Læsetid: 5 min.

’Vi tager vores seksualitet tilbage’

I et samfund seksualiseret af reklameindustrien, pornoindustrien og musikbranchen vil det københavnske Dj-kollektiv Slutcore Crew have deres seksualitet tilbage. De iklæder sig derfor lak, hotpants og meget lange øjenvipper for at gøre op med den underdanige kvinderolle
Vi er ikke nogens, og det er vores valg at se ud, som vi har lyst til. Vi skal ikke være sexede over for nogen, siger Liv Andersen og Tobi Egelund  fra dj-kollektivet Slutcore Crew, der selv vil  styre deres seksualtitet

Vi er ikke nogens, og det er vores valg at se ud, som vi har lyst til. Vi skal ikke være sexede over for nogen, siger Liv Andersen og Tobi Egelund fra dj-kollektivet Slutcore Crew, der selv vil styre deres seksualtitet

Sara Galbiati

8. marts 2013

Til hverdag ligner Liv Andersen og Tobi Egelund almindelige unge kvinder. Men når de i weekenderne er en del af dj-kollektivet Slutcore Crew, skruer de deres kroppe ned i hofteholdere og kompromitterende lak-toppe for at dyrke og overdrive den kvindelige seksualitet.

Slutcore Crew består af skiftende medlemmer, lige nu er der mellem fem og syv personer med, og de spiller sexistisk musik, men bruger til at få deres egne feministiske budskaber ud. Slut, som er det engelske ord for tøjte, har for dem en kvindefrigørende betydning.

»Alle former for seksualisering er blevet en offerliggørelse af kvindekroppen,« siger Tobi Egelund og forklarer, at Slutcore Crew handler om at seksualisere sig selv, men at gøre det af egen fri vilje og frigøre kvindekønnet fra den stereotype forståelse af den kvindelige seksualitet som noget skamfuldt.

»Vi er ikke nogens, og det er vores valg at se ud, som vi har lyst til. Vi skal ikke være sexede over for nogen,« siger hun.

»Men vi vil gerne være for meget, for hvis man er for meget, kan man måske rykke ved folks grænser. Folk behøver ikke at se ud, som vi gør, for man er ikke frigjort, bare fordi man går i lak og læder. Hvis man føler sig godt tilpas i joggingbukser og glimmeroverskæg, så skal man gøre det, men man skal tage stilling til, hvad man gør og vælge det, som føles tilpas.«

Musik som provokerer

I øjeblikket ses en bølge af kvindelige musikere, som gennem deres tekster manifesterer nye former for feminisme.

Information har tidligere på ugen beskrevet, hvordan kampen om kønnet ses i musikken, hvor kvindelige musikere som Beyonce, Lil’Kim og – som den største lige nu – Brooke Candy holder fast på retten til deres egen krop og seksualitet.

Og det er mange af disse musikere, som til Slutcore Crews fester pumper ud af højtalerne. De spiller aldrig Chris Brown, for det kan godt være, at Rihanna har tilgivet ham, men det har de ikke. Brooke Candy proklamerer, at »slut is now a compliment«, og det er præcis skiftet og opgøret mod den mandsdominerede tilgang til sex og det, at kvinder gerne må være promiskuøse, som dj-kollektivet ønsker at videregive til deres fester.

»Here is something I just can’t understand, if a guy have three girlz, then he is the man, he can even give her some head or sex her off, but if a girl do the same then she is a whore,« synger Lil’Kim, og det beskriver netop samfundets opfattelse af, hvad mænd og kvinder kan tillade sig seksuelt.

»Mænd kan være sammen med ligeså mange, de vil, men hvis en kvinde gør det samme, så er hun er tøjte. Der er en alt for hurtig stempling af kvinders seksualitet,« siger Tobi Egelund.

Musikken ændrer karakter

Ofte spiller de også den mandlige danske rapgruppe Suspekts nummer »Kinky Fætter«, hvor noget af teksten lyder: »Lad mig smække dig, lad mig slikke dig i din røv, lad os prøve det forbudte og beskidte, omme bag den busk, så kan du sut på min pik.«

De har oplevet, at folk er blevet så provokeret af nummeret, at de har revet strømstikket ud, så lyden fra dj-pulten er blevet kvalt.

»Folk synes, nummeret er nedladende og sexistisk. Jeg kan godt forstå, hvorfor folk bliver stødt, fordi teksten er så aggressiv, lige-på-og-hårdt og under bæltestedet,« siger Liv Andersen.

»Men det kommer an på, hvem der spiller den slags musik,« fortsætter Tobi Egelund. »Der er stor forskel på, om det er store heteroseksuelle mænd, som stiller sig op på en scene og spiller »Smack that booty, bitch«. Det har et helt andet udtryk og tiltaler nogle andre folk.«

»Når vi selv spiller det, får det et andet kønsligt og seksuelt udtryk. Og i stedet for at blive stødt af det, så tager man det til sig og gør det til sit eget. Så jeg synes, det får en helt anden positiv aggressivitet.«

Mere end to køn

Det er ikke en kvindekamp, de fører – nærmere en kønskamp eller en frihedskamp, hvor de bruger deres kroppe til at udbrede deres budskaber. Det er ikke udelukkende en kamp for at ændre opfattelsen og forventningen til kvinden, men til kønnet i det hele taget. De påpeger dog, at feminisme og kamp for kvinders rettigheder er meget vigtigt – især for kvinder, som ikke lige lever i middelklassen og er ligeså hvide, som de er.

Tobi Egelund og Liv Andersen mener ikke, at verden kun består af to køn, men af flere. Og når de skal forklare, hvilke kønsidentiteter og seksualiteter medlemmerne af Slutcore Crew har, bliver det forvirrende. De kommer fra queer-miljøet og består af en transfyr, kvinder og femmes (den feminine partner i et lesbisk forhold, red.).

De vil udfordre kønnenes traditionelle spilleregler, for ifølge dem er køn alt for snævre.

Liv Andersen definerer sig selv som kvinde, men bryder sig ikke om, når der er forventninger til hendes køn.

»Man kan ikke undgå at have forventninger til mennesker i en eller anden grad. Men hvis der bliver skabt nogle kasser, som man ikke har mulighed for at træde ud af, så synes jeg, man har et problem. Det er det, man bør bryde med,« siger hun.

»Sådan nogle livmoderfeminister er i virkeligheden dybt transfobiske. Hvis folk vælger en anden identitet end den biologiske kvinde, så er de ikke forrædere eller sexister. Der er mennesker, som har endnu færre privilegier i samfundet, og dem skal man også give plads til. Ligesom man skal kæmpe for homoseksuelle, biseksuelle og andre seksuelle retninger,« Tobi Egelund.

Slutcore Crew skæver til andre bevægelser rundt omkring i verden, som Pussy Riot og Femen, der også bruger kropsliggørelsen i deres frihedskamp.

»Jeg synes generelt, der er en overordnet kamp om retten til at definere sig selv og sit eget køn. Vi er jo bare så privilegerede, at vi er vesterlændinge, så det er nogle helt andre kampe, vi tager. Men vi sender da nogle tanker ud til kvinder rundt omkring i verden,« siger Tobi Egelund.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er hovedsagelig mellem 15-30 år, at 'tænksomme' gemytter fantaserer over dusinvis af 'køn', der ikke er opdyrket og italesat etc.
Man vil gerne være noget særligt og lissom føler sig lidt speciel, og leder efter rationale.
Hen ad vejen indser alle, at der er to køn og naturligvis det sædvanlige biologiske omvendt-motivations-potentiale, nødvendigt affald fra mutations-mekanikken.
Og at resten er børn der leger de er et eller andet. Men det har børn brug for at gøre.

Det vil være frigørende for alle "køn" når vi holder op med at have så mange forventninger til hinanden og bare nyder hinandens selskab og respekterer hinanden, mand-kvinde mand-mand kvinde-kvinde og alt derimellem. Jeg er personligt meget træt af at skulle leve op til at være en "normal" kvinde, som det er svært ikke at skulle være, når man bare er helt almindelig hetero. Du har ikke så mange valgmuligheder, medmindre du har det fint med at blive betragtet som kommende, ensom "kattedame" eller vraget gods over sidste salgsdato når det gælder frugtbarhedskriteriet. Vi hører hele tiden om at det er helt ok at være notorisk single og ikke ønske sig børn eller alt imellem ugift og/eller barnløs, men nej, det er sjældent helt ok derude i virkeligheden. Kvinders valg af livsstil og seksualitet er stadig en offentlig affære her i år 2013...

Esben Maaløe

en meget ringe kunstart i så fald ... jeg læste kun nedladenhed og det sædvanlige "mine erfaringer er alles virkelighed"