Stor, stor jubel; der skrives om et »systemskifte« og et afgørende »opgør«.
Mange jubler stadig over, at DR2 har udstillet Trykkefrihedselskabets formand Lars Hedegaard som en mand, der ikke kunne svare for sig selv og sin sag. Her blev der udøvet kritisk journalistik, hedder det.
Det mærkelige er, at Lars Hedegaard jo ikke er nogen stor magthaver. Han er ikke valgt til et offentligt embede, og han er ikke en stemme med stor indflydelse i offentligheden. Han er en mand på 70, der med god grund er forhadt af sine modstandere og marginaliseret af sine egne. DR2 var ikke de første, der tog opgøret med Lars Hedegaards holdninger; DR2 var de sidste.
Allerede i 2009 sagde borgerlige fra over for Hedegaard: »Jeg vil ikke være med i en forening, der har medlemmer, som ikke har noget med problem med at have en mand som Lars Hedegaard som deres formand,« sagde Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.
Folk begyndte at melde sig ud af Trykkefrihedsselskabet, hvor Hedegaard er formand, fordi det blev for sekterisk. CEPOS-juristen Jacob Mchangama stiftede Kritisk Debat som alternativ til en kamp for ytringsfriheden, der kun handlede om tilsvining af muslimer.
Hedegaard blev afskediget først fra »Groft sagt« på Berlingske og derefter på selveste Jyllands-Posten. Der var ikke plads til hans holdninger i den borgerlige presse, og udstødelsen kulminerede, da selv hans mangeårige medfighter forfatteren Helle Merete Brix lagde afstand til ham. Siden blev han udsat for et attentat, men det har jo ikke gjort ham til en vigtig intellektuel i offentligheden. Prøv at sammenligne hans argumenters magt med formænd for kommissioner eller økonomiske eksperter.
Det virker på den måde bizart, at DR2 investerer en halv time i et opgør med en mand, som kanalens publikum på forhånd ikke kan lide, og som vel kun familien Krarup efterhånden tager alvorligt.
Men reaktionen på interviewet afslører, hvor meget udlændingepolitikken stadig fylder for både vensteorienterede og højreorienterede. Det er den store moralske kamp. Og når interviewet med Hedegaard opleves som en stor befrielse, afspejler det en fornemmelse af, at det rabiate standpunkt endelig blev stillet til regnskab. Ikke gennem moralisme og kritik, men gennem analyse. Det var så stor en succes, at DR2 nu kan gå videre og tage dem, der virkelig bestemmer.
