Læsetid 5 min.

En symbolsk terroraktion

Udstillingen ’Krig, kunst og Danmark’ har fået stor opmærksomhed, selv om den hverken er særlig original eller genial, siger en af billedkunstnerne bag. Kunst, der behandler krig, er sjældent i Danmark, og bag uoriginaliteten kan opmærksomheden åbne for debat om indholdet, lyder det fra ekspert
Simone Aaberg Kærn: ’Ramt – Gitte Lillelund Bech’ og ’Ramt – Villy Søvndal’

Simone Aaberg Kærn: ’Ramt – Gitte Lillelund Bech’ og ’Ramt – Villy Søvndal’

20. marts 2013

Villy Søvndal stirrer ud i luften. Fra hans øre fosser blodet ud, og det ligner, at der er friske skudsår omkring tindingen.

En stilfuld sort ørering i Gitte Lillelund Bechs øre står i skærende kontrast til hendes mund, som øjensynligt er skudt væk. Tilbage er bare et stort blodfarvet hul og et par tænder, der dingler i kanten.

Sådan ser to af de malerier ud, der fra på lørdag kan ses på Holstebro Museums udstilling Krig, kunst og Danmark, og som de seneste dage er blevet debatteret i både trykte og elektroniske medier. Simone Aaberg Kærn, som i den brede offentlighed er bedst kendt for sit portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, er en af de syv billedkunstnere bag udstillingen, og det er hende, der har malet de lemlæstede ministre. I sin kunst har hun længe arbejdet med krig og krigshærgede områder, især Afghanistan og Libyen, og hun havde sidste år en udstilling på Frederiksborg Slot med skitser og tegninger fra Libyenkrigen. Dengang – fortæller hun – var folk »rimelig ligeglade« med den politiske del af kunsten.

»Det gav måske et lille gys i folk, men så var det også det. Og egentlig undrer det mig, for det er ret bemærkelsesværdigt, hvad Danmark har gjort i Libyen, og den måde, krigen rammer på,« siger hun.

I forbindelse med udstillingen på Frederiksborg Slot talte hun med Martin Nore, en billedkunster og soldat med otte missioner bag sig. At folk ikke reagerede på hendes værker, undrede ikke ham, for – som han sagde – man må lave noget, folk kan relatere til. Derfor foreslog han hende at ’hænge sårene’ på dem, der sender soldaterne i krig, i stedet for dem, der bliver sendt af sted.

»Så man kan sige, at jeg bruger det her greb for at skabe furore. Og man kan se, at det virker,« siger hun bramfrit og uddyber:

»Jamen det er ikke noget ukendt greb i kunsten: Politikerne er vores repræsentanter, og ved at påføre dem sår gør man noget, som er tabu. Vores demokrati bliver båret af, at vores politikere er usårlige, og at vi har samtalen. Men ved at føre noget, der er resultatet af det, de beslutter, tilbage på dem, laver man et klassisk clash. Det skaber opmærksomhed – helt automatisk.«

Kunstnerisk uoriginal

Med undtagelse af billedkunstneren John Kørner, som har lavet meditationer over danske soldater, der har mistet livet i Afghanistan, har krigen som tema ikke været gennemtrængende i hjemlig kunst i meget lang tid, siger Jacob Wamberg, professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet.

»Egentlig minder denne maleriserie om den aktion i Folketinget, hvor Anders Fogh Rasmussen i protest mod Irakkrigen blev sjasket til med rød maling af en aktivist, som sagde, at statsministeren havde blod på hænderne. Det handler om at konfrontere de ansvarlige med handlinger, som foregår meget langt væk,« siger han.

At bringe krigen ind i kunsten og bruge den som led i en politisk afstandtagen til krigshandlinger er et gammelt tema, siger Jacob Wamberg og nævner bl.a. Pablo Picassos maleri Guernica. Men denne type direkte og nærgående politiske kommentarer er der næsten ingen eksempler på i nyere dansk kunst.

Simone Aaberg Kærn mener selv, at provokationen – selv om den kunstnerisk er uoriginal – er nødvendig for at få beskueren til at forholde sig til og reflektere over det, der er nedenunder. Og denne analyse tilslutter Jacob Wamberg sig:

»Man kan iagttage, at det indlysende har langt større virkning, når der sker en eksplosion uden for den egentlige krigszone. Uanset om den er af fysisk eller symbolsk art. Der er omkommet langt flere mennesker i Irak og Afghanistan end ved angrebet på World Trade Center, men terrorangrebet har fået langt mere omtale, fordi det skete midt i livsnerven af den vestlige kultur,« siger Jacob Wamberg og fortsætter:

»Hvis man går tæt på de områder, som er vigtige i forhold til beslutningstagning, men er langt fra krigszonerne, sker der noget. Og det er jo det, hun gør: Hun kortslutter to ting, som ikke direkte har noget med hinanden at gøre, men som alligevel har det i det store kredsløb. Og det er det, der rykker. Det er en slags symbolsk terroraktion,« siger han.

Anklaget for plagiat

Under alt det kontroversielle og overfladiske ligger ifølge Simone Aaberg Kærn i hele udstillingen noget, som reelt er vigtigt:

»Det, som gør det her til mere end bare en provokation for provokationens skyld, er, at vi peger tilbage på noget, som er sket løbende, og som stadig sker. Det er både røde og blå ministre, og pludselig, når man ser det samlet, får man fornemmelsen af, at shit – det her er noget, vi gør. Det er vores praksis nu,« siger hun.

Næste skridt – siger hun – er, at man som beskuer begynder at reflektere over, at krigen rammer os selv. Og hvordan den rammer os. ’Ministerprojektet’, som hun omtaler portrætsamlingen, har allerede fået folk til at reflektere, fortæller hun. Hun kan se det på debatten på sociale medier, og hun kan høre det på den måde, journalisterne stiller spørgsmål.

»De er for længst kommet uden om den med, om jeg har husket at spørge politikerne.«

På sin blog hævder kunster Uwe Max Jensen i indlægget »Simone Aaberg Kærn: En tro kopi«, at Kærns malerier skulle være et plagiat af en serie malerier, som den midtjyske kunstner Benny Vigan Madsen skabte i 2009. Serien, Det virtuelle tæskehold, portrætterer danske folketingspolitikere udstyret med åbne sår, blå mærker og andre kvæstelser.

At Simone Aaberg Kærns værker er en tro kopi af Benny Vigan Madsens er så meget sagt, og i det ydre er der forskelle, men på idéplan er ligheden slående. Selv lægger hun ikke skjul på, at det er et decideret strategisk træk, at værkerne er så lidt originale.

»Jeg mener generelt ikke, der er ret megen originalitet i kunsten,« siger hun.

»Al kunst er jo en gentagelse af noget, man væver videre på. Det er ikke genialt, for det er en videreudvikling, og det er et greb, som er genanvendt igen og igen. På filmen går det igen som fadermord. Men jeg synes, det er vigtigt at pointere, at det kommer af en soldat, der har sagt: ’Hey, vores sår bliver ikke set: Du må gøre det på en måde, så man kan relatere til det’.«

– Men er der noget på udstillingen, der er – for nu at bruge dit eget ord – genialt?

»Det er jeg den forkerte at spørge om. Jeg synes ikke, det er interessant at kigge på genialitet, men er mere interesseret i det fælles forfatterskab. Lige nu er vi to i gang med at skabe en fælles historie; vi danser sammen i verden. Det er min måde at se det på. Men når vi taler om genialitet, er vi allerede i gang med at grave skyttegrave, og så fortsætter krigen.«

Udstillingen ’Krig, kunst og Danmark’ åbner på lørdag på Holstebro Museum og kan ses til den 30. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Simone Aaberg Kærn sætter fingeren på noget, der er væsentligt for, at forstå den virkelighed vi lever i. Danmark er krigsførende, og selvom det er væmmeligt så bør tv billeder efter børns sengetid, ikke vises tåget, men vises i den grusomhed der optaget i, ikke for at provokere, men for at dokumentere, hvad Danmark byder befolkningen i de lande, vi er krigsførende i, med andre ord vi skal fortælle sandheden.

Brugerbillede for Carsten Mortensen
Carsten Mortensen

Det er muligt det ikke er særligt originalt, men det er -set ud fra politikeres tilsyneladende egenopfattelse - ganske sundt at vise dem, og verden, at de har blod på hænderne.....fra den sikre plads bag skrivebordet.

Brugerbillede for Anders Feder

Uoriginalt var også den første tanke der ramte mig. Motivet er vel det samme som det som gerningsmændende bag mordet på John F. Kennedy og mange før dem har brugt.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Billederne vil givet skabe debat blandt folk, som ikke har tænkt igennem, hvad krig, fredsbevarende aktioner, piratbekæmpelse, terroristbekæmpelse m v kan indebære af konsekvenser for mennesker.

Visse politiaktioner mod narko, menneskehandel m v kan givet også have ubehagelige konsekvenser for mennesker .

De mennesker , der enten er i militæret/politiet eller som politikere sidder med beslutningskompetencen , er forhåbentlig ikke så" tanketomme" , at de ikke er fuldt bevidste om , hvad "skarpe aktioner" ( i militære eller politimæssige sammenhæng) kan indebære i yderste konsekvens.

I alle tilfælde er det et "must" at vælgerne på forhånd er velorienterede / vidende om alle aspekter - ellers giver det bagslag.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Der er noget hamrende hattedameagtigt naivt over kunstnere der tror man skaber en bedre verden ved bare at afruste og sige nej til enhver form for militær indgriben.

Kunstnere kan reflektere en tidsånd men de kan sgu ikke hverken formulere eller udmønte et sammenhængende realistisk politisk alternativ til de probnlemer vi står overfor.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

@Robert O Jensen

Kunstneren spørger muligvis ind til, hvem og hvad problemet er og for hvem har det betydning i sidste ende?

Det er det fede ved kunst vi må selv tolke, der er ikke givet svar på forhånd.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

tja men i dette tilfælde er svare jo ret tydeligt ikke - fortolækningensmulighdwerne er næsten ikke til stede

Brugerbillede for Tom Paamand

Billederne minder i høj grad om virkelighedens rædsler. Jeg har tilsvarende billeder i reolen, i Ernst Friedrichs Krieg dem Kriege!, en samling fotografier af vansirede og døde fra Verdenskrig I. Kærn udfører hvad der egentlig er en lidt for indlysende provokation, hvis symbolværdi maksimeres af, at hun vel er stort set den eneste kunstner Krieg dem Kriege! herhjemme, der kan tillade sig netop dette projekt. Det gør vel ikke projektet modigt, men i det mindste udnytter hun det "kapital" fornuftigt, som hun har opbygget ved at slikke numse på Fogh.