Læsetid: 6 min.

’Jeg står på sidelinjen og råber ad dem’

Leif Davidsen, der har det som fodboldtrænere, hvad politik angår, er aktuel med en ny spændingsbog. Han skrev thrillere, længe før den aktuelle flodbølge af kriminalromaner overskyllede det danske marked
Leif Davidsens dannelsesrejse gik til USA på udveksling som 17-årig. ’Men jeg var jo ’farveblind’, så jeg blandede mig med de sorte, der var på vores high school, og spillede football med dem. Det varede lidt, før det gik op for mig, at det faktisk var unormalt (for en hvid, red.).’
9. marts 2013

Leif Davidsen fik ideen til sin nye roman, Patriarkens hændelige død, da han for nogle år siden besøgte en god ven, som nu er ambassadør i Riga. Rusland havde haft sin korte sommerkrig mod Georgien, og samtidig var overhovedet for den russisk-ortodokse kirke, Aleksej II, død.

»Har du hørt det sidste nye rygte,« spurgte vennen.

»Nej, hvad er det?«

»At han ikke døde en naturlig død. De slog ham ihjel.«

Når man siger ‘de’ i Rusland, betyder det Kreml, magten, de ansigtsløse, fortæller Leif Davidsen.

Rygtet – og dem er der mange af i Moskva – ville vide, at patriarken blev myrdet, fordi han ikke ville velsigne Putins kanoner, men da der jo ikke forelå noget bevis, trådte journalisten Leif Davidsen et skridt tilbage og overlod historien til forfatteren af samme navn. Som altid, når han begynder på en bog, begynder historien med et sted og en person, nemlig fortælleren. Herfra aner han ikke selv, hvor historien skal bevæge sig hen.

– Din hovedperson er en metrolog, som kører i hundeslæde i Grønland. Er klimaforandringerne et tema?

»Nej, det var blot en idé, jeg fik, en aften jeg sad og så vejrudsigten på tv. Metrologer er blevet vor tids kendisser, selv om mange af dem, man ser på skærmen, slet ikke er uddannede metrologer.«

– Det vidste jeg ikke …

»Jo, computerne regner vejret ud for dem, så de skal bare kunne gøre sig på en skærm. Min metrolog er kun i Grønland, fordi han er med i en tv-udsendelse, og jeg tænker som tidligere tv-journalist tit, når jeg ser udsendelser om B.S. Christiansen og andre, som sulter under strabadser i ødemarken, at hvorfor pokker går de dog ikke bare hen i supportbilen bagved og henter en madpakke?«

Tilbagerulningen i Rusland

Flere af Leif Davidsens bøger har tråde til Moskva, en by, han har boet i som tv-korrespondent, og som han stadig jævnligt besøger, men aldrig som feriegæst, altid med en notesbog i bagagen. Sidst var det i februar i år.

– Hvilke iagttagelser noterede du dig sidst?

»Byen forandrer sig med lynets hast. Bygninger rives ned, nyt bygges op. Enorme motorveje anlægges til de alt for mange biler, og der er kommet højhastighedstog til Skt. Petersborg. En ufatteligt rig, moderne, dynamisk storby, fascinerende, men også tung og vulgær. Politisk går det kun baglæns i øjeblikket.«

– Hvordan?

»Ellers positive fremskridt rulles voldsomt tilbage. Det er meget svært for den politiske oppositions kandidater at opstille og komme til orde. Der slås ned på en mere subtil måde end i det gamle Sovjetunionen, nemlig gennem lovgivning. Der er lige kommet en ny lov, som forbyder propaganda for homoseksualitet, hvilket reelt er et frontalangreb, et grønt lys, så halvfascistiske banditter kan tæve bøsser og lesbiske på gaden. Man har som i Kina lavet lovgivning mod det ellers frie internet. Hvis fem-ti mennesker står på gaden og snakker, risikerer de en hård bødestraf for ulovlig demonstration. Meget trist og deprimerende.«

– Hvordan bedømmer du Putin? Var han en gave til russerne, eller er han en farlig mand?

»Han burde ikke have stillet op igen. Jeg var faktisk meget positiv, da han kom til magten, hvor russerne efter Jeltsins katastrofeår med social nød trængte til ro, velstand og økonomisk stabilitet. Men efter den orange revolution i Ukraine ændrede han karakter. Noget lignende måtte ikke ske for Rusland, og derefter havde han lært lektien: Hvis man tillader 5.000 at demonstrere, er der 10.000 i morgen og 20.000 i overmorgen. Demonstrerer 1.000 mennesker, udkommanderes 5.000 betjente. En stærk kontrol med ngo’er begyndte ligeledes.«

– Hvad er håbet?

»At nye generationer, som taler engelsk, er på nettet og rejser ud i verden, vil det anderledes.«

Kulturchok i USA

Leif Davidsen oplevede som barn og ung et par øjenåbnere. Den første kom, da han flyttede med sin nyskilte mor fra Bogense, hvor han voksede op, til Ringe, en anden by på Fyn, og dermed skiftede skole. Lærerne slog ikke eleverne.

»Jeg syntes jo, at min første skole var dødssyg. Vi havde en tysklærerinde, som slog os over fingrene med en lineal, og en regnelærer, som havde et trick med at viske os med et viskelæder i nakken, til det gjorde ondt. Den værste var engelsklæreren, som hev dig op i ørerne, så du kom helt op at stå på tæerne, og så … sjask, fik man én. Heldigvis var der en fantastisk dansklærer og enkelte andre …«

Den anden øjenåbner kom, da han som 17-årig fik et legat og blev udvekslingsstudent i USA.

»Det betød alt for mit livs bane for nu at bruge et gammeldags udtryk,« siger han.

»Det var første gang, jeg var i udlandet og noget af et kulturchok at komme fra Nordfyn til New Jersey. Først og fremmest gik det op for mig, at der var en verden uden for Danmark og andre måder at leve på.«

– Men hvori bestod chokket?

»Helt banalt i, at jeg stort set aldrig havde set sorte mennesker før. Jeg kan huske en overskrift i en fynsk avis dengang: ’Neger set på hovedgaden’. Nyheden var, at en amerikansk soldat havde giftet sig med en lokal fynsk pige. Men jeg var jo ’farveblind’, så jeg blandede mig med de 10 procent sorte, der var på vores high school og spillede football med drengene. Det varede lidt, før det gik op for mig, at det faktisk var unormalt.«

Skrev digte

USA-opholdet havde også på en anden måde en stor betydning. Leif Davidsen var igen heldig med den lokale lærer i amerikansk litteratur og stiftede et godt bekendtskab med specielt Hemingways noveller. En tanke om at blive både forfatter og journalist modnedes. Han læste også Klaus Rifbjergs novellesamling Rejsende, som han stadig værdsætter højt.

Tilbage i Danmark, droppede han ud på gymnasiet i Nyborg og fulgte Rifbjerg- og Hemingway-sporet. Han rejste på tommelfingeren til Spanien, hvor han havde småjobs som blandt andet chauffør og bartender, men bum, så skulle han være soldat.

Leif Davidsen fortæller, at han også på et tidspunkt som teenager ville være skovfoged. Hvorfor? Jo, han havde haft et sommerferiejob, hvor han gik rundt med en forstmand og målte stammerne på træerne i skoven, så de kunne værdisættes. Han så for sig, at han så om aftenen kunne sidde i sin skovfogedbolig og skrive digte, mens regnen trommede hyggeligt på stråtaget.

Sådan skulle det ikke gå. Han fik optaget nogle digte i Poul Borums tidsskrift Hvedekorn og var lykkelig, men fik desværre også en digtsamling retur fra Gyldendal.

Det slog ham på ingen måde ud, så i stedet gik han op på Fyns Tidende, hvor Jens Peter Jensen, Uffe Ellemann Jensens far, var chefredaktør. Han sendte ham videre til den nye, flerårige journalistuddannelse i Aarhus. Så tog journalistikken ham, indtil han begyndte at skrive romaner. Efter en beskeden start med salg af 720 eksemplarer af den første, fik han fire år senere et kanongennembrud med Den russiske sangerinde, som også blev filmatiseret. Siden blev det til en række bestsellere.

Bedre end diktatur

»Da jeg første gang var inviteret til krimimesse i Horsens, var der næsten ingen tilhørere,« erindrer han.

»Af forfattere var der i Danmark kun Kirsten Holst, Erik Armdrup og mig samt nogle få andre. Det var mere svenskere som Sjöwall og Wahlöö og norske Gunnar Staalesen, der gjorde sig gældende.«

– Synes du, det er godt eller skidt med den flodbølge af nye krimiforfattere, der skyller ind på det danske bogmarked?

»Det ved jeg ikke. Den er der. Og nu vil den falde. Det går op og ned, men jeg har altid skrevet på min egen måde, hvor jeg ikke interesserer mig så meget for mordet og opklaringen som andet end en god motor for historien. Det er det, der sker indimellem, som er interessant.«

– Kunne du skrive en krimi om Christiansborg?

»Nej. I Den serbiske dansker beskrev jeg noget af det politiske spil, men hver gang jeg begynder på en ny roman, ender jeg snart uden for landets grænser.«

– Vil det sige, at der ikke er noget kriminelt ved regeringen?

»Min grundholdning er, at vi har den regering, vi fortjener. Vælgerne sætter den sammen og hellere det end et diktatur. Jeg er politisk interesseret, beundrer eller måske mere respekterer de, der går ind i politik og stemmer ved valgene, men jeg er ligesom fodboldtræneren. Jeg står ved sidelinjen og råber ad dem. Det er mig!«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej Kristen Bjørnkjær

Jeg har altid regnet dig som en dygtig sproghåndværker med et klart og præcist sprog - Men, det pikerer mig i den grad, at du åbenbart ikke kender forskel på "meteorologi/metrologi" og "meteorolog/metrolog" - her er hvad sproget.dk oplyser:
"meteorologi sb., -en (læren om atmosfæren og vejrforhold)" og:
"metrologi sb., -en (læren om mål og vægt) (jf. meteorologi)"

Men, trøst dig - du er ikke alene: en søgning på ordet "metrolog" i inf.dks søgemaskine giver seks hits - hvoraf der i en (måske to?) rent faktisk menes "metrolog(i)" i de resterende menes meterolog(i).