Læsetid: 4 min.

Vores kamp

Jeg læste ’Min kamp’ som en jævnaldrende mands tanker, og jeg kunne nikke genkendende til en del. Man begynder at stille sig selv spørgsmålene: Er du fortsat en ung mand, der vil erobre verden, eller handler det mere om at fastholde, hvad der er opnået? Er jeg en tilstrækkeligt god far?
8. marts 2013

Jeg har altid læst meget. Primært faglitteratur, og så har jeg ’forkælet mig selv’ med en skønlitterær bog i sommerferien. Siden i sommer har jeg dog læst ikke færre end seks skønlitterære bøger – hvad er der sket? Jeg fik fat på Knausgårds Min kamp. Og da jeg først fik åbnet det første bind, har jeg siden ikke kunnet få nok af Knausgårds hudløst ærlige univers. Den ene bog har afløst den anden, og forleden nat læste jeg den sidste side i værket, der er et langt opgør med faren. Bogen slutter med, at Knausgård nyder tanken om, at han ikke længere er forfatter. Han er forståeligt nok på alle måder udmattet. At skrive værket på meget kort tid er en bedrift, og at han har lagt ’alt’ privat frem, har haft omkostninger. I de senere bøger skriver han om, hvilken stor debat bøgerne har skabt især i Norge, hvor onklen synes, at han fordrejer historien om sin far.

Tomme flasker, pis og lort

Hvad er så fængende ved Knausgård, at selv en skønlitterær amøbe som undertegnede bliver grebet? Skønlitteratur er så meget sagt, for nok tager han udgangspunkt i konkrete hændelser, men han lægger også lidt til. Genren kaldes autonarration, hvor det interessante ikke er, hvor lang tid Knausgårds far bor hos farmoren, inden han i uhumsk selskab med tomme flasker, madrester, bræk, pis, lort og en lige så alkoholiseret mor fuldender sit forfald ved at drikke sig ihjel. Nej, det med tiden kan kun have juridisk interesse, hvilket onklen så også slår på, men det for alvor interessante er, hvorfor faren ender sine dage sådan, og hvad der ligger til grund for, at Knausgård hader ham så meget, at hans død er en lettelse. Knausgård fortæller om det mest private. ’Udleverer’ han andre? Måske, når han fortæller om svigermoren, der drikker i smug. Og kraftfuldt, når han fortæller om konens depression. Men først og fremmest ’udleverer’ han sig selv, når han fortæller om utroskab; en anklage om voldtægt; hans forhold til alkohol; hans problemer med at blive far. I forhold til sidstnævnte skriver han bl.a. om, at han tager barsel med deres første barn og som stort set den eneste mand går til babyrytmik, hvor hans eneste tanker er: Hvad fanden laver jeg her? Og hvor er den unge instruktør lækker! Knausgård giver udtryk for forbudte følelser, som vi andre aldrig ville verbalisere. Knausgård er kompromisløs. Fortæller, at hans kone laver for lidt derhjemme; fortæller, at konen ikke må give ham valget mellem familien og dét at skrive. Han ville vælge at skrive.

Hvorfor skal vi indvies i Knausgårds liv? Fordi det er livet i sin sande form: »Hvis jeg havde gjort den (romanen, red.) mere smertefuld, var den blevet mere sand.« Livet er enkelt, men også komplekst. Livet indeholder glæde, men også sorg. Livet er godt; livet er hårdt; livet er en fest; men livet er også … en kamp. Knausgårds værk er et eksempel på, at ethvert menneskes liv er en roman værdig, hvis vi ellers turde. Knausgård viser, hvad kunsten kan: Den kan bearbejde følelser, tanker og begivenheder fra vores liv, som måske ikke tåler ’dagens lys’. At læse Knausgård er en lutring af sindet.

En god nok far?

Jeg læste også Min kamp som en jævnaldrende mands tanker, hvor jeg kunne nikke genkendende til en del. 40-års-fødselsdagen nærmer sig – og som Pernille Rosendahl forleden sagde i tv: At være 40 er ikke slemt, men det 39. år – det var slemt! Man stiller spørgsmål, som ikke har været stillet i mange år, for man er halvvejs i livet. Fik du set/gjort det, du ville, de første 40 år? Hvad vil du bruge de næste år på? Jobbet/familien? Er du fortsat en ung mand, der vil erobre verden, eller handler det mere om at fastholde, hvad der er opnået?

Er jeg en tilstrækkeligt god far? tumler Knausgård som andre også med. Han mener selv, at børnene holder mere af deres mor. Værket giver dog også et andet billede af en mand, der tager ansvar, bl.a. i forbindelse med konens depression. Han køber ind, gør rent, laver mad – skaber den hjemlige stabilitet, så konens sygdom ikke går ud over børnene. Han står tidligt op om morgenen for at skrive, og han skriver sjældent i weekenderne. Alt sammen for at have tid til sine børn. Alligevel pisker han sig selv med, at han nogle gange er opfarende. Han håber ikke, at det påvirker børnene, som hans fars opførsel har gjort det. Han lader børnene se fjernsyn, selvom han har det skidt med det. Han lader dem gøre det for også selv at få lidt fred. Dette kan de fleste forældre sikkert nikkende genkendende til. Balancen mellem at være en far, der sætter sin families behov først, og at være en selvstændig mand med egne behov, skildres nuanceret. For ja, ’hvor er livet en gamp’, som Knausgårds farmor sagde, for hun kunne ikke sige ’k’. For vi besidder som mennesker ikke kun det gode i livet, men også det onde eller de triste tanker. Det er en del af at være menneske. Det er friktionen, der gør, at vi ikke går gennem livet som lalleglade uvidende jubelidioter. Knausgårds værk giver dig mod på at fortsætte din kamp, som nok minder om Knausgårds kamp, min kamp, ja, vores alles kamp.

Af Peter Andersen, Forlagschef, Dafolo, Støvring

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu