Læsetid: 10 min.

’Ingen kan forandre noget alene’

Noam Chomsky er en af verdens mest kontroversielle tænkere. I dag, i en alder af 84, reflekterer han over sit livsværk, de aktuelle begivenheder i Syrien og Israel, og sit livs kærlighed – hans kone, der døde i 2008
Noam Chomsky, der efterhånden er blevet 84, har været politisk engageret i hele sit liv. Lige siden han skrev sit første læserbrev imod fascismen – han var dengang ti år gammel. For nylig forsvarede han endnu engang palæstinensernes rettigheder.

Noam Chomsky, der efterhånden er blevet 84, har været politisk engageret i hele sit liv. Lige siden han skrev sit første læserbrev imod fascismen – han var dengang ti år gammel. For nylig forsvarede han endnu engang palæstinensernes rettigheder.

Jodi Hilton

30. marts 2013

Det kan godt være, at regnen styrter ned i stride strømme, får tagrender til at løbe over og skylle hen over Euston Road i London, men den kan ikke hindre, at der danner sig en stadig større kø, som efterhånden når hele vejen tilbage til Euston station.

Og i forsamlingshuset Friends House, drevet af quaker-sekten, er spændingen ligefrem håndgribelig. Folk søger efter venner i mængden og siddepladser med slet skjult ængstelse. Alle stirrer på scenen, indtil en ældre, lettere korpulent herre med omkring 15 minutters forsinkelse omsider dukker op, forsigtigt klatrer op på podiet og sætter sig ned. Salen fyldes øjeblikkeligt af jubeltilråb, klapsalver og pift.

Da den amerikanske lingvistiker og systemkritiker Noam Chomsky begynder at tale om indtrykkene fra, da han i oktober sidste år for første gang besøgte Gaza, er det med en monoton dræven, der ikke gør noget særligt retorisk krav på publikums opmærksomhed, ja faktisk kan det lyde søvndyssende.

Men inden for fem minutter bliver mange af kendetegnene ved Chomsky politiske forfatterskab åbenbare: hans vrede, hans omfattende erfaringer, viden og referencer – journalistik fra Gaza, personlige vidnesbyrd, et detaljeret kendskab til den tidligere egyptiske Mubarak-regering og dens hemmelige tjenester, samt en opdateret viden om den nye egyptiske regering, om den historiske baggrund for Israels besættelse, de seneste nyhedsindslag, der fortæller, hvorledes egypterne har brugt kloakvand til at oversvømme tunnelerne ud af Gaza, og om hvordan israelerne har brugt det til at oversprøjte ikkevoldelige demonstranter. Kendsgerning føjes til kendsgerning, der samtidig bliver serveret med en svidende og universel sarkasme, som når han taler om de grusomheder, som »Europa høfligt tåler – som sædvanlig.«.

Barske, frapperende ordbilleder – de »frygteligt forkullede lig af myrdede spædbørn«, »sårede menneskekroppe, der vrider sig i smerte« – folder sig ud, indtil de næsten danner en ny form for frasering.

Man kan hævde, at det sidste er helt uomgængeligt for at beskrive de grusomheder, der finder sted. Men det er også en metode, der kan give bagslag. Kendsgerninger taler for sig selv, hvorimod hånlige adjektiver og sarkasme ulogisk nok kommer til at tarveliggøre dem ved at påtvinge tilhøreren skuffende primitive og forenklede argumentationsrækker.

»Hans sætninger,« skrev Larissa MacFarquhar i et fremragende Chomsky-portræt i New Yorker for ti år siden, »er anklager om skyld, men ikke fra en position af uskyld eller af håb om noget bedre: Chomskys sarkasme er som det vredt skulende blik på en falden verden; som den vrængende hån fra en helvedets veteran til dets troskyldige og forfærdede beboere« – og dermed bliver den på ejendommelig vis også statisk og uproduktiv.

Hjertelig alfahan

Nu skal det rimeligvis anføres – som han selv påpeger den følgende dag, da The Guardian møder ham, at Chomsky ikke altid prædiker for allerede omvendte eller bare fordomsfrie skeptikere.

»Den overstrømmende modtagelse, jeg fik i går, var fuldkommen anderledes fra, hvordan jeg blev modtaget for fem år siden. Dengang talte jeg også om Israel-Palæstina, men jeg måtte have politibeskyttelse, fordi publikum var så fjendtligt,« siger han.

Hans stemme er forsvindende rolig og monoton, og samtidig er han lidt tunghør, hvilket gør det til lidt af en udfordring at føre en samtale. Men han besvarer mine spørgsmål med hjertelighed og seriøsitet – faktisk lidt af en overraskelse for en mand med et ry for at være en brutal polemiker, der er besat af at vinde alle diskussioner for enhver pris.

»Der er virkelig en alfahans dominanspsykologi på spil her,« sagde en kollega engang om ham. »Bare den måde, han bevæger sig på, den måde, han ser ned på en på. Og hele hans tilintetgørende tonefald.«

Og det siges da også, at hans studerende på universitetet fik for vane at besøge ham parvis, således at den ene af dem altid kunne forsvare den anden. Men hjerteligheden er måske mindre overraskende, når det går op for en, at han kan bruge op til syv timer om dagen på at besvare e-mails fra sine mange fans og den spørgelystne offentlighed. Og i den vældige hotellobby virker han da også som en skrøbelig figur.

Chomsky blev født som søn af hebraisklærer, der udvandrede fra Ukraine og Rusland ved forrige århundredskifte. Oprindeligt var han da også zionist, men vel at mærke den slags zionist, som ønskede sig en socialistisk stat, hvor jøder og arabere kunne arbejde sammen som ligemænd. Siden da er han blevet beskyldt for antisemitisme, fordi han for godt 35 år siden forsvarede ytringsfriheden for en fransk professor, der siden hen blev dømt for Holocaust-benægtelse. Og som tidsskriftet The Nation engang påpegede, er det en målestok for de begrænsninger, diskussioner af mellemøstkonflikten undertiden lider under i hans hjemland, at han på et tidspunkt fik et ry for at være Amerikas »mest fremtrædende selvhadende jøde«.

Rettigheder til palæstinenserne

Også i dag argumenterer han utrætteligt for palæstinensernes rettigheder. Ved sidste uges forelæsning henviste han til forskellige vurderinger af Oslo-aftalerne, som fylder 20 år til september, herunder til en beskrivelse af dem som »en infernalsk fælde«. Han svarede også på et spørgsmål om, hvorvidt Israel stadig vil eksistere om 50 år ved blandt andet at sige, at »Israel fører en politik, som maksimerer sine egne sikkerhedstrusler ... en politik, der vælger ekspansion fremfor sikkerhed ... som fører til moralsk nedbrydning, isolation, og delegitimering og i sidste ende, dette er meget sandsynligt, til selvødelæggelse. Det er bestemt ikke umuligt.«

Da den amerikanske præsident Obama for nylig besøgte Israel, blev han mødt med nogle af de laveste forventninger nogensinde til en amerikansk præsident, der besøgte landet.

Forhåbningerne var så store, da Obama blev valgt første gang, og talte om Mellemøsten, siger jeg til Chomsky. »Der var store illusioner,« retter han mig. »Han kom til magten på en dramatisk retorik om håb og forandring, men der var aldrig nogen substans bag hans ord«.

Han virker forsigtigt optimistisk over for Det Arabiske Forår, som han ser som et »klassisk eksempel ... på styrken hos græsrodsbevægelser, primært i Tunesien og Egypten«, men anlægger en tør ironisk distance til Vestens evner til at forstå og påvirke begivenhederne. »I Egypten. Lige før den store demonstration på Tahrir-pladsen, var der en stor meningsmåling, som konstaterede, at et overvældende stort flertal – 80 til 90 procent af egypterne – anså USA og Israel for at være de vigtigste trusler, Egypten står overfor. De bryder sig generelt ikke om Iran, det gør arabere ikke. Men de opfatter ikke iranerne som en trussel. Faktisk mente et betydeligt antal egyptere dengang, at det kunne tænkes at stille regionen bedre, hvis Iran fik atomvåben. Ikke fordi de ønskede, Iran skulle få atomvåben, men i det mindste kunne det afbalancere de reelle trusler, de mente at stå overfor. Så det er tydeligvis ikke den slags politik, Vesten har lyst til at se virkeliggjort i regionen. Andre meningsmålinger viser andre ting, men grundlæggende er det samme historie: Hvad egypterne ønsker, er ikke, hvad Vesten ville foretrække. Så derfor er Vesten imod demokrati i disse lande.«

Hvad stiller vi op over for blodbadet i Syrien? Vil Chomsky, der gang på gang har vakt raseri med sine udfald imod ’den nye militære humanisme’, også her modsætte sig en intervention? Er det bedre intet at gøre? Skal Vesten bevæbne oppositionen? Skal Vesten intervenere? »Med våbenleverancer tror jeg kun, vi opnår at optrappe konflikten. Jeg mener, der må komme en eller anden form for forhandlingsløsning. Spørgsmålet er hvilken slags. Men det er nødt til primært at være syrerne selv, der finder ud af det. Udenforstående parter kan kun forsøge at hjælpe ved at skabe betingelser for, at der kan forhandles. Der er ingen tvivl om, at regeringen har gennemført store grusomheder. Det har oppositionen også, om end ikke helt så mange. Faren er, at landet er slået ind på en selvmorderisk kurs. Det ønsker ingen.«

Revolutionerede lingvistikken

Chomsky skabte sig et navn i 1959 med den tese – som han frembragte i en boganmeldelse, men allerede havde formuleret i sin første bog, udgivet to år tidligere – at i modsætning til den fremherskende forestilling, at børn lærer sig sprog ved at gentage og efterabe (det vil sige behaviorisme), er de grundlæggende grammatiske kategorier medfødt. Hans tese revolutionerede studiet af lingvistikken og havde tillige væsentlige implikationer for alle, der studerer bevidstheden. Men den har også interessante, om end bekymrende konsekvenser for hans politik. Hvis vi er født med medfødte sproglige strukturer og dermed også allerede er præget af bestemte moralbegreber, havner vi så ikke i en form for determinisme, der gør et politisk engagement meningsløst? Hvad er så pointen i at argumentere for forandring overhovedet?

»Selv de mest libertære holdninger deler samme opfattelse …,« svarer han. »At der findes instinkter og grundlæggende betingelser for den menneskelige natur, der lægger op til en ideel måde at indrette samfundet på. Hvis man vil gå ind for nogen politik overhovedet – reformer, revolution, stabilitet, regression, uanset hvilken – ja, hvis man bare er det mindste moralsk, må det være, fordi man synes, det på en eller anden må vil gavne vores medmennesker. Og at noget er godt for vores medmennesker vil sige, at det svarer til deres grundlæggende natur. Så uanset hvad vi vil gå ind for, gør vi os stiltiende antagelser om den grundlæggende menneskelige natur ... Spørgsmålet er: Hvad stræber vi efter, når vi søger at udvikle en social orden, der fremmer opfyldelsen af fundamentale menneskelige behov? Er mennesket født til at være tjenere eller herrer? Eller er de født til at være frie, kreative personer, der arbejder sammen med hinanden for at spørge, skabe og udvikle deres egne liv? Jeg mener, hvis mennesker var helt ustrukturerede væsener, så ville de være ... et værktøj, der uden videre ville kunne formes af ydre kræfter. Derfor: Hvis vi ser på historikken i det, vi kalder radikal behaviorisme, og hvor man altså forestiller sig, at mennesket helt og holdent kan formes af ydre kræfter, er det bemærkelsesværdigt så totalitære dens fortalere viser sig at være, når de skal præcisere, hvordan de mener samfundet skal indrettes.«

Chomsky, der efterhånden er blevet 84, har været politisk engageret i hele sit liv. Lige siden han skrev sit første læserbrev imod fascismen – han var dengang ti år gammel. Hvor kommer al hans vrede fra?

»Jeg voksede op under Depressionen. Mine forældre havde arbejde, men mange i vores familie var fra arbejderklassen og kunne ikke få noget job overhovedet. Så jeg oplevede fattigdom og undertrykkelse lige fra min tidligste barndom af. Folk kom til vores dør og forsøgte at sælge gamle klude. Fra da jeg var fire år, husker jeg en tur med min mor i en sporvogn. Vi kørte fordi en tekstilarbejderstrejke og så, hvordan politiet slog de strejkende kvinder til blods.«

Livslang kærlighed

Han mødte Carol, som skulle blive hans kone, da han blot var fem år gammel. De giftede sig, da hun var 19 og han 21, og de var sammen, indtil hun døde næsten 60 år senere, i 2008. Han taler om hende, når som helst, han får chancen. Om hvordan hun vogtede så strengt og nidkært over hans tidsplan, når hun ledsagede ham på foredragsturneer, at hun i Latinamerika blev kaldt for El Comandante af hans værter. Ud fra alt, hvad Chomsky fortæller, forstår man, at Carol skabte balance i hans liv. Hun sørgede for, at han så en times tv om aftenen, gik til film og koncerter og dyrkede sin kærlighed til sejlsport. Og hun stod på vandski, helt frem til hun blev 75.

Men hun var også politisk engageret: Hun tog parrets døtre – de havde tre børn: to piger og en dreng – med til demonstrationer. Og både Chomsky og hans kone blev anholdt under en protest mod Vietnam-krigen. Og på et andet tidspunkt, da det så ud til, at han måtte blive i fængslet i længere tid, genoptog hun sine studier for at få sin ph.d., så hun blev i stand til at forsørge børnene alene.

Vil han efter alle disse år med at debattere, tale, argumentere og skrive, mene, at han nogensinde har formået at forandre noget specifikt?

»Jeg tror ikke, at noget enkeltindivid kan forandre noget. Martin Luther King var bestemt en skikkelse, der ragede op, men selv ikke han kunne have sagt: ’Det her er, hvad jeg har forandret’. Han red på en bølge af for de meste unge mennesker, der handlede i det konkrete. I antikrigsbevægelsens tidlige år var vi alle med til at organisere, skrive og tale, og efterhånden kunne visse mennesker gøre visse ting lettere og mere effektivt. Derefter holdt jeg mig selv ude af det organisatoriske – jeg mente, at jeg kunne udrette mere ved at undervise og ved at skrive. Nogle af mine venner gjorde det stik modsatte. Men de har ikke af den grund været mindre indflydelsesrige. Kun mindre kendte …«

Tilbage i det huleagtige Friends House klinger Chomskys sidste ord ildevarslende: »Medmindre denne verdens magthavere bliver i stand til at lære at respektere deres ofres værdighed ... vil uoverstigelige barrierer bestå, og verden vil være dømt til en fremtid med vold, grusomhed og forbitret lidelse.«

Dyster tale, men bifaldet fra publikum er stående.

 

© The Guardian og Information, Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
  • Claus Piculell
  • Rasmus Kongshøj
  • Jeppe Juul
  • Ejvind Larsen
  • Ellen Braae
  • Grethe Preisler
  • Steffen Nielsen
  • Merete Jung-Jensen
  • Bill Atkins
  • Anders Krog
  • Mona Jensen
  • Per Jongberg
  • Per Torbensen
  • Holger Madsen
  • Niels-Holger Nielsen
  • Torben Nielsen
  • randi christiansen
  • Niels Mosbak
  • Tom Clark
  • Philip B. Johnsen
  • Zehra Aras
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Steen Sohn
  • Dan Geisler
  • Martin Hansen
  • Per Møller
  • Bente Simonsen
  • Jette Abildgaard
  • Heinrich R. Jørgensen
  • lars abildgaard
Simone Bærentzen, Claus Piculell, Rasmus Kongshøj, Jeppe Juul, Ejvind Larsen, Ellen Braae, Grethe Preisler, Steffen Nielsen, Merete Jung-Jensen, Bill Atkins, Anders Krog, Mona Jensen, Per Jongberg, Per Torbensen, Holger Madsen, Niels-Holger Nielsen, Torben Nielsen, randi christiansen, Niels Mosbak, Tom Clark, Philip B. Johnsen, Zehra Aras, Robert Ørsted-Jensen, Steen Sohn, Dan Geisler, Martin Hansen , Per Møller, Bente Simonsen, Jette Abildgaard, Heinrich R. Jørgensen og lars abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Den jødiske kultur skaber regelmæssigt sådanne typer, gigantiske og ubøjelige intellekter, og nogen gange optræder de på det godes side til stor gavn for menneskeheden som her Noam Chomsky, en sand helt. Jeg bøjer mig i respekt.

Rasmus Kongshøj, Jeppe Juul, Bente Simonsen, Heinrich R. Jørgensen, Per Torbensen, Mona Jensen, Michael Madsen, Martin Hansen , Lilli Wendt, Niels Mosbak, lars abildgaard, Karsten Aaen, Torben Arendal og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Og for at det ikke skal være løgn, Niels, så er en anden intellektuel kæmpe også omtalt i avisen i dag - nemlig Eric Hobsbawm:

http://www.information.dk/455891

Per Torbensen, Robert Ørsted-Jensen, Michael Madsen, Lilli Wendt, Niels Mosbak, lars abildgaard, Niels Engelsted og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

»Selv de mest libertære holdninger deler samme opfattelse …,« svarer han. »At der findes instinkter og grundlæggende betingelser for den menneskelige natur, der lægger op til en ideel måde at indrette samfundet på. Hvis man vil gå ind for nogen politik overhovedet – reformer, revolution, stabilitet, regression, uanset hvilken – ja, hvis man bare er det mindste moralsk, må det være, fordi man synes, det på en eller anden må vil gavne vores medmennesker. Og at noget er godt for vores medmennesker vil sige, at det svarer til deres grundlæggende natur. Så uanset hvad vi vil gå ind for, gør vi os stiltiende antagelser om den grundlæggende menneskelige natur ... Spørgsmålet er: Hvad stræber vi efter, når vi søger at udvikle en social orden, der fremmer opfyldelsen af fundamentale menneskelige behov? Er mennesket født til at være tjenere eller herrer? Eller er de født til at være frie, kreative personer, der arbejder sammen med hinanden for at spørge, skabe og udvikle deres egne liv? Jeg mener, hvis mennesker var helt ustrukturerede væsener, så ville de være ... et værktøj, der uden videre ville kunne formes af ydre kræfter. Derfor: Hvis vi ser på historikken i det, vi kalder radikal behaviorisme, og hvor man altså forestiller sig, at mennesket helt og holdent kan formes af ydre kræfter, er det bemærkelsesværdigt så totalitære dens fortalere viser sig at være, når de skal præcisere, hvordan de mener samfundet skal indrettes.«

Dette er afgørende og ligger i tråd med nyeste viden om epigenetik, som viser, at miljøpåvirkning nedarves ved at ´lægge sig uden på´ dnastrengen.

»Medmindre denne verdens magthavere bliver i stand til at lære at respektere deres ofres værdighed ... vil uoverstigelige barrierer bestå, og verden vil være dømt til en fremtid med vold, grusomhed og forbitret lidelse.«

Det er en sådan indsigt, som er værd at gemme i sin sjæls indre kommode, så man kan tage den frem indimellem og tænke over den og lade den inspirere til modsvar og handling, når man konfronteres med en uacceptabel "nødvendighedens politik".

Carsten Mortensen, Rasmus Kongshøj, Grethe Preisler, Olav Bo Hessellund, Philip B. Johnsen, Elisabeth Andersen, Mona Jensen, lars abildgaard, Holger Madsen, Michael Madsen, Niels-Holger Nielsen, Martin Hansen , Mette Hansen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Morten Olesen

Transformationsgrammatik kan være meget hyggeligt, men jeg spildte 1 år på handelshøjskolen. Hans teorier er ganske enkelt for usammenhængende - om end de er meget underholdende. Øv.

Peter Nielsen

Noam har ikke fundet sandheden, friheden. Et menneske, som stadig søger, famler, har intet at bidrage verden med, uanset gode intentioner. Noam er derfor ubrugelig.

Hvor er artiklerne med Buddha, Krishnamurti og Maharaj? Vi ser dem aldrig. Kun Vestens spekulanter.

Måske er det menneskets lod i tilværelsen kontinuerligt at søge sandheden....:o)

"Believe nothing, no matter where you read it, or who said it, no matter if I have said it, unless it agrees with your own reason and your own common sense" -Buddha

Jesper Hansen, Rasmus Kongshøj, Heinrich R. Jørgensen, Elisabeth Andersen, Mette Hansen, Tarje Bargheer og Michael Madsen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Noam Chomsky er hverken profet eller sandsiger, men den 'brede', radikale venstrefløj elsker ham alle til hobe. Med god grund.

Rasmus Kongshøj, Mona Jensen, lars abildgaard og Martin Hansen anbefalede denne kommentar

"Noam Chomsky er en af verdens mest kontroversielle tænkere.".

Der er kun een grund til, at han anses for kontroversiel, og det er grundet hans vilje til at sige sandheden, hvilket ikke huer magten.

Maria Francisca Torrezão, Rasmus Kongshøj, Tom Clark, Heinrich R. Jørgensen, Steffen Nielsen, lars abildgaard, Anders Kristensen, Elisabeth Andersen, Jens Overgaard Bjerre, Mette Hansen, Martin Hansen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Til yderligere belysning af

”… hvordan Chomsky bliver behandlet i medierne …”, som Thomas B. skriver ovenfor,
når han kommer på tværs af et medies, f.eks. nærværende avis’, c’’,), ’redaktionelle linje’, kan kommentar-sporet til artiklen ’Chomsky slår hånden af Chávez’, bragt i nærværende avis 5.juli 2011, nok være af interesse:
http://www.information.dk/272667

Med venlig hilsen

Carsten Mortensen, Heinrich R. Jørgensen, lars abildgaard og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Peter Nielsen.

"Et menneske, som stadig søger, famler, har intet at bidrage verden med, uanset gode intentioner. Noam er derfor ubrugelig."

Det er så forkert det kan være. I fascismen og dermed også i nazismen, finder man denne færdige 'sandhed', som værende uforanderlig. Og den kan dermed bruges som argument til udryddelse af andre, som ikke deler denne tro. Den jødiske nationalisme, zionismen, indeholder efter mit skøn også mange lighedspunkter med de fundamentalistiske partier, deres trosbekendelser og ideologier. Men det skulle vel også gerne fremgå med stor tydelighed af artiklen.

Inden for f.eks. billedkunst og andre kunstarter, vil man blive betragt som en kulturel fundamentalist og fidusmager, hvis man ikke stadig søgte nye veje og nye udtryk til beskrivelsen af menneskets liv, med alle dets modsætninger og sorger og glæder. Og for den sags skyld de rædsler, som de menneskeheden udsætter hinanden for.

Og det er klart, at man går famlende frem, da det man søger står uklart og i et svagt lys i begyndelsen. Men for den sande kunstner- eller forskersjæl, vil afsøgningen og afprøvningen efter nye former og nye eksperimenter, være et uomtvisteligt krav. Der er ingen endelig og færdig viden om mennesket og der vil aldrig komme det. Det skulle da lige være budskabet om dets endelige udryddelse af hinanden, hvis det kan nås at blive sendt ud i rummet.

Du skal da heller ikke fortælle mig, at Jesus og Bhudda ikke søgte det højest opnåelige for menneskeheden: nemlig fred.

Olav Bo Hessellund, Tom Clark og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

" At der findes instinkter og grundlæggende betingelser for den menneskelige natur, der lægger op til en ideel måde at indrette samfundet på. "
"Spørgsmålet er: Hvad stræber vi efter, når vi søger at udvikle en social orden, der fremmer opfyldelsen af fundamentale menneskelige behov? Er mennesket født til at være tjenere eller herrer? Eller er de født til at være frie, kreative personer, der arbejder sammen med hinanden for at spørge, skabe og udvikle deres egne liv? "

Generelle formuleringer - mennesket er ! Kan ikke bruges til noget. Vi ved jo alle, at vi er forskellige af natur, altså ved fødslen. Derefter sker der noget afhængig af omgivelserne. Nogen mener, at vi skal ensartetgøres. Andre mener at forskelligheden skal blomstre. Det kommer der politik ud af.
Jeg tror, at alle bliver mest lykkelige og tilfredse af at udfolde sig og klare sig selv på en måde, der passer dem bedst.
Opdragelse til passiv forsørgelse, som her i landet, gavner ingen. Det lå ikke i kortene den dag, vi blev født.

Robert Ørsted-Jensen

Men manden er stadig langt ude i uføre når han regelmæssigt antyder at det at5 være borger i USA er det samme som at være medlem af Al Qaida.

Robert Ørsted-Jensen

eller lad os sige - 'moralsk sammenligneligt' - i stedet for 'det samme'
(en eller anden skal jo pisse lidt på guruen)

Robert Ørsted-Jensen

Ud over dset rammer det også sømmet på hovedet hvad angår venstrefløjens tiltagende Harakiri og vej ud i ren ligegydigheded og nonsens når det er bedst

Claus Piculell

»Medmindre denne verdens magthavere bliver i stand til at lære at respektere deres ofres værdighed ... vil uoverstigelige barrierer bestå, og verden vil være dømt til en fremtid med vold, grusomhed og forbitret lidelse.«
Ikke lige MINE ord, men de kunne såmænd sagtens være det ...