Interview
Læsetid: 6 min.

En video-kunstners rejse

Da filmkunstneren Jesper Just landede i New York i 2004, blev han modtaget af kunstverdenen med åbne arme. Herefter blev det hverdag. Nu er han igen aktuel med flere nye udstillinger og projekter om at rejse og at se. Kunstmuseet Heart i Herning viser lige nu nye såvel som gamle videoværker af kunstneren
Jesper Just har netop bygget en model af den danske pavillon i Venedig, hvor han vil udstille tre værker til sommer. ’Da jeg blev færdig på Kunstakademiet, havde jeg aldrig forestillet mig, at man kunne leve af videokunst. Så solgte jeg min første film til Statens Kunstfond og tænkte: Okay, måske dette her kan løbe rundt,’ siger den danske videokunster.

Nina Mouritzen

Kultur
13. februar 2013

Sådan bør det egentligt altid være. En ung og ny kunstner på scenen bliver opdaget, fordi en gallerist, en kurator, en kunstanmelder eller en kunsthistoriker bemærker et åbenlyst talent.

Og sådan var det med den danske film- og videokunstner Jesper Just, da han i 2004 landede pladask i New York og tog byens kunstkendere med storm.

»Folk var bare lamslåede,« husker RoseLee Goldberg, en kunsthistoriker, der oprindeligt kommer fra Johannesburg i Sydafrika og er grundlægger af Performa-biennalen i New York.

»Begejstringen for Jespers kunst havde ikke noget at gøre med markedspladsens konstante begær efter noget nyt og spændende.

Det var for mig nok se tre af hans korte film i et galleri her i New York, til at jeg straks bestilte en performance af ham.«

Goldberg var blevet imponeret af værkerne No Man is an Island II, This Lonely Villa og Bliss and Heaven – videofilm, der alle handler om relationer mellem mænd.

Just er ikke den eneste udefrakommende kunstner, der på så kort tid opnåede stor opmærksomhed i New York.

Men det er de færreste, der når så højt til vejrs halvandet år efter endt uddannelse – danskeren blev færdig på Kunstakademiet i 2003.

Dramatisk optræden

Da den unge dansker først rejste til New York i 2004 på en indbydelse fra galleriet Perry Rubinstein, havde han ingen planer om at flytte til udlandet, heller ikke til USA. Han fik som opgave at lave nogle videofilm og tilbragte tre måneder i en »noget snusket« lejlighed i den hippe bydel East Village.

»Det var ensomt. Jeg kendte ikke et øje. Jeg tror ikke, jeg havde noget begreb om, hvad der egentlig var ved at ske,« erindrer Just.

Men så kom RoseLee Goldbergs bestilling af en performance til den første præsentation af Performa-biennalen. Danskeren skulle pludselig i løbet af nogle måneder producere biennalens bærende show. Men han havde kun et tremåneders visum til USA, så det sidste måtte ordnes på en computer i et atelier, da han igen var tilbage i Læderstræde i København.

Og så var der lige et problem, som skulle løses: Han og skuespilleren Baard Owe, som var med i hans performance, kunne ikke komme ind uden et arbejdsvisum, og deres ansøgning lå begravet i et ministerium i Washington D.C. I sidste øjeblik lykkedes det dog gennem Goldbergs politiske forbindelser at få papirerne i orden.

»Folk fra ambassaden stod og viftede med vores visa uden for ambassadebygningen på Dag Hammerskjolds Allé den morgen, vi skulle rejse. Næste aften optrådte vi i New York,« fortæller Just.

Forestillingen blev afviklet i lokaler ejet af tøjdesigneren og kunstmæcenen Donna Karan, som havde inviteret flere af sine venner med til reception og en efterfølgende middag. Blandt dem var den legendariske kunstfotograf Cindy Sherman og musikeren David Bowie.

Nogle dage senere skrev The New York Times en positiv anmeldelse af Justs performance, True Love is Yet to Come. Senere kom han på forsiden af magasinet Art in America.

»Jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Art in America,« griner han i dag.

Inspiration fra fagbøger

Men en kunstners karriereforløb er sjældent lineært. For Just var der knald på i nogle år efter succesen i Perry Rubinstein Gallery og Performa-biennalen i New York, men så gik galleriet ned under krisen i 2008. Og Just var tæt på at miste sit arbejdsvisum i USA.

»Man kan jo ikke være eksponeret konstant. Det lå ret stille i 3-4 år. Nu kommer det hele pludselig væltende oven i hinanden,« fortæller Just i sit atelier i Brooklyn, hvor han har to amerikanere ansat og to praktikanter fra det danske kunstakademi som medhjælpere. Lige nu er han aktuel med fremvisning af nye og gamle videofilm på Hernings kunstmuseum Heart.

Udstillingen, This is a Landscape of Desire, er lige åbnet. Den 29. maj repræsenterer han Danmark ved kunstbiennalen i Venedig. I marts deltager han i Sharjar-biennalen i De Forenede Arabiske Emirater og i 2014 i DeCordova-biennalen i New England.

Udstillingen i Herning er opkaldt efter hans nyeste videoværk. Handlingen foregår i og omkring Los Angeles, som er det første og stadig mest ekstreme eksempel i amerikansk byhistorie på fænomenet ’urban sprawl’ – spredt og tilfældig byvækst.

I de seneste år har den danske videokunstner ladet sig inspirere af faglitterære bøger, han falder over. This is a Landscape of Desire bygger f.eks. delvist på ideer fra Mike Davis’ bog Ecology of Fear, som handler om Los Angeles’ og USA’s fatale dårligdomme og desperate sociale uro.

I en anden film om Los Angeles, kaldet Llano, er kilden Davis’ bog City of Quartz.

»I den bog skriver Davis om en gruppe utopiske kommunister, der grundlagde et eksperimenterende bofællesskab midt i ørkenen øst for Los Angeles i 1920’erne. Man kan stadig se ruinerne i ørkenen et par timers bilkørsel fra Los Angeles,« forklarer Just.

Den litterære kilde til Justs indtil videre mest ambitiøse film, The Nameless Spectacle og Voyage in a Dwelling, er den italienske kunsthistoriker Giuliana Brunos bog Atlas of Emotion – Journeys in Art, Architecture, and Film fra 2002, som insisterer på det uadskillelige i at se og at rejse.

Begge videoværker kan ses i Herning.

Forbindelsen mellem Just og Bruno blev knyttet ved et tilfælde, da filmkuratoren på Museum of Modern Art (MoMA), Jytte Jensen, aflagde besøg i kunstnerens atelier i 2008.

Her så hun Brunos bog ligge på skrivebordet, og kort efter bragte Jytte Jensen videokunstneren og kunstteoretikeren sammen. Til en debataften på MoMA skulle de diskutere, hvordan de to discipliner påvirker hinanden – hvordan teoretiske værker om arkitektur, film og kunst faktisk kan virke som idégrundlag for ny kunst.

»Det var virkelig en interessant dialog med Jesper. Hans måde at tænke på i et område mellem kunst og film fascinerer mig,« siger Bruno, der er professor på Institut for Visual and Environmental Studies ved Harvard University.

I 2011 skrev italieneren på opfordring af Just et essay om The Nameless Spectacle i et katalog til en udstilling i Musée Départemental d’Art Contemporain en Val-de-Marne nær Paris. Selve filmen er optaget i Paris.

Det er Brunos overbevisning, at læsningen af hendes bog – som ifølge Just er lidt af en intellektuel udfordring – også tilskyndede et paradigmeskifte i danskerens film.

Unostalgiske kvinder

I Voyage in a Dwelling, som finder sted på en ø i Farum Sø og på Polensfærgen fra Swinoujscie til København, rykker Just pludselig fra et udelukkende mandligt univers ind i et kvindeligt. Den eneste optrædende er en midaldrende kvinde, som er ude på en stærk følelsesmæssig rejse.

»Den film tager udgangspunkt i et ømhedens kort fra 1654, som han læste om i min bog,« siger Giuliana Bruno.

»Kortet søgte at forklare forbindelsen mellem menneskets indre følelsesmæssige liv og ydre landskaber som parker, floder og dyr. Ideen var, at når mennesket bevæger sig igennem det ydre landskab, fremkalder det et indre følelsesmæssigt landskab.«

Ifølge Bruno var Justs tidligere værker om mænd lineære. »Men efter læsningen om ømhedens kort bevægede hans film sig ind i et kvindeligt rum, som adskiller sig fra det mandlige ved at være humørsvingende, sensuelt og stemningsmættet. Det var et vendepunkt,« siger Bruno.

Selv tilføjer filmkunstneren, at han i Voyage in a Dwelling også var påvirket af Giuliana Brunos læsning og analyse af, hvordan mænd og kvinder beskriver deres rejser i litteratur.

»Det overraskede mig, at kvinders rejsebeskrivelser ikke er nostalgiske. De længes aldrig efter det, de har forladt. De har lyst til at se noget. Mandlige rejsebeskrivelser er derimod cirkulære, hvor det handler om at komme tilbage til, hvorfra man kom, til ens hus og konen. Rejsen skal slutte,« siger Jesper Just.

Må knokle for succesenJusts egen rejse er langt fra en afsluttet cirkel, og det ville være forkert at påstå, at han har følt sig ensom siden den første hårde tid i New York. Han bor i East Village og har fået et barn med den østrigske komponist Dorit Chrysler, der lavede musik til de første videofilm, han i 2004 producerede i Amerika.

I begyndelsen var modtagelsen I New York overvældende. I dag er Just en af mange gode kunstnere, der skal knokle for at holde interessen for deres værker ved lige.

»Det er let at forsvinde i mængden og blive glemt. I New York bygger man op og river ned. Man skal op på et særligt højt niveau for at blive hængende,« siger han.

Mentaliteten er radikalt anderledes end i den danske kunstverden.

»Folk tager bestik af en. Hvad kan jeg få ud af ham, spørger deres blikke. Man kan straks mærke, om de mister interessen eller ej.«

For den danske videokunster i New York er en lang rejse næsten lige begyndt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her