Nyhed
Læsetid: 5 min.

Mo Yan afviser sine kritikere som ’misundelige’

I sit første større interview, siden han fik Nobelprisen i litteratur, tager den kinesiske romanforfatter afstand fra alle beskyldninger for at være ’statsforfatter’ – jeg skriver for det kinesiske folk, siger han
Mo Yan er blevet gennemheglet af ledende kinesiske systemkritikere, herunder af den fremtrædende kunstner Ai Weiwei, for, med Ais ord, »klart at følge partiets linje og i flere tilfælde ikke at udvise respekt for uafhængige intellektuelle«. Foto: Ed Jones

Mo Yan er blevet gennemheglet af ledende kinesiske systemkritikere, herunder af den fremtrædende kunstner Ai Weiwei, for, med Ais ord, »klart at følge partiets linje og i flere tilfælde ikke at udvise respekt for uafhængige intellektuelle«. Foto: Ed Jones

Kultur
2. marts 2013

Mo Yan, vinder af Nobelprisen i litteratur i 2012, sætter sig nu til modværge imod de kritikere, der har anklaget ham for være en uværdig vinder, fordi han står tæt på den kinesiske regering. Mo Yan mener, at kritikken dels udspringer af misundelse, dels af en misforståelse af hans værk.

I et sjældent interview – hans første større siden han sidste efterår modtog prisen – udtaler den forfatter, hvis forfatterpseudonym betyder ’taler ikke’, sig om en række spørgsmål, der ifølge hans oversætter, Eric Abrahamsen, »sandsynligvis er det tætteste, Mo Yan nogensinde kommer på en indrømmelse af sin præcise politiske stilling i Kina«.

Mo Yan er blevet gennemheglet af ledende kinesiske systemkritikere, herunder af den fremtrædende kunstner Ai Weiwei, for, med Ais ord, »klart at følge partiets linje og i flere tilfælde ikke at udvise respekt for uafhængige intellektuelle«. Hans modstand mod at sætte sit navn på en underskriftindsamling for frigivelse af den fængslede modtager af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo, fik forfatteren Salman Rushdie til at kalde ham »en regimelakaj«, mens hans nobelpristager-kollega Herta Müller kaldte pristildelingen til Mo Yan for »et slag i ansigtet på alle, der arbejder for demokrati og menneskerettigheder«.

Men i et interview med det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel svarer Mo Yan igen på Ais kritik af, at han står for tæt på staten og ikke repræsenterer Kina ved at spørge:

»Hvilken intellektuel kan overhovedet hævde at repræsentere Kina? Det er i al fald ikke noget, jeg vil prætendere. Kan Ai Weiwei? De, som virkelig repræsenterer Kina, er dem, der graver jord og lægger veje med deres bare næver.«

Han skyder også igen imod sin kinesiske forfatterkollega Liao Yiwu, der sidste år kaldte ham en »statsforfatter«, der ikke forstod at holde afstand til Kinas ledelse.

»Jeg ved, at han misunder mig denne pris, og det forstår jeg. Men hans kritik er uberettiget,« siger Mo til Der Spiegel og tilføjer, at da han fik Nobel-prisen, fandt hans kritikere »forstørrelsesglasset frem for at lede efter mine fejl og fordrejede mine digtes betydning.« Især ét digt, som Liao angreb, var ifølge Mo overhovedet ikke en lovprisning af en vanæret partispids, som Liao påstod, men derimod en satire.

I interviewet siger Mo Yan, at selv om jeg »åbent udtrykte min forhåbning om, at Liu blev befriet, blev jeg konstant kritiseret og igen og igen tvunget til at udtale mig om samme emne ... det minder mig om de rituelle gentagelser under Kulturrevolutionen. Hvis jeg beslutter mig for at tale, vil ingen stoppe mig. Hvis jeg beslutter mig for ikke at tale, så kan end ikke en kniv for min strube få mig til at tale«.

’Læs bøgerne’

»Han siger jo stort set til alle, der forsøger at få ham til at udtale sig offentligt, at de kan rende ham. ’Jeg vil fortsat forholde mig tavs og sige det, jeg ønsker at sige, i mine bøger’,« siger Abrahamsen, der har fungeret som tolk for Mo Yan og grundlagt den litterære oversættelsesorganisation Paperrepublic. »Han sætter dybest set hælene i.«

Mens Mo Yan siger, at han nok beundrer forfattere som Günter Grass, fordi de taler imod deres regering, er han ikke selv interesseret i at slutte sig til dem.

»Jeg bryder mig ikke om at komme med politiske erklæringer. Som forfatter skriver jeg hurtigt. Men jeg tænker mig grundigt om. Når jeg udtaler mig offentligt, spørger jeg straks mig selv: Udtrykte jeg mig nu klart nok? Mine politiske synspunkter er i sig selv klare nok. Man behøver blot at læse mine bøger,« siger han.

Mo siger, at han som medlem af Kinas Kommunistiske parti – han meldte sig ind i 1979, mens han var i hæren – har indset, at »Kulturrevolutionen var individuelle lederes fejl og havde ikke så meget at gøre med selve partiet«.

»Det er ikke i modstrid med min politiske holdning, når jeg i mine bøger retter hård kritik af bestemte partifunktionærer. Jeg har understreget gentagne gange, at jeg skriver på vegne af folket, ikke partiet. Jeg afskyr korrupte embedsmænd,« siger han til Der Spiegel.

Abrahamsen kalder denne udtalelse »meget dristig« og tilføjer:

»Der er ingen tvivl om, hvad han mener, hvor hans loyalitet ligger, og hvad hans moralske standarder er. Han siger: Jeg stiller mig på folkets side, ikke på partiets ... I kinesiske politiske diskussioner er der ikke en sondring mellem de to. Alt hvad man siger, som får det til at lyde, som om der er en modsætning mellem folk og parti, betragtes faktisk som politisk uacceptabelt. Mo Yan vil ikke stå frem og sige: ’Nej, jeg er ikke fri, og ja, jeg bliver censureret’. Dette interview er så tæt, han kan komme på at sige det. Det er det mest direkte, jeg har hørt fra ham, og er man kineser og vant til at læse mellem linjerne, vil man forstå, at han her forklarer præcis, hvor han står ... det har imponeret mig.«

Maos tale

Megen polemik har udspillet sig omkring det forhold, at Mo Yan var en af 100 kinesiske forfattere, som var med til at skrive en håndskrevet kopi af en tale af Mao Zedong fra 1942. Men Mo Yan siger til Der Spiegel, at han kun gik med i projektet, fordi han var »forfængelig nok til udnytte lejligheden til at fremvise min kalligrafi«.

»Den tale er i dag et historisk dokument, som har sine rationelle sider, men også sine begrænsninger. Da jeg og min generation af forfattere begyndte at skrive, udvidede vi disse grænser skridt for skridt og overskred dem. Ingen, som faktisk har læst mit arbejde fra denne periode, kan med samvittigheden i behold påstå, at jeg var ukritisk,« siger forfatteren. »Helt ærligt: Det var et kommercielt projekt. Redaktøren af et forlag, en af mine gamle venner, kom på ideen. Han havde allerede overbevist omkring 100, og da vi deltog i en konference sammen, gik han rundt med en bog og en pen og spurgte, om jeg ville håndkalligrafere et afsnit af en Mao-tale. Jeg spurgte: ’Hvilket afsnit?’ Han sagde: ’Jeg har udvalgt dette stykke for dig.’«

Og ingen, siger han, har klaget over hans »honorære titel« som vicepræsident for Kinas Forfatterforbund, før han modtog Nobelprisen.

»Der er mennesker, der mener, at Nobelprisen kun bør gå til folk, der er imod regeringen. Er det rigtigt? Bør Nobelprisen i litteratur ikke være for litteraturen, for noget, nogen har skrevet?«

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ulf Timmermann

Elendig overskrift.