Læsetid: 6 min.

Det søde liv

Anita Ekberg har aldrig opgivet sin egen identitet til fordel for andres billede af hende og hendes renommé som sexsymbol. Hun er helt sin egen, men samtidig i stand til at vække fortiden til live i hver en bevægelse. Forfatteren Ulf Peter Hallberg fik på årets Berlinale en helt unik mulighed for at interviewe den svenske skuespiller, bedst kendt for filmhistoriens mest kendte vandscene i Fellinis film ’Det søde liv’
Den svanske skuespillerinde Anita Ekberg deltog ved årets Berlinale. Foto: Scanpix

Den svanske skuespillerinde Anita Ekberg deltog ved årets Berlinale. Foto: Scanpix

18. februar 2013

De store film og skuespillere stikker ud af vores livshorisont, det skønne i vores liv, drømmenes rækkevidde. Anita Ekberg kommer ud på flytrappen i Fellines film Det søde liv og alle er forbavsede. »Go back, once more!« råber fotograferne. Og hun tager det med stor suverænitet, slår ud med armene, omfavner Rom.

»Hvem er det, svenskeren? Jeg må ikke kigge, ellers smider jeg den gamle ud af sengen,« råber en mand fra en bagagevogn. Da jeg venter på den guddommelige skuespiller i Hyatts Golden Bear Lounge i Berlin, tænker jeg som Victor Matures i filmen Zarak.

»Har du en mand?«

»Nej.«

»Godt. Ellers ville jeg have været nødt til at slå ham ihjel.«

I mit hoved spiller Nino Rotas bølgende musik, og for mit indre syn er Anita Ekbergs titelfigur, Sylvia, den unge svenske filmstjerne i Fellinis mesterværk, omgivet af nyhedsjournalister i hotelsuiten, og får spørgsmål om, hvad hun har på, når hun sover, pyjamas eller negligé?

»Ingen af delene. Jeg sover bare i to dråber fransk parfume.«

Siden køres Anita Ekberg ind til vores møde i rullestol. Men der findes ingen skrøbelighed i hendes fremtoning. Hun sætter sig i stolen, blændende smuk, og hver gestus spejler for mig en scene af det fortidige, en replik, et minde. Hendes lille hæse latter, minder mig om vores fælles udgangspunkt, hjembyen Malmö.

– Hvad er din relation til Malmö?

»Jeg har ingen – og det har jeg aldrig haft. Og Malmö er forandret. Det er ikke som, da jeg gik i parken for at stå på skøjter.«

Hele hendes fremtoning er stilfuld og ærlig. Hun viser eksempler på sin tørre humor og ydmyghed. Berlin, som hun besøger for første gang i 10 år, lader hende kold.

»Den nye arkitektur med ultramoderne bygninger ved siden af klassiske er forfærdelig. Tænk dig et glaspalads ved siden af Colosseum! Hvor er vores civilisation på vej hen?«

Ikke noget manuskript

– I ’Det søde liv’ er der jo også stærke konfrontationer mellem inderlighed og det ydre, mellem naiviteten hos Sylvia og det konfliktfyldte hos Marcello. Sylvia har en energi, som virker naturlig og naiv, som når hun kæler med kattekillingen i gyden, inden hun træder ned i Fontana di Trevi, mens Marcello ikke tror på noget, forråder kvinden, som elsker ham og bare driver omkring i det hede søde liv – noget som minder om vores egen tilværelse i dag ...

»Jeg holdt så meget af den der kattekilling. Den dukkede pludselig op dér på gaden, og jeg tog den op. Jeg bad Marcello hente mælk, men det tog tid, så jeg kælede med den, og pludseligt lod jeg den kravle op på mit hoved og sætte kløerne i mit hår. Sådan blev det også i filmen. Fellini tog ting med, som jeg gjorde, for han havde jo ikke noget manuskript.«

– Ikke noget manuskript?

»Nej, han sagde: Det må du selv skrive. Men jeg sagde, at jeg skriver breve, men ikke dialoger, som en film jo må have. Det var en brist hos ham, men det gav mig stor frihed. I scenen, hvor jeg løber op i Vatikanets kuppel, følte jeg mig fri. Jeg gjorde bare det, der faldt mig ind, og han kunne lide det.«

– Hvordan var det, da du brød op fra Sverige?

»Jeg var knap 20 år, fotomodel og drømte om Hollywood. Så jeg tog dertil, for jeg syntes, at menneskene der virkede så smukke.«

– Hvordan var virkeligheden?

»Jeg fik lov at lave nogle film, men jeg blev også smidt ud. Jeg lærte mig selv meget. Sylvia i Det søde liv tog jeg fra Ava Gardner og Lana Turner. Jeg kendte begge fra Hollywood. Men de fleste instruktører behandlede mig som en skakbrik.«

– Du lavede ’Krig og fred’ og ’Kong Vidor’ …

»Han var sådan en tyran. Og jeg brød mig ikke om Audrey Hepburns mand. En gang til en fest fik alle kvinder en buket violer. Bagefter kom den der idiot og ville have dem tilbage.«

– Og skuespillerne ... Victor Mature for eksempel, hvordan var han?

»Han var efter enhvert fruentimmer. Jeg kan huske en morgen, hvor han tøj var blevet kastet ud fra et hotelvindue, og han var nødt til at løbe ned og samle dem op fra fortovet. Det er ikke let at finde velopdragne mænd.«

– Du har indspillet den mest berømte vandscene i filmhistorien?

»Scenen i Fontana di Trevi tog en uge at indspille og blev filmet i januar. Marcello var ofte døddrukken, jeg frøs med anstand, og filmholdet havde til og med held med at hælde cognac i mig, hvilket jeg ellers afskyr.«

– Med alle de 70 roller, du har spillet, føler du så, at du er gået ind i andre identiteter, som er blevet blandet med din egen – eller synes du, at Anita Ekberg er en stabil person?

»Privat er Anita Ekberg helt anderledes; der er jeg mig selv. Rollerne lever jeg mig ind i.«

Livet på godt og ondt

– Jeg elsker scenen i ’Intervista’, når Fellini og Marcello Mastroianni kommer og hilser på dig i dit hus. Det er, som om alt vender tilbage, jeres fortid, ’Det søde liv’. I kommer tilbage til en fælles glæde. Og det er en af filmkunstens stærkeste hyldester til en skuespiller. Sådan er det jo, at man opdager den største skønhed i livet med en vis forsinkelse. Præcis som i en film noir åbenbares alting ’out of the past’ …

»Fellini havde jo en potteplante med. Men den visnede, inden jeg fik den over tærsklen! Da han blev syg, planlagde vi lige præcis en ny film sammen. Skuespillerne tog til sygehuset, til trods for at ingen måtte komme på besøg. De ville have publicity. Jeg ringede til hans hustru Giuliana Masina i stedet for.«

– Har dit liv været godt?

»Både og.«

– Hvis du kunne leve igen, er der så noget, du fortryder, ville du vælge andre roller?

»Jeg føler mig stadig som 20, men verden er blevet værre. Jeg vil ikke være ung i dag. Det er, som om alting bare er blevet dårligere.«

Jeg føler mig berørt af Anita Ekbergs charme. Det slår mig, at der ikke findes nogen forstillelse hos hende. I en alder af 81 er hun stadig ung og uskyldig, vil bare kæle med kattekillingen – og har aldrig opgivet sin egen identitet til fordel for andres billede af hende. Hendes charmerende naivitet er udadvendt, skuespilleren ser på os mænd og spørger undrende: ’Hvilket sexsymbol’?

Allerede som Sylvia markede hun en træg, kattelignende skønhed, som gør mænd gale og kvinder frustrerede. Jeg er som hykleren i Fellines del af Boccacio 70 den ældre spejderleder under reklameskilten med Anita Ekberg. Manden klager over, at kvindekroppen provokerer ham. Divaen selv samler det hele til et enkelt statement: »Skal vi ikke tage vare på skønheden?« Kunsten er måske at påskønne den uden at have Victor Mature som stilideal.

Anita Ekberg er drømmelignende og overjordisk, præcis som filmkunsten. Visse bevægelser og øjekast kaster lyset bagud, ind i det fortidige – og man vil så gerne tilbede denne kraft, som ophæver den reelle død uden at fornægte den.

»Hvad synes De mest om i livet?« spørger en af journalisterne Sylvia i hotelsuiten i Det søde liv?

»Jeg holder af mange ting, men der findes tre ting, som jeg synes særlig godt om,« svarer hun og suger nydelsesfuldt på cigaretten. »Kærlighed, kærlighed og kærlighed.«

 

© Ulf Peter Hallberg og Information

Ulf Peter Hallberg kan i dag kl. 16.10 opleves til foredraget: ’Flanørens blik – om at flanere dengang og nu’. Bygningskulturens Hus, Borgergade 111, København K.

Oversat af Peter Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Cornelius
  • Søren Pold
  • Henrik Brøndum
  • Ervin Lazar
Anne Cornelius, Søren Pold, Henrik Brøndum og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu