Læsetid: 4 min.

’Fest for det nødvendige onde’

Filmkritikerne fejrede lørdag dansk film med den årlige uddeling af Bodilprisen. Og selv om ’Kapringen’ og ’En Kongelig Affære’ tog samme priser som ved Robertuddelingen, er der i dén grad brug for både filmkritik og en kritikerpris, lyder det fra nomineret instruktør
’Det er sindssygt det her, jeg ryster herremeget,’ sagde 18-årige Frederikke Dahl Hansen, da hun lørdag vandt en Bodil for årets kvindelige birolle for sin præstation i Kaspar Munks ungdomsfilm ’You & Me Forever’. Det var ungdommens aften, for priserne for årets bedste hovedroller gik også til nye unge kræfter på 28 og 24 år. (Se faktaboksen).

Casper Christoffersen

18. marts 2013

Selvfølgelig er det noget særligt at få prisen fra fagfolk,« siger Bent Fabricius Bjerre.

»Det er et stort skulderklap.«

Den 88-årige komponist har netop modtaget årets Æres-Bodil ved uddelingen af Bodilprisen lørdag aften i Bremen Teater i København. Prisen har han fået for sit lange virke som komponist af filmmusik, men da han fik mailen fra bodilkomiteen, troede han først, det var en fejl, fortæller han. Og i et splitsekund tænkte han: ’Gud ved, om jeg er nomineret for rollen i Klovn-filmen?’.

Latter, bifald, piften.

Foran teatret et par timer forinden står en flok autografjægere og skutter sig i kulden. De er praktisk klædte; kondisko, løse bukser og rygsække. Den røde løber er foldet ud, og danske verdensstjerner, entusiastiske filmfans og forkølede pressefolk drysser til.

Informations udsendte er taget til uddelingen for at undersøge filmkritikkens rolle og berettigelse. Modsat Robert er Bodil kritikernes pris, og den uddeles af Filmmedarbejderforeningen, som består af 46 filmjournalister og -kritikere. De seneste uger har filmkritikken i disse spalter været til debat, og en række spørgsmål er forsøgt besvaret: Er publikum ligeglade med anmelderne? Ligger filmkritikkens fremtid snarere på internettet end hos dagbladene? Er filmanmelderne for dårligt uddannede, behøver man en uddannelse for at skrive anmeldelser, og er der i det hele taget brug for filmkritik?

Sympatisk uhøjtidelighed

»Der står i avisen, at filmanmeldere har for lidt uddannelse, og at der er stor afstand mellem filmanmeldere og folket,« indleder Filmmedarbejderforeningens formand, Jacob Wend-Jensen, sin velkomsttale, da de mange publikummer har sat sig. Før han gik på scenen, blev de af en dyb speakerstemme bedt om at »sætte mobilen på lydløs og skrue ned for egoet«.

»Vi er stolte af, at de to ting, der står i avisen, er helt sandfærdige. En tredje ting, vi også er stolte af, er, at vi i aften uddeler landets vigtigste filmpris,« siger han, der er iklædt det, der åbenbart er årets bodilfestuniform for mænd: Sorte jeans, mørk blazer og hvid skjorte. Intet slips.

Bagefter præsenterer han aftenens vært, Mikael Bertelsen, som er i rigtigt jakkesæt, og som spøger med, at det netop er gået op for ham, at prisuddelingen slet ikke tv-transmitteres.

Så er der jo ingen grund til at anstrenge sig for at gøre et nummer ud af det, siger han og sammenligner Bremen med Det Sixtinske Kapel, nu hvor intet alligevel slipper ud – det eneste signal, der sendes ud, er fra Informations filmredaktør, Christian Monggaard, der live-tweeter i løbet af aftenen.

»Og Christian,« siger Mikael Bertelsen.

»Du er jo for dansk film, hvad skorstenen er for det sixtinske kapel. Der vil vælte varm luft fra dig ud på internettet.«

De flotte scenegardiner er badet i rødt lys, og på en X Factor-/sci fi-agtig måde står blå søjler af lys ud i salen. Der lugter af røgmaskinerøg, flaskeøl og lidt selvfedme. Undertiden kritiseres den danske filmbranche for at være indspist – det er den måske også, og hvad kunne man ellers forestille sig i et land med tre teaterskoler og få nyuddannede skuespillere om året, men Bodilfesten er præget af en sympatisk uhøjtidelighed.

Ved midnatstid efter den formelle uddeling serveres tyrkisk natmad fra kebabvogne foran indgangen. Trine Dyrholm står og ligner en million, mens hun sniksnakker med en veninde med kebabdressing på kinden og en flaskeøl i hånden. Også Nikolaj Lie Kaas spiser kebab, og Pilou Asbæk poserer sammen med en kvinde, der med en mobiltelefon bliver fotograferet af sin veninde.

Et gennemgående tema er kløften mellem ’de kloge’ (filmkritikerne, smagsdommerne, ekspertvældet) og ’folket’.

Filmkritikken er vigtig

Da Kim Foss fra Camera Film og Grand Teatret tidligere er på scenen for på vegne af filmen Martha Marcy May Marlene at modtage en Bodil for bedste amerikanske film, citerer han Bruce Willis for engang at have sagt, at det skrevne ord var på vej samme vej som dinosaurerne. Noget vrøvl, mener han, og han takker den skrevne filmkritik, som han stadig mener, er væsentlig.

Filmjournalist Søren Høy taler om »kompleksiteten mellem folket og de kloge« og forsøger vist nok i en lovlig lang svada om sit eget og sin ven Pilou Asbæks twitterforbrug at sige, at det er vanskeligt at forudsige, hvad folket (personificeret ved Pilous twitterfølgere) ønsker. Paradoksalt nok uddeler han bagefter Publikumsprisen til Hvidsten Gruppen. Filmen er blevet forbigået i de andre kategorier, men vinder således »hovedprisen«, som producent Ragner Grasten skælmsk kalder den.

Efter uddelingen møder Information instruktøren Kaspar Munk, hvis film You & Me Forever var nomineret til Årets Film og vandt prisen for Bedste Kvindelige Birolle.

»Ingen laver film uden at kigge på filmkritikken, for den er et vigtigt øje på det, vi laver. Som instruktør oplever jeg den som et sårbart sted; et sted, man er bange for, men som et nødvendigt onde,« siger han.

– Hvordan ser du filmkritikkens fremtid?

»Det bliver på andre platforme, mindre højtideligt og mere direkte. Men jeg håber ikke, at det får konsekvenser for indholdet og kommunikationen mellem dem, der ser, og dem, der skaber film.«

– Er der brug for en kritikerpris?

»Ja. Både Robertprisen og Bodilprisen er forbundet med stor anerkendelse, men den ene pris er ikke finere end den anden. Det, man laver, kan vurderes på forskellige måder, og begge priser har væsentlighed.«

– Tager dagbladene filmkritikken alvorligt?

»I kritikken har filmkunst sin berettigelse som selvstændig kunstform, og jo mere populistisk og underholdningspræget, det bliver, jo mere kommer filmkunsten til kort. Man skal gøre, hvad man kan for at bevare filmkritikken og interessen for filmen som kunstart og ikke som ren underholdning. Nogle kæmper stadig den saglige kamp for god filmkunst, men når det kommer til stykket, er selv filmkritikerne populister: Når det kører med billetsalget, eller en dansker fyrer den af i Hollywood, så tager vi alle sammen klaphatten på, og så er det måske ikke filmkunsten, vi helliger mest.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu