Læsetid: 4 min.

En offentlig voodoodukke

De tider, hvor selv statsminister Göran Persson erklærede sig som feminist, er slut i Sverige. Kvinder, der stadig vover at tage ligestillingsdebatten, bliver genstand for had og mordtrusler. Forfatteren Maria Sveland er én af dem
Forfatter og journalist Maria Sveland har i lang tid sagt nej til at deltage i debatter, men lod sig i sidste uge overtale til at deltage i et panel i Göteborg oven på hendes seneste udgivelse ’Hatet. En bok om antifeminism’. Det blev alt andet end en hyggesnak.

Forfatter og journalist Maria Sveland har i lang tid sagt nej til at deltage i debatter, men lod sig i sidste uge overtale til at deltage i et panel i Göteborg oven på hendes seneste udgivelse ’Hatet. En bok om antifeminism’. Det blev alt andet end en hyggesnak.

Martin Bubandt

15. marts 2013

Sæt dig ikke i et panel lige den 8. marts og tro, at det på nogen måde vil være venligt stemt over for feminismen, specielt ikke hvis du har skrevet en bog om kvindehad.«

Sådan lyder en af tre konklusioner, som Aftonbladets Ulrika Stahre drager, efter at Bitterfittans forfatter, Maria Sveland, der nu også er Hatets forfatter, deltog i en paneldiskussion i Göteborg i fredags i anledning af et årligt tilbagevendende arrangement for dybdeborende journalister. Her blev Maria Sveland kaldt fascist af STV’s Janne Josefsson, der så til gengæld efterfølgende blev kaldt gubbslem – altså en virkelig klam herre på mandehørmermåden.

Ifølge Maria Sveland forandredes debatklimaet vedrørende feminismen sig over én nat i 2005, da tv-programmet Könskriget blev sendt. Nu er det slet ikke ualmindeligt at fremtrædende kvindelige journalister og debattører udsættes for nethad og mordtrusler.

Under paneldebatten i Göteborg i fredags blev de ondskabsfulde og personlige spørgsmål til Maria Sveland for meget for Sofia Mirjamsdotter, der var tilhører, og som tidligere har modtaget Stora Journalistpriset. Hun er desuden ekspert i sociale medier, og måske netop derfor reagerede hun med et spørgsmål direkte til publikum efter at have udbedt sig en mikrofon:

»Er det god underholdning at invitere Maria Sveland for at lade hende blive nedgjort af tre gubbslem på den internationale kvindedag?«

Mændenes plads

Ulrika Stahres tredje konklusion efter optrinnet i Göteborg lyder:

»Sæt dig i det hele taget ikke i et panel.«

Ifølge Stahre er læren til kvinder, at de ikke skal tage plads fra mændene – og da slet ikke kritisere deres position. Gør man det, er det, enten »fordi man hader mænd eller ikke har forstået noget eller er bitter«.

Og nok alle tre ting på én gang, kunne man tilføje.

Maria Sveland har selv skrevet om hændelsen på sin blog. Hun var blevet inviteret til en underholdende hyggesnak. Det er nok ordet underholdende, man skal vare sig for som feminist i dagens Sverige. Hun skriver, at hun først sagde nej tak til mere debat, hun havde fået rigeligt af den slags i forbindelse med sin nye udgivelse, Hatet. En bok om antifeminism, men lod sig så alligevel overtale, fordi arrangørerne lagde op til, at panelet bare skulle snakke i Late Night Show-stil.

Janne og Maria er – forstår man hurtigt – gamle kombattanter. På sin blog skriver Maria Sveland om aftenen i fredags, at debatten var kørt af sporet efter bare to minutter:

»At dømme ud fra ansigtsfarven, kropssprog og stemmeleje havde Janne Josefsson allerede varmet op, og formålet med hans medvirken var i hvert fald tydeligt: at få udløb for sine aggressioner imod mig. Janne var vred på den der velkendte måde, som kun Janne Josefsson kan være: fnysende, rystende og højrød. Janne var vred over, at jeg havde været ’overalt’ i medierne i de seneste uger, og at ’ikke en eneste journalist havde stillet et kritisk spørgsmål til den fascisme, jeg var fortaler for’. Her tænkte han på kapitlet i min bog (Hatet, red.), som handler om Turteaterns opsætning af SCUM-manifestet, et stykke, som ifølge Janne talte for en ’fascistisk feminisme’.«

Uvenlige hilsner

Kapitlet om det lille Turteaterns forestilling SCUM-manifestet og reaktionerne på den, som bl.a. betød, at forestillingen nogle aftener spillede under politibeskyttelse, står i bogen Hatet og er en del af Maria Svelands kortlægning og analyse af antifeminismen. Kapitlet hedder »En dræbt feminist er en god feminist« og henviser til, at stykkets skuespiller Andrea Edward blev forsøgt påkørt en aften i forbindelse med hendes medvirken i stykket.

Maria Sveland går ikke på kattepoter. I sin analyse finder hun en sammenhæng mellem de højreekstremistiske kræfter og antifeminismen. De mænd, der skriver hademails og mordtrusler til hende og andre fremtrædende kvinder afslutter f.eks. brevet med et »uvenlige hilsner fra Breiviks fanklub«, men sammenhængen kan ifølge Sveland også ses på en bestemt taktik, som de højreradikale partier anvender, nemlig »at kidnappe de feministiske spørgsmål og gøre dem til et bevis på det mangekulturelle samfunds problem«. En af hendes iagttagelser går på, at debatprogrammer ofte allerede i deres overskrift har valgt side, når de f.eks. kalder en udsendelse »Hvor mange flygtninge kan Sverige tage imod?«, i stedet for eksempelvis at spørge: »Hvor meget racisme kan Sverige rumme?«

Det kan være grund til, at man indimellem bør vove ikke at tage debatten, fordi den ene debat efter den anden kan betyde øget plads for netop racisme eller antifeminisme.

Tilbage i 1990’erne var alle feminister, selv Göran Persson, Sveriges statsminister fra 1996 til 2006, mener Maria Sveland. I dag siges og skrives det stadig oftere – også af kvinder – at visse feminister er gået for langt, at deres kamp for ligestilling er endt i et mandehad. Om mændene virkelig er hadet, er det i sagens natur mest rimeligt at spørge netop dem om. Og går man til Maria Sveland med det spørgsmål, går man forgæves. Hun tager sig af hadet mod kvinder – kvinder, der som offentlige voodoodukker, hades på nettet og modtager private mails af ’vi ved, hvor du bor’-slagsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Nesta
Robert Nesta anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når først fornærmelsen er sunket helt ind og har lejret sig permanent, kan det være vanskeligt at komme videre i debatten. Jeg tror ikke Josefsson og Sveland har noget at lade hinanden høre hvad fordomsfuldhed angår. Jeg synes jo bare det er ret pinligt at voksne intelligente mennesker ikke er i stand til at føre en debat uden hhv. at hidse sig op i det højrøde eller blive fornærmet og retirere til skyttegraven.

Så kritik frabedes eller hvordan? At der sidder en røvfuld stakler derude der går helt vejen for opmærksomhed, skal vel ikke bringe et helt køn til last. Det forekommer mig at man benytter de uheldige og netop segrerende elementer, fra det man lagde ud med at fordømme.

Morten Pedersen

"En af hendes iagttagelser går på, at debatprogrammer ofte allerede i deres overskrift har valgt side, når de f.eks. kalder en udsendelse »Hvor mange flygtninge kan Sverige tage imod?«, i stedet for eksempelvis at spørge: »Hvor meget racisme kan Sverige rumme?«"

Øhhh. Underforstået at det er racistisk at tale om hvor mange flygtninge Sverige kan tage imod? Som man råber i skoven får man svar.

Mikkel Madsen

Svenske feminister er godt nok i en klasse for sig selv. De har fået stort set ALT hvad de forlanger, inkl. En benhård socialkonstruktivistisk børnehave, hvor man bilder sig ind at køn kan fjernes gennem at fjerne 'han'og'hun'.

Og stadig fremturer de som om de kommer fra en offer-position. Utroligt...!!

Robert Nesta, ulrik mortensen og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar

At tabe besindelsen i en debat eller "gå over stregen" eller at "snyde" med debatteknikske fif o s v giver altid bagslag hos tilhørerne.

Sådan set er det "guld værd" , hvis man i en debat møder en modstander, der bruger kraftudtryk, skældsord, fremsætter fornærmende påstande, er løgnagtig o s v - det er ikke godt for debattens kvalitet, men man kommer hurtigt til at høste sympati og forståelse hos tilhørerne.

Også - hvis man som politisk journalist gerne vil have "nedgjort" et politisk projekt, så finder man den mest tåbelige , håbløse og agressive fortaler for projektet og giver vedkommende taletid og spalteplads o s v.

" "Life" in this "society" being, at best, an utter bore and no aspect of "society" being at all relevant to women, there remains to civic-minded, responsible, thrill-seeking females only to overthrow the government, eliminate the money system, institute complete automation and eliminate the male sex. "

Og hun nøjedes ikke med at snakke, hun prøvede at myrde Andy Warhol og Mario Amaya !!