Læsetid: 4 min.

To søstre og de halvkiksede hvide

Der var racisme og tennisdrømme på programmet, da Louisiana viste og diskuterede dokumentarfilmen ’Venus and Serena’
Louisiana havde premiere på en dokumentarfilm om de to amerikanske tennisstjerner, Serena Williams (tv.) og søsteren Venus Williams, her under Australian Open i Melbourne den 17. januar i damedouble mod Camila Giorgi fra Italien og Stefanie Voegele fra Schweiz.

Greg Wood

1. marts 2013

En historie om søstrene Venus og Serena Williams er altid en historie om racisme. Således også på kunstmuseet Louisiana, der tirsdag afholdt en slags dansk forpremiere på den nye dokumentarfilm Venus and Serena instrueret af dansk-skotsk-amerikanske Maiken Baird og baseret på ni måneder i selskab med de to tennisstjerner.

»Her er virkelig action på – og flotte damelår,« indleder vært, Politikens mangeårige litteraturanmelder Marie Tetzlaff i museets udsolgte koncertsal, hvor der er godt med gråt hår, uldtrøjer og farverige tørklæder.

En sender håndkys tværs over salen til en anden, publikum sætter sig hjemmevant til rette, mens fyraftenssolen går ned, og filmen går i gang.

Tænk sig, Richard Williams blev født i Shreveport i Louisiana i 1942, da der stadig var bænke, han ikke måtte sidde på, og butikker han ikke måtte handle i.

I filmen viser han et ar i benet fra dengang seks mænd overfaldt ham, fordi han nægtede at tiltale dem »Mister«. Han fortæller om det 78 sider lange dokument, han havde udfærdiget allerede inden, Venus og Serena kom til verden. Det var en plan for, hvordan de skulle blive nummer et og to på verdensranglisten i tennis.

»Det er os mod verden,« opdragede han døtrene til at tænke.

Udsat for racisme

De lyttede efter. De blev hjemme fra fester for at træne på de offentlige baner i Compton under beskyttelse af lokale bander, som deres far var på god fod med og med bolde, som han skaffede gennem tiggergang hos nærliggende country clubs. 20 grand slam-titler senere følger vi dem gennem 2011-sæsonen.

Serena bliver ramt af en blodprop og må igennem hård genoptræning. Venus bliver diagnosticeret med Sjögrens syndrom, en kronisk sygdom, der truer hendes karriere.

Vi er med dem ved pølen, når de snakker om kiksede dates og på hotelværelset, hvor de synger karaoke efter bitre nederlag.

Vi genser deres karrieres højdepunkter inklusiv de hæslige billeder fra finalen ved Indian Wells i 2001, da 19-årige Serena trådte ud foran et overvejende hvidt amerikansk publikum og blev buet ud af banen, ligesom hendes søster og far blev det, da de satte sig til rette på tilskuerpladserne, hvor Richard kvitterede for de racistiske tilråb med en Black Power-hilsen.

Filmen slutter med, at søstrene vinder olympisk guld sammen i London.

Legesyge og smukke

Efter en lille time med røget ørred og tyndsteg stegt med sennep er det meste af publikum tilbage i koncertsalen, hvor instruktør Maiken Baird sidder klar til interview med Marie Tetzlaff og spørgsmål fra publikum.

En ældre dame med begge hænder om den omvandrende mikrofon er begejstret for kildevalget.

»Det var flot, at du havde fået Bill Clinton til at kommentere,« siger hun med begge hænder knuget om den tildelte mikrofon.

»Han er jo virkelig dejlig at høre på.«

»Ja, det tog mig et helt år,« svarer Baird. Publikum griner.

»Han er Bill Clinton. Det var det værd.«

Tetzlaff er interesseret i filmens fremstilling af kvindekroppe. Hun er begejstret for, hvor fysiske søstrene er.

»Deres mentale tilstand og deres krop er fuldstændig harmonisk blandet. Det er bare bodies, bodies over det hele. De er så playful,« siger hun.

»Er det noget særligt, fordi de er sorte?« spørger hun Baird.

»Det er jeg ikke sikker på,« svarer instruktøren.

»Men de er meget komfortable med deres udseende. De har ingen problemer med at gå rundt nærmest uden tøj på.«

Tetzlaff nikker.

»Ja, her ser man de sorte piger som modeller og idealer. Og pludselig kunne man se, hvor flotte de var. Og hvor halvkiksede de hvide var. Og så tænkte jeg: Sådan har de sorte levet. De har været vant til, at de flotte idealer var hvide, og ’jeg er halvkikset, fordi jeg er sort, fordi jeg har den røv’ osv.,« siger Tetzlaff.

»Du får pludselig vendt det om: Det er jo det, der er det flotte. Så jeg tænker ’arj, hvor er det ærgerligt, at jeg ikke er sort’.«

En kvindelig publikummer indvender: »Når de var hjemme og til træning så de jo bestemt ikke elegante ud.«

Et langstrakt »jooo« går gennem salen iblandet spontane »de var meget flotte« og »så flotte!«.

Har tabt deres hår

Snakken går videre til at handle om Williams-søstrenes hår.

»De må bruge enorme mængder af tid på deres hår,« siger Tetzlaff.

»Ja,« svarer Baird.

»Der er noget med sorte kvinder og deres hår,« siger Tetzlaff.

»Ja, virkelig,« svarer Baird.

Publikum griner.

»For det er jo helt vildt det hår,« siger Tetzlaff.

»Der sker det med sorte mennesker, at de taber deres hår. I 20’erne. Derfor har de altid forskellige parykker på. Det var noget, jeg lærte, som Venus ikke ville have, vi skulle fortælle i filmen,« forklarer Baird.

»Det er næsten ligesom at have en hat på,« siger Tetzlaff.

Mikrofonen når ud til aftenens sidste spørger. Hun introducerer sig selv som Tine.

»Det er Scheuer,« hvisker en ældre kvinde på rækken bag mig til sin sidemand.

Rigtig nok er det doublespecialisten fra 80’erne, nuværende tenniskommentator Tine Scheuer-Larsen. Hun takker Baird for filmen, som hun synes er glimrende. Især var hun begejstret for en scene, hvor Serena Williams irettesætter sin slagmakker og nære ven, Sascha Bajin, for ikke at gøre sit arbejde godt nok.

»Den scene er så stærk,« siger Scheuer.

»Der er et kæmpe spændingsniveau mellem en spiller og en hitting partner. Der er kæmpe pres på de folk, der er omkring spillerne. De er så touchy, de her tennisspillere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu