Nyhed
Læsetid: 4 min.

’Kvinder giver op, inden de når til øl nummer 1.000’

Mandsdominerede dj-pulte, vennetjenester mænd imellem i musikbranchen og stort set ingen kvindelige producere. Velkommen til kvindekampen i Danmark i 2013
Der findes for få kvindelige lydteknikere, bookere og managere – og hvor er de kvindelige producere? spørger Cæcilie Trier, sanger, multiinstrumentalist og sangskriver i blandt andet CTM, Valby Vokalgruppe og Choir of Young Believers.

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Kultur
6. marts 2013

Lad os lige rekapitulere: For lidt over et år siden udkom rapporten Kønsbalancen i rytmisk musik. Den var bestilt af en række musikerorganisationer, og den slog fast, at kun 20 procent af dem, der er noget ved musikken, er kvinder. Altså hvis man tager et tværsnit ned gennem musikerorganisationer, anmelderstand og udøvende musikeres egne rækker.

Man kan tvivle på, at tallene har nået at ændre sig afgørende på et år. Men som beskrevet i gårsdagens Information i artiklen »Et klitorisformet aftryk i pop«, så brager diskussionerne om kvinders position i musik heldigvis løs. Og herhjemme kan kvindelige musikere også nikke genkendende til nogle af de problemer, som der tumles med i udlandet. Der er stadig en kamp at kæmpe i feminismens navn.

For eksempel mener sangeren, musikeren og sangskriveren Sys Bjerre, at der stadig er en del aldersfascisme rettet mod kvindekønnet her til lands:

»Der er en hel masse fantastiske, farverige, gakkede, sexede, grimme, outrerede, selvsikre, talentfulde kvinder, der har trampet en sti op igennem historien, som vi ’unge’ nu kan trisse ud ad. Der er jo ingenting, man ikke må i virkeligheden. Og vi har et par år endnu. Bare vi husker at tage burka på og stå helt stille, når vi rammer 45.«

Rapperen Linkoban er skeptisk over for den variant af feminismen, som blev præsenteret i gårsdagens Information, og som hævder kvindens ret til at bruge sin krop offensivt seksualiserende:

»Kampen handler om at introducere og gøre plads til kvinder, der laver musik for musikkens skyld. Trutmund og bare ben er godt røgslør og gode lokkemidler, men det er tit et problem, at musikvideoerne er bedre end musikken. Nicki Minaj er et pragteksempel på, at talent bliver undertrykt i en sky af stinkende glimmer.«

Og hendes kollega Lucy Love arbejder også væk fra al glimmeren:

»Jeg kan godt lide at lege med rollerne, det androgyne, det maskuline og det feminine, men jeg er helt tildækket. Jeg viser ikke hud, når jeg er på scenen. For det har ikke noget med min musik at gøre.«

Den usynlige tjekliste

»En kvindelig musiker kan helt sikker blive opfattet som billig af danskere,« lyder det fra Lasse Posborg Michelsen, der skriver for musikbloggen Regnsky.

»Et eksempel er (Ekstra Bladets, red.) Thomas Treo, der for få uger siden skrev om Rihanna, at hun blot var en ’af mange andre af tidens pornopopprinsesser’. Han omtalte ved samme lejlighed hendes koncert i Herning fra 2011 som »stripshow«. Jeg tror ikke, at der er forskel på at sige dét og så sige, at hun er ’billig’.«

»I Danmark raller vi stadig rundt i de samme genrer og safezones. Jeg ved ikke, om Danmark er stedet? Selv i Sverige går det amok,« lyder det fra Linkoban. »Jeg synes, at det danske landskab er temmelig konservativt. Men jeg vælger at tro på, at mulighederne er blevet større.«

Ditte Sig Kramer er selvstændig PR- og kommunikationskonsulent i Kramer Vs Kramer, der blandt andet er presseansvarlig for Öresunds-festivalen, som udfolder sig på begge sider af sundet. Hun ser lige som Linkoban store forskelle:

»Genus-perspektivet er den usynlige tjekliste, du holder dig for øje og tager op, når du arbejder professionelt med musik i Sverige. Der er ikke tale om, at man forfølger en konsekvent 50/50-fordeling, men man har hele tiden i baghovedet, hvor mange kvinder der er repræsenteret og tænker problematikken ind for netop at tilskynde forandring. Hvis man kontinuerligt har for øje, at kvinder skal ind i branchen og arbejder med et forandringsperspektiv, så sker det også gradvist, som vi ser i Sverige i disse år.«

Skal din datter gå til bas?

»Findes der nogle kvindelige producere?« lyder det retoriske spørgsmål fra Cæcilie Trier, sanger, multi-instrumentalist og sangskriver i blandt andet CTM, Valby Vokalgruppe og Choir of Young Believers.

»Ikke mig bekendt. Der findes kvinder, som producerer deres egne ting, men ikke deciderede producere, der lever af at producere andres ting. Og der findes for få kvindelige lydteknikere, bookere, managere og for få kvinder i brancherådene.«

»Nogle gange kan det godt være lidt ensomt. Når jeg er ude at spille, så er jeg den eneste pige, der optræder. Man er omringet af drenge, af drengerappere og -dj’s og dem, der arrangerer. Hvor er de kvindelige producere? Hvor er de kvindelige dj’s?« spørger Lucy Love og fortsætter: »Hvis man får sporet pigerne ind på lidt mere nørdede fag, så tror jeg, der ville komme flere producere. For det er jo noget med teknik, man skal jo interessere sig for computere og gear. Jeg tror, det har at gøre med skolen og med, hvad der bliver opfordret til hjemmefra. Jeg tror ikke, der er så mange, der tænker: ’Hm, min datter skal gå til bas’.«

En gammel løgn

»Jeg ser det som et strukturelt problem, at kvinder er så underrepræsenterede i musikbranchen« lyder det fra Ditte Sig Kramer.

»Ligesom bestyrelsesposter er job noget, du networker dig til i musikbranchen ved koncerter, arrangementer og så videre, og det er en branche, der først i disse år oplever en egentlig professionalisering i Danmark. Det bliver altså en ’mandeklub’ af strukturelle årsager. Sat på spidsen, så giver kvinder ofte op, inden de er nået til øl nummer 1.000.«

Cæcilie Trier peger på, at mange bække små en dag kan medføre en ændring af strømningerne: »For eksempel ved at insistere på at huske de kvindelige musikere og samarbejdspartnere, selv hvis det er de mandlige, der først popper op. Ved at sørge for at tale om tingene, med både mænd og kvinder selvfølgelig. Og så er det altså en gammel løgn, at der mangler kompetente bud, hvis man sier den mandlige del fra. Måske har kvinderne bare en uheldig tendens til ikke at træde frem, medmindre deres navn står på pladsen?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jack Jönsson

Synes at det er en skam at få kønskampen ind i noget så smukt som musik. Hvis nogen vil købe ens musik, så er det vel ligegyldigt om man er mand eller kvinde.

Soren Andersen

"Nicki Minaj er et pragteksempel på, at talent bliver undertrykt i en sky af stinkende glimmer"

Tillad mig at give et eksempel på Nicki's talent. Kun teksten...kun det rå talent, uden billeder

"I endorse young Mitt, I am young Nick
Your panties all in a bunch, well you can suck my dick
All these chicks are ridiculous
Conversations is frivolous
Man, fuck all these bitches
I am a polygamist
Playing with me pussy
I am just that bored
I mean we coulda went shopping
But what could you afford?
I bus the band in the pit
My money can't fit in clips
I tell the hoes when they strip
That they can play with my clit"

Anders Hansen

Musikbranchen er i særlig høj grad baseret på selviscenesættelse, så derfor er det ikke nødvendigvis den dygtigste som kommer længst, men den som har størst drive for at tiltrække sig opmærksomhed.
Hvis man har svært ved at "blive til noget" inden for musikken, må man altså se på sig selv, istedet for at give ens køn skylden.
Jeg finder det forkasteligt at jeg skulle have større muligheder blot fordi jeg er en mand, og mine medmænd derfor skulle vælge mig fremfor kvinder, så vi kan sidde og gnække i mandeklubben. Det er en illusion.
Jeg mener skam også at det er ærgerligt, at det handler mere om at tiltrække sig opmærksomhed, end selve musikken, men det er en samfundsmæssig problemstilling, ikke nogen kønskamp.

At man skal insistere på at huske de kvindelige musikere, blot fordi de er kvinder, er en hån mod kvindekønnet, præcis som debatten om kvindelige bestyrelsesposter, og lovgivning om ligeløn. Er det nu blevet politisk korrekt at mene at kvinder ikke kan klare sig i samfundet, uden særbehandling?
Ligestilling er at have ens vilkår, ikke ens udbytte.

Lone Wienberg Hansen

»I Danmark raller vi stadig rundt i de samme genrer og safezones.
Hvordan er forholdende opstået. Sagens kerne er et punktum mellem linjerne. Bedre tider smager mig gudsjammerligt. Dybsindige die harks med sår og ser tilbage om denne mening . Kampen hårdnakket isoleret i vrede, for dette traktement efterfølgende. Dybt fim amatør i vanrygtet, for denne sugeres. Næsehornet som mit eget ulig metoden til følgelig setter med en og ens, min turban på skrå. Åbenmundet droners med kilder på hagen til udlosning. Vulkanen er i højsædet og bundstærk med tilbageholdende opsving og som trådt i spinaten for denne urin. Grimmes rytmen cirkuler med fyrtårnet frit passe. Slisken at passere vejende og ukontrolleret viljens. Størst som stillestående stenmonumenter, at klatre til tops. Næsvist lander ås, snude klors, doks i tilsætning og blodsudgydende midtpunkts kulør, er for kyrasserer der forbarmes over denne Brillant.
Lidt fraværende men en oplysning der er sjov at huske på.

Ligestilling er muligheden - ikke den dominerende faktor. Se nu på mulighederne - og stop med at tælle fugle på taget.

Niels Elgaard Larsen

Nu bliver det altså for fjollet.

Hvornår har i sidst mødt en trist pige, der har måttet opgive sin store drøm om at blive lydtekniker og nøjes med at blive advokat lige som så mange andre skuffede medsøstre (der er overvægt at piger på jura-studiet).

Ligestillingskampen er stadig relevant - nok mere end nogensinde før.
De kulturelle kønsroller, som i mange tilfælde har rødder i middelalderen, er mere dominerende end nogensinde før. Ikke underligt: kapitalisterne kan tjene milliarder kroner på kvinders indlærte overfladiskhed og forfængelighed, som indoktrineres i pigerne før de overhovedet kan læse, skrive eller tale. Og drengene hjernevaskes ind i macho-kønsroller, så man kommer i tvivl om kalenderen siger 2013 e.v.t. eller 2013 f.v.t.
Hvorfor er det at kvinder skal rende rundt og ligne klovne, med ansigtet fyldt med make-up? En rød næse og et par posede bukser, og jeg får lyst til at kaste en lagkage i hovedet på personen. Og hvis hun også har en stor, kryllet paryk på, får jeg lyst til at kalde hende Krusty! MEN - hvis mænd går med make-up, så må de afvinde sig med at blive kaldt bøsser, eller som minimum metroseksuel. Eller, på den anden side, de kulturelle kønsroller bliver nok snart reguleret, så det bliver acceptabelt, at mænd går med make up... Det vil jo være en ren guldgrube for L'oreal og andre.
De kulturelle kønsroller smadrer og ødelægger også menneskets frigørelse. Mænd nærmest SKAL styrketræne. Men hvis kvinder gør det, bliver der kigget skævt til dem, og de må affinde sig med at blive kaldt traktorlebbe, og jeg ved ikke hvad.

Hvis vi skal befri kønnene, fordrer det, at man smadrer de kulturelle kønsroller. Og som altid, skal man starte med sig selv.

Børge Rahbech Jensen

Det fik mig til at tænke på Tina Dickow, som vist kun boede kortvarigt i København, før hun flyttede til Island, og Nanna Øland Fabricius, som nu tilsyneladende mest opholder sig i New York.

Det fik mig også til at tænke på, at mange danskere nu har fået et anstrengt forhold til letpåklædte kvinder, som om nøgen hud skaber nogle erotiske fantasier, der ikke kan ignoreres. Fx. glemte Thomas Treo åbenbart musikken, da han så Rihanna i Herning.

Vi er mange mænd i musikbranchen. Vi savner kvinder. Tænk at kunne spille med en lækker guitarist i stedet for ham vi har. Der er bare ikke nogen.

Hvis man kigger ud i landskabet er musikbranchen mænd, der spiller instrumenter og piger, der synger. Der er få undtagelser.

Vi savner kvinderne. De vil være alt muligt andet end musiker. 90% af de dyrlægestuderende er kvinder. Rytmekons er næsten støvsuget for kvinder.

Kvinder! Tag jer sammen! Øv jer! Kom ind i kampen!!

Jeg kan hverken se eller forstå at det er et problem at kvinder er underrepræsenterede i forskellige brancher som bestyrelsesposter, musikbranchen eller i parlamenter. Har man ikke lov til at gå sine egne veje, i stedet for at tænke på at nu SKAL man ind i musikbranchen eller hvad det nu kan være for branche, fordi mænd er overrepræsenterede. Jeg synes man skal gøre som man har lyst til, for det man brænder og interesserer sig for, i stedet for at tænke over sådanne ting. Jeg kan i det hele taget ikke se, hvorfor kvindekampen/kønskampen skal trækkes ind i musik. Der er jo overhovedet ikke noget kvinde-undertrykkelse.
Man snakker jo heller ikke om de job, hvor mændene er underrepræsenterede. Er det måske også et problem?

Med hensyn til ikke bruge sin krop offensivt seksuelt, kan jeg godt lide kvindelige sangere som Tina Dickow og Marie Key. De behøver ikke alt det glimmer, men forstår at drage publikum til sig på en anden måde. Jeg mener bare, hvis man absolut har brug for feks at blotte sine bryster, skal man jo nærmest synge om den.:)