Læsetid: 6 min.

Kampen om folket

Betydningen af ordet folk er dagens mest centrale ideologiske kampplads, mener professor Ove Korsgaard. I nutidens multikulturelle samfund må den forestilling opgives, at det danske folk i politisk forstand er identisk med det danske folk i kulturel forstand
Betydningen af ordet folk er dagens mest centrale ideologiske kampplads, mener professor Ove Korsgaard. I nutidens multikulturelle samfund må den forestilling opgives, at det danske folk i politisk forstand er identisk med det danske folk i kulturel forstand
4. marts 2013

Folkets status er et af de mest presserende emner, vi overhovedet har at diskutere,« skriver professor Ove Korsgaard i sin lille bog folk. Bogen – eller pamfletten – er nummer syv i serien Tænkepauser, som Aarhus Universitetsforlag udgiver, og den er hvert et bogstav værd.

»Hos en del af befolkningen er ordet folk sat i skammekrogen, fordi det har fået en markant national – for ikke at sige nationalistisk – tone i de senere år,« skriver han.

Men ordet folk har mange betydninger, og for Korsgaard gælder det så at sige om at ’befri’ begrebet ved at definere det nøjere og udrydde misforståelser og rodsammen af ordets forskellige betydninger.

Ove Korsgaard nævner ord som identitet, værdier og danskhed som moderne betegnelser for kampzoner, men han vil fastholde, skriver han, »at folkets status er det, vi i realiteten strides om«.

»Danmark er i dag en kampplads for meget blandede og modstridende interesser, hvor spørgsmålet om, hvad folket er for en størrelse, er et af de mest centrale stridspunkter,« fastslår han.

»Det, der i særlig grad har bragt begrebet tilbage, er den europæiske udvikling,« siger han over telefonen fra Århus. »At være unionsborger er næppe noget, der varmer folkesjælen hos ret mange.«

Her bliver forståelsen af folk-begrebet afgørende. Med Jürgen Habermas skelner Ove Korsgaard mellem en politisk og en kulturel forståelse af begrebet folk. Habermas mener, at Europas fremtid er afhængig af, om der kan etableres en fælles politisk kultur i Europa og forestiller sig et politisk værdifællesskab, der ikke erstatter, men kompletterer de nationale folk. Ove Korsgaard er enig med Habermas i, at det politiske fællesskab må være overordnet det kulturelle, men de to må ifølge ham hænge sammen.

»Hvilken energi og styrke vil der være i et folkebegreb, hvor hjertet og hjernen ikke taler sammen,« spørger han, »hvor følelsen af at høre til i en bestemt kultur ikke har noget med det politiske niveau at gøre?«

»Begge begreber må fastholdes, selv om der i et demokrati må være den rangorden, at den politiske betydning af ordet er den vigtigste. Blot kan man ikke skippe den kulturelle.«

At høre til

Så det med at høre til et sted er den anden vigtige arena, hvor misforståelserne florerer, og kampen om begrebet folk i disse år udspiller sig, siger han, nemlig inden for det multikulturelle felt. Multietnicitet, multireligiøsitet og multikultur har betydet, at striden om begrebet er blusset op.

Men dagens kampe om indvandring, muslimer, ’folk fra ikke-vestlige lande’ og polske blikkenslagere ligger i forlængelse af en række historiske kampe, som Korsgaard giver et overskueligt og letlæst overblik over.

Han redegør for, hvordan det danske folk faktisk er blevet til gennem konstante eksklusions- og inklusionskampe, forskellige grupper har i tur og følge måttet tilkæmpe sig retten til at være en del af folket: fattigrøve, fruentimmere, forbrydere, fjolser og fremmede, som remsen lyder. Og det er ikke gået stille af. Ud over disse sociale gruppers status har kampen historisk stået mellem forskellige befolkningsgrupper i helstaten Danmark. Indførelsen af demokrati i Danmark var ikke en fløjlsrevolution, sådan som historiebøgerne har yndet at fremstille folketoget til Frederik VII i 1848, påpeger han. Nej, det kostede en blodig borgerkrig, nemlig kampen om hertugdømmerne i 1848 og 1864. At afgøre om slesvig-holstenerne skulle være en del af det danske folk eller ej, kostede strømme af blod.

Men historien kan bruges i dag.

»Vi må gå ind i kampen om at give ordet folk en betydning, der kan frigøre de kræfter, der ligger bundet i historien,« mener Ove Korsgaard.

Undersåtter og suveræner

I bogen udreder han, hvordan den politiske forståelse af begrebet folk historisk selv er delt i to: ’Folk’ kan forstås som undersåtter, og ’folk’ kan være et suverænitetsbegreb. I et demokrati, et folkestyre, er det den sidste betydning af ordet, der lægges vægt på, men forvirringen er stor, sammenblandingen af politiske og kulturelle, etniske og sociale betydninger forplumrer forståelsen.

»Mange diskussioner går i hårdknude, eller man taler forbi hinanden, fordi parterne ikke gør sig klart, om det er den politiske, den kulturelle, den etniske – eller en racistisk betydning af begrebet folk, man taler om,« siger han.

Den sidste har jo nemlig også spillet en rolle historisk. Ove Korsgaard vier et afsnit til den tyske romantik og sprogforskeren Johann Gottfried von Herders forståelse af folket som et sprogligt-kulturelt fællesskab, hvilket præcis var den opfattelse, Hitler senere perverterede ved at fortolke det kulturelle fællesskab som biologisk.

– Hvordan vil du placere Dansk Folkeparti i den sammenhæng?

» Ikke som racister, men det er klart, at de trækker på en kulturkonservativ forestilling om folk.«

– Og samtidig er de et politisk parti, der bruger politikken til at fremme den kulturelle betydning af ordet folk?

»Ja, den plus kristendommen, selv om det nok ikke er hele partiet, der går ind for det.«

De kloge grækere

Korsgaard kommer imponerende vidt omkring på den korte plads. Han diskuterer ikke kun historisk, han rejser også spørgsmålet om forudsætningerne for demokrati globalt: Hvilke betingelser skal der være til stede, for at der kan skabes et demokrati, spørger han og peger på levestandard, oplysningsniveau, ønske og vilje til at tilhøre et folk og mentalitet som spørgsmål, der er lige så presserende ude i verden i dag, som da demokratiet vandt frem i Danmark.

»Andetsteds har jeg sammenlignet med de gamle grækere, der var mere fornuftige, end vi er,« fortæller han. »De skelnede mellem demos, den politiske betydning, ethnos, den kulturelle, og plethos, den sociale betydning. Det gjorde det lettere at håndtere end ’folk’. For os er det utrolig let at gå galt i byen, og det gælder for de fleste europæiske sprog. Her står folk både for en undersåtkategori og for en suverænitetskategori.«

Men den historiske udvikling afspejles i sproget. Med etableringen af demokratiske nationalstater opstår en lang række nye folkeord, der netop kan inddeles i de tre betydninger af ordet, viser Korsgaard. Han opregner folkesuverænitet, folkevilje, folkestyre, folketing, folkeparti og folkeafstemning som eksempler på den politiske betydning. I den kulturelle sfære har vi folkevise, folkeeventyr, folkedragt, folkedans, folkeånd og folkesjæl, og endelig optræder den sociale betydning i ord som folkevogn, folkehjem og folkets hus.

Siden indførelsen af demokrati i Danmark har kampen om, hvilken af de tre fortællinger om folket, der skulle være den bærende, udgjort den vigtigste værdikamp i Danmark, fastslår han.

Konflikt en værdi

– Da jeg havde læst din bog, tænkte jeg, at nu var jeg godt rustet til debat, næste gang jeg stødte på ordet danskhed, men det er ligesom ikke nok. Hvordan har du selv forestillet dig, at den kan bruges?

»Oprindelig var det meningen, at hele serien skulle lægges ud i DSB’s tog på linje med Ud og Se. Men DSB trak sig på grund af alle de andre problemer, etaten roder med,« svarer Korsgaard.»Den er skrevet, så den kan læses bredt. Fra forlagets side var ideen, at Tænkepauser-serien ikke kun skulle sælges i 2.000, men i 20.000 eksemplarer, og de foregående udgivelser er da også blevet pænt solgt og har ligget på Arnold Buscks bestsellerliste for fagbøger.«

Helt tilfreds med det svar er jeg ikke, personligt synes jeg, at alle danskere burde læse den. Men den kan downloades gratis som e-bog. Gør det!

Mere tilfredsstillende er det derimod, at Ove Korsgaard udstikker nogle retningslinjer for tanken.

»Vi kan ikke undvære begrebet folk,« fastslår han afslutningsvis.

»Hvad der må opgives i nutidens mere multikulturelle samfund, er derimod den forestilling, at det danske folk i politisk forstand er identisk med det danske folk i kulturel forstand. National-kulturel homogenitet kan ikke længere være et nødvendigt grundlag for samfundets politiske legitimitet.«

Klar tale. Selvfølgelig fører dette til konflikter, den fulde erkendelse vil være produkt af en lang og smertefuld proces, der ikke er ført til ende, mener han, men som han påpeger, er konflikt ikke en fejl ved demokratiet, tværtimod. Konflikt har en civiliserende effekt, »demokrati adskiller sig fra andre politiske systemer ved at installere konflikt som politisk værdi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu