Læsetid: 6 min.

Tango tænder tavse finner

13.000 kilometer fra tangoens hjemland og højt mod nord har finnerne taget dansen til sig, som var den deres egen. Og selv om trinene i den finske version er enklere, er følelserne mindst lige så intense: Hvordan skulle kvinderne ellers komme i kontakt med de generte finske mænd?
»Tangoen er rigtig svær, men til vores eget bryllup vil jeg kunne føre Sara i den. For hvis vi kun danser valsen, bliver det jo ikke en rigtig fest,« fortæller 29-årige Matti Liukkonen. Siden tangoen kom til Finland i 1913, har finnerne taget dansen til sig, og i dag handler den finske tango om national stolthed

»Tangoen er rigtig svær, men til vores eget bryllup vil jeg kunne føre Sara i den. For hvis vi kun danser valsen, bliver det jo ikke en rigtig fest,« fortæller 29-årige Matti Liukkonen. Siden tangoen kom til Finland i 1913, har finnerne taget dansen til sig, og i dag handler den finske tango om national stolthed

Tine Sletting

13. februar 2013

Det er torsdag aften på danseskolen Blomqvist i Helsinki. På det slidte parketgulv udfører fire par og en enlig mand nøje afstemte trin. Ud af højttalerne flyder den karakteristiske tango, og en kvinde synger om tabt kærlighed. Tæerne bliver flittigt betrådt, og da to par er ved at støde ind i hinanden, må de afvente en ny indgang i musikken for at starte forfra.

I hjørnet står danselærerinden Clara Blomqvist og iagttager sit nybegynderholds møde med den sydamerikanske lidenskab. Klædt helt i sort med en rød rose i taljen fader hun langsomt musikken ud.

»I er nødt til at være tættere på hinanden,« siger Clara Blomqvist, mens hun demonstrerer posituren sammen med en af de mandlige elever. Kvindens knæ skal ind imellem begge ben på manden, forstår man. Det afføder en del fnis rundt om i hjørnerne.

»Og så må I ikke være bange for jeres hofter,« siger hun henvendt til de fire kvinder, som straks kigger ned på deres egne. Lidt forundrede.

»Vi tager den igen, men denne gang med mere indlevelse. I skal føle det!«

Sådan ser den ud, den finske tango: Det er med dyb koncentration, at vores nordiske naboer bevæger sig ud på dansegulvet. Og selv om det ikke er alle finner, der bruger deres aftener på at gå ud og danse tango, er det alligevel et forbløffende antal, der gør. Det mest oplagte bevis på den finske tangomani er den årlige festival i Seinäjoki, en by cirka 350 kilometer nordvest for Helsinki. Her deltager mere end 100.000 personer hvert år.

For det er ikke bare pinligt ikke at kunne danse tango. Det er simpelthen ufinsk.

National stolthed

Der findes finner, som mener, at tangoen ikke opstod i havnebyerne ved Río de la Plata mellem Argentina og Uruguay, men blev ført dertil af en finsk sømand. Den ubeskedne selvopfattelse giver måske mere mening, når man ved, at finnerne også fastholder, at julemanden ikke bor på Nordpolen eller i Grønland, men derimod på fjeldet Korvatunturi i Lapland. Men hvordan det end forholder sig med oprindelsen, så har den finske tango fået sit helt eget særpræg.

»Tangoen er for finner blevet forbundet med en stolthed, som adskiller dansen fra den originale argentinske. Det er svært at sætte ord på, men den finske tango handler ikke om at kunne trinene, den handler om en national stolthed,« siger Pekka Gronow, musiketnolog ved Helsinki Universitet og forfatter til flere bøger om tango og populærmusik. Han danser selv, og for over 40 år siden startede han pladeselskabet Eteenpäin! (på dansk: Fremad!), hvor tangomusikken spiller en fremtrædende rolle.

»Finnerne har adopteret tangoen og gjort den til deres egen. Den har fået en prominent plads i den finske kultur,« siger Pekka Gronow. Finland er det eneste land ud over Argentina og Uruguay – tangoens sande fødested – som i den grad har taget dansen til sig, påpeger han. Hvorfor kan være svært at svare på. På den ene side er der noget mystisk ved, at tangoen har slået rødder i Finland, fordi dens lidenskabelighed synes at ligge fjernt fra de ellers reserverede finners temperament. På den anden side finder tangoens iboende melankoli en dyb resonans i finsk kultur.

At danse i mol

Måske er den egentlige forklaring mere jordnær. I hvert fald er det 100 år siden – i 1913 – at Toivo Niskanen præsenterede tangoen for sine landsmænd efter at være blevet inspireret af argentinske musikere og dansere, der rejste rundt i Europa. Toivo Niskanen er siden blevet udråbt til at være Finlands første mandlige danser, men præcis hvornår denne skelsættende begivenhed i finsk kultur fandt sted, melder historien ikke noget om. Udbredelsen tog også først for alvor fart et par uger senere, da et dansk par gav endnu en opvisning i sydamerikansk lidenskab. Det skete til gengæld helt nøjagtigt på Bors Restaurant i Helsinki. Efterfølgende var restauranten fyldt hver aften. Landet var ramt af tangofeber.

På danseskolen Blomqvist er temperaturen også stigende, og en af mændene må sætte sig på en af de pastelfarvede skamler langs spejlvæggen. Med en tår vand ruster han sig til den næste række af svære trin, mens parrene på gulvet holder så hårdt fast i hinandens hænder, at knoerne bliver hvide, og koncentrationen får læberne til at dirre. Tango spilles i mol, og de mørke toner understreger dansens alvor denne torsdag aften, hvor holdet er nået til en svær finesse, der indebærer, at kvinden skal bøje sin ryg bagud i en bue:

»Men uden at tabe hovedet bagover! Vi skal stadig se stolte ud,« pointerer Clara Blomqvist. Som datter af tango-legenden Åke Blomqvist, der i mange årtier har været den ubestridt mest populære danselærer i Finland, er hun vokset op i netop denne dansesal og har set utallige dansepar forsøge at finde kemien under de to store lysekroner.

Ifølge Clara Blomqvist er der ingen fællestræk mellem finsk og argentinsk tango. Hvor den argentinske er ganske svær og bevæger sig i bestemte mønstre, er finsk tango mere simpel og baseret på følelser. Her er følelserne vigtigere end trinene. Og det er en udfordring for mændene, mener hun:

»Finske mænd er meget generte. Men i tangoen danser man virkelig tæt, så det er en måde for pigerne at komme tæt på de her stille unge mænd, uden at de behøver at snakke sammen,«

Og i tangoen kan de stille mænd omvendt vise deres følelser over for kvinden uden at tale, forklarer hun:

»For i tangoen kan man mærke den andens krop. Jeg mener ikke noget frækt, men man kan mærke, om manden holder én kraftfuldt, eller om han holder afstand. På den måde kan du mærke, hvad han føler.«

Rundt om i Finland findes mange store dansehaller, hvor op imod 400 mænd og kvinder kommer for at danse tango og andre ballroom-danse. På et skilt på væggen kan man se, om det er manden eller kvinden, der skal byde op til dans, og man må kun afslå, hvis vedkommende er fuld. Men det burde ikke ske, for alkohol er strengt forbudt. Og det er kun godt, mener Clara Blomqvist.

»Alkohol er meget dårlig for dansen, fordi det forvirrer kroppen og balancen. Dans skal danses uden alkohol, og det er nok et af de eneste steder, hvor du kan finde store grupper af finner samlet, uden at der er alkohol involveret,« siger danselærerinden, som er varm fortaler for, at de unge bruger deres aftener i dansehallerne:

»Hvis de unge ikke danser, sidder de på en bar og drikker tæt, så det er bedre, at de danser. Det holder mændene ædru.«

Vigtigere end vals

Siden finnernes møde med tangoen i 1913 har dansens popularitet været svingende. Under Anden Verdenskrig var det ulovligt at danse, og tangoen eksisterede derfor kun i det skjulte til hemmelige fester. I 1960’erne havde dansen igen en opblomstring, men det er i 1985, at tangoen bliver rigtig stor: Her bliver tangofestivalen i Seinäjoki etableret. Hver sommer i fem døgn danser, synger og dyster flere end 100.000 personer i tango. Siden år 2000 har der eksisteret en gensidig forståelse af, at Seinäjoki sammen med Buenos Aires er den ledende tangoby i verden. Det er også under festivalen, at verdensmesterskaberne i finsk tango bliver afholdt. Men den mest intense del af festivalen er den i Finland meget berømte sangkonkurrence, hvor årets tangokonge udvælges.

Tilbage på danseskolen er timen til ende. I hjørnet står et par og skifter sko. 28-årige Sara Niemi er her for anden gang med sin forlovede.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så tænkte jeg ’fuck’, da jeg var her første gang i sidste uge. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville lære det. Men i dag synes jeg faktisk, at det er gået bedre,« siger Sara Niemi. Selv om trinene er en udfordring, er hun opsat på at lære det.

»Jeg har altid problemer, når jeg er til fester, fødselsdage eller bryllupper. Dér bliver der altid danset tango, men jeg kan kun valsen, så jeg må sidde ned og kigge på de andre, der kan det.« Nu skal det være slut. Ikke mindst på grund af det forestående bryllup. Sara Niemi skal giftes med 29-årige Matti Liukkonen til sommer, og han vil ikke være bænkevarmer, forklarer han:

»Tangoen er rigtig svær, men til vores eget bryllup vil jeg kunne føre Sara i den. For hvis vi kun danser valsen, bliver det jo ikke en rigtig fest.«

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

God artikel. Interessant at læse om tangoens hundredårige historie i Finland.

Kommer til at tænke på Tage Danielssons film "Picassos Eventyr". En komedie om modernismen, hvor Picasso i Gösta Ekmans skikkelse hele tiden går rundt - mestendels i Paris - iført korte bukser, og hvor en af hans veninder - den rødhårede tangodansende finne - kan løfte stemningen og gøre sort-hvid film til farvefilm, når hun aflægger besøg i de finske skove hos forældrene, der forstemte sidder ved køkkenbordets voksdug. I den grad værd at (gen)se.