjort i dag. Jeg tror ikke, man kan andet end være ærlig og sætte sit personlige præg på en opsætning, og nogle gange virker det stærkt, mens man andre gange ikke får alle med. Det er vilkårene.«

I øvrigt, tilføjer Holten, laver han ikke kunst for anmeldernes skyld, selv om han synes, det er vigtigt, at vi diskuterer og vurderer, hvordan kunsten virker.

Han fortryder ikke, at han ikke valgte at lave en mere konventionel version af operaen:

»Hvis man som kunstner begynder at tænke, at nu skal jeg lave noget konventionelt eller noget kontroversielt, så handler det jo bare om min forfængelighed og higen efter succes.«

Det er ikke derfor, at man laver kunst, mener Holten og fortsætter:

»Man laver forhåbentlig kunst, fordi man prøver at udtrykke et eller andet ægte om, hvordan det føles at være menneske. Hvordan det føles at møde de her tekster og den her musik i dag.«

Kasper Holten fortæller, at det alligevel kom lidt bag på ham, at nogle af anmeldelserne var så negative:

»Det virker, som om nogle af anmelderne kun har set på dobbeltgængerne og slet ikke taget stilling til resten af forestillingen. Det synes jeg er lidt for sort-hvidt.«

For Kasper Holten handler kunst om at turde tage chancer, og han mener, at den største risiko for ham som kunstner er, hvis han holder op med at være risikovillig:

»Kunst handler om at søge. Om at tage chancer. Kunst handler om at være nysgerrig. Derfor nytter det ikke noget at være så forhippet på at være en succes, at man ikke tør tage chancer.«

 

’Eugene Onegin’ bliver vist i en række biografer i Danmark som live-streaming fra Royal Opera House i London den 20. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Præcist - derfor kan man stadig holde ud at se det gamle lort! :-)

Steffen Gliese

Kaspers dobbeltgængere synes at være i orden - Mary Zimmermanns dobbeltgængere i "Lucia di Lammermoor" på Met er i orden; men Claus Hoffmeyers dobbeltgængere også i "Lucia di Lammermoor" var fan'me ikke i orden, de gjorde værket til grin.

Michael Kongstad Nielsen

At gøre hovedpersonernes tænkte ungdom fysisk levende ligger nok i tråd men tidens ekstreme ungdomsdyrkelse, men her blev det altså for tykt.

Steffen Gliese

Jo ældre jeg bliver, jo mindre plads til anmeldere har jeg. Det er grundlæggende et forsøg på at leve op til nogle akademiske målepunkter, men om at føre en samtale på højt niveau.
Hvad scenekunsten skal og gør har været en aldrig afsluttet diskussion siden oldtiden, og personligt har jeg det sådan, at jeg hellere vil se et godt forsøg end det forudsigeligt vellykkede.

Michael Kongstad Nielsen

Det forudsigeligt vellykkede findes ikke.
Man kan vel omtale og anmelde og diskutere en opsætning, en opera, en forestilling. Jeg er tilhænger af en sådan debat, selvom den kan tvinge nogle ud af sædvanlige opfattelser. Og jeg går ind for, at musikken skal have lov at virke og være sig selv, det vil sige at den fylder og giver de associationer, der naturligt opstår, fremfor at vi skal have proppet fysiske billeder ned i halsen. Det samme gælder øvrigt musikvideoer. De tager evnen fra en til selv at forestille sig, hvad musikken giver udtryk for.

Steffen Gliese

Hvordan skaber musik betydning, Michael Kongstad Nielsen? :-) På teatret er det især kontekstuelt og relaterende. Men det er en meget spændende diskussion altid, om et værk - og lad os håbe, at dette vender tilbage efter nogle kulturfattige år (10 stk).

Jeg skal slet ikke gøre mig spor klog på Kasper Holtens formentlig fine intentioner omkring, at gøre det intellektuelle fysisk, men blot konstatere at grænserne for fantasien langt overskrider virkeligheden. Med andre ord står hans udsagn særligt tæt på 'asolid case of the Emporors new clothes'.

Hell, syrehovederne fra den nære fortid havde ret beset samme greb om forestillingerne, som de moderne opera-hoveder. Når det drejer sig om fantasien og dens forhold til realiteterne, er der overhovedet ingen kunst, som kommer tættere på virkeligheder end anden. Så problemet er såmænd det samme, som for år tilbage. Finkultur kommer ikke en lodret squid tættere på virkeligheden, end de tungetalende alkoholikere, som jeg langt hellere frekventerer i det lokale vandhul. Der er større kunst på de kanter, end i diverse musikhuse. Under alle omstændigheder i forholdet imelllem intellektuelle pointer og virkeligheden.

Men bevares, man får jo ikke borgerskabet på vandhullet. Deraf kejserens nye Klær', som artiklen pusher langt videre, end godt er. Man kan blive klogere udenfor de trygge musikhuse, kære borgerskab. Så hold jer endelig indenfor. Så er vel osse' langt tryggere med at kejserens nye benklæder præsenteret...

Med venlig hilsen

Benny Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Rettelse: Så er dét vel osse' langt tryggere med, at kejserens nye benklæder bliver præsenteret.

Beklager...

Steffen Gliese

Hugo Barlach, nu har scenekunstnere i det meste af et århundrede kæmpet imod en kort periode, hvor det gik ud på at opnå den illusion, at det var den skinbarlige virkelighed, man iagttog. Scenisk sandhed har længe været en anden end naturalismen - heldigvis.