Klumme
Læsetid: 3 min.

Et rigt sexliv

Kultur
8. marts 2013

Der er en ting, jeg har undret mig over ved denne klumme: Der har aldrig været nogen, der har skrevet et ord om sex. Er det, fordi vi udtrykkeligt skal være over 70 – og skrive ’vise ord’? Så kan man da ikke have et sexliv, endsige skrive om det? Det kunne ellers være interessant at høre noget om!

Det synes de også på Danmarks Radio. Jeg har nemlig fået en mail fra en fyr, der skal lave nogle tv-programmer til det ny DR3 om sexlivet hos ’det ældre segment’: Kunne jeg hjælpe ham med at finde ældre par, der »omfavner sex som en vigtig del af livet?« Og udgangspunktet: »Kan man have et rigt sexliv efter alderen har ramt 50?«

Så jeg rigtigt – 50? Om man kan omfavne sex, efter alderen har ramt 50? Ovenikøbet et rigt sexliv? Det må være en meget ung person, der har stået for denne højstemte bedstefaderlige formulering! Ærlig talt, så tror da faen, at folk går stille med dørene, hvis de skulle være så … specielle, at de faktisk har et godt sexliv!

En del af de par, der kommer i min konsultation, er over 50, andre er det ikke. Jeg kan ikke mærke forskel på dem af den grund, problematikkerne er nogenlunde de samme. Det er mere dem, der savner en partner, der har aldersproblemer, og det er de gode gamle fordomme, der går igen: Finde en ny kæreste? Prøve med dating på nettet? Jamen, det er jeg da alt for gammel til … Jeg ved ikke, hvor mange kvinder jeg har måttet fortælle, at det bliver man altså ikke for gammel til! Men ok, man skal starte et sted: Hvilket datingsite skal man bruge? Og så skal man øve sig. Træne, hvordan man gør for at finde en, man virkelig kan noget sammen med – og måske især, hvordan man siger nej tak, hvis det føles forkert. Og at man jo ikke partout behøver at smide alt tøjet og stille sig op til beskuelse lige under lyset i loftet!

Mændene har det heller ikke altid lige let, nu hvor så mange kvinder er blevet veluddannede og kan forsørge sig selv, måske endda deres mand. Og hvis man så tilmed oplever, at potensen begynder at svigte, hvad gør man så? Kan man så stadig leve op til rollen som alfahan?

Så er det jo, jeg må fortælle dem, der tvivler på deres adkomst til sexlivet, at for mig blev netop 50’erne et fantastisk årti for sexlivet – modsat hvad jeg frygtede, der ville ske, når min alder ’ramte de 50’: Min krop var stadig nogenlunde ok, jeg havde en hel del erfaring – og det vigtigste: Som følge deraf var jeg ved at slippe min præstationsangst – den, der forbitrer (sex)livet for de fleste af os: Kan jeg nu præstere den rigtige lyst, de rigtige stillinger, den rigtige orgasme? Alle ambitioner og præstationskrav handler jo om, hvordan det burde være, ikke om, hvordan det rent faktisk er, lige i dette øjeblik. Tænk, hvad man dog går glip af på den måde – hvad man snyder sig selv for!

Det var det, jeg oplevede efter de 50: At jeg kunne mærke det dobbelt stærkt, det, der sker lige nu – uanset om det nu sker lige efter bogen. Det har givet mig et rigt sexliv. Og sådan har jeg det stadig, efter snart 40 år i det ’ældre segment’.

Men hvor skal de vide det fra, de unge mennesker …

På denne plads skriver BØGERs panel af fire forfattere, der alle har rundet 70 år

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Om roser minder somme
hvis tid er hastigt omme
med vin har andre fælles
at ædles ved at ældes (Piet Hein)