Nyhed
Læsetid: 2 min.

Easton Ellis uønsket ved homoorganisations prisuddeling

Forfatteren Bret Easton Ellis’ tweets blev opfattet så provokerende, at han blev nægtet adgang til weekendens prisuddeling, som den amerikanske homoorganisation GLAAD holdt
Kultur
24. april 2013

Som en homoseksuel mand i et forhold og med planer om at blive gift, er jeg ked af at høre, at jeg er blevet forbudt at deltage i begivenheden«. Sådan skrev den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis i et tweet lørdag som reaktion på, at han ikke længere var inviteret til organisationen GLAAD’s årlige prisuddeling. GLAAD repræsenterer lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (LGBT-personer), og ved prisuddelingen, der fandt sted i weekenden, hyldes enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats for at forsvare LBGT-miljøet.

Bret Easton Ellis, som bl.a. har skrevet American Psycho og Luna Park, var oprindeligt inviteret til at deltage i prisuddelingen, men kort før festen havde en anden person overtaget Ellis’ plads.

»GLAAD er angiveligt ’rasende’ over mine tweets. Og jeg gætter på, at det ikke er dem om min kæreste, eller om, hvor sexet jeg synes, Adam Driver er,« skriver forfatteren.

’De har aids’

Bret Easton Ellis har i løbet af de sidste par år skrevet en del kontroversielle kommentarer på Twitter, som muligvis har været kilden til vreden hos GLAAD. Blandt andet sammenlignede Bret Easton Ellis oplevelsen af at være tilskuer til tv-showet ’Glee’ med »at træde ind i en pøl af hiv« i 2011, og sidste år hævdede han, at den homoseksuelle amerikanske skuespiller Matt Bomer var fejlcastet til rollen som Christian Grey i den kommende filmatisering af Fifty Shades of Grey – udelukkende på grundlag af hans seksualitet.

Bret Easton Ellis skrev også, at han var enig med Paris Hilton i, at homoseksuelle mænd, der bruger scoreapplikationen Grindr på deres smartphones »sandsynligvis har aids,« hvilket hotelarvingen Paris Hiton er taget på bånd for at sige.

Ikke kun homoer kritiseres

Organisationen GLAAD har senere bekræftet, at de havde forsøgt at mødes med Bret Easton Ellis, da de fandt ud af, at han planlagde at deltage i prisuddelingen.

De benægter, at de har udstedt et direkte forbud mod forfatterens tilstedeværelse, men indrømmer, at de har skiftet hans plads til showet ud med en anden gæst.

»De homoseksuelle kredse har reageret negativt på Ellis’ kommentarer,« siger GLAADS kommunikationsdirektør, Rich Ferraro, til avisen Hollywood Reporter.

Til sit forsvar siger Bret Easton Ellis, at det ikke kun er homoseksuelle mennesker, som han taler groft om på Twitter. I december måned blev han tvunget til at undskylde over for filminstruktør Kathryn Bigelow efter at have udtalt, at filmen The Hurt Locker, som Bigelow havde instrueret og vundet en oscar for, udelukkende havde vundet, fordi hun var »en lækker kvinde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her