Der er kun ét balletkompagni i verden, som kan danse George Balanchines koreografi perfekt. Det er New York City Ballet. Derfor er det også forståeligt, at balletmester Nikolaj Hübbe var så stolt, da han kunne præsentere gæstespillet med New York City Ballet som højdepunktet i Den Kgl. Ballets repertoire i denne sæson. Nikolaj Hübbe var selv solodanser hos kompagniet fra 1992 til 2008, og nu viser han guldet frem.
Værkerne af Balanchine mikser den klassiske ballets strakte linjer med jazzens erotik og modernismens meningsbefriede matematik på så vild en måde, at dansen stadig inspirerer koreografer i dag, 30 år efter Balanchines død. Og danserne hos New York City Ballet oplæres specielt i at danse Balanchine med en overdreven smidighed og en helt særlig speed. Hvis Bolsjoj-balletten udvælger sine dansere fra hele Rusland for at danse Svanesøen af Petipa, så udvælger New York City Ballet sine dansere fra hele verden for at danse Serenade af Balanchine.
Sær ødselhed
Det er dette eksklusive brand, som Hübbe viser det danske publikum. Alt er altså fremragende. På nær lige følelsen af ødselhed. I en sæson, hvor alle kunstarter på Det Kgl. Teater har skullet spare – og blot et år efter at dansere blev fyret på stribe. Beløbet for newyorkergæstespillet er 3,5 mio. kr. A.P. Møller-Fonden står som den glade giver. Det er i orden. Men sidste år ville mange have foretrukket at bruge fondspenge til lønninger, så fyringer havde kunnet undgås. Nuvel. New York City Ballet har 52 dansere udover en stab af teknikere og iscenesættere, der alle skal flyves til København og bo en uge på hotel. Så selvfølgelig koster gæstespillet kassen.
For næsen af Tivoli
Alligevel er der noget ekstra demonstrativt over netop dette gæstespil. Det plejer nemlig at være Tivoli, der inviterer New York City Ballet til København. Sådan har det været siden 1970’erne, da Niels-Jørgen Kaiser inviterede kompagniet til Tivolis Koncertsal – en tradition, som Lars Liebst har videreført. Men nu har Hübbe altså snuppet ’City Ballet’ for næsen af Liebst, nærmest som en provokation.
Kompagniet besøgte sidst Tivoli i 2008, hvor både Serenade og Symfoni i C var på programmet. Her blev den såkaldte ’Balanchine-ballerina’ med lange-lange ben og lang hals og tynde arme – den ballerinatype, der tydeligvis er Nikolaj Hübbes foretrukne – blev sat i kontrast af små og kompakte dansere.
Så længe bevægelserne var topenergiske, var der tilsyneladende ikke de tidligere tiders grænser for kropsbygning. Balletmester Peter Martins’ udvikler altså tydeligvis kompagniets look.
Hot er dyrt
Men nu kommer New York City Ballet altså til Det Kongelige Teater – til Operaen, hvis enkle arkitektur må passe perfekt til Balanchines rene dans: Serenade fra 1934, De Fire Temperamenter fra 1946 og Symfoni i C fra 1947. Her er kvinder i hvidt, horisont i blåt, mænd med ædle skuldre og diamantglitren for resten.
Peter Martins har diskret trukket sine egne koreografier helt ud af dette gæstespil. Til gengæld viser han stolt sine nye darlings frem i et moderne program. Ud over Jerome Robbins’ ’gummiskoballet’ Opus Jazz fra 1958 danser ensemblet også Alexei Ratmanskys Concerto DSCH fra 2008 og Christopher Wheeldons Les Carillons fra sidste år – sammen med den kun 25-årige Justin Pecks In Creases, der allerede er rost til skyerne.
Dansen serveres altså som det allerhotteste – og nok også det allerdyreste. Det må siges at være i Balanchines ånd.
New York City Ballet, Operaen, 4.-8. april. To programmer – et klassisk og et moderne. Billetpriser: 795-125 kr.
