Klumme
Læsetid: 2 min.

Vise ord: Hjælperne

På denne plads skriver BØGERs panel af fire forfattere, der alle har rundet 70 år
Kultur
1. marts 2013

Nu skal gamle mennesker have robotstøvsugere, der piler ind og ud mellem deres ben, sætter sig fast under møblerne og ikke lader sig lokke frem. Og nu skal gamle mennesker have krammedyr, med sensorer, der reagerer på lyd og berøring. Efter sigende beroliger det de gamle at sidde og stryge over det bløde skind, mens de stirrer tomt ud i luften.

Ikke et ondt ord om robotter. De er mekaniske apparater, som kan hjælpe os i hverdagen. Og der er penge i dem.

Robot er blevet et modeord. En fransk skulptør hævder, at enhver kan lave sin egen robot. »Det er omtrent lige så svært som at samle et bord fra Ikea.« Efterhånden er designede og fabriksfremstillede robotter blevet mere komplicerede. Et større mål af kunstig intelligens kan lægges ind i dem, men fantasi, intuition og følelser har de ikke – undtagen i litteraturen.

I 1816 sad (den senere) Mary Shelley sammen med Shelley og Byron i en villa i Schweiz. Det var sen aften, tællelysene blafrede, de to herrer diskuterede spøgelseshistorier og overvejede, hvorvidt »livsgnisten« kunne implanteres i et menneskeskabt væsen. »Lad os skrive hver sin spøgelseshistorie,« sagde Byron. Det blev udgangspunktet for Marys beretning om videnskabsmanden Frankenstein og hans stakkels monster. Monstret er ikke en robot, men en klodset skabning, der kan føle, længes, beundre, og da han udstødes af samfundet og svigtes af sin skaber, bliver følgen drab og ødelæggelse. Sådan ender det, hvis mennesket overskrider sine grænser. Frankenstein dør i ismarkerne. Monstret føres bort på en isflage, Golem fra den jødiske historie, forvandles igen til det ler, han er fremstillet af.

Men drømmen om at skabe væsener, der kan løse besværlige opgaver for den herskende race, lever videre. I Karel Capeks skuepil R.U.R fremstilles de på fabrik, men er en art androider. De kan selv tænke, slutter sig sammen, gør oprør og udrydder menneskeheden. I nyere litteratur behøver man ikke at fabriksfremstille, man kan bruge kloning. I Kazuo Ishiguros roman Slip mig aldrig fra 2006 skildres en gruppe børn, der er blevet fremstillet for at kunne forsyne de accepterede mennesker med vitale organer. De er underdogs, foragtede, men nødvendige for samfundet.

Ishiguros skildring af klonerne, der skal betjene den herskende klasse, beskæftiger sig ikke med kunstig intelligens (den forskning er vist for øvrigt inde i en blindgyde, hvor man må erkende, at visse grænser ikke kan overskrides). Slip mig ikke er en rystende vision af et klassedelt fremtidssamfund.

For nogle år siden gik jeg en tur i Mexico City. »Hvad er der blevet af gadebørnene; de plejede at lege i parken?« spurgte jeg guiden.

»Forskelligt,« sagde guiden lakonisk. »Nogle slipper væk, andre havner i prostitution. Men nogle af dem er sikkert blevet kidnappet og eksporteret til organdonation. I gamle dage ofrede man mennesker og skar hjerterne ud for at opretholde kosmos. Nu gør man det, for at de rige kan få evig ungdom.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her