Læsetid: 7 min.

Der er stadig rod i familiebutikken

Når Henrik Ibsens stykke ’Vildanden’ bliver sat op på Det Kongelige Teater mere end hundrede år efter hans død, er det med temaer som selviscenesættelse og det at missionere. Det er nemlig sådan med Ibsen, at man kan læse de konflikter ind i hans stykker, som ens egen samtid tumler med
Hovedpersonen Hjalmar i ’Vildanden’ retoucherer sit eget liv ved at lyve for sig selv og fortælle historier om sig selv. ’Det er lidt sådan, vi gør i dag med Facebook, hvor man ser den retoucherede version af et menneske,’ fortæller stykkets instruktør Thomas Bendixen.

Tine Sletting

Kultur
22. februar 2013

Stemningen var måske ikke helt i top, men den græske yoghurt, pandekagerne og melonskiverne var pæne. Seancen bliver foreviget med en skarp blitz og lagt ud på diverse netmedier. Fortællingen om en hyggelig brunch er skabt. En lille justering af virkeligheden, en lille løgn hist og pist. Selviscenesættelsen – og dermed livsløgnen – er over os, når vi fortæller historien om os selv.

Måske bilder vi os ind, at det er typisk for vor tid, men livsløgnen var allerede i dramatikeren Henrik Ibsens værker et gennemgående tema. I dag har stykket Vildanden premiere på Det Kongelige Teater.

Hovedpersonen i stykket, Hjalmar, lever med sin kone, far og datter i sit atelier. Hjalmar er på mange måder det, som Ibsen kalder et gennemsnitsmenneske. Han har ikke potentiale til at blive den næste statsminister, sportsstjerne eller popstjerne, men han klarer sig nogenlunde gennem livet ved at lyve lidt for sig selv og sine omgivelser, mens konen og han forsørger sig ved at fotografere og retouchere billeder. Hjalmar har været ude for en stor tragedie med sin far og går og venter på at realisere sig selv som menneske, så han kan søge oprejsning på familiens vegne og komme det nedarvede slægtsopgør til livs. Han har dog svært ved at tage sig sammen, og i mellemtiden går det egentligt nogenlunde på loftsatelieret, indtil han en dag bliver konfronteret med sandheden.

»Hjalmar retoucherer sit eget liv ved at lyve for sig selv og fortælle historier om sig selv. Det er lidt sådan, vi gør i dag med Facebook, hvor man ser den retoucherede version af et menneske. De paralleller er lette at drage frem,« fortæller instruktør på Vildanden Thomas Bendixen, mens han viser rundt på den minimalistiske scene, som udgør rammen for Hjalmars verden i opsættelsen på Skuespilhuset.

Eksempler på vor tids retouchering har Bendixen i hobetal: »’Se, jeg har selv bagt’. ’Se mit barns dejlige fødselsdag’. ’Kæresten har lavet god mad – jeg kommer hjem med champagne’. ’Wauv, tre dage til premiere’. ’Uh, vi fik en god anmeldelse’,« remser han op i flæng, når han refererer til vor tids redigering af virkeligheden.

Evig aktuel

Vildanden er langtfra det eneste af Ibsens stykker, som har appel til nutidens mennesker.

»Ibsens karakterer ligner os – vi skal altså bare forholde os til vores egen samtids personer. Stoffet er så arketypisk, at der ikke er nogen, der kan løbe fra det. Vi kan alle spejle os i det,« siger Annelis Kuhlmann, som er lektor i dramaturgi og forsker i moderne iscenesættelser ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet.

Hun mener, at de fleste personer i Ibsens stykker har en evne til at sige ét og gøre noget andet. Det går igen i blandt andet Et Dukkehjem, Peer Gynt, Når Vi Døde Vågner og det flittigt spillede stykke Gengangerne.

»Det gælder i en stor del af Ibsens samtidsværker, at figurerne er spaltede, psykologiske og dybe. Det kan man identificere sig med i dag,« siger Annelis Kuhlmann.

Henrik Ibsen er en af verdens mest spillede dramatikere. På premiereaftenen for Vildanden er der seks andre Ibsen-stykker rundtomkring i verden, der også har premiere. Den norske dramatiker, der levede fra 1828-1906 fungerer altså stadig i år 2013. Endda i så høj grad, at Annelis Kuhlmann mener, at Ibsen er en global klassiker på højde med Shakespeare.

»Det er han, fordi han skriver klassiske myter ind i borgerligt stof, som de fleste kan identificere sig med. Der er alle de temaer til stede, som taler til det senmoderne menneske,« forklarer Annelis Kuhlmann.

Det er samtidsværkerne præget af en stor politisk diskurs, som det ifølge Annelis Kuhlmann er lettest for publikum at forholde sig til. Det er nemlig de stykker, som handler om familiens indtog på scenen. Gennem familierne tager Ibsens stykker sociale omstændigheder op. Blandt andet alkoholisme, det at leve over evne for lånte midler, forholdet mellem kønnene, utroskab og troen på, at man kan forevige ting ved at fortælle historien om sig selv, som Hjalmar gør i Vildanden.

»Det at fotografere sig ind i en hukommelse og profilere sig til at få en identitet og en erindring, det er alt sammen aktuelle problemstillinger,« siger Annelis Kuhlmann og fortæller, at et af de klassiske elementer i Ibsens stykker er, at en eller anden i familien skal ofre sig. I hver slægt er der en fælde, et svagt led. Det kan de fleste identificere sig med, mener Annelis Kuhlmann.

»I Et Dukkehjem ser man, at tragedien ikke er, at hovedpersonen Nora har lavet en falsk check. Hovedproblemet er, at hun alt for sent opdager, at hun havde en kærlighed. Så er livet gået, og alle broer er brændt. Sådanne dramatiske historier gemmer sig bag det relativt trivielle stof,« siger Annelis Kuhlmann.

Et af de virkemidler, som Ibsen bruger, er at stille to genrer op over for hinanden. Eksempelvis komikken over for dramaet. De seriøse temaer bliver på den måde pakket ind i trivielle rammer.

»I Vildanden bliver man overrasket over, hvor meget humor der er i stykket. Dramaet er iklædt en dyne af fortrængning. Det er typisk for Ibsens samtidsdramaer,« siger Annelis Kuhlmann.

De store temaer, som bliver pakket ind i Ibsens stykker er ifølge instruktør Thomas Bendixen evigtgyldige. På grund af de mange nuancer og facetter i Ibsens stykker, kan der læses noget forskelligt ind i dem over alt i verden og til alle tider:

»Jeg tror, at vi stadig spiller Ibsen, fordi han vil os noget. Vi er ikke særligt meget anderledes end mennesker var i 1880’erne. Der er nogle andre rammer om os, men vi er i virkeligheden bare nogle mennesker, nogle mødre, nogle døtre, nogle sønner og nogle fædre. Der er jo stadig rod i familiebutikken. Så der er grund til at se og høre på Ibsen,« siger Bendixen.

Han bakkes op af Annelis Kuhlmann.

»På det filosofiske plan handler det om at stå ved sin ære, sin retfærdighedsfølelse, sine normer og sin kærlighed. Vi behøver ikke bladre mange sider ind i Ekstra Bladet, før vi ser den samme historie fortalt i dag,« siger Annelis Kuhlmann.

At missionere

I Vildanden tager Hjalmars barndomsven, Gregers, ind til byen efter mange år og vil redde Hjalmar ved at vise ham sandheden. Der er en masse usagte ting mellem Hjalmar og hans kone, så Gregers gør det til sit projekt at informere Hjalmar om realiteterne og dermed afsløre de løgne, hans liv bygger på. Gregers’ sandhedskonfrontation ender med at ødelægge Hjalmars familie. Og Thomas Bendixen mener, at man herfra kan trække nogle paralleller til nutiden, når man tænker over, hvad det er for nogle projekter, vi har nu til dags.

»Hvem er det, vi skal missionere for? Hvem er det vi skal redde? Er det noget med motion? Er det noget med religion? Miljø? Vi vil hinanden så meget. Vi vil coache eller coaches. Vi vil alt muligt. Er det godt, eller er det skidt? Det sætter stykket spørgsmålstegn ved. Altså jeg vil jo ikke komme med svar – det, synes jeg, er uinteressant for kunsten. Men man kan jo spørge sig selv,« siger Thomas Bendixen. Hans hovedudsagn er som Ibsens: Hvis man fjerner livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager man lykken fra dem.

»Det der med at missionere over for hinanden tror jeg ikke på. Jeg ved ikke om det at gå til terapeut og coach virkelig rykker noget for os alle. Jeg tror, at det er svært at have den slags former for projekter med hinanden,« siger Thomas Bendixen, der mener, at man skal huske at kigge på sig selv og tænke over, hvorfor man er så optaget af at hjælpe, coache eller udbrede sandheden.

I stykket optræder den diametrale modsætning til Gregers også. Manden, som roser Hjalmar for hans hyggelige liv, og konen med de vuggende hofter. Og det er her, at Ibsens stykke ifølge Bendixen rører ved essensen af dilemmaet ved at missionere. For der er jo en del af Hjalmars fortid, som han ikke forholder sig til – og på den måde lever han i blinde. Men spørgsmålet er, om det nødvendigvis er en dårlig ting.»Hvem bedømmer lige, hvad der er løgn og sandhed? Man kan jo heller ikke bare lade stå til? Vi skal jo også handle. Derfor er det et dejligt dilemma, som vi kan blive ved med at diskutere,« siger Thomas Bendixen og fortsætter:

»Det er ikke sådan, at dramaerne kun kan bruges i Ibsens tid. Vi kæmper med de samme temaer i dag, derfor kan vi stadig bruge dem. De kan spilles i hele verden. Hvis man sætter et Ibsen-stykke op i Iran, er det oplagt at se på kvindens rolle. Hvis du sætter det op i Mexico, er det måske forholdet til døden. Alting kan tolkes på mange interessante måder, og det er også det gode ved Ibsen. Det er ikke entydigt, hvad stykkerne handler om.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her