Læsetid: 4 min.

Bliver vores spædbørn stimuleret nok?

Og er en brugt autostol virkelig sikker? Svaret er ja, men det fatter vi forældre ikke. Vi er så bange for ikke at være gode nok, at vi lader barselsindustrien trække os rundt i manegen
28. februar 2013

På min første barsel gik jeg til Babybongo med min søn. Vi gik også til salmesang. Og i legestue. Nærmest hver dag vadede jeg af sted gennem en sne- og sjapdækket by med vores spritnye Emmaljunga barnevogn til 8.000 kroner for at komme hen til et sted, hvor Aksel kunne blive stimuleret. Stimulering af børn er vigtig. Der findes – også i Danmark – understimulerede børn, og det er noget skidt. Men de børn, der kom i legestuen, til salmesangen og til babybongoen var ikke i overhængende fare for at blive understimuleret, for nu at formulere det på den måde. I den kreative klasse, som man er så uheldig at tilhøre, er overstimulering formentlig et langt større problem.

Nogle af vores venner har en video, hvor deres fire dage gamle søn ligger på ryggen, mens den velmenende far står og synger Poul Kjøllers Henne i parken. Lige ned i hovedet på ham – med guitar og det hele. Børn på fire dage kan ikke sige »skrid ad helvede til,« så drengen klynker lidt og forsøger at vende hovedet bort. Vi har siden grint en del af videoen, men den er stadig meget sigende for den type forældre, som vi er. Forstå mig ret: At børn sidder og trommer lidt til Babybongo er fint. Det samme gælder salmesang. Men jeg er kommet i tvivl om, hvis behov, det egentlig er, der bliver opfyldt ved de mange stimulerende aktiviteter. Min erfaring er, at så små børn ikke kan klare specielt meget, før de har brug for en pause. Den får de bare aldrig – de er i konstant aktivering, og så tror da pokker, at de ikke kan finde ud af at lege selv, når de bliver ældre. Og at børn i dag har en tendens til at tro, at hele verden drejer sig om netop dem. De har fra første sekund aldrig prøvet andet.

Min ven tilhører også den kreative klasse, så han synger naturligvis rent på videoen – og guitaren, som er en Gibson Hummingbird fra 1972, stemmer perfekt. Det hele skal være i orden, og det er faktisk kernen i overstimuleringen: kun det allerbedste er godt nok, og det er pokkers svært at argumentere for mindre stimulering uden at fremstå som en, der ikke vil sit barn det bedste. Det fandt jeg ud af, da min hustru mente, at jeg på min barsel også skulle gå til Stimulastik med Aksel. Det er ikke noget, jeg finder på: Stimulastik findes, det er en slags redskabsgymnastik for spædbørn. Jeg mente, at jeg havde strakt mig langt ved at stille op til et arrangement ved navn Babybongo – ved Stimulastik måtte jeg trods alt sige fra. Desuden har jeg det fint med de musikalske aktiviteter, og salmesangen var ligefrem en fornøjelse at være med til. Men et eller andet halløj, hvor børnene kravler rundt på nogle redskaber til ingen verdens nytte – det gad jeg ikke bruge min tid på. Det samme gælder babysvømning. Man kæmper sig igennem omklædningsrummet til lyden af skrig og skål for at dyppe sit barn i noget vand i nogle få minutter. Man kunne lige så godt bruge et kar.

Vi skal heller ikke glemme de økonomiske interesser, som altid er på spil. Stimulastik, som altså efter min mening primært stimulerer forældrenes frygt for ikke at være gode nok, koster 1.000 kroner for otte gange. Babysvømning er også dyrt, og det er alt, hvad der har med spændbørn at gøre sådan set. Det er som om, at der bliver lagt en særlig babyskat på. Vores frygt for ikke at være gode nok, er penge værd, med andre ord. Samme mekanisme gælder, når forældre skal købe udstyr. En brugt autostol? Nej, det er nok bedst, at vi køber en ny – ingen vil gå på kompromis med deres børns sikkerhed. Medicinal- og medicoindustrien er naturligvis også klar med produkter, der er skræddersyet til forældrenes bekymringer. Vi har eksempelvis en næsesuger med udskiftelige filtre, som gør, at det koster fire kroner, hver gang man bruger den. Inden næsen skal suges anbefales det, at man sprøjter saltvand derop. Det fås i pakker på 20 x 2 milliliter, til 47 kroner. Det svarer til en literpris på 1.175 kroner for saltvand. Jeg har aldrig smagt en whisky, der er tilnærmelsesvis ligeså dyr. Det er barselsindustrien, når den er værst.

Til sommer skal jeg på barsel med vores anden dreng. Salmesang er fint, som sagt, men ellers vil jeg prøve at holde os så langt væk fra overstimuleringen og barselsindustriens kløer som muligt. Noget med en avis under armen og så over i Fælledparken. Med fare for at lyde som en hippie, så er lidt kravlen rundt på græsset rigelig stimulering for et barn på den alder.

Kristian Villesen er journalist på Informations kultur- og weekendredaktion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Villesen
  • Rasmus Knus
  • Erik Nissen
  • Nic Pedersen
  • Per Vadmand
  • Niels-Simon Larsen
  • Erik Jensen
  • Bill Atkins
Kristian Villesen, Rasmus Knus, Erik Nissen, Nic Pedersen, Per Vadmand, Niels-Simon Larsen, Erik Jensen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulla Blok Kristensen

Tak til klumme skribenten for dagens tekst. Det værste er at børnene arver deres forældres usikkerhed og aldrig føler sig gode nok !

Bine Feldbæk Siefert

Ikke nok med det. Vi skal også blive eksperter på alt i vores børns liv. "Bogen om barnet" er ikke længere nok, nu skal vi vide alt om barnets fysiske og psykiske udvikling. Vi tager kurser i sansemotorik, den gode søvn og sproglig udvkling. Når børnene skal i skole så står bøger om skole-hjem-samarbejde, undervisningsdifferentiering og læringsstile for. Dette efterfølges af teenagecoaching, og familieterapi....

Og måske har denne ekspertgørelse af forældreskabet så meget fokus på individet at vi fuldstændig glemmer etik og normer. Hvis vores børn slår andre forklarer vi det med juniors post-traumatiske krise efter hans marsvin stillede træskoene, taler de grimt til læreren er det blot en afprøvning af sproget og sikkert fordi læreren har overskredet juniors grænser. Og for at være helt sikker på at de er en del af et sundt og givende fællesskab køber vi sprut til dem når de som 14 årige insisterer på at deres liv vil være slut hvis ikke de kan drikke sig stive med alle de andre - hvis forældre også har hentet procenterne. For vi vil jo ikke være årsag til at vores børn ikke får det optimale liv.... Skål.

Bekymringsindustrien har kronede dage

Maj-Britt Kent Hansen

Man ved snart ikke, om man skal grine eller græde.

Redskabsgymnastik for spædbørn. Alene betegnelsen: Stimulastik!

Michael Kongstad Nielsen, Inger Sundsvald og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg er fuldstændig pjattet med overskriften.
Jeg anede ikke engang, at vi havde et barn. Hvornår blev det til- og Hvorfor gik jeg glip af undfangelsen??

Inger Sundsvald og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Nej, der er jo lidt problemer med skelnen mellem dit, mit og vores i "vore" dage, men Kristian Villesen skal nu alligevel have ros for et godt "voresironisk" grin! :-)

Michael Kongstad Nielsen

Lise Lotte Rahbek, du var nok nede og lave noget gymnastiksvømning med den næstsidstefødte, og glemte, at der var en til på vej.

På min mormors tid var der kun én vigtig regel for spædbørn: "Ro, renlighed og regelmæssighed". Det gav ikke meget til "industrien".

Lise Lotte Rahbek

Michael Kongstad
Jeg indrømmer min hang til nemme, platte grin.
De gør livet - og svære spørgsmålet - det hele værd. ;-)