Nogle gange udgiver skuespilleren og rejse-tv-journalisten Michael Palin sig for at være sin egen bror, hvis nogen ringer på hans dør. Egentlig vil han, når han er hjemme, bare gerne leve et helt almindeligt liv som alle andre, men som hans kone har sagt:
»Så skulle du måske ikke lave alle de tv-udsendelser!«
At hans berømmelse aldrig er steget ham til hovedet, har gjort ham til en elsket person i Storbritannien og de mange lande, hvor de er blevet vist. Men han vil selvfølgelig også gerne promovere sin nye roman, Sandheden, og derfor var han i går i København. Vi mødes på Hotel Admiral.
– Hvad har inspireret dig til bogen?
»Jeg fik ideen, da der for nogle år siden var en stor skandale med engelske politikere, som havde et lemfældigt forhold til sandheden og næsten dagligt i aviserne blev hængt ud for at misbruge for mange offentlige midler til egen vinding. De forsvarede sig med, at de ’i sandhed’ ikke havde brugt flere penge end højst nødvendigt. Næste dag kunne aviserne så afsløre, at de f.eks. havde købt endnu et hus, som de selv burde have betalt for. Sandheden forsvandt hele tiden op i den blå luft.«
– Men bogen handler jo egentlig mest om miljøspørgsmål. Hvorfor så det?
»For at kunne skrive en god historie måtte jeg have en hovedperson, som var sandhedssøger. Det blev en undersøgende miljøjournalist, som er det nærmeste, vi kommer en helgen for tiden. For at tjene penge har han lige skrevet en bog om et olieselskab på Shetlandsøerne, som han ikke respekterer, og det hader han sig selv for, men så får han en opgave af et forlag, som går ud på at skrive en bog om en miljøforkæmper, og sådan nogle er jo ubetvivleligt gode og gør gode ting i en ond verden.«
– Et øjeblik syntes jeg, at romanen var lidt for politisk korrekt, men så skete der heldigvis noget overraskende. Miljøforkæmperen viser sig at være noget helt andet, end man troede.
»Det er netop det. For bogen handler ikke kun om miljø, men om sandhed som begreb og om kompromiser.«
Oksekød
– Tror du, at Jorden er på vej til at gå under?
»Nej, jeg er optimist og ved ikke hvorfor, men vi er på mange måder i gang med at lære en masse. Jeg har lige været i Brasilien. For 10 år siden var de i fuld gang med at ødelægge regnskovene for at få jord til at dyrke soja til brændstoffer og få græsgange til at kødkvæg. Det har ændret sig de seneste seks-syv år, blandt andet fordi miljøorganisationer henvender sig direkte til selskaber i USA. Greenpeace gik således til McDonald’s, som hele tiden har brug for en masse oksekød. De sagde: ’Vi har en god nyhed, der kan få jer til at fremstå smartere’. Det lykkedes at få McDonalds med på en idé om, at nedsætte hastigheden af fældningen, så den bliver mere velafbalanceret. McDonald’s indså, at det var positivt at fremstå miljøbevidst, og dermed ødelægger de heller ikke eksistensgrundlaget, for de indianerstammer, som bor der. Det skete ikke gennem lovgivning, selv om der også findes love om det. Jeg tror, vi bliver bedre og bedre til at finde løsninger.«
– Hvilken rolle spiller de store selskaber i dag?
»De har store pengesummer og en enorm magt koncentreret på få hænder. Det bekymrer mig, at selskaber som Google og Amazon, der er meget effektivt drevet, indkasserer et beløb til deres aktionærer, hver gang vi alle er online. Hvad bruger de dem til? Vi ved faktisk ikke, hvad der foregår. Men vi køber jo biler, vi flyver, og vi køber deres produkter og er glade for at bruge dem, så … der har vi nøgleproblemet.«
– Du gør dig også lystig over de små teatre? Hvorfor?
»Det er lidt uretfærdigt, for jeg elsker jo teater, men der spilles mange stykker, som er forfærdeligt deprimerende. Skuespillerne peger ud på publikum og hælder en spand lort ud over os, som om de vil sige: ’Hvad laver I her, I dumme mennesker!’ Man får det dårligt af at se de stykker. Det var det, jeg tænkte, at jeg ville lave lidt sjov med.«
John Cleese og konerne
– Nu lidt om dig selv: Sang du med på Lennons sang ’A working class hero is sometning to be’ i din ungdom i swinging London?
»Ja, men jeg var ikke en særlig aktiv del af alt det, der skete dengang. Jeg gik i trompetbukser og grønne T-shirts, som jeg aldrig ville gå med i dag. Jeg tog ingen stoffer og spilede ikke guitar og gik glip af en hel del. Men vi tilbad The Beatles. Det var helt ekstraordinært, at de som 23-23-årige blev verdenshelte,«
– Monty Python, som du var med, var vel en slags Beatles inden for comedy genren. Ser du stadig de gamle fra dengang?
»Ikke dem alle, for Erich Idle bor i USA, Graham Chapman er død, og John Cleese rejser verden rundt og gifter sig med en masse mennesker.«
– Er han womanizer?
»Nej, han er wifenizer, og det er noget helt andet. Hver gang han møder en ny kvinde, gifter han sig med hende. Jeg har sagt til ham: Du har været gift tre gange, hvor det ikke er lykkedes, så hold nu op!«
Ostehandlersketchen
– Der er især en sketch, som mange husker. Han har en meget gakket gangart og går så forbi et skilt, hvor der står Ministry for Silly Walks. Ville det være tilladt i det klima, vi har i dag, hvor man ikke må gøre grin med handicappede?
»Du har en pointe, for det tror jeg faktisk ikke. Men i den sketch var John formidabel og sublimerede gangarten til noget, der bare var fjollet. Interessant nok tror jeg, at når de sketcher fra dengang stadig er populære, er det netop fordi, vi tillod os den frihed ikke at være politisk korrekte”;.
– Har du tilsvarende nogle, du var med i, som du husker som særligt vellykkede?
»Der er faktisk to: Den ene foregår i en osteforretning. Jeg er ostehandleren. John kommer for at købe og nævner den ene ost efter den anden, og jeg har ingen af dem, han spørger efter. Den kører i lang tid og er vidunderligt pointeløs. I den anden, som vi var meget hurtige til at finde på, er vi to englændere, som har været udenlands. Vi står i korte bukser og med tropehjelme på. Jeg dasker til John, som er officer, med to små fisk, og han slår tilbage med en meget større fisk. Det virker af en eller anden mærkelig grund. Jeg kan ikke forklare hvorfor.«
– Er det sandt, at en asteroide er opkaldt efter dig?
»Ja. Da amerikanerne fik øje på vores show, var der nogle af de ganske unge mennesker, som opfandt internettet og alt det der, som nød at se Monty Python, og de var vilde med os. Der var nogle nørdede forskere på Massachusetts Institute for Technology, som fandt på at opkalde nogle af de mange asteroider efter os Pythons. De havde også et Internet Operating System, som nu hedder Python. Ordet spam har de faktisk efter en sketch, vi lavede, hvor det jo betyder dåseskinke. Vi sang spam, spam, spam …«
Dansker døde af grin
– Vinker du så til din asteroide engang imellem?
»Nej, den flyver for hurtigt, og vejret er som regel overskyet. Jeg kan være nervøs for, at netop én af dem rammer Jorden, så vi kan komme under anklage ligesom dengang en dansk tandlæge døde af grin af et hjertestop, mens han så Monty Python. John og jeg var meget nysgerrige efter, i præcis hvilket øjeblik, det skete. Vi kunne jo blive arresteret og trukket i retten for medvirken til mord eller drab. Puha…«
– Aviserne skriver, at der for tiden er en sand Skandinaviens-bølge i Storbritannien. Har du bemærket den?
»Absolut. Det er på grund af krimierne i tv. Forbrydelsen gik på en lille kanal, men fik enormt mange seere, herunder mig, som så den fra starten. Så fulgt Borgen og Broen. De fik store fanskarer. Nu prøver vi selv at lave noget i den samme dystre og komplekse stil.«
– Du passerer snart Cape Seventy, din 70-års-fødselsdag, men ser meget yngre ud, ikke mindst på grund af din frisure. Er den inspireret af Al Pacino?
Michael ler hjerteligt.
»Al Pacino eller Jack Nicholson. Du kan selv vælge!«
Michael Palins roman ’Sandheden’ er lige udkommet på Forlaget Hetland
