Læsetid: 1 min.

’Kapringen’ kaprede Bodil

Bodil-statuetterne blev fordelt på mange gode film og præstationer, da Filmmedarbejderforeningen lørdag aften i Bremen Teatret uddelte sine årlige priser
Vinderen af Bedste Film ved aftenes Bodilpris-arrangement, Kapringen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck

Vinderen af Bedste Film ved aftenes Bodilpris-arrangement, Kapringen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck

16. marts 2013

Det var Tobias Lindholms kritikerroste piratdrama, Kapringen, der lørdag aften løb med prisen for Bedste Film ved årets Bodil-prisuddeling, den 66. af slagsen. Det var den eneste Bodil-statuette til Lindholms film – men instruktørens anden, han vandt også for fængselsfilmen R (2010), som han instruerede sammen med Michael Noer – og generelt blev priserne i år fordelt på et bredt felt af værdige modtagere.

Mikkel Boe Følsgaard fik en Bodil for sin hovedrolle som Christian VII i Nikolaj Arcels Oscarnominerede periodefilm, En kongelig affære. Arcels film fik også to af de tekniske priser, der uddeles i Bodil-regi, nemlig Henning Bahs-prisen for scenografi til Niels Sejer og Fotografprisen til Rasmus Videbæk.

To unge, meget talentfulde kvinder vandt priserne for Bedste Kvindelige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Birolle, nemlig hhv. Sara Hjort Ditlevsen for Henrik Ruben Genz og Erling Jepsens sorthumoristiske og rørende Undskyld jeg forstyrrer og Frederikke Dahl Hansen for Kaspar Munks stærke ungdomsdrama, You & Me Forever.

En Bodil for Bedste Mandlige Birolle gik til Tommy Kenter for rollen som ikke videre sympatisk advokat i Bille Augusts biografiske Marie Krøyer.

Folkemord og Putin

Filmmedarbejderforeningen, som står bag Bodil-prisen og hovedsageligt består af de danske dagblades filmanmeldere og journalister, valgte i år også at uddele både en Æres-Bodil og en Sær-Bodil.

Æresprisen gik til den 88-årige filmkomponist Bent Fabricius-Bjerre, der gennem en lang og strålende karriere har skrevet mindeværdig musik til et hav af film og tv-serier. Og særprisen gik til amerikanske Joshua Oppenheimers meget omtalte og delvist danskproducerede dokumentarfilm om folkemord i Indonesien, The Act of Killing.

Lise Birk Pedersens Putins kys blev kåret som Bedste Dokumentarfilm, mens Michael Hanekes Oscarvindende Amour fik prisen som Bedste Ikke-Amerikanske film og Sean Durkins Martha Marcy May Marlene prisen som Bedste Amerikanske Film.

Endelig fik Anne-Grethe Bjarup Riis Viasat Film Publikumsprisen for sit storsælgende Anden Verdenskrigs-drama, Hvidsten gruppen.

Radio- og tv-manden Mikael Bertelsen var vært for prisuddelingen i et udsolgt Bremen Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu