Læsetid: 6 min.

Jubeloptimisten og rebellen

To Oscarvindende skuespillerinder får al opmærksomhed for tiden. Folk hader Anne Hathaway, der siger, at livets mirakel er, at alt bliver godt. Folk elsker Jennifer Lawrence, der giver pressen fingeren og snubler i kjolen. Når Hathaways lykke føles kunstig, mister vi håbet. Lawrences demontering af denne stjernedrøm er Hollywoods nye håb
Lige så forskelligt som vi dømmer deres offentlige personaer, lige så sammenlignelige er Jennifer Lawrences (th.) og Anne Hathaways produktive og flerfacetterede filmkarrierer. De har begge spillet tragiske, ulykkelige skæbner, actionheltinder og kønne komediefigurer. Og de vandt begge kunstnerisk anerkendelse for deres livs bedste præstationer i to succesfulde indiefilm, ’Winter’s Bone’ og ’Rachel Getting Married’. Fotomontage

Lige så forskelligt som vi dømmer deres offentlige personaer, lige så sammenlignelige er Jennifer Lawrences (th.) og Anne Hathaways produktive og flerfacetterede filmkarrierer. De har begge spillet tragiske, ulykkelige skæbner, actionheltinder og kønne komediefigurer. Og de vandt begge kunstnerisk anerkendelse for deres livs bedste præstationer i to succesfulde indiefilm, ’Winter’s Bone’ og ’Rachel Getting Married’. Fotomontage

21. marts 2013

To kvinder lider i deres respektive, biografaktuelle film. Det slanke, koketterende dådyr, Anne Hathaway, spiller den arme prostituerede Fantine i musicalen Les Misérables, der har dansk premiere i denne uge. Rundkindede, rapkæftede Jennifer Lawrence på blot 22 sunde år spiller en ung, sexafhængig enke i Silver Linings Playbook, som også snart får dansk premiere. Begge vandt for nylig, som kulmination på deres kæmpesucces, hver en Oscar for deres respektive indsatser.

»It came true … « hviskede Anne Hathaway med en stemme så tynd som sukkerskallen på et pink påskeæg, da hun krammede statuetten for bedste birolle i sine arme som et spædbarn. Til pressemødet bagefter forklarede hun lillepige-genert og med store, våde øjne: »Jeg havde en drøm … og den blev til virkelighed. Og det kan ske. Og det er vidunderligt. Så det var bare det, jeg ville sige, at … det kan den … og det skete …«

»This is nuts!« grinede Jennifer Lawrence forbavset, som var den Oscar, hun havde fået overrakt for årets kvindelige hovedrolle, en stor fed joke. Få minutter tidligere var hun faldet i sin kjole på vej op af trapperne. I det efterfølgende interview gav hun en ironisk fuckfinger til en journalist, der kommenterede hendes fald og sagde, at hun tænkte på ’F-ordet’, da hun faldt og undskyldte sine svar med, at hun lige havde drukket et shot.

Hatha-haters

Folk på Twitter, bloggere og mediekommentatorer hader Anne Hathaway, som afrundede sin Oscar-takketale med en indøvet, alarmerende naiv bøn til kosmos: »Her er håbet om, at Fantines ulykke i en fremtid ikke så langt fra nu kun vil være at finde i historier og ikke i det virkelige liv.«

Til gengæld elsker de Jennifer Lawrence, som er notorisk kendt for at sige det, man ikke må sige. Hathaway er upassende passende. Lawrence er passende upassende.

Hadet til den ene og kærligheden til den anden markerer måske en overgang til et nyt og uopnåeligt Hollywoodideal.

Mediebloggerne har opfundet et ord for dem, der hader Anne Hathaway – en »Hatha-hater«. Og da Hathaway holdt sin takketale til Golden Globe Awards i år, affødte det 19.685 ondsindede tweet i minuttet. I et interview efter Oscar-ceremonien gav hun igen på kritikken af sin person:

»Det går mig på, men jeg …,« sagde hun, tænkte sig om i et sekund, fortsatte så i et dybere, mere bestemt tonefald: »Du bliver nødt til at huske på, at i livet er der et positiv for hver negativ. Og et negativ for hvert positiv. Og … og lad mig tage den derhen,« sagde hun så, ivrigt, og slog hvert ord fast med hånden i sin følgende perspektivering: »Livets mirakel er, at så vidt de ved, er der er 51 procent stof i forhold til … øh … 49 procent antistof. Ting har det med at falde positivt ud. Så det er, hvad jeg fokuserer på … det faktum, at det altid lykkes. Jeg lever mit liv med kærlighed, jeg lever mit liv med medfølelse. Jeg lever mit liv ved at håbe det absolut bedste for alle – uanset hvordan de har det med mig. Og når man lever sådan, er det fantastisk, hvor smuk hver dag kan være.«

Kandiseret optimisme

Den amerikanske radiovært Howard Stern har sammenfattet hadet mod hende: »Først og fremmest får hun en taleskriver til at skrive sine taler. Hun er overdrevet dramatisk til prisuddelinger. Hun er altid forpustet. Hun spiller skuespil, selv når hun vinder en pris.«

At Anne Hathaway netop siger: ’det faktum, at det altid lykkes’, er måske årsagen til irritationen over hende. Der er intet i vejen med optimisme. Men der er noget suspekt ved kandiseret optimisme. Når lykke virker kunstig, er alt håb ude. Og det er den slags rod, som Hathaway i sin karriere har gjort sig skyldig i.

Anne Hathaway har sagt, at hendes favoritscene i Les Misérables er den, hvor Fantine vender tilbage i filmens finale som en engel – fordi hun da endelig følte, at hun så godt ud.

Katolsk opdragne Anne Hathaway ville gerne være nonne, da hun var lille. Hun lagde katolicismen bag sig, da hendes bror sprang ud som bøsse. Nu sætter hun, mindre konkret, sin lid til »livets mirakel«. Hathaway er den pige fra klassen, som de andre børn ikke kan udholde, men som lærerne elsker.

Og når Anne Hathaway så endelig siger ’det forkerte’, så siger hun det på den forkerte måde. Til Vougue fortalte hun i november, at hun som forberedelse til rollen som Fantine tabte sig 11 kilo, blandt andet ved kun at spise to havregrynsbarer om dagen: »Jeg var nødt til at blive besat af det,« sagde hun, »hensigten var at se nærmest død ud.«

Selvsvingsforgudelse

Lawrence har til sammenligning offentligt nægtet at gå på diæt: »Jeg hader at sige, at jeg kan lide at træne. Jeg får lyst til at slå folk, der siger det, i fjæset.«

Det er det, Lawrence kan. Sige det forkerte på den rigtige måde. Eller det forkerte på den rigtigt-forkerte måde. Når Jack Nicholson sniger sig op bag hende til et interview og hvisker, at hun ligner en kæreste fra hans fortid, svarer hun kvikt tilbage: »Gør jeg? Ligner jeg også en ny én?« Til interview demonterer hun stort set hvert et spørgsmål, hun stilles. Med sin konstante forvirrede forundring over den italesættelse af skuespiller-drømmen, der lægges ned over hende, får hun hele branche-snakken til at klaske dumt til jorden.

Pressen elsker det. Man hører dem grine højt for hvert et skabet ansigtsudtryk, hun laver og for hver et sarkastisk ikkesvar, hun giver. Mediekommentatorer indhyller hende i en selvsvingsforgudelse, der matcher lækkermåsen Ryan Goslings.

Jennifer Lawrence bliver guddommeligt menneskelig, mens Anne Hathaways falske menneskelighed fornedres.

»Er du ikke bange for, at du har peaket for tidligt,« spurgte en journalist hende.

»Well, NU er jeg … God!,« svarede hun.

Samme sag

Lige så forskelligt som vi dømmer deres offentlige personaer, lige så sammenlignelige er Jennifer Lawrences og Anne Hathaways produktive og flerfacetterede filmkarrierer. De har begge spillet tragiske, ulykkelige skæbner, actionheltinder og kønne komedieskuespillerinder. Og de vandt begge kunstnerisk anerkendelse for deres livs bedste præstationer i to succesfulde indiefilm, Winter’s Bone og Rachel Getting Married.

Hathaway er mest irriterende off stage, men også når hun har spillet med såkaldt ’kant’. Hun taler med en påtaget ubehagelig, kunstig britisk accent i Lone Scherfigs Samme dag næste år og spiller rollen som bohemepige latterligt overdrevet i Love and Other Drugs.

Til gengæld har Jennifer Lawrence flere gange optrådt uden kant, som lækker-charmerende teenagepynt, blandt i sidste års fuser-gyser House at the End of The Street og Jodie Fosters spøjse The Beaver. Og selv når hun er rebelsk, er hun sød og blød at se på.

Hathaway brød igennem i den tegneserieagtige Disney-komedie, Prinsesse eller ej (2001), hvor hun er en kikset, krushåret teenager med bøjle, der en dag får at vide, at hun er prinsesse af det fiktive europæiske land Genovia.

Hun udsættes for en klassisk omgang My Fair Lady-hyggelig transitions-seance med lærerinde Julie Andrews som belærende takt og tone-dronning. Filmens komik består af de fejltrin, hun begår i overgangen fra menneskelig til perfekt. Men med håret glattet, brynene plukket og munden malet op, bliver hun naturligvis denne perfekte pige. Det Disney-image har Hathaway – modsat lovpriste Lawrence – siden kæmpet med.

Og Jennifer Lawrence spiller faktisk akkurat samme rolle ude i virkeligheden som den, Anna Hathaway spillede i Prinsesse eller ej. Hun er den fjantede klovn i fine klæder, der råber, at vi intet tøj har på, mens vi nøgne står og jubler. Måske er hendes demontering af den gamle kvindedrøm blot en ny, sød sukkerskal: den nærmest umenneskeligt menneskelige rebel, som vi drømmer om at blive. Den nye prinsesse af Hollywood.’Les Misérables, ’ anmeldes på side 8-9

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu