Læsetid: 3 min.

Medicinstudiet uddanner læger – skønlitteratur danner dem

Ny fagbog skelner mellem lægegerning og lægekunst, men ikke mellem humaniora og medicin. Forfatterne mener, der skal undervises i begge dele, hvis lægen skal lære lægekunsten
Skønlitteratur kan gøre lægerne bedre til at håndtere patientrelationen, mener forfatterne til ny lægefagbog, der bringer humaniora ind i faget.

Sigrid Nygaard

8. marts 2013

Fandens også!! Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig, at det er sådan her at være læge, at man er dødtræt, udskældt, bange for at lave fejl og skrækslagen for ikke at slå til, når en patient er i livsfare.« Sådan fortæller læge Lise Kirstine Gormsen i første kapitel af Lægers dannelse – en antologi om skønlitteratur som element i lægeuddannelsen om, hvilket chok det var som nyuddannet i 2003 at blive kastet ud i lægelivets verden uden sikkerhedsline. Hun fortæller om tidspres og det enorme ansvar, hun mærkede på sine unge skuldre. Hun fortæller også om hospitalet som en verden, der har sit eget kodeks, og hvor der tales med mange forskellige sociale og faglige tunger, som ikke alle læres på medicinstudiet. Hun har senere fundet stor glæde og genkendelse ved at læse skønlitteratur, der handler om livet som læge, og ville ønske, at hun havde læst de bøger, da hun var ny i lægegerningen. Hun er en af redaktørerne bag bogen, der ønsker at påpege, at humanvidenskaberne kan berige lægeuddannelsen, og at skønlitteratur kan give lægerne en dannelse, medicinstudiet ikke giver dem.

Fiktionsdoktor

Da Lise Kirstine Gormsen har haft en af sine første vagter som nyuddannet læge, anbefaler en kollega hende at læse romanen The House of God af Samuel Shem fra 1978, og skønlitteraturen bliver et vendepunkt for hende. Her møder hun nemlig en hovedperson, som hun identificerer sig med og indlever sig i – den nyuddannede læge Roy. Han er ligesom hende selv chokeret over at blive kastet ud i et ansvarstungt arbejde, hvis umenneskelige pres han er uforberedt på.

Om oplevelsen af at genfinde sig selv i skønlitteraturen, skriver Lise Kirstine Gormsen: »Under læsningen af The House of God får man – som medicinstuderende og ung læge – følelsen af, at man ikke er alene i verden, og at der ikke er noget galt med én, fordi man oplever rollen og ansvaret ved at være læge som en tung byrde.« Lise Kirstine Gormsen fortæller, at der blandt læger er en tendens til ikke at ville vedkende sig, at man har problemer, eller at tingene gør ondt, og at man derved går glip af en anerkendende identifikation fra sine kolleger. Derfor er det vigtigt og gavnligt at møde den gennem skønlitteraturen, mener hun. De romaner, fagbogen introducerer til, handler om læger, men nogle af dem er også forfattet af læger. Selvom det er fiktion, skriver de altså om en verden, de kender, og har færdedes i, og derfor giver det god mening for andre læger at læse, lyder det i bogen.

Humanistisk medicin

Forfatterne skelner skarpt mellem lægegerning og lægekunst. Begrebet lægekunst dækker over de menneskelige kompetencer, lægen har brug for i patientrelationer, og som ikke tilegnes gennem medicinstudiet. De finder dog også en sekundær betydning i begrebet, nemlig evnen til at leve et godt liv som professionel læge, hvor arbejdsliv og privatliv hænger harmonisk sammen.

’Humanistisk medicin’ lyder som et udtryk, hvor to ord, der gensidigt udelukker hinanden, er bragt sammen i et tvangsægteskab, men forfatterne mener, at de humanistiske videnskaber kan tilføre medicinstudiet en menneskelig indsigt, empati og dannelse, som naturvidenskabernes biofakta ikke giver, og skønlitteraturen er et medium til at formidle disse egenskaber. Den humanistiske medicin dækker alt det, som ikke kan skematiseres og måles i lægevidenskaben. Det er lægens kommunikative kompetencer, lægens forståelse for, at patienterne er forskellige, og lægens evne til at reflektere over de valg, han må træffe i sin profession.

Denne humanistiske dannelse, mener bogens forfattere, at skønlitteraturen kan være en stor hjælp til at formidle: »Dialogen med litteraturen og litteraturens skikkelser og forløb kan således have en dannende effekt – den kan være medvirkende til at skærpe vores evaluerende blik og bevirke en øget selvbevidsthed,« står der i bogen. Bogens forfattere ønsker, at inddragelsen af humanvidenskab bliver en obligatorisk, integreret del af medicinuddannelsen, fordi det gør dem til bedre læger, der ikke bare behersker lægegerningen, men lægekunsten.

En anden af bogens forfattere, Per Vestergaard, introducerer til forskellige romaner, der har en læge i en af hovedrollerne. Vi møder blandt andre Gustave Flauberts Madame Bovary, Albert Camus’ Pesten og Middlemarch af George Eliot. Per Vestergaard mener, at romanerne beskriver forskellige vigtige aspekter af lægelivet, f.eks. konflikter i forholdet til kolleger og familie, lægeetik (eller mangel på samme) og eksistentielle valg, som nutidens læge også møder i virkeligheden. Skønlitteraturen åbner en verden af oplevelser og indsigt, der vil danne læseren både som læge og menneske. Og lægen skal netop være dannet både som professionel og privat, hvis han skal beherske lægekunsten: At leve et godt liv som læge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Nielsen
  • Vibeke Rasmussen
Torben Nielsen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Det var den mest underlige artikel jeg har læst længe. En praktiserende læge driver en forretning. Hverken mere eller mindre. Han har så og så meget tid til patienten og så er det ellers ud af klapen. Han styrer efter sundhedlovgivningen på området. Og hvis man her, som man gør, siger, at de gamle og andre, som ikke er på arbejdsmarkedet skal bagerst i sundhedskøen til de offentlige hospitaler. Så bliver det sådan. lægen ved hvem deter, som betaler hans løn.
På hospitalet hersker der en autoritær opbygning af læge- og sundhedsplejesystemet. Med overlægen som øverste bestemmende i det hierakiske system. Desuden er der et slags bagvagtsystem, som man kan trække på i situationer, som kræver hjælp.
At virkeligheden på et offentligt hospital ser helt anderledes ud, er så en anden historie. Kommunikationen er elendig og det ligner en slags krigszone i forvirring en tidlig morgen på akutafdelingerne, hvor sygepljerekser svinger pisken. Ofte uden at have læst patientens journal eller sat sig ind i vedkommendes situation.
Skønlitteratur er en lise for forståelsen af andre menneskers og sin egen situation. Sådan har det altid været. Og enhver, der har med andre mennesker at gøre, skulle kunne dokumentere en vis litterær viden. Det ville ikke alene komme patienten til gode, men også plejeren/lægen og hele systemet.
Så på den måde kan jeg godt forstå artiklen. Hvad der var almindelig dannelse for bare 25 år siden, er i dag gået tabt i Gucci-tasker og løngriskhed sammen med et voldsomt spild af tid foran stuealteret.

Vibeke Rasmussen

Mon ikke mange, der har haft mere end blot overfladisk berøring med læger/ hospitalsvæsenet – enten selv eller i forbindelse med familiemedlemmer – kan nikke genkendende til den 'manglende menneskelige indsigt og empati', som bliver nævnt i artiklen.

Om skønlitteraturen kan hjælpe læger til at blive bedre til at se og lytte til patienter, lyder troligt, og den kan i hvert fald sætte ord på min, patienten/ den pårørendes, frustration i mødet med læger, hvor vi synes fuldstændig at tale forbi hinanden. Siri Hustvedt beskriver f.eks. meget præcist denne frustration i det følgende fra hendes roman 'Med bind for øjnene' ('Blindfold'), hvor protagonisten har søgt hjælp grundet en invaliderende migræne:

»Før jeg blev sendt til dr. Fish, i N.Y. kendt som "hovedpinens Zar", havde jeg prøvet at fortælle min historie til seks knap så berømte læger, og hver gang havde jeg mistet taleevnen. Jeg følte, at hvis jeg bare kunne artikulere min sygdom i alle dens aspekter kunne jeg måske give et trænet øre det stikord som ville gøre mig rask, men mine ord var altid utilstrækkelige. Og det meste af det jeg sagde gavnende heller ikke dr. Fish. Han overhørte det som en masse irrelevant snak, og afbrød mig nu og da for at indtale en kort synopsis. "Patienten siger at opkastning til tider har lindret hendes smerter."«

Lise Lotte Rahbek, Niels Mosbak og Henrik Rude Hvid anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Min læge hun sidder bare og spiller computer, imens jeg ser på hende. Hun ser ikke mig. Det lidt ligsom at fortælle en forældre om dagens nederlag og skolegårdens skrammer. Man taler i et vakum. Hun sidder der bag skærmen. Hun rører ikke ved min krop. Hun er ikke interesseret. Hun ved ikke hvem jeg er, hvad jeg spiser eller hvilke omgivelser og miljø jeg bevæger mig i. Og det interesserer hende slet ikke. Hun sidder bare og ser velklædt ud, dygtig og veltalende, på den der papøre agtige politiker måde. Hun er den velbjergede overklasse på ferie. En samfunds-parasit og en succes.

Andreas Trägårdh

Ren, sund og naturlig mad, vand og luft - er den sande medicin, plus det uforhindrede og derfor velegnede sted at indtage disse fornødenheder, et sted at hvile og faste, samt et sted at skide naturligvis. Dette er at leve.
En naturlig og uhindret udfoldelse af livet der oven ikøbet kan medvirke til at tiltrække de rettere sociale sammenhænge og partnere. Det er det eneste der er brug for.

Artiklens forfatter rammer noget meget væsentligt.

Det er dog ikke blot et "læge-problem" - samme type artikel kunne skrives om advokater, socialrådgivere, sygeplejersker , personalechefer, ledere (på ethvert niveau), fagforeningsfolk,"nybagte" forældre og bedsteforældre, sosu assistenter o m a

Henrik Strøm

Lægeuddannelsen er en specialistuddannelse. Almen dannelse skulle vedkommende vel have opnået inden da i gymnasiet eller i folkeskolen.

@Andreas Trägårdh - så kan du vel blot skifte læge?