Læsetid: 7 min.

Jeg orker ikke køkkenvaskrealisme

Der er al for meget kedelig hverdag i litteraturen i dag, mener forfatteren Peter Adolphsen. Han kan ikke se forskel på 1970’ernes bekendelseslitteratur og nutidens autofiktion. I stedet mener han, at kunsten skal finde på og skal gøre det fuldstændigt umulige troværdigt. Det er derfor, han finder på så mærkelige ideer i sin nye bog, ’År 9 efter Loopet’
’Der er kunst, der har mennesket som objekt og indbyder til identifikation med det formål, at man lærer sig selv bedre at kende. Men hvis man vil skrive om sit eget liv, er det nok godt at have levet. Måske er jeg ikke særligt interesseret i mig selv. Og mit eget liv er almindeligt, nærmest småborgerligt, det kan næppe interessere nogen,’ siger Peter Adolphsen.

Tine Sletting

8. marts 2013

Ideen til Peter Adolphsens nye bog, År 9 efter Loopet, fik han klokken 23.30, juleaften 2010. Det kan han se, fordi det præcis var på det tidspunkt, han skrev den ind i et af sine notedokumenter, det der handlede om lyd, vibrationer og musik.»Jeg researchede kvantemekanik; at få en god ide kræver tilløb. For det hele drejer sig om at få den rette ide,« siger han. »Det er derfor, jeg skriver så relativt få bøger. En god ide er ligesom en popsang, kernen skal være så enkel, at ringene breder sig hele vejen ud.«

»Det, jeg skal bruge, er en ide, der ’får det hele til at fare sammen og dukke frem igen’, som Per Højholt siger.«

I År 9 efter Loopet går verden i stå. En solsorts sang udløser en lydtsunami, der snart omspænder hele jorden, og alle mennesker går i loop. Undtagen Mark, der tilfældigvis udgør gennemsnittet af alle mænd i verden. Derfor forbliver han levende.

»Jeg synes, naturvidenskaben er spændende,« erklærer Adolphsen, »den skænker én en masse fantastisk sprog, Schumann-frekvensen for eksempel, den frekvens Jordens magnetfelt svinger med, den findes jo. Jorden står faktisk og brummer.«

– Det er en enkelt neuron i solsortens hoved, der, idet den fløjter, sætter de samme svingninger i gang over hele jorden. Hvorfor ikke nøjes med fløjtet?

»Man er nødt til at finde resonansen i de neuronbærende væsener – hvis fløjtet også omfattede de ikke neuronbærende, ville verden gå helt i stå. Jeg tænkte længe over, hvor jeg skulle trække grænsen, principielt kunne man sætte den ved mennesker, men hvad adskiller mennesker fra dyr? Intet! Det er neuronet, der skiller mennesker og dyr fra for eksempel svampe.«

»På Zoologisk Museum hænger der en planche, hvor man kan se, at vi mennesker er tættere beslægtet med planter end med bakterier og svampe. Når jeg kigger på en stuebirk føler jeg mig ikke specielt beslægtet, men der findes teorier om, at planter kan skrige, og at de kender forskel på mennesker. Jeg forsøger at være i overensstemmelse med naturvidenskaben så langt som muligt – og så væk!«

Det med solsorten er i øvrigt en parafrase af Højholts digt, »Den tydelige solsort«, tilføjer Peter Adolphsen og citerer: »En solsort kom flyvende/Inde fra tågen.//Den sidder her nu/Og synger i en bjergfyr.// Om lidt flyver den tilbage/Til naturen.«//

»Højholt er min far rent litterært, og desuden min mentor,« fastslår han. »Faktisk kan man se min bog som modsat Højholts Auricula, hvor den kontinentale stilhed breder sig, i min bog er det en lydtsunami.«

»Jeg finder på mærkelige ideer, og hvis man så giver dem det naturvidenskabelige tøj på, er det lige ved, at man kan aflevere det, så folk tror på det. Kunsten må være, at spændet bliver så stort som muligt, så læseren synes, at det her er langt ude – og kommer i tvivl: er det?«

20 orange hippogriffer

»Min læser, det vil sige den type læser, jeg selv er, orker ikke køkkenvaskrealisme. Det er ikke svært at skrive en historie om en advokatsekretær, der går i Netto og som tager bussen, det ville være troværdigt, men det er bare kedeligt,« siger Peter Adophsen, der mener, at vi befinder os i en periode i litteraturen, som gentager 1970’erne. Han nævner Karl-Ove Knausgaard.

»Jeg gik i stå bind 1!«

Peter Adolphsen kan ikke se forskellen på det, der engang hed bekendelseslitteratur og nu hedder autofiktion. Kunsten må være at gøre det fuldstændigt umulige troværdigt, mener han.

Skriver man fortællinger, skal man finde på noget. Man kan skrive ’så trak 20 orange hippogriffer helikopteren lodret op i luften’ – og så findes det! Det kan litteratur. Hvis det havde været et filmmanuskript, havde man nok skaffet både sig selv og produceren et stort problem på halsen. Men litteraturen kan, ligesom man også kan skrive: ’Jeg tænkte’. Der er et meget bredere spænd i, hvad der kan eksistere.«

– Der er vel to store tendenser i sving for tiden: Autofiktionen og den skriftorienterede, formorienterede fiktion?

»Jeg har altid følt mig på formholdet. Blot ser jeg ingen modsætning til at fortælle en historie. Det vellykkede kunstværk består af begge dele. Det skal jo skrives, sproget er ikke et gennemsigtigt vindue, det er naivt at forestille sig det. Men man kan gå i den anden grøft, så skriften bliver alt for knudret.«

»Det er også et spørgsmål om identifikation eller ej. Der er kunst, der har mennesket som objekt og indbyder til identifikation med det formål, at man lærer sig selv bedre at kende. Men hvis man vil skrive om sit eget liv, er det nok godt at have levet. Måske er jeg ikke særligt interesseret i mig selv. Og mit eget liv er almindeligt, nærmest småborgerligt, det kan næppe interessere nogen.«

»Den anden fløj handler så om æstetik og fortælling, og jeg vil have fortælling og æstetik. Der er ikke nogen identifikationsfaktor i en orange hippogrif, men den er sær, bizar. Jeg er enig med hende, der sagde: ’I am a storyteller’.«

Tabermanden

– Personerne i din fortælling repræsenterer et meget moderne kønsrollemønster med kvinden som handlekraftig og innovativ og manden som taberskvat. Har du tænkt på det?

Peter Adolphsen ser genuint overrasket ud. Han tænker sig lidt om, så siger han, at han snarere tror, det er et tilfælde i forhold til historiens egne mønstre.

»Jeg kunne måske også have byttet rundt, men jeg har nemmere ved at beskrive mænd. Historien skulle være statisk i begyndelsen, så han var nødt til at være apatisk. Hvis hun så også var apatisk, var der ingen historie. Faktisk har jeg ikke skænket kønsrollemønstret en tanke, men jeg kan godt se det, nu du siger det.«

»Jeg var mere bekymret for, om hendes aggressive sexlyst var troværdig – men når man ser de unge damer i dag, så ...«

»E.M. Foster taler om og dyrker ’den hele figur’, mine figurer er flade, todimensionale, de kommer ind på scenen, agerer og går ud igen. Det er nok også derfor, at jeg ikke har tænkt over kønsrollemønstret. Manden var nødt til at være apatisk de første 42 procent af historien, derefter sker der noget.«

– Romanen er jo en uren genre, der hænger mere ved, end det, der fortælles?

»Man er uhjælpeligt et barn af sin tid, du er også barn af din tid, kønsrollemønstret ligger i din bevidsthed. Men halleluja for, at romanen er en uren genre! Du får øje på kønsrollemønstret, andre har ment at bogen handlede om et normalitetstyranni. Heller ikke det havde jeg tænkt på, kun på de værkinterne, dramaturgiske krav. Men herligt, at den trækker urenheder med sig, hvis værket er vellykket, spreder det villigt benene for disse læsninger.«

De kan rende mig!

Peter Adolphsen er kendt for at skrive tynde bøger, og År 9 efter Loopet er med sine 87 sider ingen undtagelse. Og det pisser ham af, når han støder på den opfattelse, at han ikke skriver ’rigtige bøger’. Men så stødte han på den argentinske forfatter Cesar Aira.

»Han har skrevet 90 bøger, og ingen af dem er over 100 sider, mange på 20-30 sider. Og han er i nobelprisklasse. Da jeg opdagede ham, tænkte jeg, ’ok, nu holder jeg op med at slå mig selv i hovedet med, at jeg ikke skriver bøger på 300 sider’. Forlæggerne vil have tykke bøger, og bogkøbere køber bøger, som var det kartofler, en tyk krimi: Så får de mere for pengene. De kan rende mig!«

Peter Adolphsen forstår heller ikke, når han bliver kaldt minimalist, »jeg er snarere maximalist,« mener han og varsler, at han næste gang måske vil skrive en bog, der foregår på kun én dag. Eller måske på 0,1 sekund!«

»Tid er den eneste kapital, man har i dette liv, især som forfatter skal man ikke bruge den frivolt. Man beder læserne ofre det eneste, de har. Jeg synes, det er uopdragent at skrive en bog længere end nødvendigt. Det er indbildsk. En anden stor argentinsk forfatter, Jorge Luis Borges siger et sted, at det er en besynderlig form for galskab at skrive 300 sider, når det, man vil, kan siges på tre.«

– Men det kan jo godt være, at de andre 297 er værd at læse!

»Mange ønsker at blive suget ind i et univers, og det sker ikke i en tre siders fortælling. Men jeg søger ikke omverdensfortabelse, den gode fortælling, den fantastiske ide kan afleveres på tre sider.«

»Men, men, så er der jo en som Svend Åge Madsen,« korrigerer han sig selv. »Han har forrygende ideer, og alligevel bliver man suget ind i hans bøger,« siger Adolphsen, der holdt en af festtalerne for Svend Åge Madsen ved dennes 50-års forfatterjubilæum den 6. marts.

»Jeg var pavestolt over at blive spurgt!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu