Læsetid: 5 min.

Bedst når pænheden krakelerer

Holger Juul Hansen blev 88 år. Han vil især blive husket som den uforlignelige fremstiller af nydelige borgermænd presset fra alle sider i tv-serierne ’Matador’ og ’Riget’
Holger Juul Hansen vidste godt, han kunne blive for pæn i sine roller: ’Jeg har altid været en hund efter krakeleringen i en figur – jeg husker, at jeg ved starten af  ’Matador’ spurgte Erik Balling om denne bankdirektør Varnæs: ’Nu er han vel ikke alt for pæn?’, og det var han jo, men også han krakelerede undervejs med utroskab etc.

Børge Lassen

21. marts 2013

Når Holger Juul Hansen blev typecasted i en dårlig rolle, kunne han ligne formanden for herreekviperingsbranchen og hele Det Konservative Folkeparti i én og samme person.

Den fare kendte han selvfølgelig selv, og da Erik Balling castede ham i hans mest berømte og populære rolle, bankdirektør Varnæs i Matador, bad han mindeligt om ikke bare at skulle spille den ulastelige borger- og gentleman, han så let som ingenting kunne illudere, men få en figur med skyggesider.

Som han selv udtrykte det: »Jeg har altid været en hund efter krakeleringen i en figur – jeg husker, at jeg ved starten af Matador spurgte Erik Balling om denne bankdirektør Varnæs: ’Nu er han vel ikke alt for pæn?’, og det var han jo, men også han krakelerede undervejs.«

Pænhed kan selvsagt være et dødbringende hylster for en skuespiller, og Juul Hansen måtte kæmpe hele sit liv med at være »sådan en nydelig mand«, som Matador-damerne ville sige. Samtidig med, at det selvfølgelig også gav ham chancer i den rette rolle.

Fra Sonja til ’Rigets’ Moesgaard

Der skulle slås hul på en del for at få det element af uforudsigelighed frem, som giver nerve til en præstation. Det skete relativt sent og ikke på film, men på tv.

Den, der gjorde det mest eftertrykkeligt, var Lars von Trier, der i sin groteske okkulte thrillerserie Riget i to ombæringer (1994 og 1996) skubbede Juul Hansen helt ud til afgrundens rand som den komisk velmenende hospitalsoverlæge Moesgaard, der ender med at gå i spåner i gestaltterapi hos ’damernes Ole’ – Erik Wedersøe i Rigshospitalets kælder.

Men allerede Leif Panduro og Palle Kjærulff-Schmidt havde blik for dette krakeleringsdrama, da de i I Adams verden (1973) gav Juul Hansen rollen som skabstransvestitten Poul, der er Sonja i kvindeklæder. En præstation, der fascinerede svenske Ingmar Bergman så meget, at han ikke kunne lade være med konsekvent at kalde Juul Hansen for Sonja, da de havde prøver på Molières Misantropen, som Bergman i 1973 satte op med Juul Hansen som Philinte.

Solid teaterkarriere

I sin tidlige ungdom sprang Holger Juul Hansen som præsentabel ekspedient rundt bag disken i en isenkræmmerforretning. Men han sprang fra og uddannende sig på Privatteatrenes Elevskole, inden han 1948-51 spillede 20 hovedroller på Aalborg Teater. Først som 29-årig fik han sin københavnske debut – på Allé-Scenen i det franske lystspil Luften er svanger.

Det skete i samspil med datidens fejrede operettestjerne Else-Marie (Hansen), som spillede hans mor, men i det virkelige liv var blevet hans 20 år ældre kone. Senere blev han gift med solodanserinden Inge Olafsen, og hun var til gengæld 20 år yngre end ham. Men det gode forhold til Else-Marie blev bevaret.

Efter to år på Det Ny Teater kom han i 1961 til Det Kgl. Tater, hvor han var til 1987. Udover rollen som Higgins i My Fair Lady, som han spillede to gange med 20 års mellemrum, har han spillet større roller i stykker af sværvægtere som Harold Pinter, Jean-Paul Sartre og Jean Anouilh (Generalen i Toreadorvalsen, dobbeltrolle i Dans under stjernerne). Har også haft en krævende karakterhovedrolle som Argan i Molières Den indbildt syge.

På vej mod Varnæs

Det ville altså være forkert at sige, at teatret ikke kom med gode udfordringer til Holger Juul Hansens alsidighed, mens det lå lidt tungere med tilbuddene i dansk film.

Han er slemt fejlcastet i sin første hovedrolle som læderjakkeklædt kølevognschauffør, der har en kort affære med Helle Virkners bortløbne provinsfrue i Over alle grænser (1958) – »over alle grænser kedelig«, lød en anmelderdom. Herefter er han billedet på en konservativ ægtemand i kontrast til kvindelig løssluppenhed i Rikki og mændene (1962) og Mor bag rattet (1965). Men på tv viste han ganske anderledes nerveintense facetter i Harold Pinters Kollektionen (1962) i samspil med Lise Ringheim. Og senere fik han minsandten også en vis tilknytning til den erotisk frigjorte danske filmbølge, da han speakede Gabriel Axels forsvar for fri pornografi, Det kære legetøj (1968) – set nu virker hans dannede Varnæs-organ lidt grotesk i denne sammenhæng.

Mere på hjemmebane var han med et Erling Schroeder-lignende portræt af en antikvitetshandler i Peter Refns også meget erotikfikserede Violer er blå (1975).

Naiviteten – den skjulte trumf

Vi er dog endnu langt fra den rolle, der skulle blive Juul Hansens mest populære, bankdirektør Hans Christian Varnæs – ja, igen en nobel mand, men truet på mange fronter, i privaten såvel som i banken, hvor alt jo ikke forbliver ved det gamle, han holder mest af.

I det rent ydre var Juul Hansen eminent troværdig i netop den rolle, og det gav ham og Balling chancen for en masse nuanceringer, ikke mindst i det elegante, charmerende samspil med Malene Schwartz’ Maude. Umuligt ikke at fatte sympati for denne mand i hans små glimt af letsindighed, hans meget begribelige bekymring og samvittighedskvaler over den utroskab, der får så sørgelige følger.

Juul Hansen opfattede sig selv som et menneske besjælet af en god portion naivitet, og her er måske en nøgle til den sympati, der kom til at ombølge Varnæs. Med alle begrænsninger vil han det bedste af et ærligt, troskyldigt hjerte, det formelig lyser ud ham. En figur fra en tid, hvor bankdirektører endnu kunne opfattes som gentlemen.

I Riget vender Juul Hansen så at sige vrangen ud på Varnæs – uden at sætte naiviteten til. Med sin nærsynede optimisme bliver han en rørende hjælpeløs og herligt barok parodi på alle velmenende, nærsynede chefer. Og til slut knyttes forbindelsen til Det kære legetøj, da Moesgaard i total opløsning henvises til at samle på erotika, nu både i fysisk og psykisk forstand forvandlet til et kældermenneske, men stadig med en sær uskyld og renhed i behold.

Mod og humor

Juul Hansen var berettiget stolt over, at han både modtog en Bodil for sin Moesgaard i Riget 1 og Riget 2. Som han gjorde opmærksom på, var det første gang en skuespiller fik to Bodil’er for den samme figur.

Holger Juul Hansen udgav i 2011 en revideret version af sin selvbiografi under titlen Sol og tunge skyer, den er holdt i let, elegant stil og har sin styrke i det anekdotiske.

Men Juul Hansens indsats som skuespiller vejer tungt nok, især på grund af hans præstationer, efter at han havde rundet 50. Han vil især blive husket for Matador og Riget, hvor han med vid og ynde, mod og stor humor fremstiller tilsyneladende stærke mænd, der presses fra alle sider.

Moesgaard smuldrer, men Juul Hansen selv holdt hovedet højt i sin lange alderdom trods megen alvorlig sygdom.

Så sent som i 2005 – 80 år gammel – stod han på scenen på Nørrebros Teater som kejser Franz Joseph i Sommer i Tyrol.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu