Læsetid: 2 min.

Hvad har Sylvia Plath betydet?

Til den britiske avis The Guardian fortæller kvindelige britiske forfattere, hvad Sylvia Plath har betydet for dem:
Kultur
15. februar 2013

Lena Dunham
- Skaber af tv-serien Girls:

»Selv om jeg konsekvent kategoriserede mig selv som ’angst, men ikke deprimeret’, da jeg gik på universitetet, var jeg ubønhørligt draget af kvinder, der eksisterede på randen af nervøst sammenbrud. Jeg kan levende forestille mig det pres, der hvilede på Sylvia Plath (børneopfostring, ægteskabelige sorger, bitter London-forkølelse), men hendes litteratur havde en normaliserende effekt på mit følelsesliv(...). Jeg spekulerer på, om Plath ville have overlevet, hvis hun var blevet født i en anden tid: I en tid, hvor det ikke er mere skamfuldt at gå til en psykiater end til frisøren. (...) Ville hun have været mindre afhængig af anmeldere og læseres anerkendelse og mere klar over de positive effekter, hendes bog havde på splintrede psyker og piger med kort pandehår rundt om i verden, hvis hun havde levet i en anden tid? Eller ville den slags sammenhørighed og adgang til fuldstændig og fejlfortolket negativitet have drevet hende endnu mere vanvittig?«

 

Jennifer Egan
- Forfatter til romanen ’Tæskeholdet banker på’:

»Jeg læste The Bell Jar som teenager og blev fængslet af den. Jeg havde aldrig før mødt en narrativ stemme så lig den, jeg selv havde inde i mit hoved: flagrende, selvbevidst, spøjs og melodramatisk.«

»Jeg var sikker på, at Plath og jeg var ens, men alligevel var dét, jeg huskede bedst fra bogen, fornemmelsen af fortællerens uafrystelige livlighed. Hendes smerte og varslingen af tragedie gjorde mindre indtryk.«

»Jeg følte et slægtskab med Plath, da jeg nogle år senere læste hendes dagbøger fra hendes første år på Cambridge, hvor hun mødte Ted Hughes. På det tidspunkt var jeg moden nok til at gruble over, hvordan Plaths op- og nedture kunne have udviklet sig til ren rædsel, men jeg forbandt aldrig trådene mellem hendes overstadighed og den skæbne, som fulgte hende.«

 

Jeanette Winterson
- Forfatter til det selvbiografiske værk ’Why Be Happy When You Could Be Normal’:

»De tidlige ’60ere var en forfærdelig tid for kvinder. Og værre for intelligente, ambitiøse kvinder. Valium havde i 1963 været på markedet i to år og blev på dette tidspunkt heftigt reklameret for til raske kvinder, der følte sig indespærrede og fortvivlede, og hvis bedrøvelse skulle medicineres væk. Dette er den verden The Bell Jar udspiller sig i. (...) Alle kvinder kan bruges til sex. Rige kvinder kan kaste penge af sig. Fattige kvinder kan bruges til husmødre. Hvordan skulle en kvinde ikke blive vanvittig i en sådan verden? Hvordan skulle en talentfuld kvinde som Plath ikke blive terminalt depressiv og begå selvmord? Piller ændrer ikke verden. Det gjorde feminisme.«

»The Bell Jar var et opråb til handling, fordi det er en fortvivlelsens dagbog. Sylvia Plath var talentfuld. Hunne kunne have været fantastisk. Forkert generation. Forkert medicin.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her