Et forsvar for arrogance

Tanken om folkebiblioteker er et af samfundets allerlyseste indfald, men hvis man ikke har modet til at sortere skidtet fra, så folk med smag for kanel kan få alt det, de vil have, er bibliotekerne ikke længere en oase af oplysning og en mulighed for at læse den bedste litteratur. Så er det en blank ørken af ligegyldigt konsum
Tanken om folkebiblioteker er et af samfundets allerlyseste indfald, men hvis man ikke har modet til at sortere skidtet fra, så folk med smag for kanel kan få alt det, de vil have, er bibliotekerne ikke længere en oase af oplysning og en mulighed for at læse den bedste litteratur. Så er det en blank ørken af ligegyldigt konsum
Ib Kjeldsmark
22. marts 2013

For et par år siden, helt nøjagtig i 2011, udsendte forlaget Vandkunsten Kafkas dagbøger, for første gang uforkortet, på dansk. Værket er blevet købt af 38 biblioteker. Næppe nogen af dem har købt mere end ét eksemplar. Det forholder sig noget anderledes med den svenske krimiforfatter Camilla Läckberg. Hendes bøger købes af stort set samtlige biblioteker, i adskillige eksemplarer hver. Må man godt have lov til at sige, at det er for dårligt? Sikkert ikke, hvis vi skal være pæne og demokratiske. Set fra det synspunkt er alt lige godt, intet er bedre eller vigtigere end andet. Tankegangen er, at der nok ikke er så mange, der læser Kafka. Mens der er rene folkemængder, der gerne vil læse Läckberg.

Det synspunkt, at ethvert biblioteket i Danmark, da i alt fald de største, som en selvfølge bør have Kafkas dagbøger stående – ikke nødvendigvis i mange eksemplarer, men som et minimum i ét – anses for både udemokratisk og ufolkeligt. En endnu grimmere karl bliver man, hvis man synes, at bibliotekerne vel kunne nøjes med et par deleeksemplarer af Läckberg. Jeg går skam ikke ind for nærighed, men metervis af hendes bøger er ikke rimeligt.

Braset må ud

Det har aldrig været meningen med biblioteker, at de skal servicere med alt, der udkommer på papir. Meningen er faktisk, at ingen skal afholdes fra at læse litteraturen af økonomiske grunde, men det har da aldrig været meningen, at der ikke skal foretages en kvalitetsvurdering, om ikke andet så af den enkle grund, at man ikke kan have alting stående. Det har selv de største biblioteker ikke lagerkapacitet til, simpelthen. I Camilla Läckbergs fædreland lægger man ikke fløjlshandskerne, man tager tværtimod de hårde handsker på, når nødvendige beslutninger skal effektueres. Med andre ord: frem med skovlen og trillebøren. Der SKAL være plads til det bedste, altså må noget af braset ud!

Engang var det en selvfølge. Nej, vi har ikke Ib Henrik Cavlings bøger, dem må De selv købe hos boghandleren eller i kiosken. Sådan sagde bibliotekaren m/k med velmoduleret mandestemme eller evt. en myndig og ikke alt for venlig dame med knold i nakken og lynende briller. Det var også hende, der tyssede på én, hvis man stod og sludrede med en anden bogorm inde mellem reolerne. Og man lystrede selvfølgelig, man vidste jo, at det betød øjeblikkelig udsmidning af templet, hvis man ikke gjorde, som hendes tyssen påbød. Hverken den velmodulerede eller fr. Knold i nakken var et øjeblik i tvivl om, at lige så vel som der var forskel på bøger – der er gode og der er dårlige – var der også forskel på lånere. Dem, der kan opføre sig ordentligt, dvs. passende ærbødigt, og så dem, der ikke kan. Nutidens pladrende kulturkonsumenter – De ved den slags, der fimrer rundt efter Fifty shades, og hvad det hedder – ville dengang ikke have haft nogen grund til at føle sig velkomne. Men i dag kan man låne bøger, der er så ringe, at man griber sig i at ønske sig både fyrre og halvtreds år tilbage i tiden. Til dengang hvor samfundet var så omkostningsbevidst, at det lod bibliotekarerne afgøre, hvilke bøger der skulle stilles gratis til rådighed for læserne. Hvad de ellers måtte have af behov, måtte de selv betale for. Det vidste forlagene godt, dengang, derfor udsendte de triviallitteratur i kioskudgaver, til billige kioskpriser, så ingen behøvede at undvære den nyeste lægeroman.

En perversion

Det er ikke et fremskridt, at lånerne nu kun behøver at henvende sig ét sted, når de skal have læsestof, nemlig bibliotekerne. Det er heller ikke et tilbageskridt, for det var netop bedre tider i gamle dage. Det er derimod en perversion. Heldigvis holder bibliotekerne, dvs. bibliotekarerne, stadig skansen og sørger for, at rigtige læsere stadig kan være bekendt at komme der. Men det er ikke et godt tegn, når det kun er 38 biblioteker, der har købt Kafkas dagbøger. I bibliotekssproget karakteriseres de som ’alment niveau’, altså ikke et værk, der kun kan have interesse for f.eks. forskere. De kan læses af alle, der interesserer sig for Kafka, og det er der trods alt en hel del, der gør.

Det er mere end trist, hvis det nu er bibliotekarenes opfattelse, at det ikke er så vigtigt at servicere Kafkas læsere, men modsat alt om at gøre, at Camilla Läckbergs læsere får deres junk. Tanken om folkebiblioteker er et af samfundets allerlyseste indfald, men hvis man ikke har modet til at sortere skidtet fra, så folk med smag for kanel kan få alt det, de vil have, er bibliotekerne ikke længere er en oase af oplysning og en mulighed for at læse den bedste skønlitteratur. Så er det en blank ørken af ligegyldigt konsum.

Nok behøver vi ikke, som Fogh Rasmussen sagde i sin tid, smagsdommere til at bestemme, hvordan vi skal leve vores liv, men hvis ligegyldighed og idioti er i færd med at ødelægge noget så værdifuldt som folkebibliotekerne, er det absolut på sin plads at landets læsere – af den slags, som jeg vil insistere på at kalde de rigtige – protesterer. Og så er det på tide at genopfinde den gammeldags bibliotekar, der hverken tolererer småsnak i krogene, larmende teenagere eller kulturens bonderøve, der konsekvent omtaler lånere som ’kunder i butikken’.

Hvad skal man gøre ved det? Svaret er trist, fordi det åbenbart er nødvendigt, men det er også enkelt: Kulturens folk må øve sig i arrogance. Det kan utvivlsomt læres. Som så meget andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Niels  Mosbak
    Niels Mosbak
  • Brugerbillede for Aase Bak-Nielsen
    Aase Bak-Nielsen
  • Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
    Niels-Holger Nielsen
  • Brugerbillede for John Christian Mogensen
    John Christian Mogensen
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
  • Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
    Heinrich R. Jørgensen
Benno Hansen, Niels Mosbak, Aase Bak-Nielsen, Niels-Holger Nielsen, John Christian Mogensen, Grethe Preisler og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Andersen

Ja, ellers ender det da som Melodi Grand Prix, hvor laveste fællesnævner sejrer, og alle har glemt skidtet efter 3 måneder

Ole Andersen
Peter Bangs Vej 35
2000 F

Brugerbillede for Erik Højer

Prøv at checke på hvilke biblioteker Kafka-værket er udlånt; jeg skulle hilse og sige at folk ikke ligefrem står i kø til de tre bind; faktisk er værket p.t. kun udlånt på to biblioteker uden for Storkøbenhavn (Odense og Randers).

Man skal have is i maven som provinsbibliotekar, når man beslutter sig for at købe det ikke billige værk for de ikke ubegrænsede midler på den slunkne bibliotekskonto; når man samtidig intuitivt ved at værket vil stå (næsten) urørt indtil den dag det bliver endegyldigt begravet i magasinet. Vinn har valgt et dårligt eksempel; 38 eksemplarer er et overraskende højt tal.

Oversætteren Karsten Sand Iversen brokkede sig i sin tid ligeledes over at så få biblioteker havde indkøbt Stendhals Om kærligheden; og jeg forstår godt hans frustration som oversætter af værket, men jeg forstår også godt de bibliotekarer som måske har haft lyst til at købe det smukke værk, men som afstod, fordi de vidste at deres lånere aldrig ville røre det med en ildtang. Værket er p.t. ikke udlånt på et eneste af de 14 biblioteker som - prisværdigt nok - trodsede mavefornemmelsen og købte det.

Brugerbillede for grete jørgensen
grete jørgensen

Hej Erik Højer. Man kunne også mene, at bibliotekerne netop skal købe de bøger, vi IKKE finder hos boghandleren og så skære ned på Läckberg med god samvittighed. Mon ikke de mennesker, der ikke KAN vente på at læse hende, selv har råd til at købe hendes bog?Jeg ved det ikke, men er enig med Vinn Nielsen i, at bibliotekerne ikke skal blive en "ørken af ligegyldigt konsum". Måske kunne det være bibliotekernes opgave at gøre opmærksom på, hvilke gode og anderledes bøger de har og som de gerne vil delagtiggøre os andre i. Stå ved at et bibliotek er et bibliotek og ikke et supermarked.

Torben Nielsen, Heinrich R. Jørgensen, odd bjertnes, Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Niels Mosbak og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Højer

Hej Grete

Bibliotekerne køber vitterligt de bøger du ikke finder hos din boghandler; de køber også de bøger du faktisk finder hos din boghandler og de køber også de bøger du sagtens selv kunne få fat på via nettet. Samtidig med at de køber alt muligt andet, som du og Vinn måske tilfældigvis synes er ligegyldig konsum, men som andre mennesker synes er interessant og godt (såkaldt triviallitteratur, tegneserier, spil osv.). Biblioteket er for alle borgere; og kultur er summen af alt hvad de borgere nu engang interesserer sig for. Kafkas dagbøger er blot en lille - men ikke ubetydelig - flig af det samlede kulturbillede.

Jeg er helt enig i at biblioteket skal fremhæve bestemte bøger, som bibliotekaren selv synes kvalitativt hæver sig over så meget andet. Men ikke på bekostning af en bestemt type litteratur eller medieform. Biblioteket skal ikke være et museum med en bogbeholdning for en bestemt type læser. Husk også at bibliotekaren sidder der for at lytte - ganske fordomsfrit - til dine helt specifikke ønsker. Hvis der er et eller andet du synes biblioteket bør erhverve, så kontakt bibliotekaren! Du vil blive overrasket over lydhørheden. Er der nogen der ikke ønsker at biblioteket bliver en "ørken af ligegyldigt konsum", så er det bibliotekaren.

Venligst Erik

Brugerbillede for grete jørgensen
grete jørgensen

Hej igen. Jeg ved ikke hvor mange eks. et bibliotek køber af en krimi. Det kommer også lidt an på det, ikke? Men når Vinn N. skriver, at det "aldrig har været meningen, at der ikke skal foretages en kvalitetsvurdering...." har han så ret eller ikke ret? Skal alt der udkommer på papir (som han skriver) købes af et bibl.? Det er en aktuel og interessant diskussion, som der indtil videre ikke er fundet svar på - eller hvad?Hvad kan vi forvente? Og er det rigtigt, "at kultur er summen af alt hvad borgere interesserer sig for", som du skriver? Det ved jeg ikke rigtig?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Grete Jørgensen nærmer sig faretruende begrebet "smagsdommere". Hvem skal bestemme, hvad der er god kultur, nej, det skal ingen, alle er deres egne dommere, som Fogh sagde for 10 år siden, og siden har ingen ville dømme over andet end grønne tal på bundlinjen, læsertal, seertal og lyttertal. Og hvis folk efterspørger det flade, skal de have det flade, alle skal have det, de beder om, også nyheder og publik service, alt er indrettet efter efterspørgslen, der er den eneste rigtige dommer. Som PH sagde, der findes kun god smag, og den er dårlig.

Brugerbillede for Vibeke Nielsen
Vibeke Nielsen

Debatten er helt forfejlet. For bibliotekerne kan skaffe stort set alt til hjemlån, der er udkommet på dansk, hvis man lige ser bort fra meget gamle værker (mere end 100 år), som aldrig er blevet genudgivet og som man derfor er nødt til at læse på statsbiblioteket, hvis man absolut vil læse dem, da de er rene museumsgenstande i dag.

Så hvorfor klagesangen? Det vigtigste er vel, at værkerne er tilgængelige og ikke at man kan håndplukke hvadsomhelst fra hylderne i den lokale filial? I min optik er bibliotekernes egentlige forklaringsproblem, at så få danskere er i stand til at bruge og faktisk bruger alle de fantastiske muligheder for materiale- og informationssøgning, som bibliotekerne har at byde på. Altså at danskernes informationskompetencer ikke har det særlig godt... og at vi derfor, som sigenede eksempel, igen og igen skal høre klagesangen om, at bibliotekerne ikke har de bøger, vi gerne vil læse. For de bøger har bibliotekerne faktisk. Danskerne kan bare ikke finde ud af at finde, vælge og bestille dem...

Brugerbillede for Erik Højer

Det er gode og relevante spørgsmål du stiller Grete.

Der bliver (naturligvis) foretaget en kvalitetsvurdering ved indkøb af materiale til folkebiblioteket. Alt der udkommer på papir bliver (naturligvis) ikke købt af folkebiblioteket. Ingen kan se ind i fremtiden, men folkebiblioteket er dit og mit, så er man bekymret over et eller andet, så skal man (naturligvis) lade sin stemme høre.

Der findes efter min bedste overbevisning ikke noget endegyldigt svar på den komplekse diskussion om hvad et folkebibliotek helt nøjagtig skal være, derfor er diskussionen uendelig, men skal selvfølgelig føres alligevel. Et folkebibliotek er ikke en statisk hermetisk størrelse; det forandrer sig i forhold til dets lånere og bibliotekarer.

Der er ligeså mange forskellige kvalitetsbegreber, som der er bibliotekarer. Ligesom mit og Vinns kulturbegreber blot er to (forskellige) blandt mange, men husk at kultur og kunst ikke nødvendigvis er det samme. Biblioteker er forskellige og det er godt at de er forskellige.

På et tidspunkt havde jeg min gang på Biblioteket i Blågården (København) og dér havde de en bibliotekar som var fan af science-fiction; han havde opbygget en velassorteret lille samling, som kun findes dér på det ene bibliotek. Selv om nogle af de sci-fi-bøger sikkert er bedre end andre, så er det en gave til et lokalmiljø.

Sci-fi, fantasy og krimi blev i sin tid affærdiget som underlødige trivialgenrer (junk), hvilket var dumt; fordi de genrer befordrer og stimulerer læserens fantasi, hvilket er godt. Hver genre har sine egne kvalitetskriterier. Der er mange slags læsere og ingen af dem er rigtigere end andre. Biblioteket er for dem alle; det er alsidigt og det er godt.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er åbenbart forsvundet ud af den almindelige forståelse, at det danske bibliotekssystem er en del af litteraturpolitikken, der skal hjælpe den kunstnerisk interessante forfatter. Det hele gik i ged, da bibliotekerne gerne ville være med på alt muligt andet. Jeg syntes dengang som nu, at man burde have dannet andre institutioner til at varetage behovet for f.eks. ikke-litterære lån, hvilket ville have udelukket alt, hvad der ikke er tryk (men ikke musik, der netop også blot er realiseringen af tryk).
Nu er det lige pludselig blevet mere besværligt, men paradoksalt nok er det jo næsten igen mest bogen, der er hovedsagen på biblioteket igen, også digitalt.
Hvad jeg gerne vil frem til er, at det altid har været meningen, at bibliotekarer skal foretage et bogvalg ud fra kvalitetsmæssige kriterier på folkebiblioteksniveau - det er den lødige litteratur, der skal være tilgængelig for alle i landet, ligesom det også først og fremmest er skønlitteraturen, mens faglitteraturen er kommet til at overtage og utvivlsomt dermed også udpine mangt et bogbudget.
Mens folkebibliotekerne altså er del i et dannelsesprojekt - og i øvrigt med de nye læsegrupper synes at tage opgaven på sig med stor seriøsitet - er national- og statsbibliotekerne bevarerne af revl og krat, igennem pligtafleveringen, der dels vedrører udgivne værker af alle arter, men også de såkaldte småtryk, der er alt, hvad der er fremstillet på et trykkeri i Danmark. I to eksemplarer.

Brugerbillede for grete jørgensen
grete jørgensen

Smagsdommere, tja! Det begreb kan diskuteres. Hvad er der i grunden galt med smagsdommeri? Hvad er man bange for? Har alt lige værdi eller mon noget kunne være bedre end andet?

Hvordan skal bibliotekerne forholde sig til selvudgiver-bøger? Ville vi syntes at det kunne være rart med lidt smagsdommeri dér?
Krimier: har lige været i stort supermarked. Kan man virkelig ikke tillade sig at forvente at den ivrige læser KØBER den eftertragtede bog. SÅ dyre er de ikke, krimierne.
Smagsdommere, tja!

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Selvfølgelig skal der være smagsdommere, jeg vil hellere kalde dem belæste, lærde, eller kloge.. De skal ikke diktere nogen noget, men foreslå. De skal ikke vælge for andre, men vejlede, komme med inspiration, oplysning og gode råd.

Det pudsige - men ikke overrakende - er, at alle Anders Foghs forhadte smagsdommere blev afløst af nogle nye smagdommere, der prædikede den "rigtige" kultur. Vi fik kulturkanons og rettesnore i, hvad der var det rigtige demokrati, de bedste romaner, den bedste arkitektur, kulturarvens største hits, og det skulle undervisningsplanerne indrettes efter, og alle nejede og bukkede og sagde i kor: - det er vel nok en dejlig kanon. Mao kunne ikke have gjort det bedre.

Idag hedder smagsdommerne "eksperter". Det vrimler med dem, og de har alle fine universitetstitler, hvis det da ikke drejer sig om penge, så er det finansieringseksperter fra Sydbank eller Nordea.

Det eneste sted, hvor der ikke er eksperter, er på underholdningsområdet, og her hører bibliotekerne til, har de besluttet, der må ingen vejlede eller være kloge, her hersker kun én regel, markedets lov. Folk skal have lov til at vælge frit, og de vælger det, reklameindustrien bestyrker dem i, er det rigtige.

Brugerbillede for Erik Højer

"Hvorfor klagesangen?" spørger Vibeke Nielsen, vel egentlig henvendt til klummeforfatteren; og så er det bare ærgerligt at Vinn aldrig selv tager tråden op med kommentarer; men han er nok også travlt optaget med at skrive næste fredags klumme.

Alle har sine mere eller mindre skjulte dagsordener. Forfatteren Vinn er bekymret over at folkebibliotekerne køber for få eksemplarer af den seriøse ( i dette tilælde oversatte) litteraturkunst, hvilket rammer forfattere og oversættere på pengepungen.

Folkebibliotekerne har så mange forskellige udgiftsposter at de sparer på det såkaldt smalle hvor de kan og henviser (som Vibeke Nielsen) til at man kan bestille bogen fra et andet (central)bibliotek via bibliotek.dk. D.v.s. hvis bare ét bibliotek ligger inde med et værk, så er værket tilgængeligt (i Vibeke Nielsens optik).

Peter Hansen påpeger ganske rigtigt at det egentlig er en litteraturpolitisk debat. Problemet er bare at der ikke står noget sted i biblioteksloven at det er folkebibliotekernes pligt at købe bestemte bøger for at støtte en bestemt type forfattere eller oversættere.

Man ved jo aldrig med Vinn og hans karikerede stil, men jeg tror sådan set han føler sig oprigtig afmægtig i forhold til udviklingen. Men at få afløb for raseriet ved at kalde folk der tilfældigvis læser Läckberg og E.L.James for "pladrende kulturkonsumenter" resulterer kun i at folk lukker ørerne, som når man trækker på skuldrene af brokkehovedet nede på stamværtshuset.

Brugerbillede for grete jørgensen
grete jørgensen

Hej Erik Højer. Hvis ikke man kender Vinn Nielsen helt særlige bid og vid - og hans romaner - så kan man få lyst til at lukke ørerne. Og det er jo ærgerligt. Men som jeg opfatter det, så har vi netop brug for en provokerende debattør, een som tør bruge overskriften: "Et forsvar for arrogance". Det er simpelthen en super overskrift, ikke? Og den er en debat værd. Smed vi den sunde fornuft væk, dengang Fogh Rasmussen angreb smagsdommeriet?
Tør vi ikke bare FORSØGE at være smagsdommere?
I min optik er det ikke så meget om man er til krimier eller Kafka, men mere om, hvor niveauet skal lægges på biblioteker. Og også hvad man kan forvente at vi som forbrugere selv køber eller hvad vi forventer samfundet skal købe til os? Eller hvad?

Brugerbillede for Vibeke Nielsen
Vibeke Nielsen

Erik Højer

Du har ikke forstået min pointe, men producerer til gengæld en stråmand på basis af mit indlæg.

"Folkebibliotekerne har så mange forskellige udgiftsposter at de sparer på det såkaldt smalle hvor de kan og henviser (som Vibeke Nielsen) til at man kan bestille bogen fra et andet (central)bibliotek via bibliotek.dk. D.v.s. hvis bare ét bibliotek ligger inde med et værk, så er værket tilgængeligt (i Vibeke Nielsens optik)."

Min optik vedrører ikke primært spørgsmålet om adgang til værkerne. Jeg påpeger blot, at adgangen er ordnet. Hvad der til gengæld ikke er ordnet, er formidlingen, hvilket jeg faktisk påpeger. Bibliotekerne løser ikke opgaven med formdiling af viden om kvalitet i skønlitteratur, lige så lidt som de løser opgaven med formidling af informationskompetencer. Derfor er det desværre så som så med både stimulering af kulturel aktivitet og bidrag til oplysning fra bibliotekernes side. Det er så bare ikke det, som Vinn efterspørger. Han efterspørger merindkøb og øget adgang til flere fysiske værker. Altså noget rent materielt. Det rent materielle, altså den øgede økonomiske kulturstøtte, mener jeg løses bedre gennem økonomiske støtteordninger end gennem merindkøb af fysiske produkter, som ikke bliver brugt.

Lige Kafkas dagbøger hører jeg da selv til kernelæser af. Men jeg kan ikke se nogen grund til af fælde finske træer for at støtte oversætterne. Der må findes bedre måder at støtte deres arbejde på og samtidig udbrede kendskabet til den gode litteratur.

Brugerbillede for Torben Nielsen
Torben Nielsen

Når nu kultur er markedsgjort må kulturudbydere og biblioteker "sælge" hvad konsumenterne ønsker eller lukke. Og der lukkes mange biblioteker.

Så for tiden må man nok finde sig i Läckberg, eller helt undvære sit bibliotek.

Som Vibeke Nielsen skriver,er det heller ikke værre, end at man kan gå på biblioteket, og bestille Kafkas værker til hjemlån. Ellers kan man tage til det nærmeste universitetsbibliotek. Større er landet ikke.

Jeg er også ganske sikker på at et støvet fagbibliotek ikke just tiltrækker børn og unge en regnfuld eftermiddag.

Så jeg er egentligt ikke så utilfreds :O)

Brugerbillede for Erik Højer

Åh, men der var jo bare ingen Vinn & skæv i langfredags og hvad stiller man så op med sine abstinenser? Måske skulle man tage de dér dagbøger af Kafka ned fra hylden og se om der er en påskeoptegnelse; jo, søreme:

"Fuldstændig erkendelse af sig selv. At kunne holde om omfanget af sine evner, som en lille bold. Acceptere den største nedgang som noget kendt og på den måde forblive elastisk i den."

Påskelørdag 1912

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

man skulle have forbeholdt bibliotekerne bøgerne anno dazumal i 90erne, da diskussionen gik løs - og have dannet nye folkelige institutioner til andet materiale ud over alndet, i stil med f.eks. TIC i Ravnsborggade i København fra sidst i 80erne.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nå, det havde jeg fået med første gang.
Jeg kan huske, at jeg kom til den større by og blev både overrasket og lidt forarget over, at man i kraft af større budgetter mere eller mindre tilsidesatte kvalitetsvurderingen af materialer. Det bragte helt sikkert mange mænd, man ellers ikke ville have set, indenfor, at de kunne låne manualer til bilreparation på Odense Centralbibliotek, og de la Roches Jalna-bøger var også stensikre udlånshit.
Den slags var aldrig kommet over dørtrinnet på min barndoms folkebibliotek, men krimier var der nu godt nok, så dem tyrede jeg sammen med alt det andet.
Det handler selvfølgelig om bevillinger, og ligesom antallet af udgivne titler hvert år har vanskeliggjort opgaven, så har penge til musiker og oversættere, hvad man ikke havde dengang, udhulet bibliotekspengene.
Og så spiller det selvfølgelig kraftigt ind, at den litteraturformidling, DR i gamle dage satte højt, er helt forsvundet til fordel for mad og bolig. Det synes at have direkte påvirkning i forhold til folks læselyst og forlagenes udgivelser - og er vel det bedste eksempel på, at et muligt problem med kulturkløfter i høj grad skyldes DRs svigt. Behandlede man bøger seriøst i fjernsynet - og jeg ser her bort fra Skønlitteratur på P1, som jeg får sværere og sværere ved at holde ud - ville efterspørgslen efter bibliotekernes kerneopgave med sikkerhed gå op igen, og den gode bog ville blive afmystificeret.

Brugerbillede for Michel Steen-Hansen
Michel Steen-Hansen

Biblioteket er en skattefinansieret institution for alle, men Bent Vinn Nielsen synes åbenbart kun det skal være der for ”rigtige læsere”, mon det er dem der læser Information?

For nogle år siden arbejdede jeg på et større provinsbibliotek, hvor vi havde skabt et hovedbibliotek, med meget andet end bøger bl.a. store bokse fyldt med Fatboy puder og store Nintendo Wii skærme.

Jeg skulle vise den lokale Rotary klub rundt. En flok mænd i Vinn Nielsen generationen, som var mere end skeptiske over, at vi havde inddraget sådanne spillemaskiner i bogens tempel. Da vi kom hen til boksene, lå der to drenge og flød i puderne, men det bemærkelsesværdige var at de lå og læste i hver sin bog. Jeg godtede mig indvendigt og kunne så rammesætte fortællingen om, at biblioteket er for alle og derfor også forpligtet til at række ud efter alle med forskelligartede tilbud. Herunder også tilbud som i kulturelitære sjæle, som min og Bents, ikke nødvendig vis er kvalitet, men som lokker de udannede i fælden, så de danner sig. Hvem ved, måske dannelsesfælden klapper så hårdt, at de kommer til at læse en bog, frem for kun at spille Nintendo. Hvis de var blevet hjemme på drengeværelse for at spille på deres egen PC, så havde de ikke smidt sig i puderne bag efter for at læse den bog, for kære Bent, dem er der ikke mange af på de moderne kommunikationscentraler, som drengenes værelser har udviklet sig til.

Bent Vinn Nilsen skriver under overskriften ”Et forsvar for arrogance” om bibliotekernes forpligtelse til at udvælge og formidle det gode frem for det ringe. Det er jeg sådan set enig med ham i, men ikke ud fra at Kafkas dagbøger kun står på 38 biblioteker.

Bent og jeg kunne nok godt blive enige om at udvælge kvalitetslitteratur, for vi læser sikkert nogenlunde de samme bøger og samme avis, eller han skriver i den og jeg læser den. Der er bare det aber dabei, at vore skattefinansierede biblioteker ikke kun er skabt for Bent og jeg, som ”rigtige læsere”, biblioteket skal også række ud og oplyse, også de der normalt ikke læser Information eller Kafkas dagbøger. I Danmark har vi historisk opbygget FOLKEbiblioteker, bl.a. ud fra tanken om at lyset ikke er for de lærte blot.

Derfor giver det god mening, at bibliotekerne har rige mængder af svenske femikrimier af mellemfornøjet litterær kvalitet. Ikke for at lefle for den dårlige smag, men for at have tilbud til alle borgere og få nogle ind, som så bliver fristet af alle de andre (dannede) tilbud som biblioteket kvalitetsudvælger. De borgere tager måske ikke ligefrem Kafkas dagbøger med hjem, men måske anden kvalitetslitteratur som "Et liv i almindelighed". (Bent, til din oplysning stå den i øvrigt på 101 biblioteker, men skulle du ramme et af de, der ikke har den stående, så kan du bestille og den vil blive leveret inden for et par dage til et bibliotek nær dig, så ikke alt behøver at stå alle steder)

Biblioteket har en public service forpligtelse, hvilket vil sige at det er forpligtet til både at tilbyde det smalle og det mere bredtfavnende. Det handler om at finde en fornuftig balance, for ellers ender man i Vinn Nielsens højlitterærer elfensbenstårn, hvor kun en lille den af Det Traditionelle-fællesskabsorienterede Segment kommer for at læse hvad andre i Det Traditionelle-fællesskabsorienterede Segment, har skrevet i Information, at de bør læse.

Jeg bliver helt bekymret over, om det er Bents våde drøm, har når han skriver ”Det er ikke et fremskridt, at lånerne nu kun behøver at henvende sig ét sted, når de skal have læsestof, nemlig bibliotekerne. Det er heller ikke et tilbageskridt, for det var netop bedre tider i gamle dage. Det er derimod en perversion.”

Hvis ikke det var fordi jeg gennem mange år havde fulgt og nydt Vinns skriverier her i avisen og i hans bøger, kunne jeg mistænke ham for at være reaktionær kulturelitær, som ikke mener kultur er for de udannede. Men på den anden side bliver vi jo alle ældre.

Jeg forbavses nu alligevel over det kultursyn han lægger for dagen, når han skriver ”hvis ligegyldighed og idioti er i færd med at ødelægge noget så værdifuldt som folkebibliotekerne, er det absolut på sin plads at landets læsere – af den slags, som jeg vil insistere på at kalde de rigtige – protesterer. Og så er det på tide at genopfinde den gammeldags bibliotekar, der hverken tolererer småsnak i krogene, larmende teenagere eller kulturens bonderøve, der konsekvent omtaler lånere som ’kunder i butikken’.”

Jovel, vi vil gerne have brugere på bibliotekerne og dagligt bruger personalet rundt omkring mange ressourcer på at skabe oplevelser og give vejledning til brugerne. Det går ikke altid helt stille af, men borgerne strømmer til, både de ”rigtige læsere” og de ”andre”, men på bibliotekerne favner vi bredt.

Samme dag som Vinn Nilsen skriver om sit kulturkonservertive manifest om fortiden bibliotek og kulturimperalistiske nekrolog over de ”Forkerte Læsere”, har Politikens Læsere valg at give ”På kanten Prisen” til Biblioteket i Nordvest. Godt nok er det ”I Byen” tillægget, som vel er rettet til det lidt ungdommelige segment der uddeler prisen, men det er dog i en kulturradikal avis som Politikken, så mon ikke Bent kunne overveje om der findes mere end én type ”rigtige” biblioteksbrugere.

På Biblioteket på Rentemestervej finder 30.000 gæster, hver måned vej til en lille oase med kulturarrangementer og hjemlig hygge i Københavns Nordvestkvarter. Og der er rigtig mange teenagere og tilrejsende bonderøve af forskellig etnisk herkomst. Nogle er også rigtige kunder, for der er nemlig en fed cafe, godt nok drevet af mennesker med handicap, som ikke nødvendigvis er klassisk dannede, men har et smittende humør. Men Biblioteket skaber synergi og sammenhold i kvarteret, fordi man har lyst at mødes og opholde sig der. Jeg er sikker på at det også bibringer en enkel hvileløs sjæl klassisk dannelse ind i mellem, fordi den litterære sjæl smitter.

Jeg ved ikke hvor Bent Vinn Nilsen går på biblioteket eller hvor længe siden det er han har besøgt et, men jeg synes han skulle ta en tur forbi Nordvest og se hvordan det klassiske smitter i små doser på de lamende teenagere og udannede mennesker som lokkes ind i ”butikken”. Måske låner de oven i købet en af de ”rigtige”bog med hjem, når de har været der.

Mennesker har behov for at være sammen og behovet for at have steder at mødes er voksende i en stadig mere digital verden. En verden hvor litteratur og information kan tilgås via Internettet og Biblioteket sørger for at sikre adgangen til både e-bøger og vidensdatabaser.

Derfor spiller biblioteket en væsentlig rolle, som fysisk mødested og i mange lokalsamfund som det sidste ikke-kommercielle sted, hvor man som borger bare kan møde op. Stadig flere kommer faktisk også på folkebiblioteket, landets absolut mest besøgte kulturinstitution, med over 36 mio besøgende. De kommer ikke kun for at bruge de traditionelle bibliotekstilbud, men for at bruge de mange andre services, kulturoplevelser eller bare for at mødes. Mange af de besøgende kommer ikke for at låne Kafkas Dagbøger, men for at få oplevelser til deres egne dagbøger og for fællesskabet, og det går ikke altid stille af. Det handler om at mødes og her er biblioteket en af de sidste FOLKEinstitutioner, hvor vi kan mødes på tværs af kulturelle og sociale skel.

Ideen om det fælles mødested har været centralt i demokratiet helt tilbage fra det antikke Athen, hvor borgerne mødtes i Agoraen. Og selvom det kun var forundt de modne mænd, spillede Agoraen en central rolle for den demokratiske samtale. Sådan er det med demokrati, det kræver samtale og plads for at kunne udfoldes og det går ikke stille af, men jeg synes ikke det skal indskrænkes til kun at kunne rumme ”de rigtige”. Lad os i stedet udvide demokratiet og favne dem, som måske ellers ikke ser sig selv som en del af de demokratiske processer.

I stedet for at tænke biblioteket, som fortidens stille læsesal, bør det udvikles som sted der skal nytænkes, for også at være dannesinstitutionen for fremtidens generationer. Det har man gjort i Nordvest og heldigvis mange andre steder i landet. Bent, jeg synes du skal tage ud og besøge dem, og snak med kunderne i butikken, det kunne være de havde noget at byde på, selvom de ikke har læst Kafkas Dagbøger.

Biblioteket er en dannelsesinstitution og skulle gerne være det for andre end de der læser Information og i forvejen kommer på biblioteket, fordi de elsker at klatre i elfenbenstårne. Biblioteket er for folket, så lad os bruge det som en demokratisk og dannende institution, med plads til at udvikle alle.
www.biblioteksdebat.dk

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jeg tror, at der opbygges en masse stråmænd, Michel Steen-Hansen, herunder kampzoner, hvor der ikke er en kamp.
I min barndom var det lokale provinsbibliotek samlingspunkt for mange børn, der især ikke havde andre muligheder for opholdsrum. Det fik dem også til at læse mere, end de ellers ville have gjort - foruden at nogle kom til at spille skak og andre ikke så tossede ting. Børnebiblioteksbetjeningen er afgørende anderledes end voksenbiblioteket deri, at børnene skal socialiseres til at være biblioteksbrugere.
Hvad man kan og bør angribe, er bibliotekernes direkte medvirken til, at forlagene prioriterer, som de gør. Biblioteket er en ikke en butik, der skal efterkomme nogle kunder, det er en offentlig kulturinstitution, der først og fremmest skal sikre adgangen til litteratur ud fra nogle anerkendte kvalitetskriterier. Det er ikke så populært et synspunkt, men det modsatte synspunkt er værre: at det, der kun fremstilles med henblik på spekulation i folks dårlige smag, skal understøttes med offentlige penge.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Iøvrigt er det en grov undervurdering af en befolkning, der har et meget højt uddannelsesniveau, at tro, de gerne vil nøjes med litterære slikposer.