Læsetid: 7 min.

Skovlen under Hitchcock

To nye film om den forgudede spændingsmester og uhyggeonkel får Hitchcock til at fremstå som sadist, voyeur og en gennemført dirty old man. Hvad værre er: De har sikkert ret
Alfred Hitchcock og hans kone, Alma, som blev krediteret på mindst 11 af hans spillefilm for hendes hjælp med manuskriptet. De er fotograferet på Hotel d’Angleterres balkon i 1966 under indspilningerne af filmen ’Jerntæppet’, der foregår delvist i København

Alfred Hitchcock og hans kone, Alma, som blev krediteret på mindst 11 af hans spillefilm for hendes hjælp med manuskriptet. De er fotograferet på Hotel d’Angleterres balkon i 1966 under indspilningerne af filmen ’Jerntæppet’, der foregår delvist i København

John Stæhr

20. februar 2013

I midten af 1960’erne kunne det stadig diskuteres, hvorvidt Alfred Hitchcock var en seriøs auteur eller bare en smart showmand med en særlig evne til at skabe spænding.

Auteur-klanen, som jeg selv tilhørte, fik ingen hjælp af instruktøren selv, der i sine interview altid veg uden om disse kunstnerisk-tematiske områder. Her var det snarere showmanden, der talte.

Så da Hitchcock i 1966 kom til København i anledning af Torn Curtain (Bag jerntæppet) og holdt hof for den københavnske verdenspresse, planlagde jeg i min 23-årige naivitet at få skovlen under ham. Nu skulle han gå til bekendelse og afsløre, at det i virkeligheden var hans egne indre dæmoner, der kom til udtryk, når han så ofte beskæftigede sig med mord og sex, skyld og straf. Og så flittigt afstraffede sine blonde heltinder i sine film.

Mit spørgsmål til mesteren lød i al sin enkelhed: »De har sagt, at De ikke interesserer Dem for indholdet i Deres film. Hvordan kan det så være, at Deres film så ofte fortæller historier, der ligner hinanden, med de samme temaer og motiver?«

Svaret faldt prompte fra den runde, uforstyrrelige mand med det glatte babyansigt og de bedrøvede barneøjne: »Det er fordi, jeg ikke interesserer mig for indholdet.«

Almindelig latter fra forsamlingen, også fra den overmodige udspørger fulgte, og dermed var sagen uddebatteret.

Hitchcock maskerede sig i hele sin levetid som den drevne og pudseløjerlige entertainer, der frem for alt spillede virtuost på publikums reaktioner – og den rolle udfyldte han jo også til noget nær fuldkommenhed, selv om han faktisk havde kommercielle fiaskoer, der snarere indikerede personlige kunstneriske valg end ønsket om frem for alt at besnære publikum (for eksempel Rebet, Jeg tilstår, Den forkerte mand og En kvinde skygges).

Hitchcock demaskeret

Siden da er instruktørens stærkt personlige motivverden og hans aparte privat- og arbejdsliv i den grad blevet endevendt og gennemanalyseret i en grad, så det måske ville have frembragt en dyb skamrødmen i de blufærdige runde kinder, hvis den fra barnsben strengt tugtede mordreng og katolske elev på en hårdt afstraffende jesuitisk skole havde vidst, hvad der var i vente af afsløringer efter hans død.

To film forsøger nu at få skovlen under Hitchcock – ikke som kunstner (på det felt synes han uantastelig), men som menneske.

I den mest nuancerede, Hitchcock, fremstiller Anthony Hopkins ham som en selvtilfreds, forkælet dirty old man, voyeur til fingerspidserne og kultiverende en ufravigelig hoven manér.

Men trods alt er denne Hitchcock-tolkning, der følger optagelserne til Psycho, et blidt portræt sammenlignet med den sexchikanerende fuldblodssadist, der i tv-filmen The Girl er ved at plage livet af sin specialudvalgte, kontraktansatte ’opdagelse’ skuespillerinden Tippi Hedren, mens de optager Fuglene og Marnie, de to film, som fulgte direkte efter Psycho.

Hitchcock insisterede altid selv på at have charmerende, karismatiske skurke i sine film, og det havde måske ikke været umuligt at finde aktører, der kunne have givet Hitchcock bare en anelse af den afvæbnende uskyldigt-uartige, humoristiske dead pan-udstråling, han havde i levende live og i sin populære tv-optræden.

Toby Jones’ skulende og totalt format- og humorløse mandsling i The Girl er værre end Hopkins Hitchcock. I stedet domineres The Girl af Sienna Millers indlevede Tippi Hedren. Faktisk virker Miller betydeligt mere levende end køleboks-blondinen Hedren i de to film af mesteren selv.

Begge film, men mest The Girl, er inspireret af den flittige gravehveps Donald Spoto, der i bøger som The Dark Side of Genius og Spellbound by Beauty har boret sig ned i alle de pinagtige detaljer i Hitchcocks forhold til sine kvindelige hovedrolleindehavere og har indhentet masser af vidneudsagn. Bortset fra sin skandalejagt tager Spoto Hitchcock særdeles alvorligt både som kunstner og som en tragisk, ensom figur, der prøver at skabe et drømmebillede af den underskønne kvinde, som vil være tro mod ham i tid og evighed.

Selvfølgelig må han altid skuffes og føle sig forrådt, når genstandene for hans attrå – først den blonde assistent og manuskriptforfatterinde Joan Harrison og siden skuespillerne Ingrid Bergman, Grace Kelly, Vera Miles og Tippi Hedren – finder andre interesser end at lægge krop til hans enorme illusionsnummer.

Og da det lakkede mod enden i tilfældet Hedren (hans helt egen stjerne), kom det efter alle solemærker at dømme til direkte sexchikane.

Den altafgørende Alma

Den mest betydningsfulde kvinde i Hitchcocks liv var hverken blond, langbenet eller specielt glamourøs, men lille og museagtig. Det var Alma Reville, der ikke blot var hans kone i over 50 år, men både hans »strengeste kritiker«, som han sagde, og hans mest betydningsfulde medarbejder.

I Hitchcock spilles hun af den stadig flotte Helen Mirren og tildeles utroværdigt en udenomsægteskabelig flirt midt under optagelserne til Psycho. Hitchcock anspores til at revidere deres forhold, og der banes vej for en happy ending, der i lyset af, hvad der kom lige efter (Hedren-affæren), ikke kan undgå at virke forløjet.

I The Girl er Reville da også en helt anden person af mindre format, spillet af den gnomlignende Imelda Staunton (kendt fra Mike Leighs Vera Drake) og uden evne til at forhindre katastrofen.

Men Almas betydning for Hitchcock kan næppe overvurderes. Det står fast, at når en manuskriptforfatter havde skrevet en scene, som Hitchcock ønskede at fremhæve, var hans stående formular: »Alma siger, hun kan lide den.« Højere ros kendte han ikke, og så slap han for at vise sine egne følelser over for samarbejdspartneren.

Alma begyndte ganske ung som klipper og scriptgirl i de engelske Islington-studier og havde en højere stilling end den jævnaldrende Hitchcock. I den første tid var deres forhold strengt professionelt, men da Hitchcock nogle få år senere var blevet instruktør, friede den generte tyksak og fik ja.

Finger med i mindst 11 film

Derpå helligede Alma sig helt og holdent ægtemandens karriere, selv om hun, uafhængigt af ham, blev betragtet som en af Englands mest lovende klippere og manuskriptforfattere. Hun er krediteret som medmanuskriptforfatter på 11 af hans film, men har haft en finger med i langt flere, og i Hitchcock går hun rent faktisk ind og dublerer for den sygdomsramte instruktør. Parret fik en datter, Patricia, født i 1928.

Forholdet mellem Alma og Alfred havde to passioner: film og mad, og var tilsyneladende ofte præget af gnidninger, men trods ægtemagens voldsomme interesse for andre kvinder svigtede Alma aldrig sin på mange måder barnlige og overfølsomme mand.

Pin heltinden

Den første typiske Hitchcockblondine er den nu ret glemte, men i datiden højt anskrevne Madeleine Carroll, der spillede hovedrollen i to af hans klassiske engelske, ofte ganske muntre suspensefilm, De 39 trin og Secret Agent, begge fra 1935.

Set i dag blomstrer De 39 trin først for alvor op, da Hitchcock lænker den klassisk smukke Carroll til helten Robert Donat med håndjern og på halvkomisk vis udsætter skønheden for den ufrivillige intimitets ydmygelser. I sandhed en drømt ønskesituation for den abnormt fede instruktør, der også under optagelserne var temmelig grov mod sin stjerne – et mønster, som ofte gentog sig.

Stjerne på stjerne måtte lægge ører til de samme sjofle historier, hvilket overskudsmennesker som Ingrid Bergman og Grace Kelly tog i stiv arm, mens andre var knap så underholdt. Bergman og Kelly var i det hele taget robuste. Det står fast, at Hitchcock bevarede Bergmans venskab til sin død, trods hans skrøne om, at hun havde forsøgt at forføre ham.

Også forholdet til den tolerante Grace Kelly, som han gjorde uforglemmeligt glamourøs, var relativt ukompliceret, trods det ensidige i Hitchcocks forgabelse.

Disse Hollywood-gudinder blev først og fremmest hans muser. Skuespillerinder med meget iøjnefaldende sexappeal, som for eksempel Marilyn Monroe og Brigitte Bardot, appellerede ikke til ham.

Han tændte på den ladylike blondinetype, hvis reservation skjuler de erotiske gnister. Han elskede kontrasten mellem det pletfrie, checkede ydre og de skjulte lidenskaber. Spanieren Luis Buñuels erotiske drama med en masochistisk lægefrue, Catherine Deneuve, i Dagens skønhed (1967), var en film lige efter hans hjerte, og skulle man nævne en af nutidens stjerner, der ville have været selvskreven i en Hitchcockfilm, må det ubetinget blive Naomi Watts. Ingen tvivl, de to er som skabt for hinanden! Men det skulle altså ikke være.

Tragik

Hitchcocks særlige forhold til kvinder ligger til grund for hans mesterværk Vertigo (En kvinde skygges, 1958), som det også – lidt påklistret – bemærkes i filmen Hitchcock. Han forsøgte at bygge den mindre kendte Vera Miles op til hovedrollen som den gådefuldt forførende Madeleine. Men Miles blev gravid for tredje gang i stedet for at tage imod rollen.

Den søvngængeragtige, men smukkere Kim Novak fik rollen, og det var – kunstnerisk i hvert fald – næppe noget dårligt bytte. Det er i Vertigo (for nylig valgt til verdens bedste film af en stor gruppe internationale filmkritikere), at hovedpersonen James Stewart mister al sjælelig balance og, manisk besat, skaber sin blonde, elegante heltinde i sit eget dybt romantiske vrangbillede, hvorved den stakkels kvinde mister sig selv.

Den franske instruktør, kritiker og store Hitchcock-beundrer François Truffaut skrev, at Hitchcock filmer mordscener, som om de var kærlighedsscener. I Vertigo prøver han for en gangs skyld at fremmane et billede af den store kærlighed, og den måtte for ham logisk nok ende tragisk.

Skuffelse og ensomhed (trods Almas trofasthed) synes at have præget Hitchcocks sidste leveår. Hans betroede manuskriptforfatter Ernest Lehman ville ikke lægge navn til hans mere og mere udpenslede sadistiske fantasier.

Efter ’affæren’ med Tippi Hedren blev hans næste fem film mekaniske (med den engelske Frenzy som en mindre undtagelse), og han søgte i stadig højere grad tilflugt til sprut og grovæderi. Til gengæld voksede hans kunstneriske ry år for år, og netop nu står hans stjerne atter højt på himlen.

Sacha Gervasis film ’Hitchcock’ har premiere i morgen og anmeldes i Film og Fjernsyn. ’The Girl’ er ude på dvd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lange
Morten Lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Hitchcock er på trods af (hm?) sine to stjerneskuespillere en mærkelig uvedkommende og kedelig film. Måske er hovedpersonen i virkeligheden en uvedkommende og kedelig fætter.