Analyse
Læsetid: 6 min.

Det vanskelige valg

Når konklavet i dag træder sammen for at vælge ny pave, sker det samtidig med hemmelige rapporter af stærkt kritisable forhold i administrationen i Vatikantet og midt i den katolske kirkes største krise i nyere tid
De 115 kardinaler, der skal træde sammen i konklavet i Det Sixtinske Kapel fra i dag, skal finde ud af hvem af dem, der skal være Benedikt XVI’s efterfølger

De 115 kardinaler, der skal træde sammen i konklavet i Det Sixtinske Kapel fra i dag, skal finde ud af hvem af dem, der skal være Benedikt XVI’s efterfølger

Arturo Mari

Kultur
12. marts 2013

Det er vanskeligt at forestille sig, hvad mere der lige nu kan gå galt for den katolske kirke. Der er åbenbart ingen ende på de afsløringer, som stiller store dele af kirkens ledelse i et alt andet end flatterende lys. En ting er, at selv visse højtstående klerikale om ikke andet så i en tidligere periode af deres liv har haft vanskeligt ved at styre deres (fortrinsvis homo-)seksuelle tilbøjeligheder i en kirke, der forlanger cølibat.

Noget andet og meget værre er de fortielser, man i lang tid forsøgte at omgærde en række alvorlige pædofile forhold med, eller de mishandlinger, som i mange år fandt sted i f.eks. irske katolske institutioner. På det seneste er der så yderligere kommet en hidtil hemmeligholdt rapport med afsløringer af stærkt kritisable forhold i administrationen i Vatikanet. Det drejer sig vistnok – og det hele er altså foreløbig rygter byggende på en eller måske flere kilder, hvis troværdighed der ikke kan siges noget klart om – om nogle homoseksuelle fællesskaber, som skulle være udsat for afpresning samt nogle ulovlige finansielle forhold hos en eller flere medlemmer af Vatikanets bank.

Samtidig skal man dog også vogte sig for alt for markante konklusioner, som bl.a. dem lederskribenten i avisen Corriere della Sera kom med fredag, hvor han gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at det kunne være, kardinalerne valgte en pave, som så efterfølgende viste sig at være en af de korrupte administratorer, rapporten omtaler. Man kan være rimelig sikker på, at såfremt en af de kardinaler, som skulle have chance for valg, er omtalt i rapporten på en afgørende negativ måde, vil vedkommendes chancer være lig nul, uanset hvor hemmeligstemplet en sådan rapport måtte være. Ingen ved deres fulde fem – og dumme er kardinalerne ikke, vær vis på det – ville risikere et sådant valg af en pave.

Tilliden svækket

Om det var folk fra den pavelige statsadministration, Benedikt XVI tænkte på, da han ved sin tiltræden bl.a. opfordrede verdens katolikker til at bede for, at han ikke skulle »flygte af frygt for ulvene«, er der blevet gættet en del på, men måske er det ikke helt ved siden af at formode, at det blandt andet er her, man finder personer, som ikke ønsker at få helt ryddet op i tingene. Foreløbig er der ikke mange konkrete oplysninger at gå efter, så konspirationsteorierne blomstrer. Den katolske kirkes ledelse har, som det fremgår, ikke set de store fordele ved større åbenhed. Det gælder ikke mindst Benedikt selv. Man skal huske på, at før sin tiltræden som pave var Ratzinger leder af den magtfulde troskongregation, som bl.a. behandler sager om præsters misbrug af skriftemålet, og her pålagde han i en skrivelse fra 2001 kirkens ansatte tavshedspligt i de sager, kongregationen havde til behandling. De, der troede, at man kunne klare absurditeterne ved at fortie dem, har måttet sande, hvad den engelske lærde biskop Robert Grosseteste engang i midten af det 13. århundrede skrev til pave Innocens IV i sin frustration over sin samtids kirkelige forfald, som ganske påfaldende mindede om nutidens skandaler: »Præsternes livsførelse er lægfolkets bog.« Hvis tilliden til kirken forsvinder, er dens dage talte.

Cølibatkravet

Opfattelsen af, at problemer skal klares inden for murene, er ellers blevet udfordret kraftigt fra andre fremtrædende katolikker. Pavens jævnaldrende – og hans tidligere kollega fra deres fælles tid som professorer ved universitetet i Tübingen, Hans Küng, som er en af de få nulevende katolikker, som kan måle sig med Benedikt i intellektuel styrke og videnskabelig produktion, udsendte for snart tre år siden et åbent brev til de katolske biskopper. Heri krævede han et opgør med hemmelighedskræmmeriet, indkaldelse af et koncil, så der kunne komme tilbundsgående reformer, herunder en undersøgelse om ophævelsen af cølibatet. Sidstnævnte synspunkt deler han interessant nok med andre topfolk inden for kirken. En af de markanteste fortalere for, at man i det mindste skulle diskutere ophævelsen af cølibatet (som ikke altid har været et ufravigeligt krav, det blev det først fra det 12. århundrede), var den for nylig afdøde kardinal Martini, højlærd og vidt respekteret professor og kardinal. Ved det konklave, som valgte Benedikt i 2005, var der ifølge ganske troværdige kilder i første omgang flertal for at udnævne Martini til pave, men han bad så mindeligt om, at man ville undlade at vælge ham med henvisning til sin fremskredne sygdom. Der er helt sikkert nogle kardinaler, som fortryder, de ikke lagde mere pres på Martini dengang.

Den daværende kardinal af Milano udtalte sig markant mod fordømmelsen af homoseksualitet og for, at man skulle diskutere cølibatet. Sidste år gav Martini kort før sin død en bredside mod kirkens konservatisme i avisen Corriere della Serra, hvor han udtalte, at kirken er »200 år bagud for sin tid, kulturen er gammel, og vore ritualer og klæderne, vi bærer, er opblæste«, og kirken har oven på de utallige sexskandaler en »forpligtelse på at blive transformeret«. Det er slet ikke utænkeligt, at man nu otte år efter, at man var tæt på at vælge en kardinal med netop de synspunkter til pave, vil søge efter en person med nogenlunde tilsvarende synspunkter.

Anderledes konservatisme

En meget stor del af kardinalerne, som nu skal vælge en ny pave, er af et ganske konservativt tilsnit, og man skal ikke tage fejl af begrebet konservatisme i katolsk klerikal sammenhæng. Ofte er en sådan forbundet med en ganske stærk kritik af f.eks. det frie markeds økonomi og af asociale tiltag hos regeringerne. Her holdt navnlig Benedikts forgænger sig ikke tilbage med kritik, om også vi heroppe sjældent hørte om det.

Hvis man vælger en pave med en sådan synsvinkel og med et mere liberalt syn på f.eks. cølibatet og præventionen, end de to seneste havde det, vil den katolske kirke kunne fornyes på samme måde, som da man i 1958 valgte patriarken af Venedig, Angelo Roncalli til pave. Han skulle have været en overgangspave, som blot skulle passe butikken, da man ikke rigtig kunne blive enige om andre. Men den 76-årige Johannes XXIII formåede i sit kun fem år lange pontifikat at vende kirken 180 grader ved at indkalde til et koncil, som skulle forny kirken og bringe den ind i samtiden, hvilket også skete. Dengang.

Det kardinalkollegium, som i de her dage skal til at stemme om, hvem der skal være den nye pave, vil temmelig sikkert søge efter en, der kan bygge bro til protestanter, jøder og muslimer, og som ikke nødvendigvis har den intellektuelle skarphed, som det er uomtvisteligt, at Benedikt har. De fleste kardinaler er europæere, men der er stor sandsynlighed for, at man nu vil kigge uden for Europas grænser efter egnede kandidater.

’Kære Gud, ikke mig’

Der gættes naturligvis på navne i de her dage, men man gør klogt i at huske, at det lige netop er gætterier. I 2005 havde f.eks. National Catholic Reporter opregnet 20 kandidater til posten som mulig efterfølger for Johannes Paul II, men ikke medtaget Joseph Ratzinger – og ham blev det som bekendt. Når konklavet træder sami men, vil man ret hurtigt skride til første afstemning, hvor kardinalerne noterer navnet på den, de hver især kunne forstille sig som den bedst egnede, og først derefter er der en mulighed for at se, hvem der er i spil. Én ting er imidlertid sikker, som det meget morsomt blev vist i filmen Habemus Papam fra 2011 med Michel Piccoli; en af de hyppigste bønner under konklavet vil være: »Kære Gud, lad det ikke blive mig!«

 

Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken samt lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster og har siden 2006 været inviteret som observatør ved Det Pavelige Videnskabelige Akademis møder i Vatikanet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forhåbentlig bliver det Ole Sohn. Han har på fremragende vis demonstreret sin evne til at tro på dybt fortabte sager, regere over udemokratiske fortidsminder, og til kvikt at ændre trosretning på givtigste vis. Imod taler selvfølgelig, at han samtidig kører de foretagender i sænk, som han deltager i - men det opdager Vatikanet forhåbentlig for sent.

I går så jeg den italienske film "Habemus Papam" aka "We have a Pope" fra 2011.

En eftertænksom blid satire om den just nyvalgte pave der får akut panikangst. Han nægter at træde frem for de millioner af brødre og søstre, der utålmodigt venter på at se deres nye pave. I stedet stikker han af og sniger sig rundt i Roms gader mens han vakler i sin tro.

John Vedsegaard

Når mad ser det billede der er lagt på her, ligner det mest af alt en reklame for en sæbeopera, men det er vel i bund og grund også den rette betegnelse for det..

Gorm Petersen

Det er almindeligt kendt, at Vestkirken på et tidspunkt indførte cølibat for katolske præster, for at de så ikke kunne testamentere deres ejendom til børnene - men lige så godt give den til kirken.

Hvad næsten ingen ved, fordi næsten ingen har læst Ny Testamente, er at cølibat også spiller en vigtig rolle i oldkirken - mere end 1000 år tidligere.

Den rolle kan blive re-aktualiseret fordi vi snart vil sande, at metafysikken altid vil trumfe fysikken.

Hvis vor tids metafysiker - hjerneforskeren siger til fysikeren: "Bevidsthedens gåde er løst - ikke-livet er et fordelagtigt alternativ til livet. Livet er meningsløs lidelse" ville fysikeren begå selvmord - eller som minimum lade være med at få børn.

Det burde ikke komme som nogen overraskelse. Den ældste og sikreste kilde til Ny Testamente - Paulus-brevene - udtaler sig i lidt uklare vendinger om formålet med cølibat.

Uklarheden er dog ikke større, end at Paulus fastholder sit principielle synspunkt, som er, at det bedste ville være, hvis ethvert menneske levede i cølibat - hele livet - fra vugge til grav.

Han kan jo ikke have undgået at vide, hvilken effekt det ville have på menneskehedens overlevelse, hvis alle fulgte dette råd !

Hvis blot lidt over halvdelen havde fulgt rådet ville det - grundet almindelig børnedødelighed - formentlig have ført til menneskehedens undergang.

Hans stærke modstilling mellem kødet og ånden lader sig i øvrigt let oversætte til nutidssprog.

Kødet er evolutionens krav om overlevelse - bevidstheden ses i denne sammenhæng som kødets tjener.

Ånden har derimod andre prioriteter. Den ønsker at undgå meningsløs lidelse - og denne ånd kan derfor finde på at vende sig imod det kød, den ellers var sat i verden for at beskytte - i form af selvmordet eller cølibatet.

Det er paradoksalt, at Vestkirken er modstander af f.ex. aktiv dødshjælp, når alle historiske spor peger på, at Oldkirken vakte opsigt med sin positive dødsforventning (martyrerne) - ikke med en negativ dødsforventning. Den havde grækerne i forvejen.

Oldkirken hyldede martyrerne for deres frivillige død, og kårede dem som helgener - indtil omkring år 150. Her begynder man for første gang at kritisere selvmords-aspektet (Polykarps Martyrie).

I dag er Vestkirken den totale karrikatur på Oldkirken. Forbud mod kondomer producerer i dag enorme mængder af netop den meningsløs lidelse, cølibatet i al fredsommelighed skulle have stoppet i løbet af max 100 år.

Det helt afgørende problem er bare at netop 'konservatismen' i doktrinen er
en af de ting der tiltaler mange Katolikker mest, i en Verden der forandrer sig så hastigt
at man ofte mister pusten .
I det mindste har Jesus nu i næsten 2000 år været søn af en Jomfru !
(Vi skal vist ikke tale om Moderens alder ?)

Jørgen Rygaard

Jeg håber på en kvinde med håndtaske :-)

Alexander Carolinus

Kan være svært at vælge med så mange lig i lasten.... pædofile, luderkarle, nazister, CIA agenter, bedragere, våbenhandlere, maffiosos.....

"Hvis vor tids metafysiker - hjerneforskeren siger til fysikeren: "Bevidsthedens gåde er løst......."

Gorm,
så vil fysikeren sige, at det drejer sig om en måleusikkerhed. ;-)