Læsetid: 6 min.

Skrevet med krigen i knoglerne

Albert Camus’ Pesten er her i 100-året for forfatterens fødsel en moderne klassiker om kampen for den menneskelige værdighed midt i Europas civilsatoriske krise. Men også en kontroversiel efterkrigsbog. Den italienske forfatter Malaparte var så rasende over den, at han skrev en mod-bog
Camus skrev ’Pesten’ ud fra en følelse af eksistentiel hjemløshed. Den overlegne europæiske verdensånd var i frit fald. De europæiske dyder, den store kunst, den overlegne videnskab, idealismen og kreativiteten lå i ruiner og det europæiske borgerskab var smadret.

LInh Hassel

22. februar 2013

Albert Camus Pesten er en efterkrigsroman. Mere end noget andet. Det egentlige gennembrud for den franske forfatter, der i 1957 modtog Nobels Litteraturpris, og samtidig et europæisk hovedværk i de afgørende år efter kontinentets civilisatoriske sammenbrud. Romanen er et levende dokument over krigsårenes mentale tilstand af indespærring, ødelæggelse og død – men også hævdelse af menneskelig værdighed og det liv, der uanset omstændigheder må leves videre – skildret i skikkelse af pesten, der helt uventet opsøger den algeriske havneby Oran et ubestemt år i 1940’erne. Først er det nogle rotter, der kommer frem fra deres skjul for at dø en smertefuld død på åben gade, siden efterfulgt af de første mennesker og endelig døde i tusindvis. Oran isoleres fra omverdenen, da pestepidemien bliver fastslået, og livet indrettes bag godt bevogtede mure med de begrænsninger som gælder for undtagelsestilstanden.

Bag fortællingen om den hærgende pest i Oran ligger fascismens fremkomst og bjerge af lig fra de europæiske slagmarker. Bacillen er den hærgende fascisme i Europa, og i mere konkret forstand den tyske besættelse af Frankrig, som Camus, der selv er født i Algeriet, men flyttede til Paris i 1940 for at deltage i modstandskampen, havde tæt inde på livet.

Krigstilstanden sidder i knoglerne. Hos forfatteren selv og hos hans helte i romanen. De er alle i en vis forstand lemlæstet af krigen, i deres indre brænder en tomhed, som kun krigstilstanden kan forårsage.

Camus skrev som andre i de år ud fra følelsen af eksistentiel hjemløshed. Den overlegne europæiske verdensånd er i frit fald. De europæiske dyder, den store kunst, den overlegne videnskab, idealismen og kreativiteten ligger i ruiner, og det europæiske borgerskab er smadret, kompromitteret eller myrdet på slagmarken eller i koncentrationslejrene.

Den krisetilstand tager sig forskelligt ud i efterkrigsårene. Eksempelvis i Thomas Manns Doktor Faustus i skikkelse af djævlen, hvor hele det åndelige fundament bag nationalsocialismen kortlægges i hans Leverkühn-figur; hos Primo Levi i Hvis dette er et menneske som den nøgterne beskrivelse af mordet på Europas jøder, den mere generelle dehumanisering og tvivl på, om begrebet menneske overhovedet stadig findes; hos Samuel Beckett, hvor historien skrives ned til et absurd minimum; hos Curzio Malaparte i romanen Huden, hvor den italienske forfatter skriver på den herskende forestilling om at umoralens ekstremitet i det hærgede kontinent skal gennemleves for at nå en renselse; eller som hos Camus i form af pestbylder på den europæiske identitet.

Moderne klassiker

Camus begyndte at skrive på romanen fra 1938. I 1942 havde han første version af romanen klar, som så undergik utallige omskrivninger. Men hele tiden har han for øje i pestens allegorisede form at skildre den tilstand af indespærring og magtesløshed, som den tyske besættelse af Frankrig forårsagede. Da romanen endelig udkom i sommeren 1947 blev den med det samme en stor succes. Camus havde åbenlyst ramt en nerve i tiden og skrevet en af de vigtigste efterkrigsromaner.

Men romanen er mere end et tidsbillede, for den løfter sig også til en tidløs og almen skildring af undtagelsestilstanden. Den tilstand af absurditet og magtesløshed har også inspireret andre forfattere. I den sammenhæng er det ikke underligt, at Camus blev en vigtig inspiration for østeuropæiske forfattere op gennem 1960’erne og 70’erne. Når de skrev om undertrykt liv i et åndeligt forpestet klima og gjorde det i et enkelt og krystalklart sprog stod de også i høj grad i gæld til den franske forfatter.

Pesten er med andre ord en moderne klassiker. Det viser også Hans Peter Lunds nyoversættelse til dansk, som på overbevisende måde yder retfærdighed til Camus’ enkle og klare sprog. Oversættelsen viser, at Camus har noget at sige os læsere i dag.

I romanen følger man livet i byen og forsøget på at opretholde en nogenlunde normal tilværelse under undtagelsestilstanden og døden, der hele tiden kommer tættere på og forårsager stadigt nye indskrænkninger af livet. Enkelte forsøger at flygte fra isolationen for at genfinde deres elskede, der befinder sig andre steder, mens de fleste indretter sig med tingenes tilstand. Hovedpersonen er lægen Rieux, der utrætteligt og nærmest bevidstløst kæmper med det stadigt voksende antal af syge og døde.

Rieux er en konkretisering af den livsfilosofi, som Camus formulerer i sit store essay Sisyfos-myten fra 1942, som er hans fortolkning af den græske myte om Sisyfos og hans evige forsøg på at skubbe stenen op ad bjerget, selvom den hele tiden ruller ned igen. Vi lever i en absurd verden, hvor menneskelige handlinger er uden mening. Alligevel skal mennesket handle, for der er ifølge Camus kun denne verden. Absurditeten og lykken er i en vis forstand børn af samme mor.

Livet under pesten for lægen Rieux må ses gennem sisyfosfiguren. På trods af den umulige og uendelige kamp forsøger han utrætteligt at lindre de døendes smerter og følge dem i døden. I det arbejde finder Rieux også livets mening. Eller som Camus formulerer det i Sisyfos-myten: »Man genfinder altid sin byrde. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.«

Camus’ grundsyn kommer til udtryk i Rieux’ samtale med vennen Tarrou, der efterfølgende går i gang med at organisere frivillige sanitetsgrupper for at få bugt med pesten:

»Når nu verdensordenen bestemmes af døden, er det måske bedst for Gud, at man ikke tror på ham, og at man kæmper mod døden af alle kræfter uden at løfte blikket mod den himmel, hvor han tier.

– Ja, sagde Tarrou, jeg forstår Dem. Men Deres sejre vil altid kun være foreløbige, sådan er det.

Rieux’ ansigt formørkedes.

– Altid, det ved jeg godt. Det er ikke nogen grund til at holde op med at kæmpe.

– Nej, det er ikke nogen grund. Men jeg kan godt forestille mig nu, hvad denne pest må være for Dem.

– Ja, sagde Rieux, et endeløst nederlag.

– Hvor har De lært alt det, doktor?

Svaret kom straks:

– I fattigdommen.«

Protest mod ’Pesten’

Romanens styrke ligger i beskrivelsen af den menneskelige undtagelsestilstand og i de portrætter der tegnes af en række excentriske personligheder som udover Rieux især tæller den velstående tilflytter Tarrou, journalisten Rambert, kontoristen Grand og præsten Paneloux.

En af de afgørende konfrontationer i romanen er mellem Rieux og Paneloux, pragmatikeren og fanatikeren. En klassisk kamp for Camus, der ikke selv troede på nogen gud. Den forhadte gudetro og tro på skæbnens udvalgte er lagt i munden på præsten, mens den nøgterne og illusionsløse tro på den gode gerning midt i livets absurditeter er lagt i munden på lægen.

Bogen handler dog ikke kun om pesten, og hvad den gør ved menneskene. Den handler også om, hvad der sker i det øjeblik døden trækker sig og livet vender tilbage. For de fleste er det en fest, men der er andre, der havde vænnet sig til undtagelsestilstanden, som ikke kan finde ud af at leve i den nyvundne frihed.

Ikke alle i samtiden var begejstret for Camus’ allegorisering af den fascistiske bacille med pesten. Forfatterkollegaen, den politiske stalinist Sartre, kaldte romanen for en stor mystifikation. Og den italienske forfatter Curzio Malaparte rasede mod Pesten, fordi han mente, at Camus ved at skildre en kunstig fortidig epidemi havde skabt en falsk dramatik. Ifølge ham havde Camus slet ikke taget livtag med den nære brutale virkelighed, men uden omkostninger forskudt den til en noget der forsvinder i fiktionen. Malapartes foragt var så stor, at han skrev en mod-bog til Pesten, nemlig den fantastiske roman Huden. Første kapitel har overskriften »Pesten«, og kan læses som en rivaliserende protest mod Camus’ brug af ordet, for her er der tale om pest som et yderst konkret moralsk fordærv, når Malaparte beskriver de allieredes indtog i Napoli og ikke sparer læserne for obskøne detaljer af sædeligt forfald og de værste kønssygdommes hærgen. Det er ifølge Malaparte det sande og håndgribelige udtryk for Europas forfald. Alt andet er en løgn eller ufarlig omskrivning af de hårde kendsgerninger.

Den konflikt kan man dvæle længe ved. Camus og Malaparte gør noget meget forskelligt ved stoffet. Den ene er obskøn og direkte i beskrivelsen af Europas forfald, den anden distanceret og allegorisk. Hvad man foretrækker er i sidste ende en smagssag, men at begge bøger fortjener klassikerstatus er der til gengæld ingen tvivl om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Carlsen
  • Kristian Rikard
  • Olaf Tehrani
Bo Carlsen, Kristian Rikard og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu