Nyhed
Læsetid: 4 min.

En morgen med multiskærme

DR2 har meldt sig ind i kampen om dagens første tv-seere. For de flestes vedkommende er der nok snarere tale om tv-lyttere
Kultur
14. marts 2013
For 10 dage siden blev DR2 relanceret som en 24 timers kanal. Blandt DR2’s nye satsninger er ’DR2 Morgen’, ’Gadens Parlament’ og serien ’Sort arbejde’. Illustration: Rasmus Fly Filbert/iBureauet

For 10 dage siden blev DR2 relanceret som en 24 timers kanal. Blandt DR2’s nye satsninger er ’DR2 Morgen’, ’Gadens Parlament’ og serien ’Sort arbejde’. Illustration: Rasmus Fly Filbert/iBureauet

For ti år siden havde jeg som journaliststuderende fornøjelsen af at overvære et foredrag med Jens Gaardbo. Han var på det tidspunkt nyhedschef for TV 2 Nyhederne, og han fortalte om en oplevelse, han havde haft hjemme i sit køkken. Han gik og lavede mad, mens fjernsynet kørte. Det var selvfølgelig indstillet på TV 2, som sendte nyheder, og Gaardbo konstaterede, at han stort set ikke behøvede kigge på skærmen for at kunne følge med. Historierne blev fortalt med ord. Det, skulle der ændres på. Der skulle fortælles med billeder. Fjernsyn skulle være noget mere og andet end illustreret radio.

Tænder man for DR2’s nye morgenprogram, der uden så mange dikkedarer hedder DR2 Morgen, får man langt hen ad vejen illustreret radio. Konceptet er enkelt: Fra klokken halv syv og tre timer frem sidder værterne Niels Krause-Kjær og Anja Bo i høje kontorstole og tager imod gæster. Linjerne er rene, det blankpolerede hvide bord er fyldt med dagens aviser, to kaffekopper og to vandglas. I baggrunden roterer en grafik af jordkloden med en varm lysstribe, der leder tankerne hen mod en solopgang. Det er rart. Af og til filmes der fra et kamera placeret så langt tilbage i studiet, at man kan se de kameraer, der står tættere på værterne. Og når en gæst forlader sin plads, camoufleres det ikke nødvendigvis af dækbilleder, men vises for seerne, der kan følge den ene ekspert rejse sig, mens den næste kommer og sætter sig. Her foregives ikke unødigt. Udtrykket er, som programmets titel, lige på og hårdt. Det er meningen:

»Vi skal ikke lave varm mad om morgenen, ingen tv-kokke, ingen sofaarrangementer, hvor vi har det ååååh så hyggeligt,« som Krause-Kjær sagde til sin kollega Kim Bildsøe Lassen, da han i TV Avisen i sidste uge blev interviewet om sit nye program.

Skinger politikerretorik
Selv interviewer Krause-Kjær og Anja Bo også gerne kolleger i DR2 Morgen. Det kan være Steen Nørskov, vært for P1-programmet Arabiske stemmer, der er inde for at tale om den kontroversielle israelske dokumentarfilm Det hemmelige Israel, der bliver vist på DR2 samme aften. Det kan være DR Nyheders journalist Jørgen Laurvig, der uden nærmere introduktion bliver interviewet i forbindelse med Venezuelas præsident Hugo Chávez’ død.

»Hvad betyder døden for hele Sydamerika?« spørger Anja Bo.

»Det kommer vi jo så til at se,« svarer Laurvig, »men i første omgang er det selvfølgelig trist for Latinamerika, at de har mistet en ledende international skikkelse.«

Hver halve time er der nyheder, og hvis jeg ikke tager meget fejl, giver værterne en lynhurtig opsummering kvart i og kvart over timen. Emnerne er alvorlige. Det handler om den kinesiske folkekongres (gæst i studiet: Jan Larsen, tidligere DR-korrespondent i Kina) og folkeskolelærerkonflikten (gæst i studiet: Mikkel Mailand, sociolog med speciale i beskæftigelsespolitik og trepartssamarbejde). Venstres Ellen Trane Nørby er på besøg i en overraskende rolle som interviewer af Socialdemokraternes Ane Halsboe-Larsen, der skal svare på, hvorfor regeringen har afvist Venstres forslag om et såkaldt byrdestop for danske virksomheder. Et umiddelbart interessant koncept at lade en politiker interviewe en anden. Nørby og Halsboe-Larsen var da også usædvanligt løsslupne og grinende, da de blev introduceret, men ak, lige så snart interviewet gik i gang, slog den skingre politikerretorik til i en sådan grad, at jeg måtte slå lyden fra, skifte faneblad i browseren og kigge på et youtubeklip med højdepunkter fra Rafael Nadals nylige finalesejr over David Ferrer i Acapulco.

En rastløs aktivitet
Sådan er det jo med fjernsynskiggeri. Det er en rastløs aktivitet, især om morgenen. Personligt vedstår jeg, at jeg ud over at gå i bad, klæde mig på, snitte æbler til min skyr og børste tænder – at sende to sms’er og en email, nærstuderet Caroline Wozniackis lodtrækning ved Indian Wells (hun står til at møde Azarenka i kvartfinalen), så et kort klip af Maria Sharapova træne benarbejde og bladrede lidt i dagens Information, alt imens jeg fulgte med i DR 2 Morgen.

Det hedder at ’multiskærme’. Jeg er langt fra alene om det. Næsten alle danskere, 88 procent, anvender en anden skærm på et eller andet tidspunkt, mens de ser tv. Og ikke nok med det, tv-skærmen er blevet sekundær. Kun 17 procent af multiskærmseerne har deres primære fokus på tv’et.

Et par gange lykkedes det DR2 Morgen at vinde min fulde opmærksomhed. Målene fra Esbjergs 2-1-sejr over AGF ville jeg gerne se. Da Informations David Rehling var i studiet for at rappe sin avisleder om intern splid hos de radikale omkring skolereformen, og Krause-Kjær og Anja Bo stemte i under omkvædet, kom selv den anden halvdel af husholdningen løbende og ville kigge med. Endelig var der indslaget om hjemmelavede videoer – Gangnam Style, Harlem Shake – der hitter på YouTube. De dansetrin ville jeg have sat billeder på. Efterfølgende var rådgiver i internetkultur og sociale medier Trine-Maria Kristensen på besøg for at fortælle om fænomenet.

»Hvad vil det sige at gå viralt,« spurgte Krause-Kjær.

»Det er som influenza,« svarede hun. »Det smitter.«

»Hvad i himlens navn er det for noget pjat,« spurgte Krause-Kjær med påtaget gammelmandsmine.

»Det er måske det nye tv-format,« svarede Kristensen.

DR2 Morgen er i hvert fald ikke det nye tv-format. Det er højst et nyt billede i en gammel ramme. Gaardbo kan ikke være imponeret. Det er der ikke nødvendigvis noget i vejen med. På travle morgener kan det være rart med et program, der ikke kræver den store visuelle opmærksomhed. Men så kan man med fordel tænde for radioen.

DR2 Morgen, DR2, mandag-fredag kl. 6.30-9.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Chemnitz Larsen

radio-tv

Såvel DR som DR2 bærer tydeligt præg af, at have politiske chefer og kritik er sat om bagved i traileren. DR2 minder nu mest om TV2 morgen tv...

Med venlig hilsen

Tak, søde Anders med det smukke, krøllede hår for, at du har overbevist mig om, at jeg ikke går glip af noget - så slap jeg for at teste det.

Langt det meste nyheds-tv ER jo radio og har altid været det - forskellen på radioens Orientering og tv-s Horisont er bare, at man kan vende sig om og se, hvordan det talende mennesker ser ud.

Og begge dele er i grunden så ligegyldige - hvor er min avis?