Læsetid: 4 min.

Lilas tårer

TV 2 viser for tiden tre programmer, der i nogen grad er bygget over samme formel. Nogle mennesker med forstokkede holdninger, eller nogle mennesker, som er låst i en bestemt psykologi, udsættes for det frygtede, eller de tvinges til at forholde sig på ny til egen psykologi, fordi rammerne omkring dem udskiftes
21. marts 2013

Der er Mormors Vilde Ungdom, hvor Karen Thisted og Susanne Bjerrehus er mormødrene, der rejser rundt i landet og dømmer ungdommens kontroversielle valg enten ude eller inde. De konfronteres for eksempel med den 18-årige, som skal have opereret sine »ellers perfekte« – det er Karen og Susanne enige om, og det er åbenbart dér, forbrydelsen ligger – bryster større.

Kan Karen på 30 minutter overgå fra at fordømme til at føle empati for den 18-årige. Kan hun bringes til at forstå og acceptere, eller har hun mødt sin grænse. Den 18-årige, som Karen og Susanne følger under operationen, ligger i mange henseender på briksen. Under narkose og uden mulighed for at respondere, mens andre højlydt diskuterer gyldigheden af hendes valg.
 
Så er der Drengerøv og Datter, hvor Thomas Bo Larsen og hans datter, »hans lille diamant«, sammen skal rejse til nogle af verdens mest fascinerende, farverige og farlige destinationer, og der begge lære noget om sig selv. Både far og datter håber på, at far bliver i stand til at se sin datter som den voksne kvinde, hun er blevet, far håber at datter kan lære noget om nøjsomhed og livsglæde. Som han siger hjemme fra sin komfortabelt indrettede lejlighed: »Jeg tror, fattige mennesker er gladere end rige mennesker.«

Send dem hjem

I sidste uge viste TV 2 så første afsnit af Send Dem Hjem endnu en programrække bygget over en lignende skabelon. I dette tilfælde følger man en række personer, som ifølge speakeren har »markante holdninger til flygtninge«. De sendes til Afghanistan, hvor »deres holdninger vil blive sat på en prøve«.   

Første afsnits prøvelse bestod for to af deltagernes vedkommende i, efter at de på forskellig vis er blevet introduceret for dødsstatistikker og generel oplysning om dagligdagen for Kabuls indbyggere, at besøge en familie, som få uger forinden mistede to af deres børn under et bombeangreb. Selvmordsbomberen var i dette tilfælde selv et barn, en 14-årig, som angiveligt for vild, idet han skulle udløse bomben, og sprang sig selv i luften på en plads fyldt med legende børn frem for det sted, som var målet. Via en tolk får de to mulighed for at udspørge familien om deres situation.

»Hvad skal jeg sige,« indleder faren til de to afdøde børn med at sige. Familien beskriver en udsigtsløs tilværelse, deres børn er døde, de har ingen indkomst, de har modtaget trusselsbreve, hvori deres datter er blevet mistænkt for at være spion, fordi hun stod på skateboard, de har ingen elektricitet. »Det ville være bedre, hvis vi var døde,« siger faren, »så skulle vi ikke tænke mere på det, så kunne vi få fred, der er alligevel ingen, der hjælper os.«

Mistænkeligt

Noget ved det familien fortæller vækker Henriks mistanke. Hvis de har elektricitet, hvorfor hænger der så en elpære i gangen, hvorfor står der et tv ovre i hjørnet. »Selvfølgelig er det en katastrofe, at de har mistet deres børn,« siger han, interviewet uden for familiens hus, »men. Han følger ikke sit men op med ord, men han giver det vægt ved at trække mundvigende nedad og gøre en tvivlende gestus med skuldrene. Lila er også blevet anstødt, for hende handler det om farens udsagn om hellere at ville være død, »det kan jeg simpelthen ikke sætte mig ind i, at man ikke vil kæmpe for de børn man har tilbage, det gør mig så sindssygt vred«. Mens de sammen evaluerer deres oplevelse, stadig foran familiens hus, kan de blive enige om, at familiens situation selvfølgelig er forfærdelig, men at der også er noget, der taler i en anden retning. Hvad for en retning, dette noget taler i, er uklart og forbliver uklart.

Lilas tårer

I dagene efter bliver Lila stadig mere i tvivl om den mistanke, hun nærede mod familien, var rimelig. Hun tager uden Henrik tilbage til familien for at få afklaret, om de har løjet om elektriciteten, og om de ikke føler sig velsignede over at have fire fantastiske børn tilbage. Hun udtrykker glæde og lettelse over at blive klar over, at hun har fældet dom på grundlag af misforståelser.

Selv om hele familien efterlades grædende, er det inden for programmets præmis og opbygning en lykkelig udgang på første afsnit, den stemning understøttes af de lette toner fra et klaver. Det er Lilas tårer, der er vigtige. Der er tale om soning og morgengry, en ny dag, et nyt menneske. Katarsis. Sammen med klaveret og Lila forlader kameraet familien og følger Lila lidt ned af bjerget. Den udsigtsløse situation familien få dage inden beskrev, må antages at være uændret, men sådan en stagnation kan den store udviklingsfortælling imidlertid ikke hænge sig i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Hornstrup Yde
Katrine Hornstrup Yde anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu