Læsetid: 4 min.

Ballet set gennem en telefon

Den Kongelige Ballet eksperimenterer med såkaldt onlinesæder under deres ungdomsforestilling ’Dans2go’. Sæder, hvor man må medbringe sin smartphone og være online under forestillingen, så man kan dele oplevelsen med sit netværk på de sociale medier. Information har taget mobiltelefonen med i balletten, hvor det for en aften er tilladt at dele små tekstbeskeder kaldet ’tweets’
Den Kongelige Ballet eksperimenterer med såkaldt onlinesæder under deres ungdomsforestilling ’Dans2go’. Sæder, hvor man må medbringe sin smartphone og være online under forestillingen, så man kan dele oplevelsen med sit netværk på de sociale medier. Information har taget mobiltelefonen med i balletten, hvor det for en aften er tilladt at dele små tekstbeskeder kaldet ’tweets’

Catarina Nedertoft Jessen

5. marts 2013

Ude foran Det Kongelige Teater ved Kongens Nytorv står to veninder og poserer foran statuen af Ludvig Holberg, mens en tredje veninde tager et billede af de to med en mobiltelefon.

»Skriv, at vi chiller med Erasmus Montanus’ far – og lav den der sjove smiley med en balletdanser,« siger en af pigerne til veninden med telefonen, som er i gang med at dele billedet med sit netværk gennem en applikation. Hun trykker lidt på telefonens skærm og putter den i lommen.

»Nu ved de, at vi er her,« siger hun og går ind i Det Kongelige Teater med veninderne. Aftenenes forestilling er Dans2go, som er ballettens billigaften, hvor små bidder af moderne og klassisk dans bliver blandet sammen og serveret for et ungt publikum. Det har vist sig at være en stor succes blandt målgruppen, og denne aften er der endnu et tiltag for at få de unge til at gå i teatret sat i gang.

Fænomenet ’Tweet Seats’ er kommet til Danmark i forklædning af ordet onlinesæder. På onlinesæderne er det tilladt at have sin telefon fremme og lave liveopdateringer til de sociale netværk under forestillingen. Bag scenen er et par af danserne også aktive. Når de ikke lige står på scenen, forstås.

Informations udsendte har ladet smartphonen op og skriver på det sociale medie Twitter under forestillingen.

Balletsko og familie

»Vi vil bare gerne have flere unge ind i teatret, og hvis ungdommen slår røven i sæderne, hvis de kan være online samtidigt, er vi villige til at give det et forsøg,« siger Christian Bækholm, som er pr-ansvarlig for Den Kongelige Ballet. Han sidder på bagerste række på et af de 40 onlinesæder og følger med på sin telefon under forestillingen og ser, hvad tilskuerne beretter om på Twitter.

På bagerste række møder jeg i en pause Carolina Lohfert Praetorius, som er tidligere danser og mor til tre balletbørn. Hun har brugt Twitter flittigt under den første del af forestillingen og er meget begejstret for, at balletten tester onlinesæderne. Hendes datter, Ida Praetorius, danser i sidste del af forestillingen og skriver tweets fra den modsatte side af scenen. Indtil videre har Carolina virtuelt kunnet følge sin datters valg af balletsko, hvordan hun har lagt sin makeup og farvet sit hår mørkt til rollen som skygge i Bayadere.

»Det er smart at være på Twitter under forestillingen. Jeg har også brugt det tidligere, når Ida har været i udlandet og optræde. En gang vidste jeg gennem Twitter, at hun havde vundet en konkurrence, før hun selv havde ringet hjem og fortalt mig det,« siger Carolina Lohfert Praetorius. Efter vores snak finder hun mig via sin telefon på Twitter og følger mig – hvilket vil sige, at hun kan følge med i mine opdateringer fra balletten.

De så vist ballet

Ud over den trofaste balletmor er der også andre på bagerste række, som bruger deres mobiltelefoner.

Stylist og blogger Kenny Aleksandr tager billeder af danserne, sit program og sig selv foran teatret. Han klipper billederne sammen og lægger dem ud på det sociale medie Instagram, hvor man kan dele sine billeder.

»Så kom de smukke ballerinaer #detkongeligeteater #ballet #ballerina #tåspidser,« skriver han som billedtekst til et af sine fotos. Firkanterne er ’hashtags’, som fungerer sådan, at hvis andre søger på #detkongeligeteater, vil de blandt andet finde lige netop Kenny Aleksandrs billeder.

Den første halve time bruger tilskuerne telefonerne flittigt. De ligger billeder af sig selv ud på Twitter og skriver begejstrede kommentarer som: »Wauv. Elsker hvad de gør med lyset« og »Love this place.« Men som tiden skrider frem, er det, som om dét, der sker på scenen – i den virkelige virkelighed – stjæler fokus. De små lyskegler mod publikums ansigter fra lyskilden i deres hånd bliver færre og færre, og kun balletdanserne bag scenen kan fokusere på at fylde Twitter med opdateringer.

På et tidspunkt bipper et udefinerbart elektronisk apparat en smule, og der kommer et arrigt tweet fra balletdanserne, som brokker sig over, at der bliver blitzet med kameraer fra bageste række. Ret forstyrrende at blive blændet af lysglimt midt i piruetter og farlige spring. Men ellers forløber forestillingen utrolig fredeligt. Det bliver heller ikke i dag, at jeg kan skrive ’BREAKING’ foran et tweet.

Jeg er dog blevet en anelse kuldret over at være opmærksom på både de andre tilskueres onlineaktiviteter og på de fascinerende dansere foran mig. Min telefon er blevet brandvarm i hænderne på mig. Den er ikke vant til at blive så flittigt benyttet som nu, og egentligt ville jeg nok have foretrukket, at den var løbet tør for strøm tidligt på aftenen.

Da tæppet går ned, og klapsalverne er døet ud, er pr-ansvarlig Christian Bækholm forundret, men glad. De unge tilskueres reelle opmærksomhed på balletten har overrasket.

»De opførte sig jo lige, som man skulle. Jeg tror rent faktisk, at de så balletten.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu